fredag den 31. januar 2014

Et gult krukkebed.

Faktisk har jeg to gule krukkebede, men nu skal det dreje sig om det i skyggen!


Også dette bed består af frøplanter, men jeg har dog også købt et par stykker på plantemarked. På billedet er det gul Jakobsstige. Den trives utroligt godt i krukker. Den var meget tæt i løvet og rigtig blomsterrig. Dem jeg havde plantet ud i mit skyggestaudebed blev et par pistne planter. Måske er der meget gødning i krukkejorden og det kan være derfor, den trives så fint. Løvet er stadigvæk grønt her i vintermånederne, så jeg har bevaret dem i krukkerne.


Jeg købte to gule kløver på plantemarkedet i Østre anlæg og dem har jeg taget frø af, som jeg skal prøve at så i februar. Bedet består af gul kløver, gul Jakobsstige og matrem, både den almindelige og den enkle. Kløveren står også med grønt løv her i vinter, så jeg har faktisk ladet alle krukkerne stå og er spændt på, om det bliver nødvendigt at plante dem om til foråret.


Bænken står midt i bedet, det vil sige, at der er krukker på begge sider og hen til køkkendøren, hvor der også er krukker på hver side. Her ser man Matrem og gul Jakobsstige.


Her er bedet på den anden side af bænken. Som man kan se, så er det samme slags planter, der går igen.


Jeg synes, der er mange blomster her i skyggen. Der er kun sol sidst på eftermiddagen.


Denne Leucanthemum (Gul gåsefod) var ny i haven sidste år. Den er også placeret i en krukke i dette bed. Man skulle kunne tage stiklinger af den, så det vil jeg prøve. Mon ikke også man kan tage frø og så?


Dette var det eneste billede jeg kunne finde af hele bedet, jeg må huske i næste sæson at tage flere af det.

Mit andet gule krukkebed er mit dahliabed med citrongule og hvide dahlier. Det står i sol og nogenlunde læ og er hvert eneste år utroligt blomsterrig. Nu har jeg haft de samme knolde i 5 år og sidste år delte jeg flere af dem, ved at save dem midt over. Uha, det var noget af et sats, men det gik heldigvis godt. 


Knoldene forspirede jeg i orangeriet i nogle halvstore plastikpotter, hvorefter jeg plantede dem ud i krukker. På den måde blomstrede dahlierne tidligere og længere. Men jeg skal love for, at de tog fat, krukkerne kunne man stortset ikke se - det var kæmpeplanter. Jeg bruger Claus Dalbys krukkemuld og det er altså virkelig guf for planterne. Og så behøver man ikke at gøde hele sommeren, fordi jorden er fuld af gødning.

I dag har jeg fri og har besluttet mig for, at dagen skal bruges til bagning - jeg skal bage franskbrød og fastelavnsboller, jeg håber, jeg har lune boller til når Anders kommer hjem.

onsdag den 29. januar 2014

Det lilla og lyserøde krukkebed

Ved gavlen af orangeriet lagde vi fliser til at sætte krukker på
da jeg arrangerede mit største krukkebed i forsommeren sidste år. Stortset alle krukkerne var med frøplanter, jeg selv havde sået. Det skal i hvert fald gentages i år, for jeg var så glad for det!


Jeg har omkring 130 krukker i alt i haven og de skulle vandes hveranden dag. Det er et hyggeligt arbejde, som tager ca. 1,5 time og med det gode vejr, vi havde hele sommeren, var det en god udebeskæftigelse.


Alle krukkerne i bedet er sommerblomster og jeg har samlet frø ind af det hele, så jeg kan så igen i år. Sommerblomster sår jeg medio marts, hvor varmen begynder at stige i orangeriet og frøene kan spire. Der var hele sommeren rigtig mange blomster i bedet og det var meget sjovt at tage billeder af det hele. På dette billede er det gammeldags mamelukærme, voksurt, dahlia og hængepetunia.


Her er det Dr.Ingrid Pelargonier og pragtkærte. (Den er købt). Der var en del Dr.Ingrid Pelargonier i bedet, som jeg selv havde lavet af stiklinger og så havde jeg også sat et par store duftpelargonier med lilla blomster i bedet.


Her er det Vidunderblomst. På billedet er der endnu mange knopper og jo længere vi kom hen på sæsonen, jo flere blomster var der i den. Jeg har også samlet frø af denne og så er jeg så heldig, at jeg har fået frø af en gul også. Vidunderblomst danner knolde i jorden ligesom dahlier og dem har jeg overvintret for at se, om jeg kan få noget ud af dem til foråret!


Her er det voksurt. Den synes jeg, er rigtig sjov og flot og så passer farven godt sammen med lyserødt.
Jeg kan godt lide at kaste mig ud i projekter og synes, det er rigtig spændende at prøve noget nyt og sådan er det med dette bed. Der er meget at tænke på, både højderne i bedet, blomsterformer og løvets farver og former. Variationen og sammensætningen er det sjoveste. Jeg havde af de fleste krukker en 2-3 stykker med samme slags plante, der stod mellem hinanden. Jeg synes, det gav et harmonisk og roligt udseende.


Kæmpeverbena er jeg rigtig glad for, at jeg har fået i haven, den har jeg samlet rigtig mange frø ind af. Her er den sammen med dahlier og gammeldags mamelukærme.

De fleste af planterne i bedet ville aldrig være blevet til noget, hvis ikke det var fordi, jeg bytter mig til frø og også får nogle foræret. Disse frø har givet mig en fantastisk blomsterrig have og givet mig mulighed for virkelig at planlægge mine bede, så jeg på forhånd ved, hvad der skal være i bedet. Det ville have været helt umuligt for mig, hvis jeg skulle rundt en hel masse steder for at købe planterne, så var jeg aldrig blevet færdig og havde sikkert slet ikke haft råd til den store variation, jeg nu har i haven. Det ville også have været besværligt at komme rundt fordi vi ikke har bil. Så mine frø er en stor rigdom for mig. Så er det så heldigt arrangeret, at jeg elsker at så og frø- og stiklingeformere. Det er jo derfor jeg har fået mit orangeri!


Nederst i højre hjørne har jeg mit krydderurtebed. Måske finder jeg en ny plads til dem i den kommende sæson. Lige nu overvintrer de i orangeriet. Jeg syntes ikke de helt passede ind i bedet. Jeg har faktisk ikke talt, hvor mange krukker, bedet består af, men jeg gætter på en ca. 35 til 40 stykker.
Lyserøde blomster er min yndlingsfarve, fordi den passer så godt til grønt og så findes der så mange forskellige planter med lyserøde blomster. Det sætter jeg pris på!

tirsdag den 28. januar 2014

Det trekantede staudebed

Her er farverne holdt i rosa, lyserødt og rødt.
Dette bed har jeg arbejdet med i mange år, jeg har flyttet rundt på planterne, gravet op, delt og tilføjet nyt. Nu synes jeg, det ser ud til at være ved at vokse sammen, men alligevel så tager kong vinter nogle af stauderne hvert år, så jeg skal fornye med jævne mellemrum.



Rødt og lyserødt synes jeg går fint i spænd i bedet, høstfloksene har den rødlige farve og står i 6 små grupper i bedet. De har duft, som spreder sig ud omkring bedet og så har de mørkt løv, hvilket jeg synes, er pænt i bedet.


Solhattene dominerer i spidsen af bedet, hvor jeg har plantet 10 styks. I år har jeg forsøgt at så frø af dem for første gang og det er spændende, hvad der kommer ud af det. Jeg har to sorter, den ene er Magnus og den anden har jeg desværre ikke noteret navnet på.Jeg kan slet ikke få nok at solhatte, de er både sjove og fantastiske.


Kattehale har fået godt fat i bedet og er nærmest en overstander nu. I bunden af bedet har jeg 5 høstanemoner, og dem skal jeg være over, for de spreder sig rigtig meget med underløbere, som jeg hiver op.


Her er det duehoved, som jeg har i to grupper i bedet.
Som man nok kan fornemme, så har jeg plantet i grupper, da jeg synes, planterne træder tydeligere frem mellem hinanden og jeg kan godt lide, at man kan se, hvad der er i bedet.


Til venstre i billedet har jeg nogle hestemynte og her kan man se i bunden af billedet mine høstanemoner.


I bunden på den ene side har jeg en hjortetrøst. Den er ved at få godt fat nu, den er to år gammel. Jeg håber, den efterhånden vil danne en slags bagstoppervæg, så den må gerne fylde godt.


Her er bedet lidt på afstand. Hvis man sammenligner dette billede med mit billede til højre på bloggen, som er fra 2012, kan man se, at sidste år var det ikke nær så frodigt som i 2012. Det led lidt af vandmangel i sommers og det gik udover blomstringen. Selvom jeg vandede rimeligt godt, så nåede det alligevel at blive tørt, især da vi var på ferie. Især høstanemonerne endte med at blive et trist syn. Det bliver spændende hvad sommeren 2014 bringer af solskinsvejr!
Jeg bliver altid så glad, når stauderne begynder at titte op af jorden og bliver lige overrasket hver år over, hvor meget de når at vokse til, inden de visner ned igen. Naturens kræfter er stærke!

mandag den 27. januar 2014

Farvetemaer i haven

Et bed ad gangen.
Jeg tænkte, at jeg de næste dage vil forsøge at beskrive farverne i min have. Farver betyder meget for mig og jeg synes, det skaber frodighed, men jeg sætter en ære i, at farverne passer sammen, derfor har jeg opdelt mine bede i farvetemaer.
Nu vil jeg beskrive det blå og lilla krukkebed.


Bedet består hovedsageligt af dahlier, som jeg forspirer i orangeriet, så de kan blomstre længe. De er alle lilla. Det blå i bedet er alle frøplanter, jeg selv har sået og plantet ud. På dette billede er det en lilla dahlia og en blå dusksalvie.


På den anden side af dusksalvien har jeg en staudesalvie. Med disse to er farverne næsten tone i tone. Dette stræber jeg ikke efter, da jeg synes, det er meget svært. I stedet forsøger jeg, at sætte nogle farver sammen, der klæder hinanden og ikke støder øjet.


Som baggrund i bedet - opaf udhuset - har jeg to krukker med stativer med lathyrus. Dem har jeg haft i haven i en 3-4 år og samler frø ind hvert år. Når man kun har én slags lathyrus i haven, er man mere sikker på, at de nye frøplanter bliver som moderplanten.

Jeg har også blå lavendler i bedet - dem har jeg godt nok købt! Derudover har jeg som en kontrast mørkløvet heuchera i en zinkbalje.


I kanten i den ene side har jeg de blå lavender og flere staudesalvie.

De sidste planter i bedet er duftpelargonier med lilla blomster. Dem har jeg sat i ret store krukker og det betyder, at de i hvert fald er planter på en halv meters højde.


Her er det en anden lilla dahlia i bedet. De ser lidt lyserøde ud på billederne, men de er altså lilla!


Her er bedet sidst på sæsonen, hvor planterne ser noget falmet ud. Det er ikke lige så frodigt, som da det var på sit højeste, men man får da en fornemmelse af størrelsen af bedet.
Jeg har samlet mange frø af dusksalvien, da jeg gerne vil have flere krukker med den. 
Det smarte ved et krukkebed er, at man kan flytte rundt på planterne, så de altid tager sig ud fra deres bedste side, men det er også tidskrævende, da man skal sørge for at vande dem. De to ydersider ser man ikke rigtig, men der er altså lathyrus og dahlier, som ikke er med på billedet.

søndag den 26. januar 2014

Opvarmning i orangeriet og flere spirer.

Træpilleovnen er en rigtig god løsning efter min mening!


Hver aften kl. ca. 21.30 tænder pilleovnen op - dette har vi programmeret den til. Den slukker igen kl. 6 om morgenen. Den holder en temperatur på ca. 10 grader hele natten og om dagen falder temperaturen til mellem 8 og 5 grader, så orangeriet holder varmen fint nok, synes jeg. Jeg klargør ovnen hver dag ved at hælde nye træpiller på. Den bruger mellem 3 og 4 kilo pr. nat. Sidste år købte jeg en hel palle træpiller og jeg har endnu ikke brugt en tredjedel, så jeg regner stærkt med, at træpillerne rækker denne sæson også og også næste år.
Ovnen har en indbygget motor, der cirkulerer den varme luft ud i hele rummet, så der er ens varme over det hele. 


Nu spirer også mine hvide og blå Jakobsstiger. Den gule Jakobsstige er ikke begyndt endnu og heller ikke mine solhatte. Mine gule staudedigitalis og mine tre forskellige hostaer lader også vente på sig.
Næste weekend skal jeg så igen. Heldigvis har jeg noteret i min havebog, hvornår de forskellige frø skal sås. Jeg tager udgangspunkt i sidste års såning og har også noteret hvor længe frøene er om at spire. Jeg tror, det går efter planen indtil videre!

Jeg lovede ellers mig selv, at jeg ikke skulle have ligeså mange frøplanter som sidste år, hvor jeg havde 500 planter, men jeg frygter faktisk, at det bliver endnu mere i år. Jeg kan slet ikke lade være og så har jeg også fået foræret og byttet mig til så mange forskellige slags, der gør det rigtig spændende!

fredag den 24. januar 2014

Roser, roser og roser.

I billedarkivet......
Hver dag følger jeg med hos fru Høneballe med et nyt bogstav hver dag, så jeg tænkte, hvad jeg mon kunne bidrage med og så slog det mig: Mine roser! Jeg synes, jeg har haft rimelig succes med alle roserne, nu vil jeg fortælle, hvordan jeg gør.


Alchymist.

Hvert år i marts/april køber jeg komposteret kogødning, som jeg spreder ud under roserne. 1 sæk rækker til 3-4 roser.


Min Alchymist vokser op af et stativ, min lokale smed har lavet til mig. I sommers var rosens 2.sæson i min have og der var så mange blomster!


Her er det Mary Magdalene. Den er først i haven.
Alle år pånær sidste år har jeg sprøjtet med Calypso og Baymat Ultra mod skadedyr og svampeangreb, men fru Høneballe gjorde opmærksom på, at dén mod skadedyr også ramte bierne. Det kunne jeg ikke have på samvittigheden, så jeg sprøjtede kun én gang sidste år. Roserne trivedes fint alligevel uden at blive grimme på bladene.


James Galway sammen med urten Matrem.
Denne urt er fantastisk sammen med roser, da den holder skadedyr væk. Den har en duft og en virkning, der gør, at skadedyr bliver væk i bedet, dette kunne ses på roserne, som bevarede sit flotte grønne løv hele sæsonen og roserne var også fine. Matrem i kombination med organisk gødning er virkelig noget, der gavner roserne.


Her er det samme bed med Matrem og denne rose er Geoff Hamilton. Løvet er meget flot grønt! Udover komposteret gødning, gøder jeg med Osmo Rosengødning, godt og vel en håndfuld under hver rose, én gang med en måneds mellemrum i juni, juli og august.

Jeg fik frø af Susanne med bloggen "H(e)aven" og såede dem i februar. Jeg fik mange planter ud af det og har også samlet mange nye frø ind. Der er både den almindelige og den enkle. Jeg er spændt på, om de planter, jeg satte ud i maj, om de kommer igen til foråret. Jeg har ladet mig fortælle, at har man først haft Matrem én gang i haven, så har man dem altid. Det er jo godt!


Her er det rosen Parade, som er kirsebærrød og er en klatrerose. Den har jeg tre af i bunden af haven opad vores plankeværk med et rionet monteret på!


Her er min yndlingsrose, som jeg lige nu ikke kan huske hvad hedder!! (frygteligt irriterende). Den er meget sart lyserød og dufter helt fantastisk. Jeg har 5 af den i et ovalt bed og når vinduerne til stuen står åbne, dufter hele stuen af denne rose. Heldigvis har jeg navneskilt på planterne, så jeg kan gå ud og se, hvad den hedder! Nu slår det mig pludseligt: Det er jo Heritage!!!


Her er det The Sheperd og den er så fin abrikosfarvet. Den er jeg også meget glad for og jeg har to abrikosfarvede roser i mit limegrønne og abrikosfarvet bed. Mary Magdalene er den anden.


Denne røde rose er en Austin rose, desværre har jeg ikke navnet. Den er lavtvoksende og meget blomsterrig og hårdfør. Den har jeg i et langt smalt bed langs med huset på Vestsiden.

Brother Cadfael, som er en meget stor rose og har stive, kraftige stængler blomstrede ikke så meget sidste år. Det plejer den at gøre, så jeg tror, det skyldes, at den havde tørkeproblemer.

Den sidste rose, jeg har i haven er Gerbe rosen. Den vokser også i et stativ ligesom min Alchymist og så har jeg den også i det ene hjørne af haven, hvor den vokser opad plankeværket med rionet monteret på.


Gerbe Rose er skyggetålende. Jeg har fire opad plankeværket og det var første sæson i sommers. Den jeg har i stativet havde sin 2.sæson i haven. Det er også en smuk rose, men den vokser ikke helt lige så hurtigt som Alchymisten. Jeg synes dog, at dem opad plankeværket nåede at få godt fat i løbet af sommeren.


mandag den 20. januar 2014

Såning af gul staudedigitalis

Jeg skal have mange frølinger af denne plante!
Hvad de skal bruges til, skal ikke røbes endnu - det kommer senere. 
I dag skal jeg så gul staudedigitalis, jeg har allerede sået nogle, men kom i tanker om, at jeg kunne bruge mange flere!


Her er planten, jeg har høstet frø fra, den er ved at være afblomstret på dette billede, som jeg tog medio august 2011. Den har siden spredt sig og står i et par grupper nu. Den har en meget flot gul farve, ikke for mørk, men sådan lidt bleg i det!

I dag skal der tændes op i træpilleovnen, da de nu varsler et par graders nattefrost. Lige nu er der minus 1 grad ude og 3 grader i orangeriet, så nu går den ikke længere. Jeg har slet ikke haft brug for at tænde op før nu, så jeg har da sparet en hel del træpiller!

onsdag den 15. januar 2014

Snevejr udenfor orangeriet - indenfor spirer frøene.

Masser af sne i mandags og fuld gang inde i orangeriet!


I hverdagene er det mørkt, når jeg kommer hjem og det er svært at få gode billeder, men det lykkedes i mandags i al den hvide sne, vi fik. Da jeg cyklede hjem, tror jeg, der lå ca. 20 cm på cykelstien, så det tog sin tid!


Jeg har ikke fjernet mine lystræer endnu - jeg har frygtelig travlt lige i øjeblikket med familiefødselsdag i København i weekenden, der lige har været, arbejde, og hyggeaften med naboerne og genboerne her på matriklen. 
Selvom sneen i dag er væk, synes jeg godt lige, jeg kan vise, hvordan det så ud i mandags!


Nu kommer der vist sne natten til fredag, så måske skal jeg snart til at tænde op i træpilleovnen! Det har slet ikke været nødvendigt indtil nu.


Mit fyrretræ i krukke er jeg så glad for og det var så pænt i den hvide dragt.

I orangeriet spirer nu mange af de frø, jeg såede lige efter nytår.


Her er det lyserød dværglupin, der spirer. Frøbakkerne står på varmemåtter og det tror jeg altså er rigtig godt!


Her er det pyrenæisk storkenæb - dem har jeg sået mange af og der er spirer i næsten alle sårummene. De er sået i rootrainers og kan vokse sig store dér lige til de skal plantes ud i maj.
Jeg har drysset vermiculite i alle sårum, men alligevel er der nogle, der har fået mug. Det troede jeg ikke kunne ske. Måske er jorden for våd til den lave temperatur, der er i orangeriet? Jeg ved det ikke rigtigt?
Jeg må dog sige, at jeg blev overrasket over spirerne, jeg troede, der gik noget længere tid, før de tittede op. Men det er jo staudefrø, som skal have kulde for at spire.

Jeg er i fuld gang herhjemme med at forberede det store, der skal ske i anledning af min runde fødselsdag til sommer. Hvis det går, som det skal, så kan jeg offentliggøre det næste måned!
På tirsdag skal vi have møde med en håndværker, men det er en helt anden sag!

torsdag den 9. januar 2014

Tillykke

Et stort tillykke til Marianne fra den Helbredende Have og Havefolket med den runde dag.

Jeg håber, Mariannes dag er rigtig god. Når jeg tænker på Marianne, tænker jeg sol og sommer, og håb om en hel masse godt!


Derfor skal min fødselsdagshilsen være sommerlig!

tirsdag den 7. januar 2014

Udendørs stearinlys.

Jeg har købt fire tykke udendørs stearinlys med en ekstra kraftig væge hos www.detgamlelysestoeberi.dk


Lysene er 10 cm tykke og er således så tykke, at de kan stå selv. Man kan få mange størrelser hos det gamle lysestøberi, jeg har købt mellemstørrelsen og fragten var billig, selvom de er ret tunge. (50 kroner tror jeg det var).


Der er 90 brændetimer i hvert lys, så jeg tror, jeg har dem i lang tid. Desværre har jeg ikke så meget læ ved bænken, hvor de stod her til aften, men det gik alligevel. Jeg vil gerne kunne kigge ud på dem inde fra huset og her på bænken kan jeg se dem fra køkkenvinduet, hvor jeg står og laver mad. Det blæste ret kraftigt i dag og da der kom et kraftigt vindstød rundt om hushjørnet, gik de ud! Men jeg nåede da at nyde dem et stykke tid. 
I morgen vil jeg lukke lågen ind til haven og se, om det giver mere læ!