lørdag den 19. oktober 2013

Citrustræer fulde af frugt og vidunderblomstknolde!

Stor oprydningsdag i haven.
Ca. 35 krukker er blevet tømt og omkring 15 stykker er sat ind i orangeriet. Liljerne er klippet ned og zinkkrukkerne på stakittet er sat ud i udhuset. Afdeling C i udhuset er fyldt med kasser med dahliaknolde - det er en hel rigdom!
Da jeg skulle tømme krukken med vidunderblomst, vidste jeg godt, at den havde dannet knolde, man kan overvintre ligesom dahliaknolde.


I foråret såede jeg vidunderblomst med nogle frø, jeg havde byttet mig til. Nu vil jeg prøve at overvintre knoldene og plante dem ud til foråret, men jeg har også taget frø, jeg skal så.


Eucalyptustræet, som jeg har fået foræret, er sat ind i orangeriet. Det har fået pladsen med klatrestativet. Her havde jeg milkmaid tallerkensmækker i sommers. De er røget ud. 


På citrontræet er der 10 citroner, der er ved at være modne.


På limetræet er der 13 frugter.


På appelsintræet er der hele 22 appelsiner. Jeg skulle nok tynde ud i dem, men jeg kan ikke rigtig få mig til det. Nogle af dem er så småt ved at modnes og blive orange.
Jeg plantede træerne om, da jeg satte dem ud i foråret. De fik middelhavsjord, som jeg købte på den lokale planteskole. I løbet af sommeren har jeg vandet med citrusgødning ca. hver 3.gang og så har jeg såvidt muligt vandet med regnvand, da de ikke rigtig tåler kalk.
Det er andet år jeg har træerne og jeg håber nu, at frugterne ikke falder af, fordi de er kommet indenfor. Jeg har selv båret dem ind uden hjælp af noget som helst. Det var lidt svært, men det gik!
I morgen skal jeg lægge tulipanløg - jeg glæder mig.

8 kommentarer:

Karina sagde ...

Det var da imponerende mange appelsiner. Jeg har også lidt forskellige citrus-træer stående i havestuen, men en frugtsætning som din kan jeg ikke hamle op med.
God løglægningsdag i morgen :-)

Høneballehaven sagde ...

Imponerende med alle dine citrusfrugter, men de bliver også kælet for, kan jeg forstå.

Hanne i haven sagde ...

Kære Birgitte.
Hvor er dine citrustræer fantastiske. Men de bliver også godt forkælet, kan jeg læse :-) Jeg kan godt forstå at du har svært ved at nænne at tynde ud.
Jeg overvintrer min Vidundeblomst fuldstændig ligesom mine Dahlia, men jeg overvintrer jo dem alle plantet i potter. Jeg tror nu sagtens du kan opbevare dine ligesom dine Dahlia.
Du har da godt nok også knoklet i dag :-) Jeg lagde lidt tulipanløg i dag. Men nu har jeg ikke flere, så jeg håber at komme ud i næste uge og få fat i lidt flere.

Heidi sagde ...

Hej Birgitte
jeg skal da lige love for at du får noget fra hånden. Dejligt at du helt egenhændigt kunne flytte dine helt fantastiske citrusplanter ind i sikkerhed for frosten ;o)
Har du nogen erfaring med eucalyptus, jeg har to som har stået på terrassen hele sommeren, jeg har tænkt mig at sætte dem i drivhuset, men er i tvivl om de kan klare frosten til vinter.

Bente sagde ...

Ja jeg tager også mine citrusplanter ind selv. Men jeg har altså fået mig en sækkevogn og så får potten en edderkopelastik omkring sig ....så er det jo ingen sag at flytte potter.
Min citronplante har fået skimmel, så den ser lidt syg ud lige nu.
Godt du har investeret i middelhavsjord, det har givet pote. Mine citrus har også et stort udbytte og jeg har som dig svært ved at tynde ud i frugten.
Jeg lader vidunderblomsten blive i potten og vidste ikke, at den kunne klare sig uden vand vinteren over.

Landliggeren sagde ...

Sikken citrushøst du kan få efter at have nydt de smukke og farverige frugter. Synet af dem er en vitaminindsprøjtning i sig selv.

/Birgitte

Jette sagde ...

Hej Birgitte.Hvor har du været flittig.Og dine citrustræer er da bare flotte.....sikke med frugt de bær.Kan da godt være at jeg skulle købe noget middelhavsjord.Har en lille vidunderblomst som jeg har fået af Bente.....og den har haft mange fine blomster.
God søndag knus Jette

Birgitte sagde ...

Hej allesammen. Tusind tak for alle jeres kommentarer. Dem blev jeg meget glad for. Ja, jeg er også selv imponeret over alle de frugter, men de har også stået i sol og læ hele sommeren, det kan de nemlig godt lide.
Vedr. eucolyptustræerne, så har jeg ladet mig fortælle, at de ikke tåler frost, men skal overvintre frostfrit.
Det er første gang jeg har vidunderblomstknolde, jeg tog det som en selvfølge at de kan behandles ligesom dahliaknolde. Det må jo komme an på en prøve!