søndag den 26. maj 2013

Blogtræf på Samsø

En rigtig dejlig dag i rigtig godt selskab
Klokken 07.15 i går morges blev jeg hentet af Lene fra "Bedstemors Have". Vi satte kursen mod syd og snakken gik godt i bilen. Vi nåede til Hov til færgelejet i god tid. Da vi ankom til Samsø, stod Lisbeth og ventede på os. Hun havde tilbudt at hente os ved færgen, så det var dejligt. Vi ankom til haven og jeg må sige, at den var præcis så smuk og fantastisk, som jeg huskede den fra sidste år. Jeg tog mange billeder.


Nordbedet



Der var så mange utroligt flotte rhododendroner. Denne her tog jeg et billede af, fordi jeg syntes, knopperne var helt fantastiske.



Klokkehøjen, som allerede er godt tilgroet. Det var sjovt at se den IRL.



Her er det en lyserød rhodo med tulipanen Angelique i forgrunden. Et perfekt match.
Turen rundt i haven tog tid, fordi der var så meget at kigge på. Ikke kun specielle og interessante planter, men også mange flotte plantekombinationer.



Den runde busk, som jeg ikke kan huske, hvad hedder, havde det flotteste gule løv.



Her er endnu nogle meget smukke knopper i en rhodo. Lisbeth kan huske alle navnene, men det er jeg ikke så god til.



Et af magnoliatræerne, jeg tror, der var tre i haven. Jeg kan godt se, at det har lange udsigter, før min "pind" kommer til at se sådan ud!



Udsigt fra marken bagved haven. Det var så flot med alt det, der allerede er i blomst. Jeg har vist stadig meget at lære. Min have er meget grøn sammenlignet med Høneballehaven.



Skovbillede. Jeg må sige, at den lille skov var fantastisk. Jeg har svært ved at forstå, at man kan bygge noget så smukt op. Træerne bliver klippet, så der er meget lys og der gror også meget ved bunden af træerne.



Denne plante var meget yndig, husker kun, at den hed noget med Mai Tai!






Jeg tog mange billeder og viser ikke dem alle her, men gemmer dem i mit fotoarkiv.





Pavillonen lå helt perfekt i haven. Her indtog vi vores frokost, som bestod af en sandwich. Inden vi skulle hjem, fik vi også kaffe og lagkage dér. Det var rigtig hyggeligt og Lisbeth havde også lidt frølinger i sin pavillon, som vi fik kigget til.



Dette billede tog jeg fra en bænk, der havde fået en ny placering. Jeg synes udsigten herfra er meget smuk og man kan rigtig se,hvor perfekt pavillonen er placeret i haven.

Jeg blev ret imponeret over hvordan bedene harmonerer med træerne og der var især ét træ, som jeg tror, jeg må have. Det er en dværglind med gult løv. Jeg troede, jeg havde taget et billede af det, men det har jeg ikke. Lisbeth: Kan du fortælle mig, hvad træet hedder? Jeg har allerede fundet et sted i haven, hvor det kan stå!



Jeg tog mange billeder af den smukke pavillon, men viser kun de bedste her. Desuden var der en perlebusk, som jeg også tror, jeg bare må eje! Det er det, der er så fantastisk ved at besøge en have. Alle de indtryk og inspiration man får, jeg blev fyldt med idéer. 
Jeg havde taget lidt planter med og fik nogle med hjem også, så dem skal jeg ud at plante ud. Desværre er jeg lidt groggy i dag, med ondt i halsen og hoste, så jeg tror, jeg må tage den med ro i dag.

fredag den 24. maj 2013

Helichrysum petiolare og chokoladeblomster

Så fandt jeg dem i Bilka Havecenter i dag!
8 styks helichrysum til 20 kroner stykket i Bilka. Jeg købte dem, fordi jeg har ledt efter dem et stykke tid. De er nu plantet i mine altankasser sammen med chokoladeblomster.


Jeg må tilstå, at jeg ikke selv har fundet på kombinationen. Jeg så den i Anne Justs Have i sommers og syntes det så så godt ud.
Lige nu er planterne ikke så store, men bare vent om en måneds tid tror jeg, de har fyldt kasserne ud.


Plankeværket er placeret mellem indkørslen og haven. På den anden side af plankeværket har jeg også altankasser, de er af brun plastik.


I løbet af sommeren vil jeg tage stiklinger. Så jeg kan have dem flere steder i haven.


Da jeg nu var ude at shoppe, røg der lige 10 lyserøde hængepetunier ned i kurven. 100 kroner for 5, det syntes jeg ikke var galt. De er nu plantet i krukkerne med dværgsyrenerne.



Sidste weekend, hvor jeg var i fuld gang med at plante ud, blev jeg temmelig overrasket over at erfare, at jeg slet ikke havde sået planter nok! Der er så mange, der har sagt, at jeg blev da nødt til at smide frølinger ud, men nej, jeg har plantet hver eneste én ud og alligevel mangler der en del i mit lyserøde krukkebed ved endegavlen af orangeriet. Jeg har ca. 10 tomme krukker tilovers og vil meget gerne have dem fyldt op! Men pengepungen skal lige kunne følge med!


Der røg også to saxifraga op i kurven. Jeg havde kristtjørn i de to store krukker, men de var gået ud pga. frosten og var fuldstændigt visne, så de røg ud.


Her er det fra den anden side.


Jeg synes, disse tulipaner er så smukke. Jeg kan desværre ikke huske, hvad de hedder.

I morgen tidlig bliver jeg hentet af Lene fra "Bedstemors Have". Vi skal nemlig til blogtræf hos Høneballehaven på Samsø. Jeg glæder mig meget til det.


Jeg elsker æbletræets blomster og er så glad for dette træ. Forrige år var der mange æbler på det. Sidste år ingenting, fordi det fik frost under blomstringen.

Nu skal jeg lige blogge lidt og så skal jeg pakke kameraet ned. Jeg har allerede forberedt en pose med diverse planter, jeg skal have med. Jeg håber, vejret viser sig fra sin bedste side i morgen.

onsdag den 22. maj 2013

Min grønne have med nyslået græs.

Hver dag ser anderledes ud i haven. 
I dag i regnvejret, syntes jeg, haven var så flot grøn, da jeg kom hjem, så selvom regnen stod ned, gik jeg ud med kameraet.


Udsigten fra indkørslen.


Her vendte jeg mig lidt mod venstre mod udhuset.


Her er jeg gået længere ind i haven og vendt mig til højre. Regnen silede ned og jeg var lidt nervøs for mit kamera.


Her er det på den anden side af huset med vores fliser som er genbrug fra den gamle terrasse.


Her står jeg ved endegavlen af orangeriet og billedet er mod vest. Havemøblerne skal sættes ud her og jeg må måske flytte det lille æbletræ, da det stod noget i vejen sidste år. Det gider vi ikke igen!
Det har regnet uafbrudt siden i formiddags og gør det stadig her ved 21-tiden, jeg synes det er så godt for alle mine nyudplantede småplanter!

tirsdag den 21. maj 2013

Pelargoniekavalkade 1

Pelargoniefest
I dag mens jeg gik og fejede gulvet i orangeriet, blev jeg så begejstret for at se alle blomsterne i mine pelargonier, så jeg måtte bare tage billeder!

Sommerrose Tina
Bev Forster
Brixworth Gold
Crocodille
Denise
Hills of Snow
Mrs Henry
Nicolai
Swanland Pink
Red Pandora
Forrige weekend var jeg jo til plantebyttedag hos Lone i Komdrup. Pelargonieklubben Nordjylland havde en stand og vi fik solgt godt. Jeg tjente til min jord hjem, som jeg har brugt til ompotning af pelargonier. Desuden var der mulighed for at købe stauder med mere og jeg fik en lykkekløver og en chokolademynte med hjem.


søndag den 19. maj 2013

Det blå og lilla krukkebed, krydderurtebed med mere.

Morgenbilleder


Her i det blå og lilla bed har jeg blå salvie, dusk salvie, lilla dahlier, mørkeblå lathyrus flagship, blå lavendler, duftpelargonier og en mørkløvet heuchera samt en akeleje.


Mine lathyrus har det fint.


Blå lavendler, som har overvintret i baljen.


Min "pind" på sit blivende sted. Langs planteværket er roserne så småt igang. I dag skal jeg sætte rionet op på plankeværket, som roserne skal klatre opad.


Her er mit krydderurtebed, som jeg satte ud i går aftes. Bedet er en del af et stort lyserødt krukkebed ved endegavlen af orangeriet. Jeg mangler dog en del lyserøde planter, før jeg er færdig.
I krydderurtebedet har jeg timian, rosmarin, oregano, stevia, citronmelisse, grøn mynte og chokolademynte.


Jeg er så glad for de trækasser, jeg har købt for 30 kroner stykket. Jeg har tre af dem og synes, de giver en speciel stemning.


I mit bonderosebed blomstrer tulipanerne nu.


Bonderoserne har store knopper og de har aldrig været så store og kompakte som de er i år.


Mine kongeliljer, som jeg synes, lige pludselig er kommet op. Nu må jeg holde øje med liljebiller, jeg så dog ikke nogen her til morgen.

I dag skal jeg plante tagetes vanilla ud som en kant rundt om bærbedet og så kan jeg forhåbentlig slå græs, hvis det ikke er for vådt.