Der er risiko for nattefrost
Min nye sækkevogn var let at sætte hjulene på og den fungerede fint til det kæmpestore træ. Jeg tror træet er næsten 2,5 meter højt nu og da jorden var våd, var krukken megatung. Min nabo hjalp mig, da det var svært at styre sækkevogn og holde styr på træet samtidigt!
Oliventræet står nu i orangeriet, som er frostfrit. Det skulle kunne tåle ned til 5 grader frost, men jeg tager ingen chancer, så det er i sidste øjeblik, at det kommer ind. Det har aldrig stået ude i november før. Når det kommer ind, plejer det at smide nogle af bladene fordi det indretter sig efter luftfugtigheden i orangeriet. Jeg plejer at vande det godt igennem ca. én gang i måneden hele vinteren. Sidste år begyndte det at vågne af vinterdvalen allerede i februar - sikkert på grund af lyset i orangeriet - men jeg opdagede det ikke. Derfor smed det ret mange blade fordi det var for tørt. Nu er der heldigvis mange blade på det igen og nu husker jeg at vandingshyppigheden skal øges allerede fra februar.
Appelsinerne er så småt begyndt at blive orange. Der er 22 frugter. Dem er jeg spændt på at smage!
Min nye kompostbeholder har jeg samlet og sat ud ved hækken. Den ser blå ud, det skyldes lyset og blitz på kameraet, men den er altså mørkegrøn. Den kan indeholde 470 liter og det er da noget. Der er så mange blade i haven, alle bedene er allerede fyldt op, så jeg skal komme blade i beholderen som noget af det første! Jeg har læst, at man helst ikke skal genbruge blade fra frugttræer, da de kan indeholde nogle sygdomme. Derfor har jeg fjernet alle disse blade og kørt dem langt ned på marken.
7 kommentarer:
Hej Birgitte.Dejligt at du allerede har fået brug for din nye sækkevogn.Det er da godt nok også højt dit oliventræ.Skal der ikke beskæres lidt.....har læst at hvis man vil have det rigtig tæt så skal det studset lidt.
Håber du får glæde af din kompostbeholder.God mortensaften knus Jette
Hvor er du altså heldig at have det lækre orangeri, hvor du kan køre dine frostfølsomme planter ind :-)
Det er ikke altid lige let at få gengivet de rigtige farver på et billede. Ind imellem tager vi , jeg ved ikke hvor mange billeder, af et eller andet, for at fange den rigtige farve, og så lykkes det ikke engang altid alligevel.
God idé at få din oliven ind, lad os nu se, om vi får nattefrost. Jeg tror ikke vi får det her hos os.
Spændende at høre hvordan dine appelsiner smager. Håber de er gode.
Vi har også her til aften fået de sidste følsomme planter kørt ind. De fleste på lageret og en enkelt ind i forretningen. Vi nåede det selv om det blev mørk for vi kom hjem fra markedet i Tørring. Vor hjælper kom og hjalp os.
En sækkevogn er god til mange ting, men vi har også maskiner til de store og tunge planter.
Det ser godt ud med oliventræet i orangeriet. Jeg har også fået sat de følsomme planter ind i drivhuset. Vi har ikke haft frost endnu, men det kommer vel på et tidspunkt.
Det bliver spændende med appelsinerne.
Med venlig hilsen
Lene Jensen Nordjylland
Birgitte jeg har sådan en kraftig elastik med kroge, som jeg sætter om de potter jeg kører med på sækkevognen. Så falder potten ingen steder og jeg balancerer da med alle mine krukker alene.
Jeg tror du har det varmere i dit orangeri end jeg har i min udestue, for mit oliventræ smider ikke så mange blade.
Hej allesammen. Tusind tak for jeres kommentarer. Dem blev jeg rigtig glad for. Tak for rådet med elastikkerne, Bente. Det havde jeg ikke tænkt på, men det er en rigtig god idé. Ja, det var godt, at Oliventræet kom ind for den næste nat var der nattefrost - jeg tror nogle stykker minusgrader, for vandpytterne var frosset til is!
Send en kommentar