onsdag den 30. november 2011

Liljer i bonderosebedet (og lægekvasurt)

Bonderoser afblomstrer ret tidligt!


For tre år siden lavede jeg et bed ud mod stakittet ud til vejen med bonderoser og lægekvasurt. Tippet med at plante lægekvasurt fik jeg af Tina fra http://www.staudemarken.dk/ for at forlænge blomstringstiden i bedet, da bonderoserne takker af allerede ultimo juni.
Om foråret har jeg tulipanløg i bedet. I alle tre år har det været røde tulipaner, men i år har jeg plantet hvide og cremegule meget tæt i bedet.

På næste billede kan man se et forårsbillede fra bedet.



Bedet er ca. 3 meter langt og i år har jeg gjort det dybere og sat kantsten på siden ind mod græsset også. Det ser pænere ud, synes jeg.



Lægekvasurten er også rød og blomstrer til engang i august. Der er tre bonderoser og to lægekvasurt skiftevis på en række.



Jeg har været meget glad for denne kombination, men så fik jeg et gammelt "Haven" blad, hvor der var en lille artikel i om kongeliljer og pæoner. Kongeliljer blomstrer helt til oktober og på deres billede så det ret godt ud fordi pæonerne bliver ved med at være grønne og liljerne vokser op over og bliver som en stor sky henover bedet samtidig med at de spreder en fantastisk duft.
Jeg har fået tilsendt et liljekatalog via Høneballehaven, men jeg kunne ikke finde kongeliljen heri, men googlede den og fandt den et andet sted.



Hvis nu jeg får råd til at købe disse liljer, som skal plantes med 30 cm's mellemrum, så vil der være blomster fra april til oktober i bedet. (Liljerne blomstrer fra august til oktober) Det vil jeg jo rigtig gerne have. Jeg har regnet ud, at jeg skal bruge 10 stykker og de koster ca. 35 kroner, så det er jo ikke vanvittigt dyrt. Men det er kun ét projekt, så jeg er gået i tænkeposition!
Man kan heldigvis først bestille liljerne fra januar til maj!

mandag den 28. november 2011

At være på forkant

Inden stormen satte ind i går, var jeg ude og stormsikre haven. Krukker blev flyttet, mit zinkbord blev sat indenfor. På bænken lagde jeg store sten m.m. Det gælder om at tænke lidt i forvejen, når der skal ske noget, for at undgå ubehagelige overraskelser.


Disse forberedelser fik mig til at tænke på næste års havesæson. Jeg er nemlig på forkant!
Jeg har tømt alle krukkerne og børstet dem rene, har vasket alle mindre potter i sæbevand, klargjort drivhus og vinteropbevaret sarte planter. Smidt revnede potter ud, gamle trækasser, der var gået itu, samlet flamingokasser og mælkekartoner til frøsåning. Samlet alle mine haveredskaber ét sted. Nu kan jeg slappe af med alle disse praktiske ting og begynder så småt at forestille mig hvordan næste havesæson mon bliver.



Drømme om spændende projekter har jeg også og det er noget af det bedste, for man kan altid drømme om mere i en have. Jeg tror aldrig det holder op!



Man kan også være forudseende og tænke: hvad mangler i haven her i november? - og så gøre noget ved det, så man er klar til næste november. Jeg læste på Høneballehavens blog i går om stedsegrønne planter. Det har vi ikke i haven, men hvor ville jeg ønske det, for lige nu ser haven noget trist ud med nedvisnede stauder og nøgne træer. Vinterblomstrende planter har jeg også læst om - det var også noget, der var værd at overveje. Måske er det nu, man skal anskaffe sig det og plante det, for foråret venter jo lige om hjørnet og så gælder der helt andre planter!


Selvfølgelig bliver næste havesæson helt fantastisk. Syv, ni, tretten for at tingene lever op til alle forventningerne!

søndag den 27. november 2011

Stauder

Flytte, dele, klippe og forære væk!
I 2004 flyttede vi ind i vores hus. Dengang var der kun en græsplæne og to opstammede hængepil. Jeg vidste ikke ret meget om havearbejde, men blev fortalt af venner og bekendte at jeg skulle starte med stauder! Dem kan man altid flytte rundt med, hvis det ikke bliver lige som man havde tænkt. Det er noget andet med træer og buske.
Vores hus er en gammel villa i to plan og er hvidt. Derfor forestillede jeg mig dengang, at jeg kun skulle have røde og hvide farver i haven, så det ligesom blev en rigtig dansk sommerhave!

Sommeren 2008
Dengang vidste jeg intet om at plante i farvekombinationer eller tone i tone, men haveinteressen var vakt, så jeg kiggede på haveprogrammer i fjernsynet og i bøger.


Efterhånden fandt jeg ud af, at lyserød var en farve, man kan få rigtig mange forskellige planter i, så jeg begyndte at købe lyserøde stauder. Jeg havde læst i bøger, at man skulle sammensætte planterne efter lysforhold, højder og blomstringstider, så det forsøgte jeg at kombinere. Stauder i krukker var også spændende.
Sådan noget som jordforhold og gødning gik der lang tid før jeg fandt ud af, men det har jeg styr på nu.
Nu har jeg mange stauder i mine to store staudebede og jeg er spændt på til næste år at se, om jorden bliver helt dækket.


April 2011
Jeg har flyttet stauder, delt nogle og foræret dem væk. Næste år er staudebedet fyldt op og jeg er spændt på hvor meget jeg må dele. Jeg har en lille drøm om at have et lille hobby-plantesalg ud til vejen, hvis jeg skal dele mange planter. Vi bor godt nok helt nede i bunden af en blind villavej, så der kommer ikke mange forbi. Måske er det lidt pjattet!

De stauder, der er sat i bedet, skulle meget gerne variere både i løvform, blomsterform, men have nogenlunde samme højde, med høstanemonerne som de højeste bagest i bedet. Jeg har forsøgt at holde mig til samme farvenuancer, men dér tror jeg stadigvæk har jeg lang vej, før det bliver helt perfekt!


Sådan så skyggebedet ud i forsommeren. Nu er alt det lyserøde væk og bedet består kun af gule og hvide planter. Også her har jeg forsøgt at variere former og har kun skyggetålende planter. De gule farver er holdt i de lyse og cremefarvede variationer.



Nu har jeg, efter at have stiftet bekendtskab med andre havebloggere på nettet, fået blod på tanden og har allerede gennemført mange flere projekter end jeg nogensinde havde turdet drømme om. Og jeg har da også nogle stykker til næste år. Så her i vintermånederne bruger jeg mange aftener på haveblade og bøger og er på udkig efter de lidt mere sjældne stauder. Verden er jo blevet meget større fordi man bare kan google planterne på nettet og vupti, så popper der hjemmesider op, som sælger planten!

Min største interesse er dog at lave planterne selv - enten fra frø eller stiklinger. Lige siden jeg var helt lille, spurgte jeg altid, hvor vi kom hen, om jeg måtte få en stikling fra deres blomster. Min vindueskarm på mit værelse var altid fuld af stiklinger og jeg passede og plejede dem for at de skulle gro. Jeg tror, det er en stor tilfredsstillelse for mig at se planter, der udvikler sig og at man kan dele dem eller tage frø. Nu er det bare blevet lidt mere avanceret, for jeg vil gerne finde de planter, der er sjældne, så jeg har noget ikke så mange andre har!
En anden drøm, jeg går med i maven, er jeg måske engang kan holde åben have, men det kræver jo, at man har noget at vise frem og dertil er jeg ikke rigtig kommet endnu.

Min allerstørste drøm er et orangeri, for så kan jeg rigtig boltre mig med frø og stiklinger og alle de mest spændende pelargonier. Anders er gået med på, at vi en dag skal få bygget et og jeg sparer og sparer op til det. (Jeg vil helst kunne betale uden at skulle låne for mange penge). Jeg tror, det lykkes mig indenfor en overskuelig fremtid, hvis det går som planlagt!!

Opstammede dværgsyrener med hængepelargonier i bunden af krukkerne.
I dag er det jo første søndag i advent. Vi vågnede kl. 6 og stod op, så der var bullermørkt udenfor med regn og stormvejr. Alle stearinlys blev tændt i stuen og mine udendørs lyskæder og julestjernen i vinduet blev også tændt.


Det første lys er tændt og ved siden af adventstagen står mine to "kyssenisser".



På køkkengulvet ved terrassedøren i køkkenet står der også to nisser. Man skulle tro, de lige var kommet ind udefra med hjemmebagte boller!!!
Rigtig god søndag til dig, der kigger med.

lørdag den 26. november 2011

Nurseri i blomsterrummet og påskeklokker

Visne blade og blomster fjernet.
I dag har jeg nurset mine pelargonier, alle visne blade og blomster er fjernet.


Jeg besluttede mig for ikke at vande - kun duftpelargonierne, som stadig er i vækst. De andre pelargonier var stadigvæk fugtige i jorden og da der er ret fugtigt ude i rummet, vandede jeg derfor ikke. Pelargonier kan ikke lide fugt, så jeg overvejer at ønske mig en bordventilator i julegave. Selvom jeg lufter ud stortset hver dag, er det ikke helt nok.



Duftpelargonierne, som er de store planter, der står på gulvet, kan bedre klare fugt. De trives stortset med alt - dem vandede jeg, da de var knastørre.



Mine stiklinger har det OK. Der var dog en 4-5 stykker, der var rådnet. De har simpelthen stået i for våd en jord. Hvis jeg havde haft den ventilator, kunne jeg skabe noget mere luftcirkulation, det tror jeg, planterne vil have godt af!

Mit oliventræ ser fint ud. Det fik ca. 5 liter vand. Jeg vander det ca. hver 3. - 4.uge med 5 liter vand i al den tid, det står inde, så plejer det at have det fint. Det kan rigtig godt lide fugtige og kølige omgivelser (5 grader) om vinteren. Lige nu er der 10 grader derude.



I morges måtte jeg lige ud af se om der var knopper i mine påskeklokker. Nu har jeg læst på et par andre haveblogs, at de har knopper.



... Og ganske rigtigt. Der var knopper. Det gjorde mig glad!

mandag den 21. november 2011

Akkurat som om jeg har gjort noget, jeg ikke må!

Hvis jeg var barn, havde jeg helt sikkert fået skæld ud!


I dag har jeg stadigvæk været syg, og kedede mig, så derfor hentede jeg én af de persienner, min bror har givet mig og klippede den i stykker for at lave blomsterpinde til alle mine stiklinger. (Det er derfor jeg har fået persiennerne, som han ikke havde brug for længere). Jeg tænkte på min mor og på hvad hun ville have sagt, hvis det havde været i min barndom at jeg klippede vores persienner i stykker. Jeg ville have haft det skægt, men det er jeg ikke sikker på min mor ville have syntes!
Jeg har også fået læst i alle mine havebøger og dén på billedet er en rigtig god bog, der varmt kan anbefales. Det er Politikens bog om krukker i haven.

Jeg måtte lige ud i blomsterrummet og se til mine stiklinger. De ser ud til at have det OK. Anders har lavet kunstig belysning rettet mod stiklingerne, med timerfunktion. Lyset tændes kl. 6 om morgenen til kl. 8 og igen fra klokken 16 til 19. Det er en meget primitiv løsning, som består af en gammel standerlamper med to lamper på og de kan bøjes og indstilles, så de er rettet lige mod flamingokasserne med stiklinger.



Her er det jernurt, som ser ud til at have det fint nok.



Her er det Helichrysum Petiolare, som også ser ud til at have det godt nok.



Her er det duftpelargonier - tre forskellige slags, som snart bliver udstyret med mine blomsterpinde!



Her er det pelargonien Odensjö Nouturne.

Til sidst har jeg lavet stiklinger af min mølplante. Vi har altså ikke møl, men planterne dufter af pebermynte og så får de søde hvide blomster, der har raketform!



I Politikens krukkebog var der et afsnit med frø- og stiklingeformering, som blev beskrevet som en vintersyssel, der var fuld af forventningens glæde og planlægning og drømme. Hvilke frø vil jeg så? Hvor mange stiklinger kan jeg få og hvor skal de plantes ud? Jeg elsker det og vil simpelthen tage så mange stiklinger som jeg overhovedet kan og hvis der bliver alt for mange planter, så kan jeg forære dem væk, hvilket også er noget, jeg sætter stor pris på at gøre!
Jeg har allerede modtaget to pakker med frø i dag. Nogle skal have kulde for at spire og nogle skal ligge i køleskabet indtil der er gået et par måneder eller tre-fire stykker, før de skal plantes!

fredag den 18. november 2011

Frøindkøb

I dag måtte jeg blive hjemme fra arbejde på grund af kraftig forkølelse, total tilstoppet hoved, ondt i kæber og tænder, øv øv øv. Men jeg kan da heldigvis surfe på nettet og det har jeg gjort i dag og har bestilt frø både i USA, England og Danmark!

Til mit kommende abrikosfarvet og limegrønne bed har jeg købt følgende, udover de to slags abrikosfarvede roser, der allerede er plantet:

Abrikosfarvede tallerkensmækkere (Har ikke sortsnavnet lige her, men kan finde det)

Zinnia Abricot
Zinnia Abricot vil jeg blande med den limegrønne Frøkenhat, som jeg også har købt, således at de bliver plantet mellem hinanden, over en stor del af bedet.

Limegrøn Zinnia
Derudover har jeg købt limegrøn tobaksplante og grøn rævehale.

Grøn rævehale
Til mit cremegule og hvide dahlia-krukkebed har jeg købt en cremegul tallerkensmækker. Jeg har ikke helt besluttet mig for endnu om det skal plantes i små krukker foran bedet eller om den skal plantes i altankasserne i toppen af bedet. Det overvejer jeg lige lidt, da min oprindelige plan var, at jeg skulle have tagetes French Vanilla i altankasserne sammen med Helichrysum Petiolare. Nu bliver det måske tallerkensmækker og Helichrysum.

Tallerkensmækker "Milkmaid"
Til mit lyserøde og pink terrasse-krukkebed fandt jeg en plante i Claus Dalbys bog "Min krukkehave". Planten måtte jeg bare eje. Den skal plantes i mindre krukker foran bedet. Det er en Ampelpileurt, Polygonum Capitatum og jeg fandt den på en amerikansk frø-hjemmeside, hvor fragten var billig (knap 4 dollers). Swallowtail Garden Seeds.


Ampelpileurt, Polygonum Capitatum
Man skulle dog købe for minimum 6 dollers og ovenstående kostede kun lige knap 2 dollers, så derfor fandt jeg en plante, jeg kan bruge til et af mine forårsprojekter, som er to nye bede under æbletræet og blommetræet. Det er en Prunella og den kan faktisk holde til at blive trådt på!


Prunella Bella
Under disse to frugttræer vil jeg også have Geranium Sanguineum var. striatum, som jeg lærte at kende på Signes Vals og her et billede, jeg har lånt derfra.

Geranium Sanguineum var. striatum
Hjemmesiderne, jeg har handlet på er:

http://www.kerneliv.dk/
Swallowtail Garden Seeds (USA)
http://www.froebutikken.dk/
http://www.plantsofdistinction.co.uk/
http://www.froetorvet.dk/

På den engelske hjemmeside gjorde jeg et sjældent fund, som jeg har ledt og ledt efter. Jeg fandt en lysegul Clivia. Jeg elsker Clivia og har en plante jeg fik af min oldemor, som gik bort for 25 år siden. Den er den almindelige med orange blomster. Selvom det er en stueplante, har jeg meget fornøjelse af den og nu får jeg frø, jeg kan så, så der forhåbentlig kommer en lysegul clivia. Den skal være 2,5 år gammel før den blomstrer første gang, men jeg synes, det er værd at vente på. Frøene var noget dyre, næsten 8 pund og dertil ca. 2 pund i fragt, så det er nok ca. 150 kroner! Det var det absolut dyreste køb i dag!



Nu glæder jeg mig til at der over flere dage kommer dumpende pakker med posten! De fleste af udendørs planterne kan plantes direkte i krukker eller bede. Det er kun den grønne rævehale, der skal plantes indendøre. Det passer mig rigtig godt, da det kniber med pladsen inde i huset!
Geranium fra Signes Vals skal, såvidt jeg husker, have frost for at spire, så den skal sås, når jeg får den og sættes ud i mit drivhus!

onsdag den 16. november 2011

Barrodsplanter

Barrodsplanter betyder planter med bare rødder.

Altså planter, der er høstet eller taget op i planteskolens marker, sorteret, bundtet og lagt på køl. Man kan først tage barrodsplanter op i marken, når planterne er i dvale. Efteråret er det tidspunkt, hvor planter graves op, håndteres, sælges og genplantes. En del planter bliver taget op og lagret for vinteren, indtil det igen er muligt at grave i jorden og plante dem ud. Når planterne lagres, sker det i store kølerum, hvor temperaturen er konstant lav og luftfugtigheden høj. Barrodsplanter er nemlig utroligt følsomme overfor udtørring på deres rødder. Tørrer rødderne helt ud, dør planten. Tørrer rødderne delvist ud, kan man være heldig at få dem til at vokse igen.
Alfa og omega er altså at bevare fugtigheden på de barrodede planter lige indtil plantningstidspunktet.

Barrodsplanter er billigere end planter i en potte! De er som regel nemme at få til at vokse videre.

Kilde: Gug planteskole.

Jeg købte i oktober 10 barrodsroser hos http://www.rosenposten.dk/. Hvis du har lyst, kan du læse mere her
Sidste efterår købte jeg 5 roser og i foråret i år 6 styks. Disse 11 roser har klaret sig fint i vores have og har set sunde og friske ud hele tiden.
Jeg synes, det er nemt med barrodsplanter. De kan pakkes og sendes i stort antal uden at de vejer særlig meget. Jeg tror nok, jeg er gået hen og blevet ret vild med roser - nok fordi jeg synes, de har været en succes i haven. Så jeg ser meget frem til næste år.
Jeg er blevet belært af Høneballehaven, at de lige skal vokse til i et par år, så kommer der rigtig mange blomster. Det blev jeg glad for at få at vide og forestiller mig nærmest et blomsterflor med roser, som det man ser i bladene med hundredevis af blomster!

Af andre barrodsplanter kender jeg kun til hækplanter!

tirsdag den 15. november 2011

Claus Dalbys purpurfarvede valmuer.

Jeg er så heldig, at jeg sidste år fik frø, da jeg købte en bog.
Frøene var blandet med en smule jord, så de var nemmere at strø ud og det gjorde jeg i november sidste år, da frøene skal have frost for at blomstre til foråret.
I sommer tog jeg frøkapsler fra og jeg havde så mange frø, at jeg kunne forære nogle væk.

Her er hvad jeg selv har sået i dag:


Der er en god håndfuld frø og dem blandede jeg med lidt så- og priklejord, inden jeg strøede dem ud under blommetræet og æbletræet, hvor der allerede er sat to forskellige Aliumløg.
De tror muligvis, der er forår, for de spirer!



Nu har jeg strøet valmuefrøene ud og så håber jeg bare på, at der er liv i dem, så der kommer rigtig mange til forsommeren!

Billedet er taget fra Claus Dalbys blog og er den valmue, jeg har sået.

Endnu et billede fra Claus Dalbys blog.
Jeg drømmer om og håber, at det vil se sådan ud under mit æbletræ og blommetræet, hvor jeg har et stort cirkelbed, der skal beplantes til foråret - et kommende projekt!

mandag den 14. november 2011

Blomster i november

Dette må være syngende på sidste vers!


Spanske marguritter med blomster og knopper!



Jernurt Superbena Coral Red som bunddække under roser. Jernurten har jeg taget både frø og stiklinger fra til næste år.



Gammeldags Mamelukærme med blomster, der er ved at springe ud. Den har jeg haft klippet ned efter første blomstring. Og har taget frø fra til næste år.!


Helichrysum Pertiolare. Denne plante er bare en stikling, jeg satte i en potte og den er stadig lige flot og er vokset godt.



Endnu en stikling. Jeg har tre zinkspande, placeret med mellemrum langs det lange smalle rosenbed. Udover disse tre, har jeg taget ret mange stiklinger fra til næste år.
Alle mine stiklinger og planter, der ikke tåler frost, er opbevaret i afdeling C i udhuset (Mit blomsterrum).



Den er vist gået hen og blevet én af mine yndlingsblomster. Den er så flot i farven og så er den utrolig nem. Den skal bare vandes, så vokser den hurtigt, sætter man en stikling i jorden, kommer der lynhurtigt en plante og så kan man også tage stiklinger fra til næste år! Det er da fantastisk?



Til sidst mine ærteblomster Flagship. De er ikke længere så kønne, men der er ret mange blomster, så derfor lod jeg dem stå. Men de bliver nok fjernet til weekenden!

søndag den 13. november 2011

Nu er drivhuset nærmest som et skattekammer.

I dag har jeg gjort drivhuset rent.
En spand med en blandning af brunsæbevand og husholdningssprit, en børste, en klud og en svamp, så gik jeg igang. Drivhuset blev skrubbet i alle hjørner og kanter, både udvendigt og indvendigt. Til sidst fik gulvet også en omgang!



Da jeg var færdig, skulle jeg opbevare ting, der enten skal have frost eller kan tåle frost. Vores drivhus er ikke frostsikkert. Jeg har sået blå akeleje, citrongul staudevalmue og violfrøstjerne.



Frøene har jeg taget her i haven i sensommeren og opbevaret dem i køleskabet. Violfrøstjerne skal have frost for at spire, så derfor har jeg sået dem nu og håber på, at de får frost. Det samme gælder for staudevalmuen og den blå akeleje. Jeg mener, jeg har læst et sted, at alle staudefrø skal have frost for at spire. Alle tre planter er nogle, jeg er meget glad for, så derfor håber jeg selvfølgelig at få rigtig mange planter.

I drivhuset har jeg siden midten af juni haft en stedmoderblomst, Pink Shades, som har blomstret uafbrudt i to måneder nu. Det er meningen, at den først skal blomstre til foråret, så det håber jeg da på.



Desuden så har jeg to små liljer, eller det er vist Lewesia, som kan overvintre i potten, bare den ikke får for meget væde.


Min troldepil-stikling har fået visne blade, jeg håber, det bare er på grund af årstiden, for jeg ville godt blive ked af det, hvis den er ved at gå ud.



En dyrebar skat er alle min buksbomstiklinger, godt og vel 100 styks. Da jeg går meget op i bedafgrænsninger, ville det være fantastisk, hvis jeg får 100 planter!



Den citrongule staudevalmue plantede jeg direkte i krukker, som de skal blive i. Den blå akeleje har jeg plantet i to plastikpotter for senere udplantning og violfrøstjerne har jeg plantet i en mælkekarton, da jeg sidste år havde god erfaring med dette og der kan være rigtig mange frø i sådan én.
Da jeg var færdig, så drivhuset sådan ud:



I den store krukke har jeg en blå sibirisk rose. Den skal også stå i drivhuset, da jeg er bange for, at den er frostfølsom i krukken!

Det sidste, jeg lavede i dag, var at fylde gran i altankasserne på plankeværket mellem haven og indkørslen.



Jeg købte to store bundter for 45 kroner stykket i Super Spar.



Dette billede er på den anden side af plankeværket - ud mod indkørslen. Jeg overvejer at sætte hvide juleroser i disse tre plantekrukker, når vi nærmer os 1.advent, hvis prisen ikke er for dyr! Men ellers er jeg også godt tilfreds med mit gran!