tirsdag den 23. maj 2017

Tålmodighed er en dyd!

Dårlig arm og dårlig skulder!
Jeg har været i fuld gang med at grave i haven og lave om på bede og græsområder og nu er min højre arm helt færdig. Jeg tror, det er muskelinfiltrationer. Venstre skulder er også godt træt, så jeg må holde en pause med det graveri!


Her har jeg fjernet græsset og plantet stauder og sommerblomster. Græsset nederst i højre hjørne mangler at blive fjernet. Som man kan se, er der plads til mange planter.


Langs plankeværket har jeg også været i gang. Her er der plantet hjortetrøst, som er gravet op og flyttet fra et andet sted i haven, så er der plantet kejserbusk og fjeldribes, lyserøde riddersporer og klokke skillaer. Der mangler stadig både høstfloks, purpur haveknopurt, rød mølle og høstanemoner. Helt op af plankeværket har jeg plantet solsikke Gigant ud. Det er kun i år, de skal være der og grunden til at jeg har sået dem i år, er for at få hovederne til dekorationer!


I denne ende er planterne med blå og gule farver. Her er der plantet en del frøplanter ud, men også flyttet en stor blå lupin hertil. Der er Jomfru i det grønne, voksurt - to forskellige slags, dværgsolsikker, gul cosmos, lilla frøkenhat og hvid lungeurt samt hvid judaspenge og en blå ridderspore. Det er lidt svært at forestille sig, hvordan det vil tage sig ud, men nu prøver jeg og må vente til, planterne får ordentlig fat og begynder at vokse sig store.
Når det sidste stykke græs er fjernet, er min plan indtil videre, at placere mit ene store rosenstativ dér med rosen Parade, som er en klatrerose, jeg har gravet op. Til venstre i billedet står der tre abrikosfarvede roser The Sheperd, de skal også flyttes og jeg regner med, at de skal plantes lidt øverst til højre.
Jeg har simpelthen så meget energi og vil frygtelig gerne blive færdig, men min krop forlanger en pause! 


Næsten alle mine sommerblomster, jeg har sået i orangeriet, er plantet ud nu i krukkerne. Det kræver stadig en del flytten rundt på krukkerne før jeg er tilfreds, men jeg må lige lade planterne vokse lidt mere til og sætte blomster.


Her ser man krukkerne fra den anden side. Her er der blevet lagt to rækker fliser mere for at havemøblerne kan stå her. De stod på græsset før og det er helt nyt at placere krukkerne rundt om havemøblerne, de plejer at stå langs gavlen på orangeriet. Det er så spændende at bygge et krukkebed op men planterne skal lige have lov til at komme igang!


Anders har hjulpet mig ed at sætte rionet op på jernrørene, som jeg har købt af Lene fra "Min bedstemors have".


Der er to espalierer, der danner ramme om indgangen til "Rosenhaven" og ved dette espalier har jeg plantet rosenslynger, som man jo godt kan se, er ret små stadigvæk!


Ved det andet espalier, som er lidt smallere, har jeg plantet klatre-løvemund.


Her ser man måske lidt tydeligere de to espalierer. Billedet er taget fra Rosenhaven. I det bare jord er der sået græs og måske kan man godt ane de grønne spirer i midten af billedet.


Nu kan man se, at græsset spirer. Forhåbentligt bliver det lidt mere overskueligt at se på, når al græsset er kommet op, så man bedre kan se, hvad der er græs og hvad der er bed.


Jordbærplanterne er fulde af blomster. De fungerer som bunddække under klatreroserne ved pælene. (Roserne er på udvendig side og stadig meget små).


Jeg blev så glad i dag, da jeg så, at der er liv i alle disse roser, som jeg har flyttet for et par måneder siden. Det har været rigtig hårdt for dem, så jeg skal nok ikke forvente mig det helt store blomsterflor i år. Til næste år må jeg følge Lindas råd om at klippe dem mere ned, end jeg har gjort i år. Men jeg kan da i det mindste glæde mig over, at valmuerne er på vej op.


Tulipanerne er stadig fine, selvom de takker af nu.


Er de ikke fine?


Clematis vokser godt op af tørrestativet. Ved siden af er en selvsået purpur kongelys.


Engblomme i krukke - den har boet her i 3 år nu.


Akelejerne er også i gang nu.
Det er så ærgerligt, at gravearbejdet er på pause, men så kan jeg da heldigvis plante sommerblomster ud og jeg tror også, at drivhuset kan vaskes ned, så jeg kan få tomatplanterne ud. De er vokset sig godt store i orangeriet.

9 kommentarer:

HAVELIV sagde ...

Kære Birgitte hvor jeg dog føler med dig, når kroppen siger fra. Du gør det godt og spændende at se når det hele vokset til.
Forøvrigt tak for sidst og at din tur hjem fra Egeskov gik godt.
Kærlig hilsen Grethe

Susanne sagde ...

Med alt den aktivitet du har haft gang i på det sidste, så kan jeg da godt forstå, at din krop giver lyd fra sig. Kan også godt forstå, at det irriterer dig, at du ikke kan komme videre lige nu. Men det lyder rigtigt fornuftigt, at du lytter!

Det bliver altså vild spændende at se billeder fra din have, når det hele er groet lidt mere til og står i blomst.

Høneballehaven sagde ...

Hej Birgitte
Ja ikke noget at sige til, at din krop siger fra, det er virkeligt hårdt arbejde, du har været i gang med længe. Jeg kan fortælle dig, at Cecil har det på samme måde, hun knokler jo ligesom du gør.
Det ser ikke ud af meget endnu, men heldigvis går det hurtigt, inden du ser dig til, er jorden dækket. Jeg har også flyttet et par roser i foråret, det kan de altså ikke lide.

Frk. Anemone sagde ...

Jo, det er smukke, dine tulipaner :)
God bedring med arm og skulder, nu må du lige tage den lidt med ro, så du ikke ødelægger dig selv helt.
Der er store forandringer i din have, det kan man tydeligt se af dine billeder.

At stille krukkerne anderledes end man plejer kan give en vildt stor virkning - sjovt, ikke ?

marie sagde ...

Kan skulderen godt klare at vaske drivhuset ned? Du må passe lidt på dig selv, selvom du tydeligvis er stærk. Vi har også flyttet nogle roser, og et par af dem er også langsomme i optrækket. Krukkerne står rigtig dekorativt.

Frk Hall sagde ...

Hold da op du er en aktiv dame. Kan godt forstå din krop trænger til lidt ro. Det er også en meget flot have du har, og så er jeg vild med alle dine krukker. Jeg vil selv have mange krukker i år, og tror mine dahlia skal være i krukker i år.
Mine tomater og agurker kom ud i sidste uge. Det hele går hurtigt lige nu.
Tak for en fin rundtur og dejlige billeder

Knus Lone

Hos Villa Fryd/ Charlotte Neve Grün sagde ...

Øv altså Birgitte. Det er så trist når vi gerne vil og så kroppen siger fra. Men vi bliver desværre nød til at lytte efter.
Ellers tager det alt for lang tid.
Sikke du har haft travlt ikke så sær der er behov for en pause.
Jeg håber vi ses 17. juni i Øster Anlæg. Nu vi ikke kom ned til Rita.

Smuk søndag
Charlotte

Birgitte sagde ...

Hej allesammen. Tusind tak skal I have. I gør mig meget glad!
Til Charlotte. Jo jo jeg står i Pelargonieklubben Nordjyllands stand Østre Anlæg, så forhåbentlig ses vi dér.

Unknown sagde ...

Hej jeg hedder Nico fra London, jeg kender en berømt stavkaster, der hjalp mig, da jeg havde problemer i mit ægteskab med min mand. hvis du har brug for et rigtigt sted for at løse dine forholdsproblemer, kontakt DR.AGBAZARA TEMPLE på: ( agbazara@gmail.com) ELLER WHATSAPP +2348104102662 han er det rigtige valg. han er en stor mand, der har været