mandag den 25. juli 2022

 Sommerliv

Livet i sommeren betyder for mig at udeliv og indeliv flyder noget sammen. Jeg elsker, når varmen udenfor gør det muligt at åbne vinduer og døre på vid gab og husets indvendige rum bliver forlænget med rummene i haven udenfor. Jeg føler mig så privilegeret over at huset kan bruges på denne måde og at alting er i orden og fungerer. 


Vi plejer at stå tidligt op hver morgen og der har været rigtig mange morgener hvor Anders og jeg har siddet på balkonen og spist morgenmad inden vi skulle i gang med arbejde. Der er stille i haven på det tidspunkt pånær fuglenes færden i haven. Det er en rigtig god start på dagen og jeg bliver meget glad over at starte dagen på denne måde.

I disse dage har vi besøg af min svigermor på 93 og Anders' søster og svoger. Hele huset og haven bliver brugt og det gør mig rigtig glad. Her til aften fik jeg et stort behov for at skrive ned alle mine tanker om hvad sommeren gør for os i min lille familie.


Vi finder mange spændende emner at tale om, men det som er det bedste, er min svigermor, som stadig har energi og gåpåmod. Hun elsker at være ude i mit orangeri og bruger en del tid på at kigge sig omkring. Hun kommer til at tænke på så mange forskellige vers og digte som hun har læst igennem tiden, som popper op i hendes hoved, når hun sidder dér og kigger sig omkring. Det handler meget om ting mellem mennesker, hun kan vers både på engelsk og latin udover de danske. 


Jeg kommer til at tænke på min egen mor, som var meget glad for de sene sommeraftener hvor hun tog skoene af og gik ud i haven i bare fødder. Det gør virkelig noget for én at smide skoene og gå rundt på græsset i bare fødder. Jeg gør det selv en gang imellem og jeg føler lidt at anspændthed og træthed forsvinder ud af kroppen. Det er rigtig godt at gå på bare fødder i græsset efter en lang arbejdsdag!
Da jeg var barn og så min mor smide skoene, blev jeg lidt småfornærmet på hende og kunne ikke rigtig forstå hvorfor det skulle være nødvendigt, men nu som voksen mange år senere, forstår jeg godt, at hun også fik anspændthed og træthed ud af kroppen på den måde.


Anders og jeg bader meget, vi har en sø ikke så langt fra hvor vi bor, som vi rigtig godt kan lide at bade i. Det er en ferskvands sø og noget anderledes end havet, som jeg er vokset op med. Vi er heldigvis vandhunde begge to, så badning er en stor del af vores sommerliv. Jeg kan næsten ikke komme op af vandet igen, det føles så godt og man føler sig så let, når man er i vandet. Vi svømmer rigtig meget begge to til stor nydelse.

Det gode vejr og det afslappede liv giver mig energi og en hel del overskud til at tænke kreative tanker og drømme om ting, jeg gerne vil. Selvom jeg er over 50 år, så kan jeg godt drømme om ting, der gerne må gå i opfyldelse. En af de ting, der virkelig betyder noget for mig, er min uddannelse og virke som havedesigner. Det er noget af det bedste jeg har opnået, fordi det udfordrer mig på alle gode måder. Tænk at man kan være med til at forskønne menneskers haver og udeliv, som jeg ser som noget der er meget personligt og privat. Jeg er med til at skabe et univers i kunders haver, som de forhåbentlig kan se sig selv i på en inspirerende måde.
Det gør mig meget ydmyg og taknemmelig.


For mit vedkommende må sommeren gerne blive ved i lang tid, solen og varmen gør bare noget godt for én!



4 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

Hej Birgitte
Dejligt med et oplæg fra dig, det er gode tanker, du har, jeg kan godt forstå, at du gerne vil dele dem med os. Vi mangler nogle flere bloggere, der er ikke mange tilbage. Vi er nogle få, der prøver at holde gang i dem, måske er du med igen - bare en gang imellem.
Kh Lisbeth

Tim Skovrup sagde ...

mojn Birgitte
sød historie, og glædelig at se dig tilbage på bloggen :) :)

Carina sagde ...

Håller med om att de här sensommarkvällarna är speciella. Det känns som de kommer med sammet och ett sammetsmjukt mörker :)

Jag är glad för daggen som gör att det blir lättare att börja flytta växter om ett par veckor.

Ha det gott! Carina

PTS Terbaik sagde ...

Hvordan starter forfatteren typisk sin dag om sommeren, og hvad værdsætter hun ved denne rutine? Telkom University