Trods kulde og blæst
Stauderne er på vej op i bedene og dag for dag skyder der flere spirer op i det store staudebed. Efter at anlægsgartneren i december kørte med sin gravemaskine, er mange stikskilte forsvundet og der er kørt i bedet, så en del er jævnet med jorden. Det er svært at luge for jeg ved ikke, hvor og hvad der kommer op, men jeg kan da se forskel på krudt og ukrudt, så jeg håndluger ukrudtet.
Her er der noget på vej, jeg kan desværre ikke se hvad det er, før det er kommet noget mere op.
Jeg bliver så glad over, at stauderne kommer op trods al den færdsel, der har været i bedet hele vinteren og selvom vejret i denne uge er koldt og blæsende, ER det forår. Og stauderne VIL op.
Stjerneskærm er kommet godt op flere steder. Jeg tror, jeg må være forberedt på, at nogle stauder er gået til. Høstanemonerne er indtil videre kun kommet op to steder.
Når jeg går en tur i haven, bliver jeg i rigtig godt humør, for det er så livsbekræftende når planterne trodser kulde og blæst og jeg dag for dag kan se, at der sker noget. Så kan man da kun blive i godt humør?
De gule anemoner er nu helt udsprungne. De står under æbletræet.
Haven og arbejdet i haven er meget befriende og det er skønt at arbejde fysisk og lade hovedet slappe af og tænke frit. Det giver fornyet energi og jeg kommer lettere igennem min arbejdsdag ude på sygehuset.
Påskeklokkerne er stadig fine.
Tulipanerne har klaret de sidste par nætters frost fint. De hang lidt med hovederne i går morges, men i dag står de flot igen.
Den gamle kulvogn kom ud for et par uger siden og de to potter med lyserød storkenæb er godt på vej. Sidste år dækkede de vognen - det håber jeg, de også vil gøre i år.
De abrikosfarvede roser har det fint ligesom resten af roserne. I går bestilte jeg 6 klatreroser hos JAS på Fyn og dem kommer Linda med den 2.maj. Jeg fik dem for en 50'er stykket. Det er knageme billigt. De skal plantes op af de nye pæle-espalierer i den del af haven, jeg har døbt "Rosenhaven".
Jeg har sået gule stedmoderblomster af frø, jeg har fået foræret. De blev plantet ud for et par uger siden, men de skal vist lige komme sig over kulden, før de får ordentlig fat!
Hornviolerne klarer også kulde og blæst godt. Dem har jeg købt i Netto for en måneds tid siden for 1,80 kr stykket. (Jeg købte 50).
Som man godt kan se, så er der mange blomsterknopper i duftsnebolden. De bliver helt hvide og blomstrer tidligt.
Jeg ved ikke rigtig hvordan det kan være, men jeg synes, jeg overkommer meget mere i haven her i foråret end nogensinde før - måske er det fordi jeg havde halvanden uges ferie for et par uger siden, hvor alle dagene stod i havens tegn. Det næste store projekt er udover at grave pæretræet op, at plante dahliaknoldene ud i krukker. Og så skal jeg lige vaske gulv i orangeriet inden jeg skal holde foredrag.
Clematis, som jeg plantede to af i efteråret - én ved hver tøjsnorpæl, skyder fra bunden af. Jeg er spændt på at se dem senere hen. Jeg har navnet et sted, men husker det ikke lige nu.
Sølvsalvie har overvintret i krukken og den kommer fint nu. Jeg har to af dem.
Mine hjemmelavede lavendler har boet i disse to krukker i to år. Jeg har kun klippet i toppen de andre år, men en foredragsgæst sagde til mig, at der nok ikke skete noget ved at klippe dem ned. Det tror jeg nok, jeg gør, da de er blevet noget krogede og er ikke så pæne længere, så de trænger til at blive forynget.
Det var vist et lidt nørdet indlæg, men jeg bliver altså bare så glad i låget over min have!
4 kommentarer:
Hej
Fin sølvsalvie. Jeg har den også i krukker nu. Jeg troede egentlig, at den var et-årig og ville fryse væk, og da jeg skulle bruge pladsen til noget andet, måtte de over i nogle krukker. De er nu ganske dekorative i krukker.
VH Nina
Mon ikke det er alle dine nye projekter og målet når de er nået, som gør, at du har meget mere energi i år? Jeg kan ihvertfald selv mærke, at projekter giver mig mere energi både i haven men også ift. arbejdsdagene.
Hovr er den sød din lille kulvogn og dit nye aurikelteater. Sjove og hyggelige indslag i haven :-)
Hej Birgitte
Haven er bare guld til at slappe af i, godt du får mere energi. Jeg tænker, dine stauder nok skal komme op, de skal bare have lidt tid efter det, der er sket. På første billede ser jeg mange små ahornplanter, men dem har du forhåbentlig spottet.
Jeg har lige klippet min sidste lavendel ned, den trængte mere end dine.
Hvor er det godt vi har rosenprinsen Jas og rosenfeen Linda, mange i Nordjylland får bud med.
Hej Nina. Ja, sølvsalvie er rigtig fin, jeg har selv sået mine - de spirer ret nemt:)
Hej Susanne.Jo, jeg tror også, det er spændingen og glæden ved at lave om til noget, der bliver bedre, som giver mig energi. Ja, jeg er glad for både skab og vogn:)
Hej Lisbeth. Jo, jeg har spottet ahorn spirerne:). Ja, vi er så heldige med de rosenfolk. Jeg er også meget taknemmelig og glæder mig til at få roserne herop.
Send en kommentar