Rengøring og klargøring af drivhuset.
I går mellem bygerne fik jeg vasket drivhuset udvendigt og indvendigt med brunt sæbevand og skyllet efter med koldt vand. Nu er det klart til at jeg kan sætte planter ud i det. I fredags var jeg i Bilka og købte en blomme-cherry tomatplante, en slangeagurk- og en grøn og rød peberfrugtplante. Alle tre planter fik jeg til en samlet pris på 60 kroner.
I dag fik jeg dem så plantet ud. Jeg har stadigvæk min selvvandingskasse, som nu kører på 4.sæson og jeg har købt en plantesæk til 15 kroner i Netto, som er passet til til selvvandningskassen.
Jeg måtte være hurtig mellem regnbygerne. Det har regnet rigtig meget i dag og gør det fortsat. Kassen skulle fyldes med vand og det er sidste gang jeg bruger vandkanden til dette formål. Jeg har nok løbet 15 gange mellem regnvandstønden og drivhuset med kanden. Resten af sæsonen bliver det med haveslangen, som jeg kun skal tænde for! Det andet er alt for besværligt.
Det er lidt med en bagtanke, at jeg købte en blommetomat, da jeg rigtig gerne vil benytte mig af mine sylteopskrifter, hvor jeg har to med blommetomat - både marmelade og ketchup.
Til venstre i den grønne krukke med stativ kan man se mine blå klokkeranker, som jeg plantede ud for en uge siden. På den anden side af drivhuset kan man lige ane den anden krukke, som jeg også har plantet blå klokkeranke i.
I drivhuset skal jeg blandt andet have pelargonier på hylderne og så har jeg fået violfrøstjerne-frø, som jeg tror jeg vil forsøge mig med i nogle potter på én af hylderne i drivhuset.
Jeg så et videoklip på http://www.clausdalby.dk/ at han havde vinteropbevaret nogle violfrøstjerner i kasser i sit drivhus. Dette tror jeg, at jeg vil gøre når vi når til vinteren for hvis frøene kommer op, når planterne nok ikke at blive så store og kraftige, at de kan klare en vinter.
Jeg købte nogle dobbelte violfrøstjerner sidste år, som var ganske små og de er desværre ikke kommet op i bedene i år. Vinteren må have været for hård.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar