lørdag den 12. september 2015

Formiddagsbilleder.

Matrem og græsser med mere.
Anders og jeg har plukket brombær i dag. Vi plukkede ca. et kilo hver. Nu er de i fryseren. Der er en del buske på marken forenden af vejen og der er mange bær i år. Inden vi plukkede bær og inden jeg satte over til blommegrød i formiddags var jeg lige ude med kameraet.


Urten Matrem har jeg under roserne, fordi de holder skadedyr væk. Jeg tror, det er rigtigt for roserne har stået rigtig flotte hele sommeren. Jeg sprøjter ikke i haven på grund af bierne og alle de andre gode insekter. Matrem er nem at frøså og den er også villig til at selvså sig, så nu er jeg ved at udvide antallet til de andre bede med roser.


Den blomstrer hele sommeren lige til frosten og hvis vinteren er mild, står den fint grøn hele vinteren.


Der er kun en blomst i kannaen i år, men den har til gengæld blomstret længe.


Sølvlys med knopper. Den er noget sen i år,, jeg håber, den når at blomstre for den sender en dejlig duft ud i bedet - lidt parfumeagtigt.


Hjortetrøsten bøjer sig i vinden.


Jeg har tre forskellige græsser, dette er en med blå aks. Den skal deles.


Den gule græs er vokset meget lidt. Jeg har haft den i tre år. 


Denne græs har jeg sået i foråret. Jeg har fire planter, der er plantet to og to i gamle æblekasser. Den får røde aks.


Timeviser er jeg rigtig glad for. Sidste år samlede jeg rigtig mange frø og solgte en del. I år får jeg ikke lige så mange frø, men måske til næste år igen.


Gul myntebusk, som jeg vil lave stiklinger af.
Det blev ikke til så meget havearbejde i dag. Jeg fik tømt et par borde og vasket dem rene, så de er klar til lidt efterårspynt. Det glæder jeg mig til at lave. I morgen skal jeg på tur i anledning af Havens dag.

4 kommentarer:

Vivi sagde ...

Matrem er en rigtig fin blomst. Jeg har dem i en mere fyldt udgave end dine, og de står som fyld i mit hvide bed. De sår sig selv lystigt, men er heldigvis nemme at trække op, hvis der bliver for mange.

Høneballehaven sagde ...

Men så fik du plukket brombær og lavet frugtgrød :) vi kan ikke nå det hele. Mine matrem står også flot nu. Jeg er spændt på om din såede græs klarer vinteren, det ligner en pennisetum, de er ikke vinterhårdføre, desværre.

marie sagde ...

Vores brombær er desværre ikke så store og fine, som de plejer at være. Jeg venter også på, at sølvlys skal springe ud. Hjortetrøsten lyser derimod op i lang tid og er umådelig populær hos sommerfuglene.

Birgitte sagde ...

Hej Vivi. Måske er der flere forskellige matrem? Jeg har den almindelige og den enkle og synes de er så fine. Jeg kan bedst lide den almindelige og ja de er nemme at trække op, hvis der bliver for mange.:)

Hej Lisbeth. Jeg tror heller ikke min hjemmesåede græs er vinterhårdfør. Jeg skal prøve at tage frø og så dem igen, på den måde har jeg den forhåbentlig til næste år.

Hej Marie. Jeg synes også, at brombærrene er meget sene i år. Vi plejer at plukke i august, men det er først nu de er klar til plukning. Bærrene her er heller ikke helt så store, som de har været andre år. Det har nok været for kold en sommer.!