mandag den 23. juli 2018

Sommer på Venøvej

Første dag på arbejde efter ferien.
Vi har haft en rigtig god ferie, men nu er det også rart at være tilbage på arbejde!
Jeg har taget en del billeder af haven i eftermiddag, da jeg synes, man godt kan se dens opbygning, jeg foretog hele sidste år. 


Vi starter i indkørslen.


Disse to stole står også i indkørslen.


Fra indkørslen ind mod haven. Figenkaktusserne trives rigtig godt og har fået flere blade. I bunden af kasserne vokser ampelpileurt, som jeg har sået i det tidlige forår.


Her er det lidt mere tydeligt.


Langs udhuset.


Om nogle dage blomstrer den gule solhat.


Haven er blevet på en måde indrettet i flere rum. Dette er det "gule rum", som er nederste venstre hjørne.


I bedene blomstrer dagliljer og floks blandt andet.


Jeg har flere forskellige floks og ikke alle blomstrer endnu.


Lidt terrassebilleder.



Ved siden af terrassen er der også et haverum inde mellem espalierne. Roserne på de venstresidige espalierer når nok ikke at vokse op og fylde dem ud i år.


Solhattene trives godt i varmen. Jeg vander hele haven hver 3.dag. Dette er nødvendigt, fordi den er forholdsvis nyanlagt, så planterne hænger temmelig meget, hvis jeg ikke vander og jeg tør ikke risikere noget.


Æbletræet flyttede jeg i efteråret, så der er kun ét æble på i år.


Under de to plantevægge er der forskellige stauder. Når de er vokset noget mere, håber jeg på, at indtrykket med plantevæggene bliver meget frodigt. Hylderne er fyldte med stedsegrønne bregner.


Jeg har forsøgt at lave en form for væg med 4 store krukker - to med georginer og to med kæmpeverbenaer. De er ca. en meter høje.


Endnu et haverum, med en ret stor græs-elipse og til højre er det uægte jasminbusk og øverst er det bedet med æbletræet. Man går ind i dette rum ved at gå igennem rummet med espalierne. Græselipsen ender ud ved terrassen.


Da jeg ryddede op i køleskabet for noget tid siden, fandt jeg en bøtte med frø af tagetes Vanilla, som jeg havde glemt. Spireevnen var sørme bevaret og nu har jeg tre store planter i krukker rundt omkring.


Jeg er meget glad for min jernkurv, som jeg har købt på marked.


I efteråret reparerede Anders min kulvogn og malede den. Nu står den så fint med orange solbrud. Jeg kunne godt tænke mig nogle sommerblomster langs kanten, der vokser udover og dækker kasserne som solbruden er plantet i.


Der er SÅ mange bær i blåbærbuskene og faktisk synes jeg, at succesen er så stor, at jeg lige har bestilt et højbed mere magen til, som skal stå en meter fra dette og i det skal der også plantes blåbær. Vi elsker nemlig blåbær her i huset.


Her er det meget tørt. Liljerne vokser op over pæoner og bonderoser, som har det svært og kræver meget vand. De får hver 3.dag.


Roserne begynder så småt at remontere. Her er det Heritage. Den er jeg vild med og duften er så skøn.


Jeg er også glad for de to opsatser i rustent jern. Tekedlen har jeg fået af Eliane og den passer så fint ind i haven. Jeg har lidt en svaghed for tekedler og har 3 styks i haven.


Forhaven er bare så fin og jeg synes den blå bænk er prikken over i'et.


De opstammede syrenhortensier er virkelig fine. Selvom de er lidt dyre, synes jeg, de er alle pengene værd. De begynder nu at få den rosa farve. Det er den, der hedder "Vanilla Fraiche".


Rørhvenen, som er den høje græs, passer så fint ind her ved siden af stolpevæggen. Det var havearkitektens idé at plante en sådan dér. Foran stolpevæggen er det en stor kvadratisk græsplæne med kulvognen og to stole. Det er lige ud for foldedøren i orangeriet og har den effekt at blikket drages med stolperne og ikke mod naboens hus, som man lige kan skimte øverst til højre. Det er meget rart, når man sidder inde i orangeriet og kigger ud også.




På citrusterrassen er der stort set altid læ.


I alle mine ampler har jeg i år valgt at have forskellige kløvere. På trappen er der to pelargonier, som er stiklinger fra min mormors veranda og så er der blå indianermynte. Alle fire er plantet i brune syltekrukker, som jeg har mange af.


Overfor døren hænger to andre kløvere, som har noget anderledes blade.


Til sidst må jeg lige vise, at jeg også har Eges brogetbladet kløver. Jeg købte en lille stikling for nogle år siden, som nu er en stor plante på vores gæstetoilet. Den delte jeg i forsommeren og har den nu udenfor i tre ampler også. Den får lysrosa blomster.
Alle kløverne kommer ind til overvintring i orangeriet. Jeg synes, det er spændende med kløver og har flere inde i huset udover disse.
Hav en god aften.

mandag den 16. juli 2018

Åben have gik godt.

Tak til alle jer, der besøgte vores have til åben have.
Der var mange, der mødte op, selvom ferien lige var startet:)


Der kom besøgende i løbet af hele dagen begge dage. Det var rigtig hyggeligt at hilse på alle folk.


Jeg skal love for, at haven er vandkrævende lige i øjeblikket, men den tog sig pænt ud.


Om tre uger holder jeg åben have igen nemlig den 4.august.



Nu er der kun en uge tilbage af sommerferien, så kalder arbejdet igen. Jeg synes, jeg har været hjemme længe og det har været helt fantastisk indtil nu.



Der er ved at være godt gang i alle mine georginer, som jeg har i krukker.


Fortsat god sommer.