søndag den 28. august 2016

Citrustræer.

På en regnvejrsdag i venten på bedre vejr,
vil jeg på opfordring af Eliane fortælle lidt om mine middelhavstræer og hvordan jeg gør.
Jeg har et citrontræ, et appelsintræ, limetræ,et pomelotræ, et oliventræ og to stue-appelsiner.


Appelsintræet er en Citrus Sinensis. Det danner en fin rund krone, hvis man ikke beskærer det. Det er meget begynder venligt og kræver ikke meget. Jeg sætter det ud i haven i maj måned og dér står det indtil den første nattefrost i efteråret. Det kan godt lide regnvejr og bliver overbruset af regnen. Det skal også helst vandes med regnvand, da det ikke kan lide kalk.


Lige nu er der rigtig mange små grønne appelsiner på, som er kommet her i sommerperioden. Træet blomstrer i april samtidig med at der er frugter på. Jeg har plantet det i citrusjord - eller som det også kaldes middelhavsjord. Det indeholder de stoffer, som træet skal bruge for at sætte frugt, blandt andet mangan og jern. Jeg gøder også med flydende citrusgødning fra slut marts til midt august, hver 3.gang jeg vander. Nogle bruger flydende gødning hver gang de vander. Det gjorde jeg også sidste år. der kom ikke nær så mange appelsiner på og dem, der var modnet til plukning her i sommer, var ret tørre i det og kunne nærmest ikke spises. I år har jeg gødet mere sparsomt og så må jeg se, om det gør en forskel, da frugterne forrige år var spiselige, hvor jeg også kun gødede hver 3.gang.



Stue-appelsinerne, citrus Calamandina, kan ikke spises rå, men kan syltes. Det har jeg prøvet - jeg lavede appelsinmarmelade, og det smagte godt. De kan klare at stå i en vindueskarm i huset hele året rundt. Mine står i orangeriet om vinteren og bliver sat udenfor samtidig med de andre citrustræer. De kan blive til træer på 1,5 meters højde. Lige nu er de kun ca. 30-40 cm høje og er nærmest små buske.


Citrontræet sætter også mange frugter. Frugterne, der blev dannet sidste år og plukket i foråret og forsommeren har også været lidt mere tørre, så nu, hvor jeg kun har gødet ved hver 3.vanding, er jeg spændt på, om det gør en forskel. Jeg har lært, at hvis planter får for meget gødning, sætter det mest blade og det går udover blomstring. Måske er det det, der er sket.
Jeg vil lige nævne, at middelhavstræer trives i sur jord, fordi den lave H-værdi gør det lettere for træet at optage jern og mangan.

Jeg skifter jord hvertandet år, det er mest fordi, jeg gerne vil have, at træerne skal nå en højde på et par meter og få en bred stamme. Når det står i en krukke, får det jo kun en hvis mængde næring, så derfor tror jeg, det er godt, at skifte jorden rimeligt ofte. 
Jeg har haft træerne i 4 år og har fra starten plantet dem i ret store krukker. Jeg har tænkt, at de skulle blive i disse krukker, men hvis rodnettet fylder det hele, vil jeg skifte til større krukker.


Pomelotræet har jeg købt i år. Det vokser naturligt i Kina, men jeg har tænkt mig at behandle det på samme måde, som de andre citrustræer. Da jeg fik det i forsommeren, var der to store frugter på, som var saftige og gode, men lidt sure fordi jeg nok plukkede dem for tidligt. Nu har det sat to frugter igen, så det er jo spændende.
Jeg har plantet det i en stor krukke i citrusjord og det er vokset godt her i sommer. Det kan blive et meget stort træ, så jeg vil tro, det kommer til at kræve en kæmpekrukke på et tidspunkt.
Men det er med citrustræer ligesom med andre planter, at det kun kan udvikle sig til en størrelse alt efter plads og næring. Så holder jeg det i en bestemt størrelse krukke, så udvikler det sig kun til en størrelse, som det kan overleve på.

Jeg har også et lime træ - Lima Verde - det er langsomtvoksende og det laveste træ af citrustræerne. Frugterne er spændstige og saftige og har været dette lige siden jeg fik det for 4 år siden. Så det er nok det træ, hvor frugterne har levet mest op til forventningerne.
Det får samme behandling som de øvrige træer.

Det gælder for alle træerne, at frugterne, når de er modne og saftige, har en stærk citrusduft og en virkelig god smag. Så de lever fuldt ud op til de frugter, vi køber i supermarkederne. Jeg håber mit appelsintræ og citrontræ får saftige frugter igen.

Hvis man har lyst til at lave en god citrusmarmelade, kan jeg henvise til en opskrift jeg har under fanen "Marmelade". Den er med vanilje og virkelig god.

6 kommentarer:

Jette sagde ...

Hej Birgitte.Tak for et spændende indlæg om middelhavsplanter.
har selv et citron træ og to oliventræer.Og en stor figen alle i krukker der trives godt.De står i mim uopvarmede udestue om vinteren.
Men viste da ikke at de skulle have sur jord.
Jeg viser alle mine mørke planter i dag..........dem er jeg rigtig glad for.
Rigtig god søndag Knus Jette

Høneballehaven sagde ...

Flot beskrivelse af dine citrustræer, jeg ville gerne have et, men har ikke den rigtige plads til det.

Lisbeth sagde ...

Skønne træer du viser - jeg drømmer også om at få et orangerie og der skal helt sikkert nogle citrustræer ind
Min bedstemor havde et stueappelsintræ og når de små sure appelsiner var modne rev hun skallen fint og pressede saften over - det blev frosset ned og brugt i appelsinkager - kagerne smagt fantastisk.

Eliane Petersen sagde ...

Hej Birgitte.
Tusind tak for dit indlæg. Jeg har plantet både appelsin og citrontræ i middelhavsjord, men jeg har vandet med almindelig flydende gødning hver gang. Jeg har måske givet citrontræet for lidt gødning, for det blomstrer meget og får ingen nye blade. Blomsterne bliver ikke til noget, selvom der er mange svirrefluer i det. Til foråret vil jeg give det citrusgødning i større mængde. De kommer ud i haven om foråret og ind i en udestue inden frost, hvor vi holder temperaturen på 8 grader om vinteren.
Tak for dine gode råd. Mange hilsner fra Eliane

Birgitte sagde ...

Hej alle fire. Mange tak. Jeg er glad for, at I kunne bruge mine tips. Jeg tror, det er ret vigtigt, at træerne får de optimale betingelser, hvis de skal sætte frugt. Hvis træet er sundt og kraftigt, så er det også mere modstandsdygtigt overfor skadedyr. Jeg har 7 9 13 kun haft et enkelt tilfælde med bladlus, som jeg kunne vaske væk med brunt sæbevand og sprit. Jeg har rigtig meget fornøjelse af mine træer.

Charlotte Neve Grün sagde ...

Rigtig dejligt indlæg Birgitte.
Lige et jeg står og kan bruge.
Jeg har tre citrus træer og har lige købt et lime træ.
Har haft mange flere men de gik til da jeg fik dem for sent ind sidste år.
Rigtig gode tips du giver videre.
Dem vil jeg virkelig benytte.
Tusind tak og god aften
Charlotte