søndag den 30. december 2012

Ændring af skyggebedet

Et nyt projekt blandt andre!
I sommers var jeg noget skuffet over mit skyggebed, da jeg syntes det var mest med grønne blade og ikke så mange farver.


Sådan så bedet ud først på sommeren. Jeg har tænkt en del over, hvordan jeg kunne forbedre det og for et stykke tid siden fik jeg den idé, at jeg kunne lave bedet som en stor bred trappe med fire trin, der bliver holdt på plads med brædder. Der skal nok meget jord til og så tænkte jeg, at jeg kunne bruge kommunekompost. Det vil blive trekantet med hækken og plankeværket på de to sider.


Det kræver jo, at jeg må grave alle planterne op inklusive forårsløgene og så bygge trappen op med jord og brædder. Det nederste trin, som er på selve jorden kunne jeg plante alle lodden løvefod og kæmpeprimulaer imellem. På næste trin kunne jeg plante mine tre forskellige jacobsstiger og de hvide løjtnantshjerter. På det anden øverste trin kunne jeg plante mine påskeklokker og på det øverste trin, som er længst inde i skyggen, kunne jeg plante mine bregner og bronzeblad.

Kæmpeprimula - lidt uskarpt
De resterende planter såsom akeleje, røllike, storkonval og løgvæksterne kunne jeg fordele på alle fire trappetrin ind imellem de andre planter.
Da det er et stort arbejde, vil jeg ikke sætte tidshorisont på for vi har også andre projekter, der er vigtigere og det er fliselægning og jernkasser med taks samt flere hylder i orangeriet. Men måske kunne det lade sig gøre i sommerferien!

lørdag den 29. december 2012

En vejrstation

Med vindmåler og regnmåler!
Af Anders fik jeg i julegave en vejrstation, så jeg kan følge med i hvor meget vind der er og fra hvilken retning. Det vil jeg gerne fordi jeg altid cykler, når jeg skal hjemmefra. Samtidig er det også sjovt med en regnmåler.


Firkanten øverst er regnmåleren og nedenunder sidder vindmåleren. Begge dele er placeret på tørrestativet, da vinden kommer her fra alle retninger. Jeg havde dog ønsket at det skulle sidde på orangeriets væg, men der er for meget læ.
I køkkenet skal vejrstationen hænge på væggen.


Som man kan se blæser det i dag 1,4 m/s og det har regnet 2,5 mm. Der er så mange funktioner og alarmer men jeg skal kun se blæst og regn og temperatur. Der er 6 grader udenfor.
Billederne er taget med mit nye kamera, hvor jeg har zoomet ind. Jeg kan se formatet er anderledes end det jeg er vant til og opløsningen er meget høj over 10 pixel. Jeg har et fotoprogram, hvor jeg kan gøre opløsningen mindre og det vil jeg fremover for ellers bliver bloggen alt for tung at bladre rundt i! Men så kan jeg gemme billederne med høj opløsning på min computer, så har jeg begge dele!

torsdag den 27. december 2012

Nyt kamera

Et stort ønske er gået i opfyldelse.


Jeg har købt et spejlrefleks kamera, Sony med ekstra linse til. Jeg har købt det brugt i den blå avis og har gjort en virkelig god handel. Det er godt og vel et år gammelt og ikke brugt ret meget. Der fulgte 4GB + 1GB kort med, oplader, USB-kabel, taske, den originale linse og en renseklud.


Det er et kamera, som er særligt velegnet til natur- og havebilleder og der er en hel masse funktioner, som jeg skal have sat mig ind i.
Jeg kender mange, der skifter deres mobiltelefon ud hele tiden, men jeg vil hellere have dette kamera. Min gamle skub op telefon er fin nok til mig sålænge jeg kan ringe og SMS'e!
Uha, nu skal jeg igang med at tage billeder!

søndag den 23. december 2012

Hjemmelavet juletræspynt og Zinnea Apricot

Glædelig jul!
I fredags blev juletræet pyntet og vi har en del pynt, som er hjemmelavet.


Nisse i luftballon. En lille fltnisse med strikket hue i en kurv, der er lavet af patchwork og hænger i et guldbånd.


En juleengel lavet i patchwork med en krave i guldstof og englehår på hovedet.


En klokke i patchwork, den har jeg i flere forskellige stoffer.


Her ser man den samme klokke indeni, hvor der hænger en træperle i et bånd.


Et julehjerte i patchwork.


Et hæklet hjerte med sølvtråd.


En hæklet stjerne, som er gjort stiv ved at lægge det i blød i vand, oprørt med kartoffelmel og bagefter er stjernet presset med strygejernet, så nu er det helt hårdt!


Farven rød er den gennemgående julefarve her hos os. Da Anders hentede juletræet var der kun to tilbage, så træet er ikke så højt og meget bredt. Men det kan vist godt gå an alligevel.

I fredags svarede det amerikanske frøfirma, jeg havde mailet til angående Zinnia Apricot, at de ikke måtte sende over atlanten pga. nogle toldregler, men de vedlagde et link til et engelsk frøfirma: Amazon.uk som havde zinnea apricot, så nu har jeg købt to poser á 100 frø hos dem. Jeg blev glad for beskeden for det har været virkelig svært at finde disse frø.


GLÆDELIG JUL allesammen.

tirsdag den 18. december 2012

Såning af valmuefrø

Under æbletræet og blommetræet har jeg i dag endelig fået sået valmuefrøene.
Nu er sneen stortset væk og så kunne jeg komme til at så. Jeg gik straks ud i eftermiddag, da jeg kom hjem. Posen med frøene har jeg haft indendøre og jeg blandede dem med såmuld for at det skulle være nemmere at strø dem ud.


Som man kan se, er det valmuen Claus, jeg har taget frø fra. Derudover fik jeg en håndfuld frø fra en lyserød valmue, da jeg var på blogtræf på Samsø. Det var af Gitte fra Majas Arv, så de blev også blandet i og sået samtidigt.


Sådan så det ud, da valmuerne var godt igang i forsommeren, her under blommetræet.
Valmuefrø skal have kulde for at spire og jeg plejer at strø dem ud i november, men det nåede jeg ikke i år. Jeg klipper altid frøkapslerne af, helst inden de når at smide frøene, for så kan jeg selv bestemme, hvor jeg vil have valmuerne og så kan jeg også forære nogle frø væk!

søndag den 16. december 2012

Forbedring af det abrikosfarvede og limegrønne bed

Det var lidt for grønt i år.


Mine grønne rævehaler blev store og flotte, men det var mest dem sammen med de abrikosfarvede roser The Sheperdes og Mary Magdalene, som fyldte bedet ud.


Roserne var meget flotte:



De grønne rævehaler blev store og flotte, men som en kant, såede jeg abrikosfarvet tallerkensmækkere hele vejen rundt, de voksede også godt, men desværre var der en fejlfarve i leverancen, så der var få abrikosfarvede og mange mørkerøde, som gav et helt forkert synsindtryk!


Udover de abrikosfarvede roser og tallerkensmækkerne såede jeg abrikosfarvede Frøkenhat, blandet med limegrønne. Jeg såede dem på friland ret sent fordi foråret var så koldt. Desværre nåede de aldrig rigtig at blomstre. Jeg tror, der var en lille håndfuld i blomst.


Her er zinniaerne på vej op.
Næste år dropper jeg tallerkensmækkerne og de limegrønne zinniaer.
I stedet for har jeg købt frø af en anden abrikosfarvet sommerblomst, som jeg vil så i orangeriet og plante ud som en kant hele vejen rundt:


Jeg har købt frøene hos Thompson og Morgan. Jeg har det latinske navn, men kan ikke huske, hvordan det staves lige nu, men det er en sommerblomst.
Derudover forsøger jeg at købe frø af den abrikosfarvede zinnia, som jeg købte hos Kerneliv.dk sidste år, men de har dem desværre ikke i sortimentet i år.
Jeg fandt et amerikansk firma, hvor jeg ikke kunne vælge Danmark som leveringsadresse, så nu har jeg sendt dem en mail i håb om, at jeg kan købe dem alligevel.


Det er meningen, at de skal fylde pladsen ud mellem de grønne rævehaler! Jeg VIL have fat i frø og giver ikke op!


Da jeg plantede bedet, tænkte jeg ikke på, at selvom roserne er abrikosfarvede, så er deres grønne blade også en vigtig del i bedet, så derfor er den eneste limegrønne farve næste år, rævehalerne!

lørdag den 15. december 2012

Hjemmelavet juledekoration

Lidt nyt og lidt genbrug!


Zinkfadet købte jeg i går i Føtex med minus 30%, så det kostede 20 kroner. Lysene har jeg fået foræret. Jeg har købt et bundt grønt i Netto for 25 kroner, som bestod af fire forskellige slags grønt: gran, taks, ene og så tror jeg det sidste hedder hønsefødder.


I bunden af fadet har jeg lagt avispapir og ovenpå en stor klump ler, som lysene og det grønne sidder fast i.
Jeg har pyntet med kanelstænger, bundtet med guldtråd, kogler, to guldkugler, tørrede abrikoser, to triptrap engle og et lille rødt hjerte.
Koglerne, kanelstængerne, guldkuglerne, det røde hjerte og englene er genbrug.


Rundt om lysene har jeg plantet gråt mos, jeg købte for 20 kroner i Føtex (Det var sat 16 kroner ned).
Nu står dekorationen på spisebordet i spisestuen og jeg glæder mig til at dække et bord med den på midten!

torsdag den 13. december 2012

Amaryllis genbrug

Min hvide amaryllis blomstrer igen i år.
Sidste år til jul købte jeg min amaryllis og da den var færdigblomstret klippede jeg den ned og satte den ude i udhuset i et mørkt hjørne. Dér har jeg haft løget opbevaret i samme potte med jord, som jeg købte den i. Ca. i september satte jeg den frem i et lyst vindue i udhuset, men vandede ikke.


Jeg tog løget ind i stuen for en måned siden (medio november) og vandede det. Det begyndte at skyde nærmest med det samme.
I forgårs sprang knopperne ud - ja det blev til to blomster i år. Sidste år tror jeg, der var fire blomster.


Når den er afblomstret igen i år, prøver jeg samme fremgangsmåde og det kunne da være sjovt, hvis løget kom i blomst for 3.gang næste år.

mandag den 10. december 2012

Udsigt fra orangeriet

Snestorm i går og masser af sne!
Det er så hyggeligt at opholde sig i orangeriet med al den sne udenfor, så derfor måtte jeg lige forevige udsigten!



Vi har fundet ud af, at træpillebrændeovnen har en timer, så vi har sat den til at starte kl. 22 og stoppe klokken 6 om morgenen. Jeg skal bare sørge for at gøre den ren ca. hveranden til hver 3.dag og så skal der selvfølgelig træpiller i hver dag.


I går var vi til fødselsdag hos min svigerinde og det var et frygtelig vejr at køre tog og bus i. Der var store forsinkelser og turen hjem, som normalt tager 1,5 time, tog i går 3 timer og et kvarter!!


I orangeriet lufter vi ud ca. et par timer om morgenen, inden vi tager på arbejde og når vi kommer hjem, lufter vi ud et par timer igen. Luftfugtigheden i disse dage er kun mellem 10 og 15% højere end den er inde i huset, så jeg tror ikke, der er de store problemer med kondens, men jeg tør ikke andet end at lufte rigeligt ud, da trækonstruktionen helst ikke skal lide fugtskade!


Til sidst lige et billede af oliventræet, som ser ud til at have det fint. Det har tabt lidt blade, men ikke ligeså mange som de andre år, hvor det har stået ude i udhuset. Jeg tror, det er fordi, det får mere lys her.
Der er to af mine pelargonier, der har fået frost, fordi de har stået i vindueskarmen dér hvor vi åbner vinduet og lufter ud, så det var lige en tanketorsk, at jeg ikke flyttede dem. Jeg må forsøge at redde det der er tilbage på dem!

fredag den 7. december 2012

Vinterbilleder

Kong Frost banker på!
Den første vinter i orangeriet! Temperaturen er meget lav om natten i vores orangeri, så derfor kører træpillebrændeovnen hver nat den sidste uges tid og varmer op til 10 grader. Heldigvis holder temperaturen sig mellem 4 og 7 grader hele dagen og aftenen med slukket brændeovn og så tænder vi op igen, når vi går i seng!


I dag har jeg lige bestilt en hel palle med træpiller, så skulle der gerne være til denne vinter og næste vinter.
Der har sneet næsten hver dag hele ugen, så jeg har været ude at tage snebilleder.









I dag har jeg fri og det var skønt at sove længe i morges og sidde helt for mig selv med min kaffekop ved morgenbordet. Det er det bedste ved at holde fri, den kaffekop i fred og ro er en rigtig god start på dagen! 

torsdag den 29. november 2012

Opbygning af mit trekantede staudebed

Det endte op med mange blomster.
Mit staudebed plantede jeg for 4 år siden, hvor der ikke var så mange planter som nu. I løbet af de fire år er der plantet en del. I starten var hovedaktørerne høstanemoner, høstfloks, storkenæb og dagliljer. Nu er alle storkenæbene flyttet væk pånær én. Høstanemonerne, som er lyserøde, står bagest i bedet.


April i år, hvor alting er på vej op. For godt og vel et år siden, blev der suppleret med en del. Bedet har ligesom to farvenuancer for i forsommeren er det lilla farver som dominerer, men senere på sommeren skifter det til rosa og rødt.

I forsommeren blomstrer blå lupiner, lyslilla velduftende natvioler blandt andet.


Juni i år. På denne tid blomtrer også den purpurfarvede haveknopurt.

Midt på sommeren dominerer de rosa og røde farver mere.


Juli i år.

Planter i bedet: Lyserøde høstanemener, lyserød hjortetrøst, purpurfarvet kvan, rød havemælde, lyserøde småblomstrende roser, kattehale, lyserød og lilla hestemynte, røde løjtnantshjerter, mange purpursolhatte, purpurfarvet haveknopurt, mørk og lys rosa duehoved, lilla velduftende natvioler, mørkbladet sølvlys, blå lupiner, brunrøde dagliljer, lyserøde akelejer, mørkbladede mørkrosa høstfloks, som dufter, violfrøstjerne, en lyserød storkenæb, rød stjerneskærm.
Det var vist det hele!


I slutningen af juli, hele august og ind i september ser bedet ud som ovenfor. Sådan synes jeg, det er på sit højeste og farverne går fint i spænd.

I højsommeren er det kattehale, hestemynte, sølvpil, høstfloks, violfrøstjerne, dagliljer, purpur solhatte, høstanemoner og duehoved, hjortetrøst, kvan og havemælde, som er i fuld blomst.

I forsommeren var det akelejerne, natviolerne, løjtnantshjerterne, haveknopurt og lupiner.
Storkenæben blomstrede hele tiden.

Til næste år skal jeg huske, at klippe natviolerne og akelejerne ned, for så tror jeg, de kommer igen i løbet af sommeren.
Jeg har taget mange flere billeder af dette staudebed igennem hele sæsonen, og de er vist tidligere, så disse billeder her er mere en slags oversigtsbilleder af hele bedet på én gang.
Jeg er meget glad for dette bed og synes, der er så spændende,når det hele pibler op af jorden. I år var det lidt svært at vide på forhånd om det ville blive pænt, men jeg synes det blev ret godt.