fredag den 27. januar 2017

Staudefrøsåning.

Så fik jeg sået de sidste staudefrø i dag.
Det var rigtig hyggeligt at være i orangeriet her i formiddag. Solen skinnede og der var meget lys. Inden jeg gik i gang med at så, gik jeg lige alle mine frøposer igennem og nu har jeg noteret alt, hvad jeg skal så, både stauder og sommerblomster, som skal sås senere.


Jeg har lavet en liste med de stauder, der nu er sået og det er:

Hvid staude-lathyrus
Purpur solhat
Mørk stjerneskærm
Mamelukærmebusk
Heuchera
Geranium
Stedmoderblomst
Rosa spydverbena
Kæmpe Margurit
Lyserød ridderspore
Purpur kongelys
Gul Jakobsstige
Akeleje
Pink Løvemund
Hvid og purpur digitalis.

En del af dem er der sået mange af i flere potter og jeg regner med, at der bliver en del, der skal prikles om og pottes op.


Halvdelen havde jeg sået for et stykke tid siden og der er da en smule spirer.


Måske kan man godt lige se, at der i den midterste række er spirer af stedmoderblomst.


Staude-lathyrus er også begyndt.
I marts går jeg igang med sommerblomsterne og dem er der virkelig mange af. Jeg har skrevet dem allesammen op og sorteret frøposerne.

Jeg har også gjort frø klar til de to kommende workshops. Der bliver mange forskellige frø at vælge imellem, så jeg tror og håber, der er nogle for enhver smag. Har du lyst til at deltage, kan du tilmelde dig på www.fokus-folkeoplysning.dk og på min anden blog www.blomsterforedrag.dk  Det er den 18.marts eller den 25.marts. Vi skal også lave stiklinger af en del af mine pelargonier, hvoraf der er mange, man ikke lige sådan kan købe i handlen.


Min stikkelsbær-stikling fra min mormors have vokser fint lige så stille og roligt. Sidste år klippede jeg toppen af for at den skulle dele sig. Toppen satte jeg ned ved siden af og det ser ud til, at den også gror. Så hvis jeg er heldig får jeg måske to planter en skønne dag. Man skal godt nok være tålmodig, for den gror så langsomt.


Til sidst vil jeg lige vise solopgangen fra i morges. Jeg har fri i dag og stod op kl. 6.30. I køleskabet havde jeg koldhævet bolledej og mens vi gjorde os klar, var bollerne i ovnen. Kl. 7 fik vi friskbagte citronboller. (Der er revet citronskal i dejen, som giver en rigtig god smag). Citronerne - 3 styks - kunne jeg plukke fra mit træ i orangeriet.


Solopgangsbillederne er til ære for fru Høneballe, som altid er så gavmild at vise mange solopgangsbilleder, vi andre kan nyde, når vi kører hjemmefra tidligt for at komme på arbejde og derved går glip af den. Nu kunne jeg lige tage et par billeder her til morgen.

Senere i dag skal der laves nogle flere frøposer til foredragene. Du kan læse om foredragene HER 
Rigtig god fredag aften.

5 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

Tak for solopgangsbilleder, dejligt du havde fri i dag, så du kunne nyde den og tage billeder.
Det er så sejt med dine frøsåninger, ikke blot har du succes med det du sår, men jeg er sikker på, du meget nøje udvælger, hvad der skal sås, så du senere kan plante det ud i bedene og så det passer med, hvad du mener der mangler i dem. Sådan ser det i hvert fald ud :)
Jeg behøver ikke at sige held og lykke, for du har helt sikkert styr på det.

Jeannett Fruergaard sagde ...

Der fik du da lige mig til at overveje nogle stauder, dejlig inspirerende liste. Jeg glæder mig til at se hvad du sår af sommerblomster.

Lene sagde ...

Sikke en spændende liste du har fået lavet dig.
Det er da godt at du er ved at udvide din have lidt, så der kan blive plads til en masse nye stauder :-)
Med venlig hilsen
Lene Bedstemorshave

Ole Jespersen sagde ...

Du har da rigtig gang såningen, men det er jo også lige tiden for stauder. Vi har også flere såbakker stående i drivhuset med de staudefrø, der kræver kulde for at spire. Og udenfor står et par potter med tulipanfrø. Det er første gang vi prøver det. Spændende.
Bedste hilsner
Lene og Ole

Birgitte sagde ...

Hej allesammen. Tusind tak skal I have. Jeg er meget spændt på, hvor meget der kommer op. Det er så dejligt med forventningens glæde og er en stor del af baggrunden for at være selvforsynende med planter. Det lyder spændende med tulipanfrø. Jeg håber, I får succes.