mandag den 25. juni 2012

I denne uge bliver orangeriet færdigt

Vinduer og tagrender


Halvdelen af vinduerne er sat i og zink tagrenderne er sat op.


Der er endnu ikke lister og karme eller solbænke, men det kommer nok én af dagene.


Jeg er spændt på at se foldedøren, når den kommer i. Der bliver 6 vinduer man kan åbne. Foldedøren var oprindelig tegnet således, at man åbner en dør i den ene side og folder det hele til én side. Det har vi sammen med håndværkeren og fabrikken lavet om, således at der bliver en dør, der kan åbnes almindeligt i midten af foldedøren og så kan man trække hver side til siden, på den måde kan halvdelen af foldedøren åbnes mens den anden stadig er lukket. Man kan selvfølgelig stadig åbne den helt op. Det blev vi enige om, var en bedre løsning.


Dette billede er taget indefra. Oprindeligt var der ikke den "pind" i de trekantede vinduer, men sammen med vores arkitekt fik vi "sat pinden på", da vi mente, at udseendet ville blive pænere. Det synes vi nu, var godt.


I morgen kommer der vinduer i denne side. Jeg synes, det har pyntet meget, at der er kommet tagrenderne på!

Nu til noget andet:
Der er ingen frugt i vores frugttræer og jeg forstår det ikke. Måske er der nogen, der kan hjælpe?
Pæretræet ser fint grønt og sundt ud, men der er slet ikke anlæg til små pærer og det mener jeg, der burde være nu.


Der var ret mange blomster i foråret og jeg har også gødet ifølge min gødningsplan, men træet har bare grønne blade nu.

Det ser slemt ud med vores kirsebærtræ:


Jeg tror, at det er overbefængt med lus og a det er derfor bladene krøller sig sammen flere steder på træet. Hvad kan jeg gøre ved det? Jeg har kun fundet et enkelt grønt kirsebær på det, selvom der også her var mange blomster tidligere på sæsonen.


Blommetræet er også pænt grønt, men her har jeg også kun set én blomme, selvom der var mange blomster på det. Jeg har spekuleret lidt på om, de øverste grene er vandris, for de er allesammen vokset op sidste år samtidigt. Hvis det er vandris, kan det så være derfor, at det ikke bærer frugt. Træet plejer at bugne med blommer, selvom det ikke er så stort endnu. Alle mine frugttræer har fået gødning.

Det ene æbletræ har slet ikke blomstret i år! Det andet, som jeg forsøger at hjælpe på vej efter frostskader og har klippet det meget ned, ser dog ud til at vokse fint og i dette lille træ er der sørme æbleknopper.


Det lille æbletræ ser ud til at have det fint!
Hvorfor har mine andre frugttræer ingen antydning af frugt?. Æbletræet, som ikke har blomstret, havde noget dyr, som var små sorte "orme" i toppen af træet, så jeg har klippet alle de toppe af for at fjerne disse dyr. Det var ret ulækkert. Kirsebærtræet er jeg sikker på, har lus, men de andre træer ser fine ud? Hvad kan man gøre? Jeg ville blive glad, hvis der er nogen, der kan opklare mysteriet.

14 kommentarer:

Karina sagde ...

Det er blevet rigtigt fint, jeg glæder mig til at se med i næst uge.
Omkring frugttræerne kan jeg sige at mit kirsebær også er angrebet af lus. Jeg plejer at bruge insektsæbe, hvis ikke jeg kan spule dem af med vandslangen. De sammenkrøllede blade klipper jeg også bare af.
Mit blommetræ havde også masser af blomster i foråret, men ingen frugter. Pæren står med 3 sølle små pære og ikke mere. Det er noget møj er det.

Jette sagde ...

Hej Birgitte.Det tegner rigtigt godt med jeres orangeri.er spændt på at se det når du får det indrettet.Mit æbletræ ser også lidt sølle ud.tror ikke der kommer mange æbler i år.det er et gammelt filipa æble.God aften til dig Jette

Anne sagde ...

Hej Birgitte,
Mit æbletræ er der også kun få små æbler på. Kirsebærtræet har også få grønne bær. Der kom jo sen nattefrost og har været en del haglbyger forbi hvor jeg bor. Måske har det været for koldt til bestøvning.
Mit kirsebærtræ bærer mest hvert 2 år.
Dejligt og stort Orangerie I får.

Susanne sagde ...

Hovr bliver det et dejligt orangeri I får. Nu må det snart være svært at vente på at få lov til at indrette. Jeg følger spændt med i projektet - holder meget af at følge med i processen.

Jeg har desværre ingen frugttræer og kan derfor ikke komme med konstruktive forslag.

mamses oase sagde ...

Neeeejjj hvor bliver jeres orangeri dog flot :-D
Sådan et gad jeg ski godt at have.
Det er ærgerligt med dine frugttræer.
Lusene kan du enten spule med en vandslange, eller sprøjte med noget insektsæbe.
De manglende frugter kan du ikke gøre så meget ved. Men mon ikke det skyldtes de frostnætter vi havde i foråret. Det var jo lige i blomstringstiden vi fik den.
Glæder mig til at se orangeriet færdigt :-D

Hald sagde ...

Sikke flot din nye "hybel" er nu.. det pynter både med tagrende vinduer og tag. Det må krible i dig nu, for at de bliver færdige med det hele... men glæder mig nu til at se hvordan det kommer til at se ud med brændeovenen, fliser på gulvet og blomster/træer, møbler etc.

Høneballehaven sagde ...

Så smukt så smukt dit orangeri, det måtte godt ligge hos mig :o)

Med hensyn til dine frugttræer er jeg straks noget i tvivl.
Mine nye kirsebærtræer er også fyldt med lus, og der er ikke mange bær på hverken dem eller det gamle store træ, vi har i haven. Der ser også ud til at være lus i det.
Æblerne er der heller ikke så mange af i år. Blommer er der derimod rigtig mange af, men jeg har et yngre blommetræ, der aldrig har givet en eneste blomme, og dårligt nok sætter blomster, det har jeg snart opgivet. Pæretræ har jeg ikke nogen af.
Et af mine yngre æbletræer gav slet ingen frugt sidste år, men i år er der æbler på igen. Så mon ikke dine kommer med æbler igen til næste år. Jeg har desværre ingen gode råd, udover at jeg tænker: har du gødet for meget, så det kun er blevet til blade? Men du har gødningsplan og har vel fundet ud af, hvordan de skal gødes.
Håber der er nogen der er klogere, der vil svare dig.

Helena sagde ...

Så stort o fiiint det blir!Tänk när du får börja inreda :-)
Mitt päronträd fick bra med frukt vartannat år ungefär varför vet jag inte...
KRAM från mig!

Bente sagde ...

Ja jeg kan godt hjælpe med dit pæretræ. Vi har et gammel gråpæretræ i haven, som altid har givet mængder af pærer.
Pludselig stod det med blomster i foråret og ikke een eneste pære. Grunden - alle naboerne vil ikke have frugttræer for de sviner! Så jeg har sat et lille espalierpæretræ som bestøver for pære SKAL have et andet pæretræ for at blive bestøvet. Resultat - masser af pærer igen!
Spændende at følge dit byggeri og flot bliver det...!
Jeg tror du får stor glæde af at krybe både i læ og i ly for regnen....!

Lise Lotte sagde ...

Hej Birgitte. Hvor bliver det altså flot. Sådan et måtte meget gerne flytte ind hos mig :) men det ender nok med et stort drivhus i stedet for.

Vi har mange frugttræer. På det ene æbletræ var der rigtig mange små æbler, men de blæste simpelthen ned i den hårde blæst vi havde. På resten af vores træer, æble, pære, kirsebær er der næsten ingen frugter. Jeg har set i en udsendelse, at hvis man vil være sikker på at få frugt skal man tage en lidt stor make-up børste og så selv lege bi. Med de få bier vi snart har, kan man ikke være sikker på at få træerne bestøvet. Så det vil jeg prøve næste år :):)

Kh Lise Lotte

Tim Skovrup sagde ...

kors..... det ser fan'me godt ud dit nye orangeri :)

Vivi sagde ...

Orangeriet ser vild godt ud og virker også temmelig stort. Hvor bliver det dejligt for jer at få det færdigt :-))

Landbohaven sagde ...

Dit orangeri ser rigtig godt ud.
Spændende at se, når det bliver færdigt.
Jeg har ikke forstand på frugttræer, men jeg tror frosten har ødelagt blomstringen,, måske derfor der ikke bliver ret meget frugt i år.
Tak for kigget.
Ha` en god aften.

Birgitte sagde ...

Hej allesammen. Tusind tak for alle jeres søde kommentarer. Dem blev jeg rigtig glad for. Jeg tror faktisk, det er rigtigt, at det kan være de to nætters frost vi fik efter varmen, det var i hvertfald lige på det tidspunkt træerne blomstrede. Måske kan det også være noget med bestøvningen, der glippede. Jeg kan forstå, at det er et lidt generelt problem, som vi er flere, der har i år, så jeg må vist konkludere, at det er frostskade og manglende bestøvning. Forhåbentlig ser det anderledes ud næste år.!