mandag den 25. april 2011

Min krukkehave

At arrangere og placere krukker med indhold i forhold til hinanden:
I dag har jeg fået placeret mine krukker i 5 forskellige krukkebede. Et på terrassen, et omkring drivhuset, et ved plankeværket mellem indkørsel og haven og to i indkørslen.
Jeg har taget chancen og plantet alle mine dahlia knolde i krukkerne i dag og håber på, at der ikke kommer mere nattefrost. Jeg havde 15 knolde. Samtidig såede jeg Italian White solsikke i tre krukker.

Terrassen med rosenbedet på den ene side.
Jeg havde opbevaret dahliaknoldene i trækasser - farveopdelt - og så tog jeg dem og lagde dem ud i de krukker, jeg syntes de skulle være i og først da jeg havde lagt dem alle i krukker, begyndte jeg at plantere. På terrassen kommer bedet til at bestå af farverne pink, lyserød og purpurfarvet. Her er der plantet 5 forskellige dahliaer og i resten af krukkerne skal jeg plante mine sommerblomster - stolt kavaler og kongelys samt pelargonier.

Bedet ved plankeværket mellem indkørsel og haven.
I dette bed er farverne holdt i cremegult og hvidt. Her har jeg plantet 8 knolde og sået tre krukker med italian white solsikke. Jeg blev forbavset over, så mange frø, der var i posen og hvis alle frøene kommer op, bliver der mulighed for at forære mange væk. Det vil jeg glæde mig til. I dette bed skal jeg også plante den grønne frøken hat, som vokser i vindueskarmen. På toppen af plankeværket har jeg seks altankasser, som skal plantes til med gule hængevioler ligesom sidste år. De blomstrer rigt helt frem til frosten. Det er frø, jeg tog sidste år, som nu er ved at være så store, at jeg kan plante dem ud. To af dem blomstrer allerede. Den gule rose husker jeg ikke navnet på, men den har overlevet vinterens kulde i krukken uden problemer.

Bedet omkring drivhuset
I dette bed skal farverne holdes i blåt og lilla. Der er to store krukker på hver side af drivhuset op mod væggen. Heri skal jeg plante mine blå klokkeranker. (De gule er der gjort klart til i det cremegule og hvide bed). Jeg har plantet to lilla dahliaknolde og så er det også meningen at mine duftpelargonier med lilla blomster skal arrangeres i dette bed. Jeg skal bare lige male muren ved afdeling C, før jeg kan sætte krukkerne helt som de skal stå og så skal drivhuset gøres rent. Det håber jeg på, jeg kan næste weekend.

De sidste to bede ude i indkørsel har jeg ikke fotograferet i dag, da der ikke er plantet noget endnu. Men dér hvor oliventræet står ved fordøren, skal bedet være hvidt og gråt. På modsatte side skal det være lyserødt.

Jorden i krukkerne har jeg købt i Plantorama. Marianne og Flemming var så flinke at køre mig derud med bil og trailer. Jeg havde nemlig sæt et supertilbud på champost med naturgødning, specielt god til krukker, hvor man kunne købe jorden til halv pris. Jeg købte 500 liter rigtig god champost, der duftede friskt og jeg kunne se gødningen iblandet. Jeg tror, at dette jord vil være med til at blomsterne rigtig kommer til at trives. I dag har jeg brugt 250 liter. Jeg tror ikke, jeg har nok, men så vil jeg supplere med en god muldjord og heldigvis har jeg stadig masser af organisk gødning i pilleform som supplement til jorden.
Nu er jeg noget øm i ryggen. Jeg må indrømme, at det var hårdt at løfte og flytte rundt på krukkerne, som var fuld af jord og vand og min løfteteknik var vist ikke helt korrekt!

Ingen kommentarer: