tirsdag den 30. december 2014

Godt nytår!

2014-krøniken
Jeg vil gerne ønske alle herinde et godt nytår og sige tusind tak for året, der er gået, og for at følge med på min blog. Det har været meget begivenhedsrigt for mig, hvor der virkelig er sket ting og sager i mit haveliv!
Det er vist på plads med en status for året, så her kommer nogle billeder.

I Januar begyndte staudefrøene at spire i orangeriet. I år såede jeg så mange planter, så der var både til min egen have og til min brors have. Det gik godt med frølingerne.

I februar startede jeg det lille fritidsfirma "Blomsterforedrag.dk" og i den anledning kom jeg i den lokale avis. Jeg kunne holde 12 foredrag i orangeriet i 2014 og så havde jeg åben have hver torsdag hele sommeren. Mange gav mig tilbagemeldinger som var meget positive. Det er jeg virkelig glad for og stolt over. 


I marts var trappehylden fyldt op med pelargoniestiklinger, som jeg lavede fra alle pelargonierne i vindueskarmene i orangeriet. De store planter blev pottet om i nyt jord og klippet ned. Stiklingerne har jeg brugt som gave i goodiebags til foredragsgæsterne og så har jeg byttet og solgt i Pelargonieklubben Nordjylland. I løbet af sæsonen fik jeg udvidet samlingen med ca. 20 nye slags, så jeg nu har ca. 120 forskellige.


I april var der godt gang i løgvæksterne i krukker og bede. Jeg har min egen løg-cyklus, som går ud på, at jeg lader dem i krukkerne visne ned, tager dem op og lægger dem i trækasser med sand for så at plante dem ud i bedene om efteråret. Nogle kommer og nogle gør ikke, men det gør, at jeg stadig har plads i bedene til næste omgang løg. Dem, hvor der kun kommer et blad op, hiver jeg op og smider væk.


I maj blev alle frøplanter plantet ud i krukker og bede og der var godt gang i væksten i krukkerne. 


I juni måned var det spændende at følge de nye frøplanter, som jeg havde i haven for første gang og ikke vidste hvordan blomsterne så ud. Her er det klatre-løvemund på vej. Det var et meget positivt bekendtskab med dens blå blomster helt til engang i november.

I juli udgav jeg bogen "Orangeri i haven - selvforsyning med planter" Det gik rigtig godt og der er nu kun få eksemplarer tilbage af oplaget. Det var også i denne måned, at jeg fyldte rundt.

I august var jeg i avisen igen, som gerne ville anmelde min bog. Endnu engang var jeg meget stolt og glad for den interesse der var omkring bogudgivelsen.


I september var jeg i lokal TV i både nyhederne og en halv times haveprogram. Det var en stor overraskelse at blive ringet op af TV-gartneren som havde udvalgt min have som en af tre ud af 500 haver, de gerne ville genbesøge. Årsagen til at jeg var en af dem, var fordi TV-gartneren kunne lide hele konceptet omkring min have om at være selvforsynet med planter og benytte genbrug af både planter og gamle ting. Det var en stor ære.


I oktober bugnede citrustræerne med frugt. De havde blomstret og sat frugt i løbet af hele sommeren og det er sjovt og spændende at plukke sine egne citrusfrugter, som modnes i januar/februar.


November måned var meget mild og der var stadig en del frøplanter i blomst. Her er det ampelpileurt, som pyntede flere steder i haven. 


Her i december var der stadig roser i blomst. December har været utrolig mild lige til jul, hvor sneen kom.

Nu vil jeg hilse 2015 velkommen og håber, det bliver et godt år med mange spændende haveoplevelser. Der er mange ting i år, jeg gerne vil gøre om og nogle ting har jeg lært ikke skal gøres. En af dem er at holde åben have en fast ugedag. Det blev for meget, da det kneb med tiden til at haven hele tiden skulle se præsentabel ud samtidig med at passe mit fuldtidsjob, så jeg fik ikke noget pusterum. I 2015 bliver der kun et par åben have arrangementer. 
GODT NYTÅR.

mandag den 29. december 2014

I går kom sneen til Nørresundby.

Kamera i mørke med og uden blitz.
Der er stor forskel på stemningen i billederne når man fotograferer med eller uden blitz i mørke. Her kommer nogle eksempler fra snevejret i går aftes. (Jeg var ude i træsko og i min fine nye kjole - ikke særlig praktisk! men jeg VILLE tage billeder).


Jeg synes, der er mest stemning i de billeder, der er taget uden blitz. Det hjælper, at der er lys på motivet for ellers kunne jeg ikke tage dem uden at kameraet måtte stå på et stativ for ikke at blive rystet!


Her er det samme motiv med blitz. På dette billede kan man så til gengæld se snefnuggene dale ned.


Her er et billede af min julebænk og en af sukkertoppene med lys. Det er uden blitz.


Med blitz. Jeg kunne nemt tage snebilleder af bedene i haven med blitz.


Taks bedene.


Orangeriet.


Noget af min oppyntning, som er helt dækket af sne.


Fyrretræet i krukke, som efterhånden er groet godt.



Det trekantede staudebed.


Det blå og lilla krukkebed. Håber, de nedklippede kæmpeverbena overlever kulden!


Et af lystræerne i nærbillede med sne på. (Uden blitz).


Jeg tror, vi fik ca. 10 cm sne i går. I morges, da jeg skulle på arbejde, valgte jeg at tage bussen, da der lå en del is og sne på cykelstien. Da jeg skulle hjem var det hele nærmest blevet til sæbe. I morgen skulle det tø endnu mere. Det er ellers hyggeligt nok med sne, men temmelig upraktisk.
Jeg prøvede også at tage oversigtsbilleder af haven flere steder uden blitz, men der var ikke noget, der lyste op, så de blev så rystede, at de ikke er værd at vise. Måske jeg skulle ønske mig et stativ i julegave næste år? For det er rigtig sjovt at tage snebilleder!

lørdag den 27. december 2014

Hjemmelavede frøposer.

... Med billeder fra min have.

Frøene har jeg plukket ind fra haven og her ser man de første poser, som jeg har lavet. Jeg har flere frø, jeg skal lave poser til. Meningen er, at de skal bruges i forbindelse med mine foredrag i næste sæson. Jeg har brugt fotoshop og word, som programmer, og så har jeg ellers klippet og klistret. Jeg har brugt det meste af eftermiddagen på det i dag.
Man kan læse mere om mine foredrag her på www.blomsterforedrag.dk
I morgen kommer alle naboerne til gløgg og æbleskiver. Det glæder jeg mig til.

tirsdag den 23. december 2014

Glædelig JUL

Et stort ønske om en god og glædelig jul til alle herinde.
Tak for et fantastisk indholdsrigt år med mange gode haveoplevelser med mere. Tak til alle, der har fulgt mig her på bloggen og måske endda har skrevet en kommentar. Jeg håber I får en fredelig jul sammen med familie og venner.


Træet er pyntet, risengrøden kogt og juleknasen er lavet. Vi holder jul hjemme for familien.. Vi glæder os. 

søndag den 21. december 2014

Frøspirer og juledekorationer.

Nu spirer frøene, jeg såede for en måneds tid siden.
Gul Jakobsstige og indianermynte. Det er kun lige begyndelsen.
Jeg har også sået gul staudedigitalis, som jeg venter på, skal spire. Det lykkedes mig ikke sidste år at få noget ud af disse. 


I går handlede jeg frø på nettet hos Frøbutikken. Jeg købte en del nye frø, som jeg ikke tidligere har haft i haven. Når de skal plantes ud, bliver det i krukker. Jeg har blandt andet købt lyserøde ærteblomster og påfugleblomster. Jeg tror, jeg købte ca. 10 forskellige frø.


Fra januar skal jeg så endnu flere frø, som jeg har samlet ind fra haven.


Her er den ene juledekoration, som står på en kommode. Billedet er min mor med mig som baby.


I spisestuen har jeg disse to med guldlys.


Jeg vil også gerne vise min adventstage, som jeg købte for 10 år siden. Den er fremme hvert år i december. Nisserne har min svigermors kusine lavet til mig.
I dag skal jeg lave havregrynskugler og brændte mandler.

lørdag den 20. december 2014

Havesysler i december

Overvintring af kæmpeverbena.
Da der er så mildt udenfor, vil jeg prøve at overvintre kæmpeverbena i krukkerne ude. Jeg har klippet dem ned, men har dog også samlet mange frø, som jeg skal så senere!


Her er de i zinkbaljen, som man kan se, er de fine grønne.


Krukken til venstre er kæmpeverbena, som er klippet ned. Billedet er noget uklart, da det er taget i mørke uden blitz og derfor svært at holde kameraet stille!

Vi har haft meget travlt de sidste par uger med overarbejde, fire-dages tur til København, julefrokoster og flere aftener med gæster på besøg, men med hensyn til juleforberedelser er jeg ved at være klar. I dag vil jeg gerne se, hvad der er sket i blogland og på facebook, hvor jeg slet ikke har haft tid til at følge med.

I torsdags var Villy og Lisbeth på besøg til gløgg og æbleskiver - det var så hyggeligt. Jeg havde tændt op udenfor i den anledning.




Jeg er blevet så begejstret for udendørs levende lys, at jeg har bestilt endnu flere hos det gamle lysstøberi. Lysene kom i går. De er lidt dyre, men så er der også rigtig mange brændetimer i dem, så jeg har dem i flere år. Disse lys er 2.vinter jeg har dem og som man kan se, er de ikke brændt ret meget ned.


Inde i huset har vi også en del lys, sådan ser det ud på mit værelse. En af dagene vil jeg gerne vise mine andre dekorationer. Jeg fik sådan en flot én af Lisbeth, som er så flot, at den skal på bordet juleaften. Dem jeg selv har lavet står rundt omkring på borde og kommoder i huset.
Selvom tiden farer afsted, er jeg i så meget julestemning og glæder mig til dagene i næste uge!

mandag den 8. december 2014

December-roser og -lys.

December-roser og decemberlys.


Det er hyggeligt med lidt belysning.


Bedet ved husmuren står fint endnu. Dog er hostaerne visnet ned og sct.Hans urterne er vist også på retur.


Men til gengæld er den limegrønne solhat i knop!


Rosen Gemma lyser op blandt alle staudefrøstandene i det trekantede bed.


Den ukendte David Austin rose blomstrer lystigt endnu - der er endda stadig knopper på vej.


Heritage, jeg tror, der er ca. 10 roser som denne.


Brother Cadfael, der er også en halv snes roser. Gad vide, hvordan det bliver, når de rigtig skal igang igen til næste år, jeg håber de har fået kraft og næring nok her i efteråret, selvom de stadig blomstrer.


Lidt solskin på orangeriet. Indenfor lyser oliventræet. Vedrørende dette træ har jeg lagt mærke til, at det stortset ikke har smidt nogle blade efter at det kom ind for en lille måneds tid siden. Jeg har spekuleret over, om det skyldes, at det kom så sent ind, så det var begyndt at gå i dvale og samtidig var det så sent, så der ikke er så meget varme i orangeriet og derfor har det nok ikke brugt en masse energi på at omstille sig til en anden luftfugtighed. Det er min teori, men jeg ved ikke, om det er rigtigt.


Lidt mere solskin. Lystræerne udenfor tænder automatisk kl. 16.00, så derfor er de ikke tændt endnu på billedet.


Foran huset har jeg lys i piletræerne, som har smidt alle bladene. Det var lidt svært at vikle lyskæden om de bare grene, men det gik.


På østsiden tænder lystræerne kvart i fire. Tænd og sluk urene er vist ikke helt synkroniseret!! Fyrretræet smed en del nåle sidste år, men ikke i år - i hvert fald ikke endnu.
I orangeriet er temperaturen mellem 5 og 10 grader døgnet rundt, så indtil videre har vi ikke gang i pilleovnen. Det gør ikke noget :)
Det er næsten ikke til at forstå, men om et par måneder skal jeg igang med at klippe pelargonier ned og lave nye stiklinger. Der skal mange til til næste år, da de skal bruges til flere arrangementer i Pelargonieklubben Nordjylland. Derudover har jeg to foredrag ud af huset i februar. Det er jeg spændt på!




onsdag den 3. december 2014

Oliventræet i vinterklæde!

Julelys, pynt og julebrød i ovnen!
Jeg har ikke været hjemme i flere dage, da jeg har været i Sverige og hjulpet med at tømme min mormors hus. Hun er kommet på plejehjem og stortrives allerede dér, så det er hele familien glad for! Nu har jeg fået rigtig mange gode ting med mig hjem fra hendes hus og alt er sat på plads!


Hele vores hus er julepyntet - oliventræet har fået "vinterklæde" på her til aften, mens julebrød er bagt i ovnen. Det skal jeg have med på arbejde i morgen!

Opskriften kommer her (Det er fantastisk godt!)
7 dl hvedemel
3 dl grahamsmel
4 dl Müsli
2 tsk natron, 1 tsk salt, 1 dl lys sirup
7 dl tykmælk.

Det hele røres sammen og fyldes i en brødform, der er smurt med olie. Bages i 1 time og 15 minutter midt i ovnen på 145 grader.


Mens brødet var i ovnen, lagde jeg lysnettet over oliventræet. Det er da pænt!
Jeg tror, træet er ved at være 2,5 meter højt. 
Mandag aften lavede jeg 5 juledekorationer, som er placeret rundt omkring i huset. Juleduge er lagt på alle borde og kommoder rundt omkring og så er nisserne kommet frem. I næste uge skal jeg bage tre forskellige julesmåkager. Det bliver hyggeligt.


Ferskentræet har smidt alle blade - jeg håber, det er løvfældende, men ved det ikke? Jeg frygtede det var ved at gå ud, men når jeg kigger nærmere på det, er der mange bladknopper. Mon træet opfører sig helt normalt? Jeg håber, der er nogen, der kan hjælpe mig.

Nu vil jeg gå i blogland!