torsdag den 10. december 2015

Et krukkebed med opformerede planter fra start til slut.

Det lyserøde og lilla bed med opformerede planter fra orangeriet.
Jeg har fået lyst til at vise en billedserie fra sæson start til sæsonslut af dette bed, hvor næsten alle planter er frøsået eller stiklingeformeret. Der er flest sommerblomster, men også lidt stauder.


Dette billede er fra den 16.maj i år og de fleste krukker er plantet til med frøplanter og stiklinger. Nogle af krukkerne er med stauder, der har stået samme sted hele vinteren. De har været visnet ned, men er på vej op på dette tidspunkt. Den lyse krukke ved vintønden til venstre er en spydverbena, der har overvintret i denne krukke.


Samme dag lidt tættere på.


Dette er to måneder senere - den 11.juli. Når jeg tilplanter en krukke er det med den samme plante i flere eksemplarer. I de store krukker sætter jeg 4-5 planter. Dette, tror jeg, gør, at krukken hurtigere bliver fyldt ud og planten kommer til at se ud af noget. Det kan jo være sent på sommeren før de små planter er store nok til at blomstre. Derfor får de også en virkelig god krukkemuld med langtidsvirkende gødning og jeg vander ofte. Jeg vil gerne give planterne de bedste forhold, når jeg nu har brugt kræfter på at frøså og stiklingeformere i det tidlige forår.


6 dage senere - den 17.juli og nu begynder blomsterne rigtigt at springe ud. Det er en stor glæde, når de små planter vokser til og bliver til noget. Så får man belønning for sit arbejde:)
Om vinteren forsøger jeg at planlægge, hvad der skal opformeres af planter og det er en udfordring at finde ud, hvilke planter der klæder hinanden. Et godt tip er, at have mere end én krukke af samme planter og så placere dem mellem hinanden. Det skaber ro for øjet, når der er gentagelser i bedet.


8.september.


Nærbillede den 10.september, hvor bedet var på sit højeste. Forrest i billedet er vidunderblomster, som er knolde, jeg plantede ud i maj. I år var de længe om at spire, måske på grund af det kolde forår, det var først her i sensommeren, at de rigtig kom i blomst. Næste år vil jeg forspire knoldene i orangeriet.
På dette tidspunkt og ind i oktober var jeg igang med frøindsamling, så jeg kan gentage de fleste planter næste år.


20.oktober, nu er alle sommerblomsterne visnet og krukkerne er tømt.
Vores have er ikke så stor, så derfor er det en fordel med krukkerne, når man gerne vil frøformere og stiklingeformere hvert år for på den måde er der altid plads til nye planter.
Dette krukkebed er det største i haven og jeg gør også lidt ud af, hvilket materiale krukkerne er lavet af og hvordan jeg kan sætte dem sammen.
Nu er frøene samlet ind. I år har jeg ikke så mange stiklinger, men der er dog lidt i orangeriet!

6 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

Hej Birgitte
God idé, det ser godt ud - jeg sidder netop med lidt af det samme til i morgen. Dog ikke krukker, men et bed. Vi må vise nogle sommerbilleder i denne grå og triste tid.

Livsnyderhaven.dk sagde ...

Altid skønt med krukker. Hvordan holder du dem, så de får vand nok? Nogle fif? Jeg syntes man kan rende og vande hele tiden, i sommerperioden.

Jette sagde ...

Hej Birgitte.Tak for dejlige billeder af alle dine krukker........vi trænger til lidt smukt at se på i denne tid.
Har også planer om at vise lidt billeder fra året der snart er forbi.
God weekend Knus Jette

Tina Pedersen sagde ...

Kære Birgitte Dejligt med dette potte nedslag. Det er altid spændende at følge en sådan udvikling. Hvor var din krukke have dog imponerende i højsæsonen. Skønt når alle ens bestræbelser lykkedes så flot! God fornøjelse med næste sæson. Knus Tina

Vivi sagde ...

Jeg bliver altså lige imponeret hver gang du viser billeder af alle dine skønne krukkeplanter :-)Det begynder snart at krible i fingrene efter at komme i gang med at så til den kommende sæson, når du viser dine planter :-)

Birgitte sagde ...

Hej allesammen. Ja, når det regner og blæser udenfor, så er det godt, at kigge på noget grønt! Det er så spændende at plante krukker til med planter, man selv har formeret og også at se om det lykkes at få det til at blive til noget. Jeg har ikke nogle gode fif til vanding, jeg vander med kander, så ved jeg i hvert fald hvor meget vand krukken får og på den måde kan jeg regulere vandingen. Mine krukker bliver vandet godt igennem hver 3.dag i højsæsonen, det er lige på grænsen til at det er for lidt, men de udvikler sig fint alligevel. Ja, jeg glæder mig også til at jeg igen skal igang med at så, det bliver spændende. Jeg håber, jeg kan begrænse mig i år, men det kan jeg nok ikke:)