onsdag den 13. november 2013

Orangeriet i november

Alle mine planter ser ud til at have det godt.
Pelargonierne, showauriklerne og middelhavstræerne har det alle fint, jeg tror, de så småt er gået i vinterdvale, for nattemperaturen i orangeriet er nede på omkring 6-10 grader uden opvarmning. Vi begynder først at tænde for brændeovnen, når der er flere frostgrader om natten og det har ikke været aktuelt endnu.


Mine pelargoniestiklinger på trappehylden har det fint og er næsten allesammen i blomst. Der bliver noget at sælge af til foråret! 
Jeg er ellers i fuld gang med forberedelser til det store, der skal ske i mit liv næste år, men jeg røber ikke hvad det er - ikke før til foråret!


Min rullemaskine er jeg rigtig glad for, den er fyldt med duftpelargonier og de er nu ved at være så store, at jeg kan lave mange stiklinger, men det gør jeg først i februar/marts, som er en idéel tid at lave pelargoniestiklinger på.


Mine showaurikler har det fint, jeg håber, jeg kan holde dem lige så fine hele vinteren. Jeg er så spændt på blomsterne til foråret!


Mine store duftpelargonier er flotte grønne. Dette billede er vist taget lidt for tæt på, men man kan vist godt se, at de er ret høje.


De to små appelsintræer er fulde af appelsiner. Men disse appelsiner kan man ikke spise rå, men man kan sylte dem. Det skal prøves.


For ca. 1-2 måneder siden lovede jeg mig selv, at jeg skulle nurse mine pelargonier lidt oftere. Dette løfte har jeg holdt. Én gang om ugen går jeg rundt og fjerner gamle blomster og visne blade og holder vindueskarmen ren. Det tager ikke ret lang tid hver gang - ikke meget mere end en halv time, så jeg synes, det er overkommeligt.
Dette var en lille status fra mit orangeri her lige før vinteren nærmer sig. Jeg håber den bliver mild og ikke al for lang!

8 kommentarer:

Bente sagde ...

Det ser hyggeligt ud med så mange pelargonier i blomst. Jeg kan tydeligt se, at du nurser dine pelargonier. De strutter af sundhed og ser fine ud!
Jeg har også rigtigt mange i blomst i dag og det er altså en nydelse, for de holder blomsten så længe.
Din rulle er også fin, så jeg kan godt forstå, at du er glad for den.

Høneballehaven sagde ...

Ja vi må så vente i spænding til foråret, men man har vel lov at gætte :) men det gør jeg nu kun i tankerne.
Flot ser det ud med alle dine fine pelargonier, som blomstrer nu. Jeg har skam også blomster i flere af mine pelargonier, det er til gengæld mere mærkeligt :)
Vi håber sammen på en mild og kort vinter.

Vivi sagde ...

Alle de fine blomster :-)
Det glashus er da guld værd!

Mathias Emil sagde ...

Kære Birgitte,
Sikken et arbejde det må være at passe så mange potter. Ja, jeg orkede det ikke. Men sådan er det vist med os teeagere, vi er lidt dovne ;-)
Fint og frodigt!
Kh Mathias

Mathias Emil sagde ...

Hej igen - der skulle selvfølgelig stå `teenagere´. Jeg er simpelthen for doven til at skrive alle bogstaverne...
Ej, det jeg ville sige var, at jeg glæder mig til at høre mere om dit projekt til foråret! Og så må du lige vise hvordan du gør med stiklingeformering. Jeg synes februar lyder meget tidligt!

Landbohaven sagde ...

En fornøjelse at se alle dine planter så fine.
Gode billeder.
Tak for kigget.

Heidi sagde ...

Hej Birgitte
Hvor ser der skønt og frodigt ud i orangeriet. Det er en fornøjelse at se så mange velplejede planter.
Ja de fleste planter er så fornuftige at gå lidt i hi når lyset svinder, det kunne vi godt lære lidt af.
Din rullemaskine passer perfekt ind og ser fantastisk ud med alle planterne på ;)

Jette sagde ...

Hej Birgitte.Der ser bare godt ud i dit skønne orangeri.Dejligt at du har alle dine pelargonier her om vinteren.Og din flotte rulle passer bare perfekt ind hos dig.
God dag knus Jette