lørdag den 30. september 2017

Sidste dag i september.

Jeg er så glad....
for mine nye arbejdstider, hvor jeg kommer tidligere hjem hver dag. Nu har jeg arbejdet sådan i 6 uger og jeg har fået rigtig meget ud af eftermiddagene, når jeg er kommet hjem.
I går fik jeg lagt 3 kasser forårsløg fra forårets krukker og i dag fik jeg lagt de sidste 4 kasser, deriblandt de påskeliljeløg vi var ude at hente i marken i foråret.


Der var ca. 2-300 løg og jeg håber, at de fleste kommer op selvom det er genbrugsløg. Jeg synes, det er en fin kombination på billedet her med den nye stormhat sammen med høstanemoner og rosen the Sheperd.


Det er da en fin stormhat?


Roserne er faktisk godt igang alle steder.


Høstanemoner og kattehaler.


Stjerneskærm er så fin lige nu.


Her er det høstfloks og staude marmelukærme.
Det er så skønt at have mere tid, når jeg kommer hjem fra arbejde og for første gang i lang tid har jeg en følelse af at kunne følge med i alt det, der sker herhjemme. Jeg var lige ved at tro, at det hele var lidt for meget, men nu tager jeg det lidt mere afslappet. Det er jo fritid:)


Cosmos og klatreløvemund. 
Nu skal jeg i gang med at høste frø.
I går kom der en stor pakke fra Blomsterverden, det var forårsløg, som jeg skal lægge i krukker. Jeg fik hentet jord sidste weekend og hvis vejret tillader det i morgen, går jeg i gang med at lægge dem i krukkerne.


Nederst til højre er det en duftpelargonie, som er lige så høj som de stolte kavalerer. De går mig til brystet.


Kæmpeverbena har jeg tre steder i krukker. Dem har jeg taget frø af hvert år nu i 4-5 år. De er ret nemme at have med at gøre.


Anders har hjulpet mig med at sætte hegnstråd op 4 steder på plankeværket, hvor jeg har plantet 4 clematis. Mit håb er at de kommer til at fylde det meste af plankeværket.
Jeg har tænkt meget over at "komme i højden" med planterne fordi det giver en frodighed og rummelighed i en lille have som vores. Derfor er mange af planterne i de nye bede også nogle, der gerne skulle blive i hvert fald en meter høje.


Denne løvemund har jeg sået i foråret. Jeg er helt vild med farven.


Jeg har købt et staffeli af Anette fra Anettes Flora. Det var i brug i torsdags. 
I morgen formiddag kommer der vist meget regn her hos os, men eftermiddagen bliver vist god, jeg glæder mig til at komme ud i haven igen. Rigtig god aften.

tirsdag den 26. september 2017

Fortsættelse på haveplan del 5 og hvordan man laver elipseformer i haven.

Det tager tid...
Nu er jeg kommet videre med haveplanen og i dag fik jeg flyttet æbletræet m.m.


I går fik jeg gravet nogle dagliljer op, som skulle væk og bagefter fik jeg revet de sidste rødder væk, så der blev dette stykke bare jord. Jeg har også flyttet en stor pileurt, som er kommet ned i den skyggede del af haven. Jeg håber, den kan tåle det. Æbletræet stod helt forkert efter at vi har udvidet terrassen, så det gravede jeg op i dag og flyttede det hen på den nye bare jord.


Stativet med rosen skal også flyttes. Jeg har klippet rosen ned, så jeg kan få stativet op over den, men jeg skal lige have gjort den nye plads klar først. Til højre ude af billedet har jeg et stykke med juleroser og jeg har fået den idé, at de skal plantes ved æbletræet, så det bliver nok det næste, der kommer til at ske.


Her ser man træet fra stenstien af. Jeg vil gerne spørge fru Høneballe om den hvide busk, jeg har købt efter, at jeg blev forelsket i den du havde, om den taber bladene her i efteråret. Jeg har en mistanke om, at min ikke trives dér hvor den er plantet. (Den står lidt til venstre for æbletræet). Jeg tror, det skal have noget mere lys, så jeg overvejer at flytte den. Jeg har også fuldstændig glemt, hvad det er den hedder og det er frygtelig irriterende! Hvis den trives bliver den altså helt vild flot - det så jeg jo på Samsø:)


Den sjette græselipse skal være her på den anden side af plantevæggene. Jeg har været ved at måle op og markere formen med en kraftig pind og en snor. Elipsen på den anden side til venstre skal forbindes med denne nye med en græsbro mellem de to plantevægge.


Elipsen bliver 3,5 meter på den lange led og ca. 2,5 meter på den anden led. Jeg har målt op med en tomstok hvor den skal placeres i forhold til min tegning og så har jeg sat to pinde - en i hver ende 20 centimeter inde fra spidserne. Jeg binder en snor sammen, så den er rund, og så lægger jeg den rundt om hver pind og bruger en tredje pind til at føre med snoren og markere hvordan elipsen bliver udformet.. De to måle-pinde er bare nogle fra vores crocketspil - de fungerer rigtig fint. Snoren er en kraftig hampsnor, som har været brugt som tørresnor. Den går fra den ene pind og de 20 cm bag ved denne pind. På den måde bliver de 20 cm pindene står inde fra spidserne på, ført ud og hele elipsen bliver 3,5 meter lang.



Hvis man sætter måle-pindene for langt inde i formen i forhold til spidsen, så bliver elipsen mere kuglerund og det er jo ikke meningen. Jeg har fundet ud, at de skal placeres en 10.del (35 cm)  inde fra spidsen minus 15 cm = 20 cm. Så bliver formen helt perfekt.
Inden græselipsen er helt færdig, bliver det nødvendigt at flytte bronzeblad og nogle bregner, der er bag denne. Jeg har allerede gjort et stykke jord i skyggebedet klar til disse planter. Den uægte jasmin, som man kan se stammerne på, skal blive stående og den kommer til at stå lidt inde i græselipsen. Jeg har besluttet mig for, at det ikke gør noget.


Der er flere, der har spurgt til fremstillingen af plantevæggene, så det vil jeg gerne vise her. Først gravede vi stolperne ned, som er forstærket med et tykt brædt nede i jorden, som en slags stormsikring. Derefter blev hylderne sat på på skrå, så potterne kan ligge ned. Der er tre hylder på hver side. Vi startede med den øverste og fandt så ud af hvor meget afstand der skulle være for at få dem ligeligt fordelt på stolperne. 


Så blev brædderne sat på og de fungerer nærmest som en bagvæg til hylderne, så potterne ikke falder ud. Hylderne er sat fast med skruer ind i stolpe og side og så er der skåret små stykker brædder ud, som er sat under hver hylde på hver side som en ekstra støtte. Det gør også, at der bliver sat en sidevæg op til potterne, så de ikke så nemt kan blæse ned.

Der er sat et par ekstra brædder på i top og bund for udseendets skyld og så er det vigtigt at der er luft mellem brædder og hylder, så blæsten kan komme igennem uden at vælte væggen.


Til sidst blev de malet sorte - de fik to gange maling. De skal helst bruges til stedsegrønne bregner og jeg har købt nogle få stykker for at teste om de er hårdføre nok til denne placering.

Det var lidt om, hvad jeg har lavet i går og i dag.

søndag den 24. september 2017

Plantevejr og oversigtsbilleder.

En dejlig weekend i haven.
Der er blevet plantet, flyttet roser og hentet pottemuld på planteskolen m.m.


Den gule solhat er blevet pottet om i min kæmpekrukke. Den plejer at stå med grønne blade hele vinteren, så jeg tænkte, det kunne pynte lidt ved at stå for sig selv. Før stod den noget indeklemt sammen med de gule georginer.


Krukken har fået plads der, hvor de tre Sheperd roser stod før. De blev gravet op i dag og plantet ud tre forskellige steder blandt stauder og buske. Anders har købt mere sort maling, så nu skal tørrestativet også males og så har vi købt sort tørresnor.


Her er to af roserne blevet plantet og så har jeg også plantet en søjle thuja, der stod i græsset før. Som man kan se, er der stadig bar jord, men jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad der skal plantes, jeg skal i hvert fald lige tænke over det og se mig lidt omkring, inden jeg vælger noget. 



De øverste billeder er til venstre for græselipserne. Dette billede er til højre. Dér hvor det mørke jord er ved træet, var dér hvor de tre roser stod før. Nu er der sået græs, så hele græselipsen kan blive færdig.


Her er det samme bed bare fra den anden side.


Jeg har plantet lidt forneden af plantevæggene. Ved denne er der to mørke heucheraer, en mor barn og en mørkløvet euphorbia samt en martsviol.


Ved den anden har jeg plantet 4 lungeurt Sissinghurt White og til venstre den ene rose The Sheperd.


Sølvlys ved siden af en dværgskovfyr, som er opstammet.


Jeg besluttede mig for at komme grus i stenstien, da der var nogle, der skrev til mig, at man således bedre undgår ukrudt imellem stenene. Jeg pottede min ene Høneballegræs op i en større potte og satte den ved døren for enden af stien.


Jeg har købt en stormhat, som er hvid og blå.


Jeg har pottet alle bregnerne op i 2-liters potter. Anders synes, jeg skal prøve at finde nogle sorte potter, der er firkantede i stedet for rund. Det tror jeg nok, han har ret i. Jeg vil gerne have fyldt de resterende hylder op og tænkte jeg skulle forbi Netto og Aldi for at se om de har nogle efterårsplanter til en rimelig pris!


Da jeg var ude på planteskolen efter pottemuld, fandt jeg den klematis, jeg har ønsket mig i to år - nemlig Prinsesse Diana. Den måtte jeg bare have med mig hjem. Nu håber jeg, den vil gro op af rionettet:) Jeg havde egentlig tænkt, der skulle vokse en vild kaprifolia op af her, men Prinsesse Diana ville jeg hellere have - sådan kan man nogle gange ændre meninger!


Denne del af haven er det næste jeg skal igang med. Der skal fjernes nogle dagliljer, som jeg tidligere på året har delt og plantet andre steder, så dem, der er tilbage, skal bare væk!
Æbletræet skal flyttes og så vil jeg også gerne nå at lægge alle tulipanløgene, som jeg har i kasser i udhuset.

På torsdag aften skal jeg holde foredraget "Opbygning af forårshaven". I sidste uge fik jeg at vide, at der var venteliste på mit foredrag om Julehavepynt, så derfor er der oprettet et ekstra hold, hvor der stadig er ganske få pladser tilbage. Det var en stor glæde:)
Min gamle kulvogn, som jeg har plantet solbrud i, er under kærlig pleje hos Anders. Han siger, at hvis ikke den får træbeskyttelse og bliver malet, så falder den snart fra hinanden, så lige nu er den skilt ad og står i udhuset. Han har lovet at gøre den færdig i løbet af næste uge. Vi var lidt uenige om hvilken farve den havde. Jeg mener, den var lyseblå og Anders mener den var grå, men nu bliver den altså grå!


Det er selve bunden, der har det skidt for det viste sig, at den ene af de to flamingokasser, jeg har sat potterne i, var utæt, så bunden har stået og været våd hele sommeren. Det var ikke godt. Men nu får den en makeover og så håber jeg, den holder et godt stykke tid.

torsdag den 21. september 2017

Plantevæg med stedsegrønne bregner.

Klikfinger på spil!
Hos Jespers Planteskole har jeg bestilt en del stauder, som kom i dag. Jeg ringede til dem i mandags for at høre hvor hårdføre de stedsegrønne bregner var. Jeg fik at vide, at de var fuldt hårdføre, men når de skal placeres på mine plantevægge, kunne han ikke garantere, at de ville klare hård frost. Derfor blev vi enige om, at jeg skulle købe nogle få stykker til at starte med og så se, hvordan de klarer sig i vinterens løb.


Jeg har købt to forskellige bregner - 5 af hver. Rødslørbregne og Kambregne. Nu skal de bare pottes op i 2-liters potter. Der er tre hylder på forside og bagside og lige nu er der 5 bregner på en hylde. Måske kan der kun være 4 to-liters potter på hver hylde, det må jeg lige finde ud af i morgen.


Ved foden vil jeg også plante lidt. Det bliver lidt forskelligt ved hver væg - måske noget med heucheraer eller euphorbiaer. Som man kan se, er der en del bar jord - det er der også i de to nye store bede, så derfor har jeg også købt andre planter.


Jeg har købt hvid ærenpris, rosa slangeurter, en blåhvid stormhat, lægebaldrian, blåhat, hestemynte, blåkvast og lungeurt Sissinghurst White.

Jeg håber, bregnerne kan klare deres placering!


Denne stjerneskærm har stået i fuldt flor lige siden forsommeren og bliver bare ved og ved.


Og så har de to lyserøde riddersporer besluttet sig for endnu en lille blomstring.


Roserne blomstrer lidt rundt omkring. Her er der Brother Cadfael.


James Galway.


Geoff Hamilton.


Dahlierne blomstrer også rundt omkring. Denne er på størrelse med en underkop.



De lilla blomstrer ikke helt lige så meget som de andre, jeg har.


Disse mini-hostaer skal plantes ved foden af de to tørrestativ-stolper, hvor der vokser en clematis. Jeg skal rigtig i gang med at plante i weekenden - det bliver super hyggeligt.:)


I forgårs aftes gravede jeg tre nye stolper ned i Rosenhaven, som var tegnet ind på min haveplan. Jeg har sået en hvid staudelathyrus, der skal vokse op af disse stolper. Den er plantet i en stor potte. Der mangler lige at blive sat wirer op på stolperne. (Dem laver vi af hegnstråd).


Duftsnebolden har fine høstfarver nu.
Ih - jeg glæder mig til weekenden, hvor jeg skal plante, som er noget af det sjoveste at lave i haven. Der kom endnu en pakke i dag, det var de liljeløg jeg havde bestilt for nogle uger siden. Dem planter jeg i morgen, når jeg kommer hjem fra arbejde.
Jeg skal rigtig hygge mig i haven i weekenden.!