lørdag den 6. august 2011

Omrokering i bedene

Flere storkenæb under hækken
Her til aften har jeg gravet storkenæbene i skyggebedet op og gjort klar til at de kan plantes under hækken i morgen. Så er der storkenæb under hele hækken.
I det store staudebed har jeg flyttet en rose, der var dækket alt for meget af høstanemonerne. Jeg tog chancen og gravede den op af den årsag, at den ikke trivedes særlig godt. Nu er den kommet frem i solen og så må den forhåbentlig få det bedre.

Helt nede i bunden af haven kan man lige ane storkenæbbene, som nu er gravet op.
Det er meningen, at dette bed skal være hvidt med lidt lysegult imellem. Jeg har fået penge i fødselsdagsgave til at købe planter for. Og jeg har allerede været ved at kigge i min bog om stauder, hvilke det skal være. Jeg har også fundet de fleste på http://www.staudemarken.dk/ i Aabybro, men jeg venter lige 3-4 uger endnu med at bestille for at det ikke skal blive for tidligt, da stauder jo helst skal plantes om efteråret.
Jeg har ikke råd til at plante hele bedet tæt, men må vente på, at planterne vokser til, så de kan deles.
Jeg synes, det er så sjovt og spændende at lave planter selv, det er en glæde at se det vokse og gro til. I alle mine krukker (jeg har 75) er det enten knolde eller frø, jeg har sået indendøre. Og jeg skal love for, at jeg har fået mange blomster.



I morgen skal jeg gøde og sprøjte roserne for sidste gang i denne sæson. (Roserne er på den anden side af huset) og så skal jeg ellers bare hygge mig med at klippe visne blomsterhoveder af og rydde lidt op.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Birgitte.
Hvad er en gammeldags have og en gammeldags stil???? Det må da være noget godt blandet og slet ikke farvesorteret, som man gør i dag.
Og det bliver ganske smukt alligevel.
Smuk smuk have allerede, men måske lidt mange krukker efter min smag, men nu er det jo heller ikke min have...
Mange hilsner
Ketty

Birgitte sagde ...

Hej Ketty. Mange tak for din kommentar. Ja, jeg tror du har ret med hensyn til hvad gammeldags stil er. Jeg synes, det er en spændende udfordring at få haven til at matche huset og finde den rigtige stil. Der er så mange muligheder og hver gang man har foretaget sig selv en lille ændring eller tilføjelse til haven, så ser man resultatet lige med det samme og hvis idéen ikke lige var helt rigtig, så kan man bare omrokere igen.

Signe sagde ...

Hej Birgitte

Det er altid hyggeligt at gå og planlægge nye bede. Jeg er spændt på at se, hvad det bliver til.

Jeg har i øvrigt føjet dig til min blogliste, så flere også har mulighed for at finde frem til din fine blog :-)

Birgitte sagde ...

Hej Signe.
Mange tak for din hilsen og tak fordi, du har føjet mig til din blogliste. Det er jeg rigtig glad for. Det er så interessant og hyggeligt at dele en interesse med andre.
Mange hilsner fra Birgitte.