onsdag den 30. maj 2012

Orangeriet tager form

Nu begynder man at kunne se det for sig!


Tømrerne er i fuld gang og blev færdige med spærrene på den ene side. I morgen får vi leveret maling og skal igang med at male træet, når vi kommer hjem fra arbejde i morgen.


Tømrerne har savet huller i husets og skorstenens mur for at få træværket sat op. Det er godt, at vores hus er så solidt, selvom det er et gammelt hus.


Byggeriet er 4 meter højt. Når vi er færdige med at male i weekenden, skal tømrerne igang med at forberede til vinduer og foldedør.


Det er spændende hver dag at komme hjem og se, hvad der er blevet lavet. De startede med at sætte trækonstruktionen op i går og jeg synes da, de allerede er kommet langt!
Det ærgrer mig lidt, at vores kamera ikke dur, jeg har kun mobiltelefonen og jeg synes ikke rigtig, jeg kan vise dimensionerne, men forhåbentlig kan man få et nogenlunde billede af, hvordan det ser ud i virkeligheden.

fredag den 25. maj 2012

Byggeriet

En flink murer!

Skorstenen er færdig og mens stilladset omkring den alligevel var oppe, var mureren så flink, at han malede skorstenen.


Anders er i fuld gang med at male huset og er lige ved at være færdig med gavlen, hvor orangeriet skal være. Tømrerne kom i dag og satte al det stillads op, så de kan komme igang på tirsdag.


Her ser man skorstenen, hvor den vender ud mod haven. Mureren har aftalt med skorstensfejeren hvor højt trinene skulle sidde og hvor mange, der skulle være.
Tømrerne har også sat en masse træ i indkørslen og jeg tror nok, det er dét, som Anders og jeg selv skal male. Heldigvis er der ikke så meget, så jeg tror, vi kommer hurtigt over det arbejde.


Der er stillads over det hele, så det er svært at se,hvor flot gavlen er blevet, efter at Anders har malet den.


Elektrikeren har sat stikdåser ind i muren og nu skal mureren bare lige pudse væggene indvendigt - det gør han i morgen - så er han færdig. Han har meget travlt og har også andre opgaver, så han har kun været her 2 dage i denne uge, men det er helt fint, for vi overholder tidsfristen, så tømrerne kan komme igang på tirsdag.
Forhåbentlig holder vejret i næste uge også, så vi kan få malet det træ og Anders kan få malet huset. Det var lige en lille status fra vores byggeri! Rigtig god aften.

onsdag den 23. maj 2012

Det limegrønne og abrikosfarvede bed

I dag har jeg sået og plantet sommerblomster ud.


Grøn rævehale 15 styks blev plantet ud i dag og så har jeg sået abrikosfarvet og limegrønne frøkenhat imellem hinanden samt tobaksvingeplante og abrikosfarvet blomsterkarse. I efteråret plantede jeg to grupper på tre roser - også abrikosfarvede og de har det godt. Træerne i bedet er vores kirsebærtræ og espalierede pæretræ.


Jeg tror, jeg har lavet en klassisk nybegynder-så-fejl, for jeg vandede først jorden efter at jeg havde sået og nu frygter jeg at frøene er skyllet andre steder hen i bedet, end dér hvor jeg såede dem. Jeg skulle nok have vandet jorden først! Men jeg har godt nok trykket dem nogenlunde ned i jorden, og nu må jeg så bare håbe på, at de kommer nogenlunde dér, hvor de skal.


Det er meningen, at bedet skal blive helt tæt med sommerblomster. Det er bevidst, at jeg har sået det hele på friland, da jeg ikke rigtig har plads inde i huset til at så flere planter, men til næste år kan jeg forspire i mit orangeri, og så burde jeg have plads nok.

Mine purpurkongelys er i blomst nu.


Mine alium blomstrer også. Jeg synes, de er så pæne.



Jeg har så meget at se til i disse dage, så jeg har ikke kunnet følge med i blogland, men det vil jeg gøre noget ved nu, selvom det er sent! Fortsat rigtig god aften.

mandag den 21. maj 2012

Udplantning blandt andet af planter fra Samsø.

Stauder, sommerblomster, pelargonier og meget mere.
Et af mine forårsprojekter var at bygge et showaurikelteater a la Claus Dalbys, og min model blev sådan set min egen og kan også bruges til andre planter end showaurikler. Jeg var så heldig, at jeg faktisk fik en showaurikel fra Gitte (Majas Arv) på Samsø og den har fået en fin plads på mit teater.




Jeg har plantet næsten alle mine nye pelargonier ud, men har dog stadig nogle, jeg venter med plus mine stiklinger inde i huset.


I skyggebedet plantede jeg en storkonval, hvid stjerneskærm og en gul skabiose, som jeg fik på Samsø.
Under mit æbletræ og blommetræ, plantede jeg portulak, bjergknopurt, to planter, jeg ikke har navnene på og mine ampelpíleurt-frølinger, som har stået inde i vindueskarmen.

Portulak, som Lisbeth gav mig

Bjergknopurt fra Samsø

I mit blå og lilla bed plantede jeg en akeleje, jeg fik med hjem, jeg tror, den bliver mørk i farven og i går købte jeg nogle blå blomster med en lille gul plet i midten. Det ligner en miniudgave af en spansk margurit, men ellers ved jeg ikke hvad det er for én.



Jeg var også så heldig at få en lammeøre med mig hjem fra Samsø.

Den plantede jeg i en krukke
Derudover fik jeg akelejefrøstjerne hvid, en chili, en rød lupin, små kongelys, og en lyserød viol. Så det var helt fantastisk. Da jeg nu var igang med at plante ud, plantede jeg også min røde havebalsamin i en krukke.



Den er fra frø, jeg har fået af min mormor.

Jeg tror, jeg skal skrive op i min have-notesbog, hvilke planter jeg efterhånden har i de to runde bede under æbletræet og blommetræet, så jeg bedre kan holde det i hovedet. Jeg mangler stadig at plante frølinger ud i disse bede, så inden jeg er færdig, er der nok ikke mere bar jord!

I morgen kommer jeg sent hjem, men forhåbentlig i tide til at sprøjte roserne, det skal nemlig være nu, man skal gøre dette. 

søndag den 20. maj 2012

På tur til Samsø og Høneballehaven

Tusind tak for en hyggelig dag!
Tak til Lisbeth og Bent for et hyggeligt havebloggertræf i jeres have. Jeg var rigtig spændt på at møde jer og de andre havebloggere. Det var mit første blogtræf. Jeg tog toget fra Aalborg til Århus og var så heldig at Frøken Anemone og hendes mand (Malcolm) ventede på mig i deres bil. Da vi kom til Hov, mødtes vi med Gitte (Majas arv) og hendes søster Jette (Mit lille gods) og så kørte vi om bord på færgen. Fru Friis og Lena var også med i deres bil og vi havde en hyggelig overfart.


Da vi ankom til Høneballehaven, fik vi den første haverundvisning og sikke en have. Den var meget flottere i virkeligheden og det var sjovt at "finde" de planter, som Lisbeth har vist billeder af. 


En stor alunrod sammen med rhododendroner. Det var sjovt at se, at faktisk alle planter var meget større end her hos os.


Det var interessant at se bunddækkeplanterne og så var det også sjovt at se, hvor mange klematisser, der var plantet opad træerne.

Gudeblomst
Desværre er ikke alle mine billeder blevet til noget, men jeg var meget imponeret over, hvor smukt mange af træerne var blevet beskåret. Det var i hvertfald noget, jeg tog med mig hjem. Jeg tror ikke man skal være så bange for at beskære!

Vi spiste en god frokost (jeg havde købt sandwich) og bagefter gik vi rundt i haven igen og efter en times tid kom solen frem, det var rigtig dejligt!
Vi havde allesammen taget planter med. (Jeg havde to papirsposer med hjemmesåede planter og de 5 af dem skulle Lisbeth have!) Jeg fik byttet mig til nogle rigtig spændende sager og må indrømme at jeg kom hjem med meget mere end jeg havde med. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme ud og plante dem senere i dag! Det var rigtig sjovt at se alt det vi hver i sig havde med og det var rigtig fine sager! Jeg fik planter med hjem til begge mine bede under frugttræerne, til skyggebedet og så vil jeg også plante nogen af dem i krukker! Det kommer der billeder på senere!


Husløg var der flere stede og de var alle meget store og flotte!


Dette træ blev jeg noget forelsket i, det havde flotte lyse grå blade, desværre husker jeg ikke hvad det hedder.


En spring green tulipan. Da jeg kom hjem i aftes (klokken 19.30) måtte jeg lige gå en tur i haven og så at mine spring green faktisk også var groet, men stadigvæk ikke lige så overdådigt som Lisbeths tulipaner.


Dette træ var meget smukt med lysegrønne farver. Desværre husker jeg heller ikke hvad det hedder. Jeg er ikke så god til at huske navne. En anden gang tror jeg nok, jeg vil skrive det ned, når jeg rundt i haven, så jeg kan huske det, når jeg kommer hjem.

En stenbedsplante
Det var så hyggeligt at gå rundt i haven og snakke med ligesindede, hvor man bare kunne snakke løs om planter, såning og stiklingeformering, da jeg kun har ganske få ligesindede i hverdagen.


Da vi havde byttet planter, var der kaffe og rabarberlagkage. Uhm mums den var god den lagkage.
Det var sjovt at få sat ansigt på hinanden og høre hvor vi hver især bor. Jeg blev både overrasket og forundret. Jeg havde nok gjort mig nogle forestillinger, når jeg følger med i haveblogland og det var rigtig positivt at vi kunne mødes på denne måde.


Det var en rigtig dejlig dag og tak til Ulla og Malcolm, Gitte og Jette for at jeg kunne køre med jer til og fra færgen. Det var en kæmpe hjælp og så var det jo ingen sag at man kom langvejs fra. Jeg håber på, at kunne mødes en anden gang, for det var meget positivt og dejligt at møde så mange søde mennesker med samme interesse.

torsdag den 17. maj 2012

Et spinkelt håb for mine overvintrede pelargonier

Der sker en lille smule i afdeling C.
For 2,5 måned siden klippede jeg alle mine pelargonier helt ned til et par centimeter over jorden fordi de desværre fik frost et par nætter og var totalt klasket sammen.


Den skyder fra bunden! Forhåbentlig vil flere gøre det samme. Jeg har vandet dem jævnligt siden jeg klippede dem ned og pottede dem om, så der er da håb.


Denne her ser også ud til at være på vej. Der er lang vej til de bliver en tæt plante med blomster, men jeg håber, jeg kan redde så mange som muligt. Jeg synes, de skal have en chance for at komme sig så jeg vil passe dem godt og forhåbentlig kvitterer de med flere blade!


Denne er en duftpelargonie, som jeg købte på Egeskov Slot for 4 år siden, den skyder godt fra bunden, så jeg tror, at inden længe, kan jeg klippe de lange grene af. Jeg har da i hvert fald fået nyt håb for mine pelargoniesamling, som jeg har været tre år om at samle.

onsdag den 16. maj 2012

Pelargonie Denise-konkurrence og ægte ingefærpalme

I lørdags var jeg på havebesøg med Pelargonieklubben Nordjylland.

I anledning af klubbens 10 års jubilæum, har klubben udskrevet en konkurrence. Alle medlemmer kunne i lørdags få en Denise stikling og så har vi hele sommeren frem til den 08.september til at få planten rigtig flot og frodig. Den flotteste vinder ved et arrangement hos Lisbeth og Villy.

Pelargonie Denise stikling
Jeg har fundet ud af en metode, hvorpå jeg tror min stikling bliver meget stor og frodig, men det vil jeg ikke røbe her af hensyn til konkurrenter! Men bare vent - jeg tror, jeg vinder!
Haven vi besøgte var Lones i Komdrup. Der var et rigtig kedeligt dårligt vejr med blæst og regn, så jeg fik ikke taget billeder, men da jeg har besøgt hende tidligere, har jeg et indlæg fra efteråret, som kan ses her Haven er helt fantastisk!

Lørdag aften kom min bror med sin kæreste og sine børn og svigersøn på besøg. De var spændte på at se byggeriet og havde en meget flot gave med, som skal stå i orangeriet. Det var en ægte ingefærpalme.

Ingefærpalme



Den skulle danne ingefærknolde i jorden. Jeg synes, det lyder spændende!
Blomsterne er ret dekorative i en flot lilla farve.


Jeg er rigtig glad for denne gave og blev meget overrasket over, at jeg skulle have sådan en spændende plante. Tak til Robert og familie! Lige nu står den i spisestuen, hvor der er godt med lys. Jeg tror lige jeg vil google den for at se, hvordan man plejer den bedst!

tirsdag den 15. maj 2012

Skorstenen er på vej op og chokoladeblomst spirer

Nu går det stærkt!

Skorstenen er nok lidt mere end halvvejs bygget op nu. Dér hvor der ikke er mur, er fordi vi skal have en foldedør i hele det stykke.


Nu da terrassen er væk, har havemøblerne fået et nyt sted. Vi tog dem frem i søndags og spiste frokost udendørs, men det blev dog lidt for koldt.


Jeg har placeret dem langs den ene side af trekantbedet. Det er lidt spændende, hvor meget læ, der bliver på denne plads, når byggeriet er færdigt.


Jeg har sået solsikke Italian White og Cosmos i en mørk pinkfarve. Husker ikke navnet lige nu, men har gemt posen og da jeg arrangerede krukkerne bagefter, kiggede jeg lige til mine chokoladeblomster, som jeg planterede knoldene på for et par måneder siden og sørme jo, den ene skyder op nu. Desværre er mit mobiltelefonkamera ikke godt til at tage nærbilleder med, så jeg må vente, til de er kommet lidt mere op. Jeg tog dog lige et par billeder af krukkebedet, som er pink og purpurfarvet, når tingene ellers er kommet op!


Som man nok kan se, så er purpurkongelys fuld at blomsterstængler. Det er jeg rigtig glad for. Jeg såede dem sidste år og er så spændt på at se dem i fuldt flor. Nogle af dahlierne titter lige nøjagtigt frem over jorden med et lille grønt blad. Jeg tror, de kolde nætter har givet dem en langsom start!
Lige nu øsregner det udenfor og det tordner i det fjerne, så jeg håber ikke jeg bliver nødt til at slukke for computeren, for nu vil jeg i blogland!

lørdag den 12. maj 2012

Murerarbejde

Mureren har været her i dag.
Vi har fået en regning fra mureren med aftalte antal arbejdstimer og materialer og han tilrettelægger selv sin arbejdstid inden for vores deadline.
Så det var rigtig sjovt at følge med en dag hvor vi var hjemme.

Som man kan se, nåede han den ene side. Muren er 60 cm høj og den skal pudses og males hvid ligesom huset. Vores murer nåede lige at starte på endegavlen også, inden han kørte hjem. Væggen er isoleret med rockwool mellem to rækker sten. Jeg synes, det er utroligt, at gulvet allerede er tørt. Jeg tror faktisk, det var tørt allerede i aftes!


Her ser man det fra østsiden. Murens højde inklusiv soklen bliver 70 cm, så det er godt nok temmelig meget glas, når man tænker på, at det bliver lige så højt som huset, som jo er et toetagers hus. (Jeg mener at huske, at det er 4 meter højt op til tagrenden på huset). Dér hvor der er bar jord, var dér mine James Galway og Geoff Hamilton roser stod. Det var godt jeg fik dem fjernet og sat i nogle krukker, ellers var de ødelagte nu.
Vores murer har bedt mig om at tænke over, hvilke klinker jeg gerne vil have på gulvet, da han skal mure et trappetrin fra terrassedøren og ud i orangeriet. Jeg kunne rigtig godt tænke mig nogle gule brændte sten i et sildebensmønster, men aner ikke nogetsomhelst om, hvad det koster. Jeg må igang med at surfe på nettet!

fredag den 11. maj 2012

Så er gulvet støbt!

I dag var min fridag og mens jeg gjorde rent indendøre..
blev gulvet støbt.

Igen kom cementbilen og mureren havde gjort klar med forlængerrør, så cementen kunne komme helt ind i haven. Elektrikeren var der i går og lagde elkabler ud.


Det var et sjovt redskab han brugte til at få cementen lige tyk over det hele. Det lignede et rør med to stænger som håndtag, som han skubbede rundt i cementen. I aften skulle det være tørt og allerede i morgen går mureren i gang med at bygge - åh det glæder jeg mig til.


Hele indkørslen er fyldt op med mursten og byggematerialer. Om to uger kommer tømreren og jeg tror næsten, at mureren er færdig i næste uge, han har i hvert fald sagt, at to uger er rigelig tid. Jeg er spændt på, om han bygger skorstenen først!