lørdag den 28. november 2015

Åben julehave i dag.

13 gæster fra pelargonieklubben - en rigtig hyggelig dag.
Det var en god dag og vejret var med os. Ved middagstid klarede det op og så var der fint vejr med et par bittesmå regnbyger og solskin.


Vi bagte vafler i orangeriet, hvor brændeovnen var tændt og så var der også gløgg og æbleskiver. Opskriften på vaflerne var en gammel opskrift fra min mormor. De er sprøde og gode. Der var da også nogle, der bad om opskriften. Æbleskiverne var købt færdige.

Her ser man en lille opstilling lige når man kommer ind i haven. På bordet er der kommet kaffesæk-dug på og en gammel kuffert med julemanden og en lærredsæk og lidt grønne grene. På æblekassen er der to træer - det ene er af bark og det andet af mos. Dem har jeg selv lavet.


Her sidder alle pelargoniefolkene i orangeriet. Det var et lukket arrangement for Pelargonieklubben Nordjylland 


Ved indgangsdøren brændte lyset i dekorationen på zinkbordet og på fliserne var der en enkelt lanterne.


Her er det overfor døren. stearinlysene brænder rigtig godt også selvom der er en smule blæst og selvom de var tændt i 4 timer, så er de ikke brændt ret langt ned, så der er mange brændetimer i dem endnu.


Alle syltetøjsglassende var hængt op med tændte fyrfadslys. De gik dog bare ret nemt ud, så måske skal man lave et eller andet med et låg på. De lange hvide kogler, som jeg også har hængt ud i træerne er kunstige. Det er nogle, jeg fik foræret for mange år siden og jeg har aldrig rigtig vidst, hvordan jeg kunne bruge dem. De hang fint i træerne:)


Julekassen i selskab med et lille grantræ og en lanterne. 


Anders hjalp til og tændte op i brændekurven med brændestykker. Vi havde to kurve i haven og jeg blev meget glad for, at gæsterne havde lyst til at stå og varme sig lidt ved dem. Jeg har købt dem på nettet for 75 kr. stykket. På billedet er den dog brændt ud.


Ved indgangen til orangeriet havde jeg lavet dette lille arrangement. I de små sække er der kastanjer. Den store kaffesæk er lagt på en æblekasse.


Jeg er så heldig, at Anders har to gamle kufferter. Han opbevarer dem i værkstedet fyldt med ledninger. Jeg fik lov til at låne dem, hvis jeg satte dem på plads igen, så de ikke blev våde. Det sørgede jeg selvfølgelig for, så nu er de i værkstedet igen.


I begge kufferter havde julemændene en gave med. (En brosten med gavebånd).


Der var også pyntet foran huset.


Den gamle nisse er fra min mors barndom. Han havde også en lille pakke med:)


Køkken-havedøren var også lyst op. Denne dør bruger vi faktisk aldrig. Den er todelt, så vi plejer bare at åbne øverste halvdel. Derfor gør det ikke noget, at trappen er fyldt.

Det var simpelthen så hyggelig en eftermiddag og der var en rigtig god stemning. Næste weekend får vi besøg igen (venner), så skal det hele sættes frem igen. Jeg er virkelig glad for, at vejret var med os i dag. 

tirsdag den 24. november 2015

Aftenhygge

Tre dekorationer mere til indendørs brug.
Nu er det vist også ved at være nok. 


En stor og en mindre urtepotte-pokal blev pyntet med pudemos, rosetblomst, julerosenblade, valmuekapsler, gran og hønsetarm. De står i vinduet i spisestuen.


Her ser man dem lidt på afstand. På søndag, hvor det er første advent, skal jeg tidligt op og tørre støv af og gøre rent. Bagefter skal der julepyntes. 


Denne dekoration skal stå på kommoden i trappegangen. De røde lys er fra Ester og Eriks lysfabrik. De er lakerede. Dekorationen er lavet på et rundt messingfad i oasis. Der er gran hele vejen rundt og som pynt er der pudemos, rosetblomster, valmuekapsler, kanelstængler, kogler og guldkugler samt en enkelt rød kugle. 


Ude i orangeriet har oliventræet fået lysnet på. På torsdag skal der julepyntes derude, men ikke voldsomt meget - for der er ikke plads pga. af alle planter, der er kommet ind. Jeg har dog nogle idéer til borddekorationer. Godt at jeg har fri torsdag og fredag!

Jeg vil gerne vise julehaven frem for flere end Pelargonieklubben, så vi har planer om at invitere familie og venner. Naboerne kommer til julehygge den 8.december om aftenen. Det er en tradition vi har haft i alle de år, vi har boet her, og det er simpelthen så hyggeligt.

søndag den 22. november 2015

Pynt og juledekorationer.

Det har været en hyggelig dag i dag med kreative udfordringer!
Jeg har været ude i et par timer og til sidst blev det for koldt. Men jeg fik lavet en del. Indendøre har jeg også været aktiv i dag! Jeg har lavet 5 dekorationer, to udendørs og tre indendørs og så har jeg pyntet op udenfor.


Jeg har lavet en udendørs dekoration med et ude-stearinlys og keramikkogler. Det grønne er silkefyr, julerosenblade, mos og lidt blågran. Det er en natpotte med oasis i. Lyset har jeg trådet med ståltråd i bunden, som er stukket ned i oasis'en. Den lille potte ved siden af har jeg sat et kunstigt juletræ i.


Bænken overfor indgangsdøren er pyntet op. Vi var i København sidste weekend og jeg fik fragtet halvdelen af mine laboratorieflasker hjem. Nu pynter de flere steder i haven. På bænken er der rødgran, en trådkurv foret med mos og to flasker i. En rund trådkurv med pyntegræskar og en flettet kurv med hyacinter og mos. Man kan lige skimte de to røde glasæbler ved siden af trådkurven med flaskerne. På fliserne er der også placeret to flasker. Nu mangler der kun elektriske og levende lys.


Jeg har lavet et stort fad med julepynt, som er placeret på et stativ, Anders har lavet til mig. Fadet er en underskål i terracottafarvet på en halv meter i omkreds (Det er af plastik). I fadet har jeg kæmpekogler, en fiskekugle, granatæbler, guldkugler og to "grenkugler" Det hele er placeret på en bund af blågran. Ovenpå har jeg lagt et par lærkegrene med små kogler.


På plantebordet udenfor har jeg lagt en kaffesæk med min julekasse ovenpå (I den er der lammeørekugler, kogler og sølvkugler samt barkstykker). Ved siden af er der et lille grantræ og en alunrod. Her skal der også pyntes op med levende lys og lanterne, når julehaven åbner på lørdag.


På den nederste hylde har jeg igen en trådkurv foret med mos og laboratorieflasker. Zinkvandkanden har stået der hele tiden. I de sorte potter er der nyserod, men jeg tror desværre, de er gået ud, så de skal kasseres.


Her ser man hele plantebordet.
Jeg har købt fire kaffesække i en gammeldags kaffe og tebutik inde i byen. Den hedder "Kronen" De kostede 35 kr. stykket. Jeg nåede en del i dag, men der er flere projekter på vej med ibrugtagning af resten af sækkene!


Midt under fotograferingen gik batteriet dødt, så jeg måtte ind og lade det op. Senere var der mørkt, så blitsen lyser dette billede skarpt op. Det er endnu en bænk - den der er foran huset. Den er også beklædt med rødgran, endnu en trådkurv foret med mos og med laboratorieflasker. En zinkbeholder med grå planter - vindheks tror jeg de hedder. Æbler og min stiklingeformerede krysanthemum, som sørme er i blomst!


Her ser man tydeligt hvor fin krysanthemum'en er. Der skal også en stålfarvet gammeldags tekeddel med hyacinter i på bænken, men desværre havde jeg ikke flere hyacinter. Det kommer i morgen!


Inspireret af Claus Dalbys "Hvid Jul" har jeg lavet tre indendørs dekorationer. De to grå lys er fra Ester og Eriks lysfabrik. De er lakeret. Dekorationen er lavet i et aflangt porcelænsfad, jeg har fået af min mormor. I bunden er der oasis. Der er brugt blågran og flere forskellige slags kogler.


I et mindre aflangt fad mage til det store har jeg lavet denne dekoration. Den er også bygget op i oasis med blågran hele vejen rundt. Så er der brugt forskellige kogler, kanelstænger, forskellige frøkapsler samt et par røde kugler. Lyset er en messingbeholder til fyrfadslys.


Den tredje dekoration blev lidt "vild" i det. Den er også bygget op i oasis med silkefyr, røde bær, røde kornelstænger, julerosenblade og hønsetarm samt kogler. Lysene er glasholdere til fyrfadslys.

Udenfor mangler jeg stadig en del pynt men heldigvis har jeg fri torsdag og fredag, så skal jeg nok blive færdig til julehave på lørdag.
Indenfor vil jeg lave yderligere 4 dekorationer - tre i nogle høje pokalagtige potter og en i et rundt messingfad. Jeg har rigtig hygget mig i dag og har haft fjernsynet kørende, så jeg kunne følge med i nyhederne om al den sne, der er kommet længere nede i landet.

fredag den 20. november 2015

Lystræer

Med fælles hjælp så går det.
I eftermiddags fik Anders og jeg mine lystræer sat op. Der er 4, to på hver side af orangeriet. Dem er jeg så glad for. Jeg tog en hurtig beslutning og tænkte, det skulle være nu, hvis nu der kommer frost.


Der er timer på, så de selv tænder og slukker. Det er lidt problematisk, at der bliver mørkt kort tid efter, at jeg kommer hjem fra arbejde, for jeg får ikke lavet de sidste ting. Nu lover de snestorm og kan man så luge her i weekenden:)


Onsdag aften var min niece og jeg på Gug Planteskole, som havde julestue-hygge aften. Jeg fik købt en del grønt og nogle lys samt naturmaterialer til at pynte med. Heldigvis har jeg fri torsdag, fredag i næste uge, så skal jeg rigtig jule i haven inden gæsterne kommer til julehave-hygge på lørdag.

tirsdag den 17. november 2015

Middelhavstræerne kom ind i dag.

Første gang så langt henne i efteråret,
de andre år har jeg taget dem ind i oktober, men da det har været så mildt længe, har træerne stået ude. Nu lover de frost i weekenden, så nu var det på tide at tage træerne ind. De fylder godt op i orangeriet, men man kan stadig sidde rundt om bordet!


Alle træerne er placeret på samme plads som de tidligere år. Her er det oliventræet.


Ferskentræet er det eneste, der er løvfældende. Egentlig vil jeg gerne have det stående inde hele året rundt, da det ikke så godt kan klare regnen, men helst skal stå overdækket. Jeg var dog nødt til at sætte det ud i forsommeren, da der gik spindemider i det. Nu må jeg se, om jeg er kommet af med dem, når det begynder at springe ud til foråret! Der har været mange ferskner på og de var rigtig gode.


Limetræet har rigtig mange frugter. Det er bare svært at se, da de er grønne. Jeg tror, der er en 15 stykker, som modnes i løbet af vinteren.


Citrontræet har også mange frugter, ca. en 20 stykker og de er snart modne. Det har trives rigtig godt hele sommeren. Nu er det 4.sæson indendøre og jeg er lidt stolt over, at det sætter så mange frugter:)


Appelsintræet har ikke sat så mange nye frugter, men dem, der sidder dér, har siddet der et års tid og er blevet meget store. Desværre er de ikke særlig saftige i år. Jeg tror, der har været for mange frugter på og fremover skal jeg nok tynde lidt ud i dem. Jeg er lidt spændt på, om det mon har samlet kræfter til næste sæson.


Stue-appelsinerne har sat mange frugter og er vokset godt. Dem kan man ikke spise rå, men de kan syltes. Det har jeg prøvet og det smagte godt. Jeg har to af disse træer.


Eucalyptustræet er vokset godt også. Jeg håber, det vil sætte frugt en dag. Det ville være spændende. Jeg tror, det er så tæt, at det kan tåle, jeg klipper lidt grene af til dekorationer!


Dette træ, som er en slags husløg på stamme, trives rigtig godt ude om sommeren. Det var bare en lille bitte stikling og nu er det næsten 1,5 meter højt. Det har væltet flere gange ude i haven, så jeg har pottet det om, inden jeg satte det ind i dag i håb om at det kan blive stående, selvom jorden måske bliver lidt tør. Det vejer godt til og der skal nok ikke meget til, før det tipper!

Jeg fik tømt næsten alle de sidste krukker i eftermiddag. Det var dem med vidunderblomster, som sætter knolde i jorden ligesom dahlier. Dem fik jeg op og lagt i en trækasse i udhuset, som er frostfrit. Der er godt nok dannet mange knolde i krukkerne, så hele kassen blev fyldt. Jeg har ventet med de sidste krukker med indianermynte og rævehale at få tømt dem, da jeg skal samle frø ind først. Det er først nu, de sætter frø - jeg håber, jeg får mulighed for det, inden frosten sætter ind.

onsdag den 11. november 2015

Rengjorte syltetøjsglas og lys i træerne.

18 styks glas med hank af ståltråd.
Så fik jeg rengjort glas og viklet en hank på af ståltråd. Jeg prøvede lige at hænge et par stykker ud i mørket, men ellers skal de først bruges til min julehave.


Det øsregner og er helt mørkt udenfor, men jeg skulle altså lige prøve at hænge et par stykker ud i et træ.


Man kan vist godt lige skimte et par lysestager i træet ved siden af fyrretræet.
Julehaven den 28. er fra klokken 14 til 17 - der må gerne sne den dag!

fredag den 6. november 2015

Du milde november!

Dejligt med weekend!
I morgen eftermiddag skal jeg til bestyrelsesmøde i Pelargonieklubben Nordjylland Vi skal planlægge næste års program. På søndag skal jeg i haven hele dagen og de lover godt og mildt vejr. SKØNT. Jeg var lige ude en tur med kameraet i eftermiddag. Haven er i fuld efterårsdragt.


Sct. Hansurt står fint endnu i krukkerne.


Sølvsalvie var så flot i sommers, nu er den blevet noget mindre. Den visner ned, men kommer igen i foråret. I år har jeg fået nogle små stiklinger, som også står ude, men dem tager jeg nok ind i orangeriet, da de ikke er så store endnu.


Eucalyptus er vokset godt. Den er nok 2,5 meter høj. Jeg har endnu ikke taget den ind, da vejret er så mildt. Det samme gælder mine citrustræer og oliventræet, men jeg holder øje med vejrudsigten!


Kæmpeverbena blomstrer endnu. Her er én blomst. De kan overvintre ude, hvis vinteren også bliver mild.


Staudebedet i efterårsdragt. På søndag skal jeg blandt andet rive blade sammen. De er overalt.


Påfugleblomsten sætter stadig knopper. Den såede jeg i april og plantede ud i en krukke. Den har blomstret hele tiden.


Matrem blomstrer på livet løs. Jeg har slet ikke samlet frø ind af den endnu.


Roserne kan endnu. James Galway.



The Sheperd. Jeg kunne ikke holde kameraet helt stille og det var længe om at tage billedet, fordi det var sidst på eftermiddagen.


Rose Parade.

Jeg er så småt igang med at planlægge næste års havesæson og jeg tror, den bliver ligeså indholdsrig som den har været i år.