tirsdag den 26. november 2013

Haven netop nu - 1 -

Der er frost aften og nat - ned til 7 minusgrader.
Jeg er endnu ikke begyndt at tænde for pilleovnen i orangeriet, det holder sig frostfrit. I aftes og i nat havde jeg tændt for min nye varmeblæser. Den holdt en pæn temperatur på 5 plusgrader, da temperaturen viste minus 7 udenfor. Så den kan godt bruges, når vi er rejst på weekend i løbet af vinteren og ikke kan tænde for pilleovnen!



Der er stadig lidt at se på. De fleste roser står stadig med grønne blade.



Knopper i Mary Magdalene, men de springer nok ikke ud!



Heucheraen er stadig fin i krukken. Thomson and Morgan havde et kanontilbud på 8 heucheraer i en liters potter, men desværre sendte de ikke ud af Storbritanien. Det ærgrede mig, da jeg lige havde forestillet mig dem i en krukkeopstilling her i efterårshaven!



Purpur Kongelys har jeg i et par krukker og ude i bedene. De har det faktisk bedre i krukkerne end i bedene - mærkeligt nok.



Mit Magnoliatræ har mistet bladene, men der er sørme fire knopper på. Jeg er godt nok spændt på om den lille pind får blomster i foråret!



Mine små thujaer vokser sig forhåbentlig store. Til næste år skal de i større potter.





Roserne Gerbe og Parade, jeg har haft i et år, ser ud til at trives godt. Jeg drømmer om et plankeværk, der er fuldstændigt fyldt med lyserøde store rosenhoveder. 



I køkkenvinduet har jeg lavet dette lille arrangement. Jeg købte hyacinter til 8 kroner stykket i Netto og skovmos 15 kroner for en stor pose! I weekenden skal jeg rigtig julepynte, det bliver hyggeligt.


9 kommentarer:

Landbohaven sagde ...

Fine billeder.
Hvor ser det godt ud i dit køkkenvindue. Glæder mig til at se dem i blomst.

Min Grønne Verden sagde ...

Hej Birgitte
FLOT FLOT orangeri du har, det ser rigtig hyggeligt og dejligt ud.
Jeg er da også bare helt vild med det super flot billede du viser i dit forrige indlæg med Claus Dalbys valmuer.
God aften.
Have hilsen
Anita

Høneballehaven sagde ...

Hej Birgitte
Det ser fint ud, god din ovn kan varme op, når I er ude og rejse.
Min Mary Magdalene har ikke knopper nu, men det er der så nogen af de andre der har.
Ja det det ligner blomsterknopper i din magnolia, det bliver spændende at se blomsterne på din pind :)

Jette sagde ...

Godaften Birgitte.Godt at den lille blæser kan klare frosten medens i er ude og rejse.Kan godt forstå at du glæder dig til roserne dækker dit hegn.Og jeg er sikker på at din lille magnolia vil blomstre til foråret.
Godaften knus Jette

Landliggeren sagde ...

Smart med en pilleovn i drivhuset. Det må spare gevaldigt på elregningen.

Og, ja, hvor skal vi bare jule i weekenden :-)

/Birgitte

Bente sagde ...

Ja så kan du jo roligt tage på ferie Birgitte. Jeg opvarmer jo slet ikke min udestue. Det klarer planterne fint. Når det er -17° udenfor er der 0° i udestuen. Jeg har endnu ikke mistet en pelargonie eller citrusplante ved selv så lave temperaturer.
Din drøm om et lyserødt plankeværk bliver nok opfyldt til næste år, mon ikke?
Imponerende med din magnolia. Så får du den at se i blomst til næste år! Spændende.

Anette Krogh Pedersen sagde ...

Sikke en vidunderlig duft du får i køkkenvinduet :-)

Birgitte sagde ...

Hej allesammen. Tusind tak for jeres kommentarer. Dem blev jeg rigtig glad for! Velkommen Anita til min blog. Ja, jeg er spændt på min magnolia og på alle mine roser, men i bund og grund er jeg spændt på det hele til foråret!

Tim Skovrup sagde ...

Ja... det er sgu' surt med at de IKKE sender ud af landet, de har selv prøvet det et par gange med tulipanløg og øvrige planter !!!