søndag den 31. juli 2011

Knopper i klokkerankerne

Det er lykkedes!
Prøv at se nedenstående billede. Nu blomstrer de snart!


Gad vide, om de ville tage sig bedre ud, hvis de stod i dere stativer ude på græsplænen? (For at ramme en romantisk stil).

Svenskerstil

Det svenskeragtige må være pelargonier og krukker!


Idéen med at sætte potter med pelargonier på hylder opad et plankeværk, har jeg faktisk taget fra et svensk haveblad.



Er det mon gammeldags? Jeg tror det og grunden er, at i den gamle by i Århus, har det bygget en stor blomstersamling med gamle arter og sorter op på samme måde. Men det er først nu jeg får den tanke. Hvordan kan jeg mon give det en romantisk stil?

Have stilarter

At indrette en have,
bliver man nok aldrig færdig med. Der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed. Vores hus er en gammeldags stil - en murermestervilla i to etager, som blev bygget i 1923. Det betyder - synes jeg - at haven også skal have en gammeldags stil. Men hvad er en gammeldags stil?. Det må være en smagssag. For mit vedkommende er det en romantisk have i med stauder og mange krukker og rosenbede. Jeg vil gerne forsøge at kombinere den gammeldags stil med en svensk stil. Det synes Anders er lykkedes.


Idéen med mange krukker, har jeg fået af Claus Dalby. Men det er først nu, efter mit havebesøg i går hos Lisbeth og Villy, at jeg forstod hvor vigtigt det er, at huset stil og havens stil harmonerer. Lisbeth forklarede mig hvordan det var i deres have og pludselig kunne jeg se det. I deres have kan der ikke være en gammeldags, romantisk stil for det vil ikke passe til huset.



Mit lilla og blå krukkebed ved udhuset og drivhuset er sat sammen ud fra farver og med duftpelargonier som hovedoverskriften. Måske er det pelargonierne, der gør det lidt "svenskeragtigt".  Måske ville det blive mere romantisk og personligt, hvis der var nogle mindre potter foran de store, som man kunne gå på opdagelse i og måske finde nogle spændende ting. Eller måske skal jeg arrangere krukkerne på en anden måde. Det er jo en fordel, at man kan det med et krukkebed. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde tænkt så meget over stilen, men mere på, at det skal være frodigt, så man på den måde nærmest bliver blæst omkuld!
Men passer det overhovedet til vores hus?



Passer den blå syriske rose overhovedet sammen med pelargonier?. Jeg har kun sat den dér, fordi den er blå!

Ved terrassen er det igen farverne, der har optaget mig. Her er det purpurfarvet og pink.



Her er det igen opsætningen, som jeg har hentet inspiration til hos Claus Dalby. Han har mange krukker sammen, som giver en stor frodighed, og det var dét, jeg gerne ville opnå. Men hvis krukkebedet skal matche huset, står de så rigtigt?



Foran krukkebedet har jeg det store rosenbed, hvor der stadig er en del bar jord.
Roser er romantiske og passer til et gammeldags hus. Der tror jeg nok, jeg har ramt rigtigt - også med de to ovale rosenbede i det lange stykke.



Runde former er også med til at gøre haven romantisk.



Jeg tror, at min stil er svenskeragtig og det vil jeg forsøge at gøre personligt og forsøge at ramme den gammeldags have, så tror jeg faktisk, at vi får en spændende have, der passer godt til vores hus.



Jeg tror godt, at frodigheden i mit gule dahliabed også passer til den gammeldags stil. Nu bliver det spændende at, hvordan bedet tager sig ud, når de cremefarvede solsikker snart springer ud!



Effekter i haven såsom vores regnvandstønde og vores fuglehus synes jeg nok, kan bruges i en gammeldags stil!

En overraskelse

Blomstergaver
I går cyklede jeg hjem til Lisbeth og Villy, som holdt åben have. Jeg ville gerne sige tak for de gange jeg har fået kørelejlighed til arrangementer i Pelargonieklubben Nordjylland. Derfor havde jeg på en svensk hjemmeside: http://www.vexthuset.com/ fundet to pelargonier, som jeg troede, var meget sjældne. Den ene er en gul pelargonie, Creamery, og den anden er en vildart, P. tetragonum. Men som jeg havde fået fortalt, så var jeg på en svær opgave og det viste sig også, at de havde begge to i forvejen. Men det var tanken som talte. Det blev vi enige om. At få dem fragtet med posten kostede en formue, dette fortalte jeg dem, da jeg ikke havde givet nogle benzinpenge for vores køreture. Men fremover er det måske en bedre idé?


Planterne er små, men jeg ved, at de bliver passet godt hjemme hos Lisbeth og Villy.

torsdag den 28. juli 2011

Rosen Brother Cadfel

Blomster for anden gang i sommer.


Jeg kan rigtig godt lide denne rose! Og så dufter den så godt!



Alle roserne skal sprøjtes for 3.gang i sommer når vi kommer til weekenden. Ifølge min gødningsplan mener jeg at huske, at det er sidste gang i år, at de skal sprøjtes. Jeg må sige, at sprøjtemidlerne er gode. Bladene er nærmest blanke og ser helt nupudsede ud og blomsterne blive store, men de har dog lidt svært ved at tåle al den regn og blæst vi har haft. Jeg har måttet klippe mange visne blomster af, men hvergang kommer der meget hurtigt nogle nye!

Dagliljer

Blomster og knopper
En af mine yndlingsblomster er dagliljer. Lige nu er de begyndt at blomstre og der er rigtig mange knopper i dem. Jeg har 4 forskellige farver. De brunrøde i det store staudebed, og en tofarvet rosa og hvid i skyggebedet plus en lysegul. Den sidste i skyggebedet er ikke begyndt at blomstre endnu, så dens farve kender jeg ikke.




Der er så mange blomster i haven lige nu, så i weekenden vil jeg gå hele vejen rundt og tage billeder!

tirsdag den 26. juli 2011

Sommer på terrassen

Tiltrængt solskinsvejr!
Endelig en aften med sol og ingen vind. Det føltes sådan som sommer skal føles!


Vi har spist pastasalat og nu har jeg lige opdaget 3 grønne peberfrugter på peberplanten. Dem vil jeg nu gå ud at plukke!

Hvad gør man ved spindemider i agurkeplanten?

Regnfan
I går aftes så jeg i et haveprogram på TV2, at man kunne udrydde spindemider i drivhuset ved at hænge en buket med regnfan op. Denne plante udsender en duft, som spindemiderne ikke kan fordrage og de forsvinder. Man kan også lægge en stor buket regnfan i en 10 liters spand med lunkent vand i ca. to dage - ikke længere. Efter to dage sier man vandet og sprayer det med en sprayflaske på planterne.


I vores drivhus har Anders hængt en træpind henover alle planterne, som jeg bruger til at binde agurke- og tomatplanterne op med og her har jeg så hængt en buket med regnfan lige over agurkeplanten.



Nu er det spændende at se, om det virker. Agurkeplanten ser ud til allerede at være angrebet af spindemider, så spørgsmålet er om regnfan kun er forebyggende eller om den også er helbredende. Det lød sådan i udsendelsen!

Stiklinger fra oliventræet

Et eksperiment
Vores oliventræet er vokset, så det nu er over 2 meter højt og ca. 1 meter i bredden på det bredeste sted. Derfor har jeg i aften klippet nogle grene af (4 styks - jeg turde ikke klippe mere, da jeg ikke ved, om der er sæson nu for at klippe et oliventræ).


De 4 stiklinger har jeg sat sammen i en 20 cm potte, for måske er det kun én, der bliver til noget. Jeg har sat dem ude i læ og i sol det meste af dagen, så må vi se, hvad der sker med dem!
I de 3 andre potter har jeg sat helichrysum stiklinger og de kommer sig fint. Den forreste har slået rødder. Jeg har foræret en væk allerede til min højskoleveninde.

mandag den 25. juli 2011

En buket fra haven

Roser og høstanemoner.
En buket fra haven kan efter min mening bestå af alle slags blomster sat sammen i en vase. Det vil altid være en sommerbuket, man bliver glad af.




Vasen har jeg fået af min mormor for ca. 30 år siden!

En svær én at overvintre

Engelsk pelargonie
Denne pelargonie blomstrer på livet løs under den opstammede syren i en kæmpekrukke. Den har blomstret uafbrudt lige siden den blev sat ud i maj måned!


At det er lykkedes at få den til at overvintre, må være et held, da jeg har givet den nøjagtig de samme vilkår som alle mine andre pelargonier. Jeg kan ikke være sikker på, at jeg er lige så heldig til næste år.

Farvesammensætning og plantesammensætning.

Pink og brunrød.

I terrasse krukkebedet er de pinkfarvede dahlia godt på vej. Jeg har sat dem sammen med mørkløvede planter og chokoladeblomster. Jeg har ikke set disse to farver sat sammen i nogle af alle de haveblade og -bøger, jeg har læst, men jeg synes sammensætning er kraftfuld og stærk!


Claus Dalby har sat den mørkerøde farver sammen med orange i sit flammebed, men pink synes jeg er ligeså smuk og samtidigt har styrke og kraft!



Jeg er ret sikker på, at jeg sætter disse planter sammen næste år også!

Purpursolhat og en mørke-lyserød buskrose.
Denne sammensætning er noget overraskende, da jeg ikke havde forestillet mig, at de matchede hinanden så godt. Jeg har plantet dem ved siden af hinanden i det store staudebed helt ud til spidsen, hvor der er sol nærmest hele dagen.


Man siger, at når modsætninger mødes, er tiltrækningskraften stor. Dette synes jeg også passer på disse to blomster. Solhatten har store blade og store blomster, og alligevel matcher den til den småbladet, småblomstrende rose. Jeg er så glad for denne sammensætning, at jeg har besluttet mig for, at købe 10 purpursolhatte mere og flytte den anden buskrose frem i spidsen i stedet for, at den står lidt for sig selv længere inde i bedet. På den måde får jeg to buskroser med purpursolhatte ind imellem.

Dahlia krukkebedet

Måneskinsgul og lysegule farver.
Nu er der ved at være gang i blomstringen.


Jeg er sikker på, at det er champosten, der giver dette blomsterflor sammen med organisk gødning, som jeg har givet 2 gange indtil nu. (Der skal gødes igen i august).
I nederste højre hjørne kan man se, at solsikkerne er på vej (Italian white).

søndag den 24. juli 2011

Liljer

Da der var blomsterfestival i Frederikshavn;
købte jeg disse små liljer, som er vinterhårdføre. Når frosten kommer, sætter man bare potterne ind under halvtaget, så de ikke får hverken regn eller sne og skal ikke vandes. Til foråret sætter man potterne ud igen og begynder at vande, hvorefter planten vågner påny.




Desværre husker jeg ikke hvad liljerne hed, men de kostede kun 25 kroner stykket. Jeg har sat lerpotterne i en stor krukke med opstammet broget dværgpil og de lyser op sammen med de lyserøde marmelukærmer og flittigliserne.

Nedklippede lupiner

Afblomstret og nedklippet!
Jeg læste den anden dag, at man kan klippe lupiner ned og få endnu en blomstring i sensommeren. Det er hermed forsøgt!


Jeg er ikke helt klar over, hvor langt man skal klippe ned, men jeg har klippet den øverste halvdel af, så må det komme an på en prøve!

lørdag den 23. juli 2011

Æbler

Det lille æbletræ er ca. 1,30-1,5 meter højt og er fuld at æbler. Jeg synes træet er så pænt!


Æblerne er ca. på størrelse med clementiner. De er først modne senere.

Ærteblomster - Flagship

Purpurfarvet latyrus
Nu er ærteblomsterne i fuld gang med at blomstre. Farven er nærmest purpurlilla og blomsterne dufter.


Nu bliver det spændende at se om de vokser sig så kraftige, at de kommer over kanten af læhegnet og breder sig udover det hele!

søndag den 17. juli 2011

Rød kvan

Frø fra Claus Dalby.
I fredags fik jeg pottet mine røde kvan over i potter, så de forhåbentlig når at vokse så meget til, at jeg kan plante dem ud i det store staudebed.
Planten er 2-årig og blomstrer først næste år.



Det har regnet det meste af denne uge og det er jo nok godt for disse planter! Men jeg synes nu det kunne være rart med noget solskin, så man kan sidde lidt på terrassen og nyde det hele.

Brændeskur

Så blev det færdigt!

I fredags blev vi færdige med vores brændeskur. Det hele er lavet af genbrugsmaterialer og nu skal vi bare have brændet på plads, som indtil nu har ligget i afdeling D.


Nu blev afdeling E endelig sådan som vi gerne ville have det. Når det bliver opholdsvejr, skal brændet flyttes over på sin nye plads!

fredag den 15. juli 2011

Gamle parfumeflasker

I Ghita Nørbys nye bog om hendes roser, så jeg en god idé, som jeg har fundet et alternativ til:
Hun har nogle antikke flasker med prop, som hun kommer en seddel i med rosens navn og hænger den på rosen. På den måde kan man altid huske, hvad den hedder.

I går fandt jeg på, at jeg havde en del små flasker med gammel parfume, som ikke længere kunne bruges. Jeg tømte dem og skyllede dem i kogende vand og lod dem tørre. Nu har jeg skrevet en lille seddel med blyant, (bly falmer ikke), med rosens navn og jeg har hængt dem ud på mine roser. På den måde er jeg aldrig i tvivl om, hvad det var blomsten hed.


Det er små "prøver" med parfume, som man plejer at få i Matas, når man køber en gave. De vejer stortset ingenting og selv tynde grene kan sagtens holde sig oprejst med en sådan flaske hængende. Jeg proppede en sytråd i flasken (sytråden er dobbelt) og skruede låget på, hvorefter de to ender af sytråden blev knyttet og hænger i en løkke i grenen. Fordi sytråden er meget tynd, lukker proppen tæt og der kommer ikke vand i flasken. Hvis der er en dispenser i flasken, er det ikke noget problem, da sedlen sagtens kan være der alligevel og proppen er lige så tæt stadigvæk!

torsdag den 14. juli 2011

Agurketid

Har lige opdaget to modne agurker i drivhuset!

Det er de allerførste agurker og så lige på min fødselsdag!


Det bugner i drivhuset. Agurkeplanten stortrives og tomatplanterne er vokset ud igennem det åbne tagvindue og er fulde af blomster. Peberfrugten har tre frugter, som ikke er helt modne endnu. Selvvandningskassen, som det hele er plantet i, er en nem og overskuelig løsning og jeg synes, det fungerer godt.



Udenfor drivhuset vokser duftpelargonierne og er fulde af lilla blomster, som snart får selskab af de to lilla dahlia. Den blå lupin såede jeg inde i vindueskarmen i februar og det er lidt sjovt, at den blomstrer nu. Klokkerankerne (blå) på hver side af drivhuset er vokset til flere meter og er begyndt at sno sig omkring hængepelargonierne og op i udhuset, men jeg ser ingen knopper endnu. De er ret svære at få til at blomstre og jeg ved ikke rigtig hvornår sæsonen er. Jeg må vente og se!

onsdag den 13. juli 2011

Mit Dahlia krukkebed

Det er jo kolossalt!

Jeg må hele tiden flytte krukkerne mere og mere fra hinanden, fordi dahlierne vokser sådan. Og de er fulde af knopper. Jeg er så spændt på at se beddet, når det står i fuldt flor, men der går nok en 2-3 uger mere, før der er højsæson for dahlierne.


Jeg er sikker på, at det er champost jorden, de trives så godt i. Samtidig har jeg gødet med organisk gødning. I tre af krukkerne forrest vokser solsikkerne Italian White. De er meget vandkrævende.



Denne citrongule farve er jeg helt vild med. Desværre kan jeg ikke skelne sorterne fra hinanden på alle mine gule dahlier, da knoldene har ligget sammen i en kasse uden at jeg har sat mærker på hver knold, men blot holdt dem samlet i samme farve.

Pelargonier

Pelargonier i industrielle mængder for at bruge Claus Dalbys udtryk!


Nu er pelargonierne så store, at jeg kan tage stiklinger, Uha der bliver mange planter, der skal overvintre og pladsen i vinters var allerede trang ude i afdeling C. Dette problem må jeg løse, når der er tid for overvintring! Indtil videre synes jeg bare, at det er så spændende at lave planterne selv og jeg kan jo altid forære en del væk!

De engelske roser

Jeg var bange for, at jeg ikke nåede at se det overdådige blomsterflor, men det nåede jeg:

Her er mine Heritage roser.




Jeg synes, de er meget flotte og når man går forbi beddet, så dufter det simpelthen så godt.
Som man kan se på det øverste billede, så er verbenaen også vokset kolossalt og de blomstrer ligeså meget som roserne. Jeg vil forsøge at samle frø til næste år.

På næste billede ser man Brother Cadfael:



De første roser er visnet ned, men nu er beddet fuld af nye knopper. Selve planterne er vokset til tæt på en meters højde.

Ved terrassen blomstrer James Galway og George Hamilton også i rigelige mængder. Jeg kan dog se på beddet, at jeg må anskaffe mig to roser mere for at det skal blive helt fyldt ud.


Næste billede viser en Geoff Hamilton rose:



Nedenfor ser man James Galway, som jeg vil anskaffe to mere af til efteråret.



Også disse to roser dufter rigtig dejligt og man kan rigtig snuse duften ind, når man går forbi!

I går ankom kameraet til vores adresse og det virker!

Alt er vokset til nærmest dobbelt størrelse i haven.
Min veninde, som har boet i vores hus og passet haven, har gjort det rigtig godt. Hun har også slået græs, men har ikke luget. Det fik jeg gjort i mandags og nu har jeg taget nogle billeder.


Clematisen er i fuld flor. Jeg husker ikke, hvad den hedder, men jeg har to af samme slags, som med tiden skal vokse udover hele plankeværket, der danner baggrund for det store staudebed.

mandag den 11. juli 2011

Vores kamera er et sted i Europa

Vi er lige kommet hjem fra New York og desværre var Anders' kuffert med kameraet ikke med flyveren til København. De har eftersøgt den i Københavns Lufthavn og nu håber jeg godt nok, at kufferten kommer til vores hjemadresse i morgen.
Ellers er rigtig mange feriebilleder gået fuldstændig tabt og samtidig kan jeg ikke lægge billeder her på bloggen, men det er heldigvis et problem, der kan løses. 10 gange værre er det, at vores billeder er i kameraet.
Min håndskrevne dagbog fra hele ferien er også i kufferten. En anden gang skal jeg vist skrive dagbogen ind her på bloggen dag for dag under rejsen, intet forsvinder på internettet!!