tirsdag den 19. april 2016

Forspiring af dahlier og status på fuglefrø.

Nu er der fyldt godt op i orangeriet!
15 store potter med dahliaknolde kom ind til forspiring i dag. De kunne lige præcis få plads, men det er nok noget trængt derude nu:)


Knoldene opbevares frostfrit i udhuset og da jeg tog dem udenfor, måtte jeg lige tjekke om de var saftige og spændstige. Det gør jeg ved at ridse i dem med neglen.


Måske kan man godt se, hvor jeg har ridset i den midterste knold. Sådan skal de se ud, så er der liv i dem.
Når jeg tager dem op om efteråret, gør jeg det, når jorden er rimelig tør i krukken for så er de meget nemmere at få ud. Det er også nemmere at få det værste jord af knoldene. Hele vinteren har de været opbevaret i trækasser foret med avispapir og det fungerer godt.
Der var dog én knold, som var helt udtørret, så den kasserede jeg, men alle de andre har det fint.


Her er 15 potter med dahlierne. Der var ca. 7-8 stykker mere, som var alt for store til at komme i plastikpotter eller jeg havde i hvert fald ikke potter, der var store nok, så de står stadig i udhuset og må vente på at blive plantet direkte ud i krukkerne om et stykke tid. Dem, jeg ikke forspirer, plejer jeg at plante ud i sidste halvdel af april - det kan de godt tåle - så om en uges tid vil jeg gøre det.
Dem på billedet fik jeg lige præcis plads til i orangeriet. Forhåbentlig kan jeg snart tage det store oliventræ ud, så bliver der noget mere plads.
Jeg fandt lidt læ i haven for jeg skal da lige love for, at det stormer i dag. Jeg tror, det har blæst op her i eftermiddag.

Jeg ville gerne have siddet med kameraet på en stol og iagttage fuglene i haven, når de spiser fuglefrøene i foderhuset, men det var for koldt og blæsende. Status er, at det vildtfuglefrø, jeg har købt hos dyrehandleren, er bedre end det man køber i supermarkeder, for det hele bliver spist - også det, der falder på jorden. Jeg spurgte dyrehandleren, hvad der var i blandingen. Han remsede rigtig mange frø op og også knuste majskorn. Jeg har talt 8 forskellige småfugle i haven. Det synes jeg, er rigtig hyggeligt.
I morgen kalder arbejdet igen, men det har været skønt at holde et par feriedage.

4 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

Hej Birgitte
Ja det var uden tvivl godt med et par feriedage, synd det skulle blæse sådan, men hos dig var det åbenbart kun i dag, det var i hvert fald for koldt at sidde ude og se på fugle.

marie sagde ...

Skal dine dahliaer blive i potterne, eller vil du plante dem ud i haven? jeg har nogle få til forspiring i drivhuset, og de skal plantes ud.

Casa Rosen- en Kolonihaveblog sagde ...

Hej Birgitte, ja man kan da godt synge "Blæsten går frisk over Limfjordens vande" :o) hold da op der var gang i den heroppe nordpå.
Jeg har lige været et smut i Aalborg :o) Jeg kan se at du forspirer også dahliaerne i potter. Kommer du dem så ud i bedene eller skal de plantes i større potter ?
Jeg ville ellers gerne have hørt dig holde foredrag, men så det for sent at det var mens jeg var heroppe.
Kh Linda

Birgitte sagde ...

Hej alle tre. Ja, det er meningen at dahlierne skal plantes ud i store krukker. Jeg forspirer dem inde i plastikpotterne og når de er kommet op, bliver de plantet ud. Så de bliver ikke i plastikpotterne.
Det ville da have været hyggeligt, hvis du havde været med til foredrag. Det var en rigtig god aften:)