søndag den 11. juni 2017

To tredjedel færdig.

Der er plantet, gravet og tømt potter i stor stil!
Nu kan jeg endelig sige, at to tredjedel af haveplanten er gennemført. Det er en rigtig god fornemmelse at være kommet så langt.




Det var en stor hjælp, at jeg havde tegnet alle planter ind på et billede af bedet, så kunne jeg bare placere dem efter tegningen og bagefter grave det hele ned.


Jeg har slet ikke tal på, hvor mange planter, det drejer sig om. Jeg havde en del, som jeg havde delt tidligere på sæsonen og pottet dem op. Så er der en del frøplanter. Jeg har ikke købt nye planter, men genbrugt, det jeg havde. 


Jeg håber, det hele når at blomstre, selvom en del er sat lidt tilbage.



Her kan man se alle tre græs-elipser. Den fjerneste har kun få kantsten, da jeg ikke havde flere. Jeg tog lidt fra de andre, hvor jeg kunne se, at græsfrøene er begyndt at spire. I enderne mellem nr. 2 og nr. 3 elipse er der to espalierer. De er sorte og jeg har plantet ærteblomster i bunden. Man kan vist kun lige skimte dem på billedet.



Billederne kan ikke rigtig vise det, som det ser ud i virkeligheden.


Jeg håber, jeg har plantet så tæt, så det lukker til i løbet af et års tid. Jeg har sat dem sammen efter farver og glæder mig til at se blomsterne. Planterne er lidt forskelligt fremme, da nogle er stauder, der lige er gravet op og flyttet, mens andre har været pottet op et stykke tid og så er der også frøplanter. Men til sidst skulle højden gerne passe nogenlunde, så er det bare spørgsmålet om plantekombinationerne klæder hinanden.

8 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

Hej Birgitte
Heldigvis gror stauder ret godt til, så mon ikke du hurtigt får bedene dækket. Dine billeder denne gang er gode, nu kan jeg bedre se, hvad det er du laver, det har været lidt svært for mig før. Godt du er nået så langt, jeg håber, du bliver glad for ændringerne.

Frk. Anemone sagde ...

Der er sandelig sket meget i din have siden jeg kikkede ind for nogle indlæg siden. Elipserne ser flotte ud, det skal nok gro fint til.
Hvor godt at du kunne nøjes med at bruge af egne planter.
Din Gerbe rose ser fantastisk ud og digitalis i bedene er bare så fint lige nu.
En dejlig tid.
Fortsat god arbejdslyst.

Lone Hall sagde ...

Det går godtnok fremad. Synes billederne er rigtig gode, og jeg får en fin fornemmelse af det du vil. Tror det bliver så flot med elipserne.

Rigtig god ny uge
Lone

Anette Krogh Pedersen sagde ...

Inden sommeren er ovre er de helt sikkert vokset rigtig meget, og jeg tror også de vil blomstre pænt.
Dejligt at du nu er nået så langt i projektet. Jeg glæder mig til at se bedene efterhånden som de vokser lidt til.
Det gode ved stauder er jo at de nemt kan flyttes hvis ikke lige de passer som tiltænkt.

Kærlig hilsen Anette

Eliane Petersen sagde ...

Kære Anette.
Hold op hvor bliver det flot. Billederne viser rigtig godt hvordan haven kommer til at se ud. Det er fantastisk så mange planter du har. Jeg glæder mig rigtig meget til at se din august-have, og til at hilse på dig.
Min blå Jakobstige er væk efter vinteren, men der er heldigvis tre småplanter som kan danne basis for en ny plante. Jeg havde heller aldrig problemer med at overvintre den i krukke.
Mange hilsner fra Eliane

Eliane Petersen sagde ...

Jeg mener selvfølge "Kære Birgitte", undskyld.
Det må være fordi middagssøvnen nærmer sig.
Mange hilsner fra Eliane

Charlotte Neve Grün/ Hos Villa Fryd sagde ...

Skønt du er nået så langt som du er Birgitte.
Et stort arbejde du har lagt bag dig og samtidig venter der lidt endnu....
Det er så skønt at se når tingene kommer op og blomster.
Jeg kan se at mange ting er ved at lukke sammen her. Så er vi jo fri for så meget ukrudt. Det vokser jo vildt i regnen.
Håber vi ses i dag i Aalborg

Knus
Charlotte

Birgitte sagde ...

Hej allesammen. Tusind tak skal I have. Ja, jeg er også glad for det, der er lavet indtil nu. Nu er jeg bare spændt på om jeg har ramt nogenlunde rigtigt med kombinationerne. Vi har også fået meget regn, så alting strutter rigtigt nu. Det var et godt tidspunkt jeg fik plantet på!
Det var hyggeligt at hilse på dig i dag Charlotte:) (Og Lone også):)