onsdag den 1. marts 2017

Den første forårsdag.

Regnvejr i dag og 4 grader.
Det var ikke den bedste forårsdag i dag og det bliver vist ikke meget bedre de næste dage. Jeg havde modvind på vej til arbejde og på vej hjem havde vinden vendt sig, så jeg havde modvind igen!



I 2012 var orangeriet færdigbygget og her ser man, at jeg lige har plantet roserne Geoff Hamilton og James Galway.


I 2015 så det sådan ud en dag i juli.

I går aftes var jeg i Frederikshavn i Frederikshavn Havekreds og holde foredrag. Der kom over 50 mennesker og jeg solgte alt hvad jeg havde med. 14 planter og omkring 100 frøposer samt 4 bøger, som var nogle jeg havde taget fra til en særlig lejlighed, som så blev foredraget i aftes. Nu har jeg kun én bog tilbage og den er til mig selv!
Jeg måtte have mikrofon på, fordi de bageste også skulle kunne høre.
Bagefter fik jeg at vide, at det var et godt foredrag og meget informativt. Der var mange, der kom op og stillede spørgsmål i pausen og da jeg var færdig.
Jeg bliver hele tiden klogere på at holde foredrag og er så glad for at få muligheden og jeg tror, jeg kan gøre det endnu bedre. Måske bliver jeg aldrig en erfaren rotte, der lige kan ryste noget ud af ærmet, men det er nok også godt at være lidt ydmyg og selvkritisk overfor det, så man hele tiden forsøger at gøre sit yderste. Jeg synes, vi havde en god aften!


Denne husløg har vokset sig endnu større i orangeriet her i vinter. I foråret skal jeg finde en rigtig god plads til den udenfor.
Jeg kom sent hjem i går aftes og er noget træt her til aften, så jeg skal vist tidligt i seng. Jeg har en lang arbejdsdag foran mig i morgen!

9 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

Jeg er imponeret af, at du holder foredrag, det er så flot klaret, det ville jeg slet ikke have mod på.
Hvordan er din erfaring med Geoff Hamilton? Jeg har hørt, at den ikke er så sund. Jeg købte den sidste år.
Sov godt Birgitte, jeg kan godt forstå, at du er træt.

Linda Borg sagde ...

Jeg er helt sikker på, at du holder nogle fantastiske foredrag, for med din store viden og erfaring kan det kun blive godt! Det er sejt, at du kaster dig ud i det, for 50 mennesker er da mange :)
Ikke noget at sige til, at du er træt - du har brugt mange kræfter på foredraget i går.
Jeg vil også gerne høre lidt mere om dine erfaringer med Geoff Hamilton :)
Sov godt!

marie sagde ...

Det glæder mig at høre, at foredraget blev en succes, men det havde jeg nu også regnet med. Hellere lidt ydmyghed end arrogance vil jeg bestemt også mene.

Eliane Petersen sagde ...

Kære Birgitte.
Så flot at du holder foredrag for så mange mennesker. Men du er jo også god til at formidle og du har en meget stor viden.
Din husløg er meget imponerende, jeg har aldrig set en så stor.
Vi har haft en Geoff Hamilton i en stor krukke i 4 år og er meget glad for den. Den dufter dejligt og har meget yndige blomster.
Birgitte, hvis du har lidt frø af citron- eller appelsin- tagetes, vil jeg blive meget glad for at få en lille smule, hvis du har flere end du selv skal bruge. Jeg har prøvet at logge ind ved Albinus frø, men det kan ikke lade sig gøre, fordi jeg har glemt mit password.
Mange hilsner fra Eliane

Lene sagde ...

Hvor er det fint, at det går godt med dine foredrag😀
Mvh
Lene Bedstemorshave

Frk. Anemone sagde ...

Tillykke med en succesfuld aften med foredrag i Frederikshavn, jeg synes du er så sej at du kan holde foredrag på den måde og så besidder du jo en stor viden.

Sjovt tilbageblik til dengang du plantede roserne foran orangeriet, der sker alligevel noget på de år.
Tulipanerne myldrer også frem her, jeg satte rigtigt mange i krukker og også i det hvide og gule bed. Vi har taget vores krukker med tulipaner frem, de er langt oppe allerede, håber det går.

Birgitte sagde ...

Hej allesammen. Tusind tak. Jeg er så glad for jeres kommentarer, de gør mig glad:) Ja, nu skal jeg igang med at forberede foredragene og workshopsene i orangeriet - jeg er allerede i fuld gang!
Eliane: Jeg tror godt, der kan blive nogle frø af appelsintagetes. Jeg har også lavet et par stiklinger af mine mormorpelargonier til dig - der går nok lige et par uger, før de slår rødder, så kan jeg sende dem til dig.

Eliane Petersen sagde ...

Kære Birgitte.
Tusind tak, det glæder jeg mig meget til. Jeg har fundet nogle små gamle lerpotter frem til pelargonierne.
Mange hilsner fra Eliane

Birgitte sagde ...

Hej Eliane. Det er bare så godt!