lørdag den 30. juni 2012

Roser i fuldt flor og klinker på gulvet

Jeg har vist en kærlighed til engelske roser!
Nu er roserne i fuldt flor. I dag blev de sprøjtet med Baymat ultra og Calypso.

I det limegrønne og abrikosfarvede bed har jeg to abrikosfarvede roser:


The Sheperdes er en abrikosfarvet rose med en medium duft. Den bliver 50-90 cm høj og får over 40 kronblade. Den er hårdfør og remonterende. Lige nu er der mange blomster og ligeså mange knopper. Jeg er faktisk forbavset over, så meget frodighed, der er i rosenbuskene og har gået og tilset dem flere gange i dag! The sheperdes har jeg i en gruppe á 3 styks.


Mary Magdalene er også en engelsk rose med abrikos/pinkfarvede blomster. Duften er kraftig og den bliver 50-90 cm høj. Den er hårdfør og remonterende med 20-40 kronblade. Den har jeg i det samme bed i en gruppe med 3 styks. Jeg var lige ved at tro, at det var en fejlleverance, for jeg syntes, den var meget lyserød, men den bliver mere og mere abrikosfarvet inden den afblomstrer.


James Galway er pink/grå med medium duft. Den er skyggetolerant, hvilket er godt, da den skal plantes ud i et bed øst for orangeriet. (Lige nu er den opmagasineret midlertidigt i krukker pga. vores byggeri). Den bliver 120-150 cm høj, er remonterende og har 40 kronblade. Den har jeg to af.


Geoff Hamilton er en tennisbold-agtig engelsk rose med let duft. Den er hårdfør og blomstrer hele sæsonen med 40 kronblade. Den er rosa og bliver 120-150 cm høj. Den skal også plantes ud i østsiden af orangeriet i samme bed som James Galway. Lige nu står også denne rose i krukker. Jeg har 3 styks.



Heritage måtte jeg bare have mere end ét billede af, for den er min favorit over dem alle, fordi den er så sart lyserød og blød og fin! Dens duft er kraftig, den er hårdfør, bliver 120-150 cm høj og blomstrer hele sæsonen med 20-40 kronblade. Der er utroligt mange blomster og knopper i disse roser, som jeg har i ét af de ovale stenkantsbede med 5 styks i bedet. Som bunddække har jeg dianthus "Maggie".



Brother Cadfael er meget flottere i år end sidste år, som var den første sæson. Blomsterne er store med 40 kronblade. Den blomstrer hele sæsonen, er hårdfør og den bliver også 120-150 cm høj. Den står i det andet ovale bed. Jeg kan også meget godt lide dens løv, som er mørkere end de andre rosers. Også denne roser er utrolig frodig med mange blomster og knopper.


Engelsk austinrose, som jeg desværre ikke har navnet på. Disse roser er plantet i en lang række langs hele husets ene side. De var det allerførste jeg købte til haven og dengang gik jeg desværre ikke op i navnet. Som bunddække har jeg tæppepileurt "Darjeeling Red"


Disse roser har jeg plejet ekstra omhyggeligt de sidste to år og det kan ses. Her er det én rose med mange blomster og knopper. De er lavtvoksende, hvilket er meningen, da de skal stå på række langs huset.


Rød er min yndlingsfarve, så derfor skulle de være røde!


Jeg har også tre forskellige klatreroser, dem skriver jeg om en anden dag!


Mine valmuer "Claus" er også i fuldt flor under frugttræerne. Det er en smuk farve.

I formiddags kom min bror og hans kæreste for at lægge klinker i orangeriet. Jeg var så spændt på det, så jeg vågnede kl. 5 i morges og var lysvågen. Jeg stod op og klokken 8 havde jeg gjort rent og luget fliserne udenfor. Det er nærmest vanvittigt. Ved halv ellevetiden dukkede de op og så gik i gang. Robert lagde klinkerne og Didde bredte fliselim ud på gulvet, så det gik stærkt.


Klinkerne er beigefarvede og måler 30 x 60 cm. De er ekstra slidstærke, så man kan gå på dem med al slags fodtøj og så er de frostsikre.


Klinkerne er lagt i "fri hånd" hvilket betyder, at fugerne kan variere med 1 milimeter, men det gør, at den - en lille smule - ujævne husmur, hvor den gammel sokkel er, ikke får betydning for lægningen, da det kommer til at se helt lige ud, når der er fuget.
De kommer igen i morgen formiddag og fuger. I dag havde de også spisebordet med, som min bror har foræret mig. Det er sørme et fint bord - et Skovby bord i lyst træ med to plader i, så det kan blive et langbord. Det skal samles og stilles ind på mandag.

fredag den 29. juni 2012

Skyggebedet

Lodden løvefod dominerer!
I dag fik jeg endelig luget skyggebedet. Det var ikke fordi, der var meget ukrudt, men det er besværligt at komme til, så derfor tog det et par timer, inden jeg var færdig.
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om dette bed. Det er kun med hvide og cremegule farver, men jeg synes, der er mest grønt, men noget blomstrer først senere.


Bedet er et hjørnebed, der er bueformet. Langs hele stenbuen har jeg lodden løvefod skiftevis med gul kæmpeprimula. Primulaen blomstrer ikke endnu, men det varer nok ikke længe.


Her ser man primulaen lidt bedre. Til højre har jeg tre påskeklokker. Som man kan se, er der stadig blomster i dem.
I bedet har jeg mange ting, blandt andet drejeblomt, hvid løjtnantshjerte, natviol, hvid jakobsstige, nyserøllike, cremegul røllike, staudedigitalis, hosta, bregner, bronzeblad og en kæmpe hvid kvan.


Her er det forrest påskeklokker, til venstre en hvid løtnantshjerte og i midten natviol og jakobsstige. Der er også en hvid dobbelt akejele, som er afblomstret. Jeg klippede alle løgvæksterne ned, de var mere eller mindre visne allesammen og det så så sjusket ud med dem imellem stauderne. Bedet blev tilplantet i efteråret, så derfor er planterne ikke så store endnu, at de kunne dække alle de nedvisne løgplanter.


Her ser man de gule dagliljer, som er på vej, bagest kan man se endnu en hvid løjtnantshjerte og til højre er det en brogetbladet .... jeg har glemt hvad den hedder, men den får gule blomster. Til højre for løjtnantshjerten tror jeg nok, det er drejeblomst og til venstre er det bronzeblad.


Her er det grene fra den uægte jasmin, der blander sig med bronzeblad og lodden løvefod og en hvid løjtnantshjerte.


Her kan man se den blå hosta og til venstre for den er det staudedigitalis, foran er det dagliljer og løgvækster, der har smidt sig langs jorden, men ikke er vissen. Helt til venstre er der endnu en løjtnantshjerte. I bunden af alle billederne er der laubærbusken man kan se.


Her er den hvide kvan, som nok er mere end 2 meter høj. Den står allerbagest helt opad plankeværket.


Det her billede har jeg taget for at man skal se bregnerne, som også er bagest ligesom kvanen. De store grene forrest er den uægte jasmin.


Her ser man en løjtnantshjerte, som er hvid. Jeg har vist en 3-4 stykker i alt og allesammen har sådan lidt gulgrønt løv. Måske skyldes det skyggen.
Jeg er lidt så som så med dette bed og tænkte, da jeg lugede det, at man måske skulle lade lodden løvefod og kæmpeprimulaerne brede sig uhæmmet med gule staudedigitalis i baggrunden opad laurbærbusken. Men nu må jeg se, om der kommer flere blomster i de øvrige planter.


Nu er irisserne i fuldt flor. Jeg synes, de er SÅ flotte!

Klokken 7 i morges ankom tømrerne, men desværre ankom foldedøren først ved middagstid, så de nåede ikke at sætte den op. Men elektrikeren har været her.


Inden elektrikeren kom, gik jeg i gang med at male muren. Han fik lavet strømmen og sat den fugtregulerende ventilator op. Jeg er rigtig glad for, at jeg fik malet i dag og det hele har fået to gange. I morgen kommer min bror og lægger gulvklinker og så skal jeg heldigvis ikke først til at male bagefter.


Tømrerne satte plastik op i det stykke, hvor foldedøren skal i, så der ikke regner ind, når der skal lægges klinker i morgen.


Her ligger foldedøren i indkørslen! Jeg glæder mig til i morgen, når der skal lægges klinker!


torsdag den 28. juni 2012

Mon de når det?

Efter aftalen skulle orangeriet være færdigt i morgen!

Foldedøren bliver leveret i morgen, men jeg tror ikke, elektrikeren kommer før i næste uge og der kommer sikkert også til at mangle det sidste finish med lister osv.


Nu er alle vinduer sat i og fuget rundt om. Vindueskarmene er færdige og zink solbænkene er næsten færdige.


Jeg skulle lige prøve at sætte en pelargonie derud i vindueskarmen! I morgen skal jeg male den indvendige mur. Det er vist en god ting at gøre, inden elektrikeren gør sit arbejde færdigt.


Ventilatoren er heller ikke sat i endnu, gad vide om det er elektrikeren, der skal gøre det? Det tror jeg.



Dette billede er taget udvendigt for at man skal se zinksolbænkene. Det hvide er vinduet og al det blanke grå er solbænken. Der er valgt blankt zink, som matcher tagrenden.


Nu har jeg ferie indtil mandag den 23.juli. Allerede i morgen tidlig skal jeg ud i haven og luge det sidste. Bagefter skal jeg male og måske allerede i weekenden, mens min bror lægger klinker, vil jeg grave ud rundt om orangeriet til nye bede og flisegange.
I næste uge kommer svigerfamilien fra tirsdag til fredag og så kan vi forhåbentlig sidde derude og nyde det hele!

mandag den 25. juni 2012

I denne uge bliver orangeriet færdigt

Vinduer og tagrender


Halvdelen af vinduerne er sat i og zink tagrenderne er sat op.


Der er endnu ikke lister og karme eller solbænke, men det kommer nok én af dagene.


Jeg er spændt på at se foldedøren, når den kommer i. Der bliver 6 vinduer man kan åbne. Foldedøren var oprindelig tegnet således, at man åbner en dør i den ene side og folder det hele til én side. Det har vi sammen med håndværkeren og fabrikken lavet om, således at der bliver en dør, der kan åbnes almindeligt i midten af foldedøren og så kan man trække hver side til siden, på den måde kan halvdelen af foldedøren åbnes mens den anden stadig er lukket. Man kan selvfølgelig stadig åbne den helt op. Det blev vi enige om, var en bedre løsning.


Dette billede er taget indefra. Oprindeligt var der ikke den "pind" i de trekantede vinduer, men sammen med vores arkitekt fik vi "sat pinden på", da vi mente, at udseendet ville blive pænere. Det synes vi nu, var godt.


I morgen kommer der vinduer i denne side. Jeg synes, det har pyntet meget, at der er kommet tagrenderne på!

Nu til noget andet:
Der er ingen frugt i vores frugttræer og jeg forstår det ikke. Måske er der nogen, der kan hjælpe?
Pæretræet ser fint grønt og sundt ud, men der er slet ikke anlæg til små pærer og det mener jeg, der burde være nu.


Der var ret mange blomster i foråret og jeg har også gødet ifølge min gødningsplan, men træet har bare grønne blade nu.

Det ser slemt ud med vores kirsebærtræ:


Jeg tror, at det er overbefængt med lus og a det er derfor bladene krøller sig sammen flere steder på træet. Hvad kan jeg gøre ved det? Jeg har kun fundet et enkelt grønt kirsebær på det, selvom der også her var mange blomster tidligere på sæsonen.


Blommetræet er også pænt grønt, men her har jeg også kun set én blomme, selvom der var mange blomster på det. Jeg har spekuleret lidt på om, de øverste grene er vandris, for de er allesammen vokset op sidste år samtidigt. Hvis det er vandris, kan det så være derfor, at det ikke bærer frugt. Træet plejer at bugne med blommer, selvom det ikke er så stort endnu. Alle mine frugttræer har fået gødning.

Det ene æbletræ har slet ikke blomstret i år! Det andet, som jeg forsøger at hjælpe på vej efter frostskader og har klippet det meget ned, ser dog ud til at vokse fint og i dette lille træ er der sørme æbleknopper.


Det lille æbletræ ser ud til at have det fint!
Hvorfor har mine andre frugttræer ingen antydning af frugt?. Æbletræet, som ikke har blomstret, havde noget dyr, som var små sorte "orme" i toppen af træet, så jeg har klippet alle de toppe af for at fjerne disse dyr. Det var ret ulækkert. Kirsebærtræet er jeg sikker på, har lus, men de andre træer ser fine ud? Hvad kan man gøre? Jeg ville blive glad, hvis der er nogen, der kan opklare mysteriet.

søndag den 24. juni 2012

Det cirkelrunde irisbed

Iris'erne har bredt sig til hele beddet.


Jeg har ikke så stort kendskab til iris, så hvis nogen ved, hvilken slags mine er, ville jeg blive glad. Jeg ved så meget, at risomerne skal plantes i overkanten af jorden for at få lys.

I marts måned gravede jeg dem op og anlagde et cirkelrundt bed, hvor jeg delte risomerne og placerede dem i forskellige retninger. De vokser jo udaf fra midten af risomerne, så derfor skal man med et par års mellemrum dele dem og plante dem igen i nye "retninger".


Cirklen er 1 meter i diameter. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvilken bedafgrænsning, jeg vil have. Jeg har jo mine buksbomstiklinger, som evt. kunne plantes ud til næste år, men i "Alt om Haven" har jeg set reklamer med nogle jernbånd, som bedkant, og som ruster. Det kunne jeg også godt tænke mig, men tror bare, at det er pokkers dyrt, så det ved jeg ikke, om jeg har råd til.


Bedet står i skyggen halvdelen af dagen, så det er nok derfor, at de ikke er mere udsprungne. Jeg kan se i naboernes haver, at deres er sprunget ud for flere dage siden. Jeg købte tre risomer for 3 år siden og nu har jeg allerede til et helt bed. Der er plads til flere, som man kan se.


Her kan man se beliggenheden. Det er skyggebedet til venstre, bagved ser man de lyserøde storkenæb under hækken.


På højre side står der en opstammet hængepil, der trænger til at blive klippet. Når vi sidder i vores havemøbler, er det hertil udsigten er.
Jeg tror, det vil gøre meget, når jeg får en bedafgrænsning, for jeg synes, at irisbeddet er et godt partnerskab til skyggebedet og hængepilen eller kontrast om man vil.
Jeg kommer nok til at tage mange billeder, efterhånden som de springer mere og mere ud.

lørdag den 23. juni 2012

Det trekantede staudebed

Natviolerne dominerer stadig bedet men meget andet er på vej.


I dag har jeg luget det store staudebed. Det var sådan set hurtigt gjort, for det er vokset så meget til, så ukrudtet ikke kan komme op, men der var dog en del langs kanterne.


Her er det lupinen, som skulle have været en lyserød blossom, men det var en fejlleverance. Den står i selskab med lyserød høstfloks til venstre og lyserød kattehale og natviol til højre. Foran er det haveknopurt. Jeg tror, jeg vil så nogle lyserøde digitalis til næste sæson til bedet, for jeg tror, det er en god kombination med de raketformede blomster til alle de andre og mine tre lupiner kan ikke gøre det alene.


Her er det den lyserøde natviol sammen med purpurfarvet haveknopurt. Jeg synes, de klæder hinanden så godt. Jeg skal vist holde et godt øje til natviolerne, for jeg er forbavset over, så meget de er vokset - de blev plantet (små planter) i efteråret og nu er de vokset i den grad.


Her er det sølvlys sammen med en hvid natviol. Natviolen er en farisær (fejlleverance) den skulle være lyserød, så den bliver gravet op til efteråret og plantet over i det hvide og cremegule skyggebed. Sølvlysen er også vokset gevaldigt og jeg glæder mig til blomsterne og deres duft. Til højre kan man måske skimte en lyserød småblomstrende rose i knop. Bagvis står der lyserød kattehale og mørkløvet høstfloks.


Her er det purpursolhatte, der vokser op, ved siden af lyserød akeleje og bagved den lyserøde rose. Hele spidsen af bedet er tilplantet med 10 purpursolhatte, flettet ind mellem akeleje og en rose på hver side af spidsen. Det var jeg så glad for at kigge på sidste år, så det er derfor, jeg har plantet det til med flere solhatte og ladet de selvsåede akeleje blive.


Her er det en anden lupin (Jeg købte tre som skulle have været blossom lupiner). Denne tror jeg også bliver blå. Den står i selskab med hestemynte på højre side og én af de lyserøde roser på sin venstre side.
Jeg synes, det er helt utroligt, at bedet allerede er så tilgroet. Jeg blev nærmest helt nervøs, før jeg gik i gang med at luge, fordi jeg tænkte, at det var en stor urskov, men man kan godt komme rundt om planterne. Måske allerede næste år, kan jeg dele nogle planter og give væk!


Her er det min violfrøstjerne, som jeg har købt i Anne Justs Have i Hune. Blomsterne er ved at springe ud og den er endnu kraftigere i vækst i år end sidste år. Jeg har 5 frølinger tilbage i drivhuset, som jeg såede i efteråret. Én af dem skal plantes ud i dette bed, så jeg får to planter, der står symmetrisk i bedet. De andre frølinger har jeg nogle planer med, som jeg først røber, når orangeriet er færdigt!


Her ser man den højre side af bedet. Yderst til højre er det brunrøde dagliljer. De er blevet store, så de skal deles til foråret. Der er ingen knopper i endnu og jeg mener også at huske, at de kommer ret så sent. Opad plankevækret kan man se mine lyserøde høstanemoner, som først blomstrer senere. I stativet vokser rosen Gerbe Rose, den får lyserøde store blomster.


Dette billede af mine roser midlertidigt i krukker har jeg kun taget med som en appetitvækker, da man skal se rosenknopperne og at der ikke er mange dage tilbage, før alle mine roser for alvor springer ud. Først på det tidspunkt vil jeg skrive et rigtig spændende indlæg om roser. Jeg kan dog lige nævne, at jeg har gødet dem i dag ifølge min gødningsplan.

Ved siden af det trekantede staudebed, står den uægte jasmin, som lige er sprunget ud - ikke helt, men næsten. Den står noget i skyggen, så det må være derfor, at den er lidt sen, men så kan jeg jo nyde den så meget længere!


Jeg har taget billedet lidt på afstand, for at man skal se, hvor stor busken egentlig er. Jeg tror nok, den er 3 meter høj. Den står lige midt imellem det trekantede bed og skyggebedet, som er til højre side. Jeg glæder mig rigtig meget til at duften spreder sig udover hele haven. Busken fik jeg i 40 års fødselsdagsgave af nogle af vores venner og det er ved at være 8 år siden.


Dianthus "Maggie" er i fuldt flor i de ovale rosenbede.


Her er de i det andet ovale bed. De dufter faktisk også ret godt.


Her er det tæppepileurt "Darjeeling Red" under de mørkerøde roser langs huset. Roserne viser jeg ikke endnu!! Tæppepileurten er meget grovilling og jeg tror faktisk godt jeg kan lave nogle planter,hvis jeg tog nogle lange afløbere og stoppede ned i en potte. Måske skal det lige prøves!
Udenfor øsregner det nu, det er synd for alle, der er til bål.