tirsdag den 8. september 2015

Haverundtur.

Sensommerhaven.
Sol, varme og ingen blæst. Det er godt nok dejligt, at vi har fået disse skønne sensommerdage, som gør det helt sommerligt at opholde sig i haven.


Græsset er nyslået og kanterne er klippet, så jeg gik en runde med kameraet, inden jeg samlede frø.


Der er mange citroner i år og ikke lige så mange appelsiner. Det plejer at være omvendt. De modnes i løbet af vinteren.


Nogle gange overvejer jeg, om jeg skal fjerne alt græsset og så lave stier og flere bede. Men  jeg går hver gang fra det, fordi jeg faktisk godt kan lide græsplænen og synes, at blomsternes farver er pæne kontraster til det grønne.


Staudebedet er godt plantet til efterhånden og det har betydet, at mange solhatte ikke er kommet op i går. De skal helst have luft og lys omkring sig og ikke får meget konkurrence fra andre planter.


Vi skulle have haft købt en parasol i forsommeren, men fik det ikke gjort. Vi har siddet ude en del og har fint kunne undvære den. Når solen har været fremme, har det været dejligt at få lidt sol i ansigtet.


Planterne i stenbedet er efterhånden ved at gro godt til. I potterne er der lewesia. Dem sætter jeg i drivhuset hele vinteren og vander dem ikke før jeg tager dem ud i haven om foråret. Det har fungeret fint. De kan nemlig ikke så godt tåle for meget væde om vinteren og slet ikke i potter.


I år er mit yndlingsbed dette krukkebed ved gavlen. Det er bygget op med lyserøde og lilla farver, som er mine yndlingsfarver. Jeg er nok også lidt stolt over, at de fleste planter er frøplanter, jeg selv har lavet.


Klatrende løvemund er vokset godt i krukken og op ad stativet. Den er da fin? Det er en sommerblomst, som jeg frøformerer.


Magnoliapinden er blevet voksen.:) Det er nu højere end mig - ca. to meter højt og har sat både sidegrene og knopper. Nu vil jeg ikke længere kalde det for en pind, men kalde det ved dets rette navn, nemlig et magnolietræ! 


Det citrongule dahliakrukkebed bliver ved og ved. I år har jeg ikke haft problemer med lus. Jeg har tænkt på, om det skyldes al den regn vi har haft, eller om det kan være fuglene, for vi har aldrig før haft så mange fugle i haven som i år. 

3 kommentarer:

Heidi sagde ...

Hej Birgitte
Hvor ser der skønt ud i din sensommer have. Du kan med rette være stolt over dit krukkebed, det ser fantastisk ud.
Jeg skal helt klart også ha taget frø, fra min klatreløvemund for den er da helt fantastisk.
Vi har også masser af fugle i haven, men masser af lus i dahlia, så måske er vores fugle lidt dovne ;)

Høneballehaven sagde ...

Hej Birgitte
Ja den er fin din klatreløvemund. Dit gule bed af dahlia er også flot. Nu kan du roligt kalde den en magnolia, hvem skulle have troet det, da du købte den :) God oplysning om Lewesia, det vil jeg huske, jeg har ikke særligt meget held med den.

Birgitte sagde ...

Hej Heidi. Mange tak for din kommentar. Den blev jeg glad for. Klatreløvemund blomstrer længe, så jeg tror, der går en 14 dages tid endnu, før man for alvor kan begynde at høste frø.

Hej Lisbeth. Mange tak for din kommentar. Ja, nu har jeg et Magnoliatræ, det er jeg også glad for:) Jeg håber, det lykkes dig at overvintre din lewesia, for de er så søde, når de blomstrer.