torsdag den 30. oktober 2014

I går kom chili planten ind

Ompottet, bruset i sæbevand og står nu inde i et vindue
i trappegangen.


Jeg har læst, at en chilli ikke så gerne vil have under 10 grader. Sidste år havde jeg en plante i orangeriet, hvor nattemperaturen lå på mellem 5 og 10 grader. Planten gik til. I år prøver jeg at have den inde i huset.
Planten har været angrebet af en eller anden slags larve, så jeg skiftede jorden ud og sprayede rødderne med brun sæbevand iblandet hussprit og da den var pottet om, sprayede jeg hele planten grundigt. Det var et råd, jeg fik, at TV-gartneren Henrik Arildskov. Der var mange chili på og flere blomster på vej, så nu er jeg spændt på, om jeg kan holde liv i den her i vinter!
I morgen skal jeg tømme endnu flere krukker med dahliaknolde. Jeg må se i øjnene, at når jeg har sent fri nogle af dagene, bliver det for mørkt at komme ud og få noget lavet. 

tirsdag den 28. oktober 2014

Lyserøde farver i oktober.

Lupin og ampelpileurt klædt i lyserødt.
Det må skyldes varmen, at planterne opfører sig som om de var i Syden!


Hvor blev jeg glad, da jeg så denne lupin - den er så flot lyserød. Jeg ved ikke hvad det er for en, for det var nemlig meningen, at den skulle være rød! Jeg elsker jo lyserødt og så er farven vist også lidt aktuel i disse dage, hvor der er indsamling til knæk cancer. Så det kan jo ikke passe bedre med lyserøde farver i haven lige nu.


Ampelpileurten, som jeg har i krukker flere steder, blomstrer stadig med de sødeste små lyserøde runde blomster. Jeg har endnu ikke samlet frø ind af denne plante, men det skal jeg snart se at få gjort! Når dette er overstået, vil jeg prøve at overvintre dem i orangeriet - måske kan de klare det.
Billedkvaliteten på disse to billeder er vist ikke den bedste, da det var ved at være mørkt og linsen derfor var langsom.

Nu er alle dahlier klippet ned og jeg har tømt de første 7 krukker i dag. Der mangler dog stadig en del og mit mål er, at jeg skal være færdig til weekenden med at tømme krukker. Jorden er meget våd i krukkerne og nogle af dahlierknoldene var faktisk noget smattede, så jeg må vist sørge for at de kommer op nu, selvom der endnu ikke er tegn på frost.

Nu kan min bog lånes på mange biblioteker, så det er også en mulighed at spørge efter den dér, hvis nogen er interesseret. Der er stadig mulighed for at købe bogen, men man skal være hurtig for der er ikke mange eksemplarer tilbage!

søndag den 26. oktober 2014

Hjemme igen og nu skal krukkerne tømmes!

Blade overalt i haven og nu skal krukkerne tømmes!
Jeg har lige været en hel uge på ferie hos min mormor i den svenske skærgård og har ikke haft adgang til en computer. Vi har haft det rigtig godt og meget hyggeligt! Men det er også dejligt at være hjemme igen.


Det gule dahliabed kan endnu, men bedet er ikke længere særlig pænt, så i dag skal krukkerne tømmes!


Appelsinerne er vokset godt, mens jeg har været væk. De tre citrustræer står stadig ude. Jeg tror de har haft godt af al regnen.


Den røde rævehale er ved at gå i frø. Den har været så flot lige fra foråret til nu med rigtig mange rævehaler, som er så flotte i farven til dens mørke løv.


Den mørke kanna, har fået endnu en blomsterknop, så den krukke venter jeg med at tømme!


Som man kan se, er der nu blade over det hele. Der er nok at tage fat på!


Der er stadig lidt roser hist og pist, som faktisk har klaret regnen uden at rådne.


For ca. 2-3 måneder siden klippede jeg den pyrenæiske storkenæb ned, nu har den blomstret længe og fortsætter nok til frosten sætter ind.


Her ved gavlen vil jeg gerne lave noget efterårsdekoration - jeg har nogle idéer men ved ikke om det kan lade sig gøre. Fortsættelse følger! :)


Min levkøj er i blomst igen. Den så lidt skidt ud på et tidspunkt. Jeg vil overvintre den i orangeriet.


Mens jeg har været væk, kom mine tulipanløg endelig. De er bestilt hos Vildmedblomster.dk Jeg har købt 150 styk i creme og lilla farver. 
I morgen aften skal jeg holde foredrag, så jeg må lige ud i orangeriet og gøre lidt rent. Der er meget, der skal nås. Herligt at uret er sat en time tilbage! Jeg er glad for at være hjemme igen, selvom det også er dejligt at være på ferie!

fredag den 17. oktober 2014

Vådt, vådt og atter vådt :)

Planterne er tvunget ned mod jorden af al regnen!
og frøindsamlingen har jeg været nødt til at sætte på stand by. De skal jo helst plukkes tørre! Jeg tror, de fleste blomster er færdige for i år og nu kan jeg nok begynde at tømme endnu flere krukker!


Bemærk en ny lupin er på vej til højre i billedet! Mon den når at blive til noget?


Mit smukke dahliabed kører vist på sidste vers nu. I går fik vi 50 mm regn og sikkert lige så meget dagen før! I dag har det været noget mindre, men jeg vil ikke klage, for jeg er ikke kommet mig helt over sommerens tørke endnu!


De Pyrenæiske storkenæb havde en flot genblomstring efter at være klippet ned, men de er ikke pæne mere i blomsten.


Det store staudebed har mange efterårsfarver og stadig mange blade.


Mit "nye" æbletræ har stadig grønne blade. Der var et æble på det og det smagte rigtig godt. Træet får grønrøde æbler.


Stenene i det lille bed har også fået mørkere farver fordi de er våde.
Det danske vejr må siges at være uforudsigeligt - først en flere uger lang tørke og nu på få dage store oversvømmelser mange steder! Utroligt vejr, som planter, dyr og mennesker skal indordne sig efter. Det har været noget af en udfordring i år! Men alt i alt et fantastisk havevejr!

onsdag den 15. oktober 2014

Efterårsregn og farver.

Det har regnet uafbrudt hele dagen - det er herligt!
men ikke så sjovt at cykle frem og tilbage på arbejde! Godt at jeg har noget ordentligt regntøj! Jeg tror, det er godt for haven med en ordentlig omgang regn - især for mine krukker, som endnu ikke er tømte!


Kirsebærtræet med gyldne farver - snart blæser bladene af. Jeg synes ikke, jeg har ligeså mange blade på græsplænen som sidste år ved denne tid, men faktisk tror jeg heller ikke, at der har blæst særlig meget i efteråret indtil nu!


Mit pink- og purpurfarvet krukkebed kan endnu. Det er stadig for tidligt at samle frø af den røde rævehale, som jeg såede i foråret. Det er den man ser til højre i billedet. Dahlierne fortsætter blomstringen - så jeg nænner ikke at tage knoldene op endnu. Jeg venter lige en uges tid eller to og håber det går!


Skyggebedet med stenbedet foran er ved at få efterårsfarver og også ved at visne ned. De små potter er med lewesia og dem sætter jeg ind i drivhuset, hvor de står hele vinteren uden at få vand. Det har jeg gjort de sidste tre år og det fungerer fint. De tåler nemlig ikke gerne væde om vinteren.


Det store staudebed er også ved at visne ned. Det bliver spændende at se det med de mange nye planter, jeg satte deri for en måneds tid siden.


Roserne i stativerne er fine grønne endnu. I går fandt jeg to 2 meter høje rosenstativer hos Harald Nyborg (på deres hjemmeside) til 69 kroner stykket. Det var så billigt, så jeg købte to, selvom jeg ikke ved hvor de skal være endnu - det skal jeg dog nok finde ud af hehe!


Det lyserøde og lilla krukkebed er ved at takke af. Jeg har da også tømt nogle af krukkerne.
Som man kan se, er der temmelig vådt, men jeg er glad for regnen - måske er jeg endnu ikke rigtig kommet mig over hvor tørt, der var i sommers!!


Mit appelsintræ er fyldt med appelsiner på denne størrelse - jeg tror, der er flere end 30! De har så godt af al det vand fra foroven for de elsker at blive bruset og det skal helst være med regnvand. Derfor valgte jeg at lade dem blive stående ude, selvom jeg godt nok sagde i går, at de skulle ind. Jeg tror lige jeg venter en uge eller to, for nu skulle det vist blive mildere igen!

Nu kommer der en lille status på salget af min bog: Det går rigtig stærkt i øjeblikket og fortsætter det på denne måde, er bogen nok udsolgt om et par uger. Så hvis du overvejer at købe den til dig selv eller eventuelt som en julegave, skal du nok bestille den nu. (Du kan gøre det her på siden i toppen).
Jeg vil tænke over, om jeg skal have den ud i 2.oplag, men man skal jo også stoppe mens legen er god, så jeg er ikke helt sikker på det. Første oplag er også rimeligt stort, så det er en stor glæde for mig, at det går så godt! 

tirsdag den 14. oktober 2014

Efterårs sysler.

Frøindsamling og tømning af krukker er i fuld gang.
Jeg har samlet rigtig mange frø og der er flere endnu.


Coriopsis - en sommerblomst.
Jeg har blandt andet samlet frø ind af:
Ovenstående coriopsis
klatrende løvemund
purpur vingetobak
Lyserød cosmos
En gul, en lyserød og en mørkere lyserød vidunderblomst
Guldblomst
Skærm sløjfeblomst
Pralbønne
Lathyrus - de sidste bælger!
Timeviser.


Lathyrus Flagship.


Klatre løvemund.
Jeg fik også tømt krukkerne med vidunderblomster, som var blevet kedelige at se på. De danner knolde ligesom dahlierne og dem gravede jeg op og har gemt dem i en flamingokasse i udhuset. Der var mange knolde, så der kan blive mange planter, jeg klapper dog lige hesten lidt og ser hvad jeg får brug for! Det er jo nærmest et helt skattekammer jeg er ved at samle ind til!!


Lyserød cosmos.
Da jeg har mulighed for at lave nogle stiklinger af forskellige planter, vil jeg også forsøge dette. Jeg frygter dog bare, at pladsen bliver for trang i orangeriet - kan næsten ikke forstå, at jeg skriver det!!, men der bliver jo fyldt godt op, når frostfølsomme planter kommer ind i morgen og jeg også skal så rigtig meget i løbet af vinteren. Uuh.

Jeg har også købt frø på nettet: abrikosfarvet zinnia og dobbelt cosmos, da mine planter ikke er for gode at samle frø ind af (de var meget tørkeramte i sommers)!


Timeviser.


Purpur vingetobak.

Frøindsamlingen fortsætter. Nogle planter har ikke rigtig sat frø endnu, så jeg håber sandelig ikke frosten er nært forestående!

fredag den 10. oktober 2014

Ordentlig regnbyge her til morgen - mon det fortsætter?

I dag har jeg fri og har planlagt en masse havearbejde
men det var ikke det bedste vejr til morgen, forhåbentlig er der tørvejr resten af dagen!
Jeg har nemlig fri i dag!


Snart kommer vinduespudseren og vasker orangeriet ned både udvendigt og indvendigt. Bagefter skal jeg vaske vindueskarme og gulv, så er det gjort klart til vinter!


Pelargonierne har det fint, de blev nurset sidste weekend og står rigtig flotte lige nu.


Emma - den er så fin med de tulipanblomstrende lyserøde blomster. Den er oprindelig en sport af Dronning Ingrid pelargonien og det sjove er, at noget af min plante er sportet tilbage til Dronning Ingrid, så den nu er to planter i én.


Den er da fin? (Jeg elsker lyserødt)!


Koldrullen er jeg meget glad for - den er et vigtigt interiør i orangeriet! Ved siden af står ferskentræet.


Jeg var lige udenfor i det våde græs. Jeg skulle gerne have tømt en del krukker i dag samt lagt tulipanløg fra foråret, som jeg har opbevaret i sand i trækasser. Jeg har jo nemlig min egen tulipancyklus her i haven, da jeg køber nye løg til krukkerne hvert efterår og planter dem til. Når de er afblomstret i foråret, tager jeg dem op af krukkerne og opbevarer dem tørt i trækasser med sand. Nu skal disse løg plantes ud i haven og så har jeg bestilt nye til næste forårs krukker, som også skal lægges nu. På den måde forsyner jeg både have og krukker med løg året rundt.


Mine dahliaer er slået ned af den kraftige regn her til morgen og samtidig er forfaldet ved at overtage dem også!
Min åben have sæson er slut for i år og hvis jeg skal gøre status, må jeg sige, at der var besøg de fleste torsdag aftener. Det har været rigtig hyggeligt og sjovt at få besøg af haveinteresserede mennesker og dejligt at de kunne lide haven. Det var også sjovt at møde folk, da mange af dem har set mig i TV og i avisen og syntes det var spændende, at jeg sår så mange blomster til haven. De vidste meget om haven på forhånd og det var lidt surrealistisk, da jeg aldrig havde mødt dem før :)


Jeg tror, havemøblerne skal ind her i weekenden!
En del af mine frostfølsomme planter overvejer jeg at tage ind også, selvom det godt nok frister at lade dem blive lidt endnu - der er jo ingen tegn på frost, men det er nu jeg har tid!
Jeg nyder allerede fridagen og trækker i havetøjet lige om lidt!

lørdag den 4. oktober 2014

Frø og stiklinger

Indsamlingen er i fuld gang.
Nu er jeg i fuld gang med at samle frø ind - men mange planter blomstrer fint endnu, så det er ikke alle, jeg kan plukke ind af.


Indtil videre er det frø af:
Tagetes Vanilla
Lathyrus Flagship
Mamelukærme
Dobbelt cosmos
Vidunderblomst i gul, lyserød og mørk lyserød
Purpur vingetobak
Voksurt
Gul Staudedigitalis.

Forhåbentlig kan jeg snart samle mange flere ind!


På så- og stiklingekurset sidste weekend fik jeg sået en del, men ingenting er kommet op endnu. Det var ikke helt på samme måde, som hvis jeg havde gjort det herhjemme, jeg fik en anden kursusdeltager til at hjælpe med at strå jord over frøene og jeg tror, det var alt for meget jord - så jeg er lidt skeptisk!


Mine buksbomstiklinger ser fine ud.


Her er stiklinger af lidt af hvert - lavendler, katteurt, krysanthemum, helichrysum og astilbe. Det ser ud til, at der er liv i det meste. Jeg er spændt på lavendlerne men det ser ud til, at der kun er nogle af dem, der er liv i, men jeg tror, man skal være tålmodig.

Rosenstiklingerne er fine grønne endnu, jeg tør dog ikke tage plastikposerne af dem endnu, da jeg tror, den høje fugtighed er vigtig. Den ene rose har fået nogle gule blade, så måske bliver den ikke til noget, men den anden derimod er frisk grøn i alle bladene. Stiklingerne er ca. 1,5 måned gamle nu, så de skulle gerne have et rodnet.

Jeg har ca. 12 brogetbladet helichrysum ude i haven og dem vil jeg forsøge at overvintre i orangeriet.
Der er så meget jeg gerne vil og ville ønske jeg kunne tage en måneds ferie for at være sikker på at nå det hele, men det er vigtigt, jeg passer mit arbejde, så jeg må skynde mig hjem og lave noget ude, inden det bliver mørkt!

onsdag den 1. oktober 2014

Velkommen oktober

Et pragtfuld havevejr!
Mildt og vindstille vejr, så bliver oktober ikke meget bedre!


Haven er ved at være i forfald og der er allerede faldet en del blade af.


Troldepilen er vokset meget og er over to meter høj.


Heldigvis er der stadig mange blomster her i efteråret og der er også mange frø at samle ind. Jeg får brug for mange, som jeg skal have i mine egne designede frøposer mhp. salg.
Nogle skal jeg bruge, når jeg har foredragsgæster og så er det lykkes mig at lave to aftaler om at tage ud og holde foredrag. Det er jeg spændt på og glæder mig!


Klatreløvemunden er ved at sætte frø og den skal jeg samle mange ind af! Den er rigtig sød.


Pink og purpur er også to gode farver her i efteråret.


Nu må vi nok snart tage havemøblerne ind!


Alle mine nye planter er nu plantet ud her i dette bed.


Lerpotterne gør nytte udover et sjovt indslag, da busken ikke sætter skud fra toppen af grenene, men skyder fra bunden.


Tæppepileurten er meget taknemmelig og blomstrer lige til frosten.


Dette efterårsbed er jeg meget glad for.


Gul Jakobsstige skal der også høstes frø af, det er den i pokalen, som nu er afblomstret.


Thujaerne i krukken vokser godt. Det er meningen, at de skal stammes op og klippes til, men de skal lige vokse lidt mere op.


Abrikosfarvet Frøkenhat kan være med endnu, der er dog også mange, som er afblomstret.
I morgen holder jeg åben have igen - denne gang for 2.sidste gang i år. Haven har været besøgt langt de fleste torsdage og det er så hyggeligt at snakke haveting med dem, der kommer.