tirsdag den 28. juli 2015

Historiske pelargonier på Venøvej

Eksemplarer af de allerførste pelargonier, som kom til Europa!
Pelargonium Triste, som er en pelargonie med knold, var den første som kom til Europa via søvejen fra Afrika.


Søfolkene spiste af knolden på vej til Europa, fordi de fandt ud af, at den var god mod skørbug. Resterne af knoldene blev givet til rige herremænd og andre adelige, som havde orangerier. Mit eksemplar har netop blomstret og nu er blomsten visnet, men den duftede himmelsk.


Pelargonium Inquenans kom også til Europa, vi skal helt tilbage til 1400-tallet, hvor det lykkedes de hollandske søfolk at runde Kap det gode Håb uden at forlise. Det var svært dengang fordi skibene ikke var bygget til de hårde passatvinde. Mit eksemplar er i knop og jeg er spændt på blomsten.


Pelargonium Zonale, som har denne søde blomst, krydsede forædlerne med Inquenans og de er forældre til vores zonalepelargonier. Den hedder Zonale fordi bladet har en mørkere zone, formet som en hestesko yderst på bladene.

Det første barn de fik, var Pelargonium Kewense, som er denne krydsning, altså P.zonale x P.Inquenans.


Den har en rigtig sød rød blomst.
Disse pelargonier håber jeg, at jeg kan lave en del stiklinger af, da de er pelargoniernes forfædre.

Haven står ikke stille, selvom det har øsregnet i 4 dage. Jeg er i fuld gang med at køre kommunekompost ud i alle bede som stadig mangler. Men i aften har det regnet for meget. Jeg vil ikke stå med al for våd jord, så resten af bunken er dækket til og bliver kørt ud i bedene i morgen.
Selvom det har regnet meget, har jeg alligevel her til aften vandet de krukker, som står inderst i bedene, da de er så tætvokset, at kun en lille smule regn når ned til jorden i krukken. Heldigvis har jeg masser af regnvand:)




søndag den 26. juli 2015

Krydderurtestiklinger.

Nu er en god tid til opformering af krydderurter.
18 stiklinger fik jeg lavet. Jeg må lige se hvad de kan bruges til:)


Jeg vælger at lave stiklingerne nu fordi krydderurterne er i god vækst og meget saftige og spændstige. De er ca. 10 cm høje og de nederste blade er fjernet, så der bliver en stilk på ca. 3 cm, der stikkes i jorden. Potterne er brugte hyacintpotter og de er 8 cm i diameter, hvilket er optimalt. Det er vigtigt at potten ikke er for stor, men kun op til 9 cm i diameter, for ellers risikerer man, at planten rådner. Jorden er vandet godt igennem. I år har jeg valgt almindelig blomstermuld. Sidste år valgte jeg så- og priklejord iblandet grus og det gik også godt.


I denne bakke er der kubansk oregano og lakrids tagetes eller på latin: tagetes lucida. Den er flerårig og kan blive helt buskagtig, men den skal overvintre inde, for den tåler ikke frost. Man bruger den rå og bladene smager godt af lakrids. Man kan også komme den i maden lige før den serveres.
Kubansk oregano er rigtig god at hakke og blande i frikadellefars. Det giver en fantastisk god smag. Den er også god at hakke og drysse over kød, der skal i ovnen, så det bliver stegt og sprødt og giver en meget god smag.


I denne bakke har jeg citronverbena, som er god at lave te af. Den er også god at hakke og drysse på fiskeretter. Så er der solbærsalvie, som er god til te, jeg har endnu ikke prøvet den i mad, men jeg tror, den vil tilføre en god smag i gryderetter. I denne bakke er der også lakrids tagetes og ananassalvie, som er god i te. Jeg vil også gerne prøve den rå i salat. Den smager dejligt af ananas.


Jeg har også lavet 54 pelargoniestiklinger, heraf 36 duftpelargonier, som jeg har fået en del forespørgsler på. Der skal nok være afsætning på dem!
Det er hyggeligt at stå lunt og varmt i orangeriet og lave stiklinger, når vejret er så dårligt udenfor og nu blev mit nye plantebord også indviet og det tror jeg, at jeg bliver rigtig glad for, for det har vist den rigtige højde, så jeg ikke bliver træt i ryggen.
Der bliver nok lavet flere pelargoniestiklinger, for vindueskarmen er i fuldt flor og i god vækst, så jeg kan rigtig gå igang med saksen. Jeg plejer ikke at lave pelargoniestiklinger nu, men jeg skal have nogle til mine foredrag og åben havebesøg og de skal jo gerne nå at slå rod!

torsdag den 23. juli 2015

En dejlig dag i haven

5 bede fik jeg luget og renset en hel del krukker for visne blade og blomster.
Det var et godt havevejr i dag, selvom det var ret blæsende. Nu blomstrer mange planter, men jeg har nok endnu flere, der stadig er i knop. Jeg tror, august bliver helt forrygende i min have i år.


Ampelpileurten, som jeg har sået i april, er nu ved at vokse udover kanten og sætte de små runde lyserøde blomster. De er bare så søde.


Indianermynte, som jeg såede i marts, er også i blomst. Jeg har to forskellige slags: en lys og en mørk. Den mørke har jeg endnu ikke set blomster i. Humlebierne er helt pjattet med dem.


Havebordet i aftensol.


Det store staudebed begynder så småt at blomstre, men der er stadig rigtig mange knopper. Dette bed vil jeg følge tæt den næste måneds tid. Jeg må sige, at det nok ser bedre ud i virkeligheden end på dette billede. Jeg har klippet natviolerne ned og haveknopurten er også klippet ned, så kan den nemlig nok nå at komme igen.


Man kan dog godt se, at det er godt tilplantet. Jeg har tilført flere floks og hestemynte samt en del andre planter og de er allesammen kommet godt op.


Her er et billede fra det lyserøde og lilla krukkebed, hvor jeg er glad for de forskellige sammensætninger. Her er det dværglupin og dobbelt cosmos. Dværglupinen er ikke hårdfør, så den sår jeg også hvert år.


Katteurt og pragtkærte.


Almindelig cosmos, indianermynte og gammeldags mamelukærmer. Man kan også se voksurten ude i højre side.


I dag blev lodden løvefod klippet i bund. De står forrest i bedet. Da jeg fodrer fuglene med forskellige frø, smider de det de ikke kan lide ned på jorden og så spirer det. Så jeg har kravlet rundt og hevet en hel masse græs og ukrudt op. Løvefødderne dækkede godt henover det hele og jeg vidste, at det var godt snasket og fugtigt under. Heldigvis var der kun tre snegle. Jeg frygtede der var flere. Alt i alt har jeg ikke problemer med bæsterne, jeg har nok taget en 12-15 stykker i år. Det ligger på samme niveau, som de øvrige år. Vi har også i år et pindsvin, som helt sikkert hjælper til.


Der var også spiret en hel masse fuglefrø i stenbedet, men det er nu hevet op. Jeg fik et godt råd i går. Man skal kun fodre med solsikkefrø, for dem spiser de allesammen af. Så det vil jeg gå over til fremover.


Jeg skal passe på ikke at komme for tæt på kompostbeholderen, for den indeholder et brumbassebo i år. Men jeg kunne dog godt komme rimeligt tæt på. 


Der er nok 10 æbler på det lille nye træ. Der var et sidste år og det smagte godt.


Kongeliljerne blomstrer. Dette bed trænger hårdt til jordforbedring, og skulle have haft det i foråret, men desværre havde jeg ikke mulighed for at låne bil og trailer mere end 'en gang, så der blev ikke til hele haven.


Guldblomst og appelsintagetes. Begge er sået i april.


I denne æblekasse har jeg morgenfruer og gul staudedigitalis. Begge har jeg sået. Morgenfruerne er sået på stedet for ca. en måned siden og kassen står delvis i skygge. Jeg håber på blomster i sensommeren og i efteråret.


Alchymisten er med endnu. Desværre er den ikke remonterende. Som man kan se er den næsten lige så høj over stativet som i stativet.

I dag har Anders fragtet blomstermuld hjem til mig på sin cykel, så nu skal der laves stiklinger af diverse planter.

onsdag den 22. juli 2015

Pelargonierne i orangeriet.

En stor glæde.
Hvis en plante kan gøre mig glad, så er det pelargonier. I går fik jeg nurset dem allesammen og fejet og støvsuget i orangeriet. Vi skulle nemlig have gæster i formiddag.
Nu kommer der nogle billeder uden ord, men jeg har navnene på dem allesammen.:)






















Pelargonium Grandiflorum hedder denne og navnet passer fint, for der er virkelig mange blomster.
En anden dag vil jeg lave et indlæg med de pelargonier, som var de første, der kom til Europa. Jeg har dem alle tror jeg nok.


Dækket op til brunch i formiddags.


Jeg har været ude at plukke lodden løvefod og ærteblomster. Jeg plejer at synes, det er svært at plukke blomsterne i haven, men i morges var jeg så spændt på at se, hvor fint bordet blev med blomsterne. Jeg blev meget tilfreds og synes glasvaserne passer fint til dem..
Jeg havde travlt op til i dag, for jeg har bagt boller og franskbrød, lavet cheesecake med ribs fra haven, lavet rabarbermarmelade (også fra haven) og tomatmarmelade. Der var også omelet med røget laks og forskellige bær til youghurten. Og så var der mynteblade og citronverbena til te samt ost og pålæg. Der blev rigtig gået til den så det var dejligt. :)

mandag den 20. juli 2015

Salvie og mynte - stiklingeformering

Mange gode egenskaber.
Både salvie og mynte kan bruges i madlavningen og i te. Salvie skal man dog være varsom med og ikke tage mere end et enkelt blad eller to, da det ellers kan ødelægge smagen.
Salvie har gode egenskaber, den hjælper blandt andet på hoste, forkølelse og for kvinder i overgangsalderen.


Krydderurterne står i et krukkebed overfor vores indgangsdør. Jeg har sølvsalvie, solbærsalvie, ananassalvie, en blå salvie og blå og lyserød staudesalvie. Et enkelt blad kan kommes i gryderet, eller hakkes fint og drysses udover salat, eller man kan lave te af den.

Af mynte har jeg chokolademynte og to forskellige slags indianermynte, som også hjælper mod hoste og forkølelse. Disse kan også hakkes fint og kommes rå i salat eller man kan lave te af dem.


I krukkebedet har jeg desuden citronverbena, som er rigtig god til te, citronmelisse, som jeg kommer i isvand. Stevia, som også er god til at søde te og så rosmarin, som nok trænger til at blive pottet om!


Jeg har også lakrids tagetes i bedet, som er god at spise rå.
I denne uge vil jeg lave stiklinger af en del, så jeg forhåbentlig får nogle planter, som jeg kan bruge i efteråret til foredragene, som jeg skal holde i samarbejde med aftenskolen Fokus-Folkeoplysning. Der skal være lidt muligheder for køb eller måske som en gave.
Hver aften drikker vi te med mynte eller citronverbena og det smager mums. Nu vil jeg lave en kop med solbærsalvie!


Nu er valmuerne sprunget ud. De er da fine. Frøene fik jeg af Lone fra Komdrup.


Til sidst vil jeg lige vise den store hængepelargonie. Den er da fin!

Da jeg ville finde ud af, hvad mine krydderurter kunne bruges til, valgte jeg at google dem. I grunden er det noget underligt, at man ønsker at finde hurtige svar på sine spørgsmål, men planterne tager sin egen tid til at udvikle sig og blive smukke og frodige. Så når man har med planter at gøre og især frøsåning og stiklingeformering som jeg, kan man ikke skynde sig, men må være tålmodig og sørge for, at de får gode betingelser for at gro og udvikle sig. Og det er vel det, der er det befriende og giver ro og som giver muligheder for at udnytte sine kreative evner!
Jeg laver et nyt indlæg, når jeg går igang med at lave stiklinger og så vil jeg gerne komme ind på hvordan jeg gør.