søndag den 30. september 2012

Hjortetrøst og beskæring af blommetræ.

Jeg har læst og set på andre blogge, at
hjortetrøst er en fin plante, derfor købte jeg én i efteråret. Den var lidt pisten hele forsommeren, men så kom den. Jeg har set på nettet, at den kan blive meget høj. Det er min ikke endnu, men den blomstrer fint.


Jeg kan rigtig godt lide blomsterne. Den et plantet i det trekantede staudebed længst bagest, da den skulle blive meget høj.

I dag har vejret været rimelig godt, så jeg gik ud og slog græs. Bagefter beskar jeg blommetræet, da det havde sat en del vandris.
Sådan så det ud, da jeg var færdig:



Jeg er ikke helt sikker på, jeg kan kende vandrisene fra de rigtige grene, men når der vokser to eller tre grene op fra en tyk gren meget hurtigt, så tror jeg, det er vandris og det er dem, jeg har klippet. Måske er der nogen, der kan bekræfte dette, så jeg kan blive mere sikker på det?

lørdag den 29. september 2012

Såning og orangeri-hygge.

På udkig efter frø!
I dag har det meste af dagen gået med at kigge i gamle haveblade og jeg skal love for, at jeg blev inspireret. Nu har jeg en liste med planter, jeg vil købe som frø. Har fundet ud af, at Morgan and Thompson har et kæmpe udvalg, men nogle af dem jeg vil have, havde de ikke, det havde derimod danske frø-netbutikker. Anders har købt en spændende bog i Jem og Fix, der handler om farver i haven, så nu kører det oppe i mit hoved!


I formiddags nursede jeg alle mine pelargonier. Dem der har stået ude, er kommet ind, så nu er der fyldt godt op. Jeg fyldte en hel bærepose med visne blade og blomster.


Her er det nogle forskellige store duftpelargonier, der er kommet ind. Da jeg var færdig, blev gulvet fejet.

Dværgpelargonie, rød-orange
De pelargonier, der har stået i orangeriet hele sommeren, er både flottere, tættere i løvet og mere blomsterrige end dem, der har stået ude. Måske skyldes det, at de har haft nogle kolde nætter ude det sidste stykke tid. Jeg skal snart i gang med det store stiklingeformering - jeg kan få mange planter - så Pelargonieklubben Nordjylland: Gør jer klar!


I et af havebladene læste jeg, at hvis den røde kvan, skal komme igen i haven næste år, skal man klippe alle blomsterhovederne af. Hvis den får lov til at visne ned med frøstande, dør den åbenbart. Den selvsår jo sig selv, men jeg må vist ude og samle frø, jeg kan så, så jeg har den igen til næste år. Den har været flot i lang tid og skal helt klart være i min have!


Her er min røde rævehale og det ser allerede ud til at halerne er på vej? Tænk, hvis jeg kunne have den i orangeriet helt til jul!


Lykkekløver, som kommer hjemme fra min mormor. Hun har haft to planter hængende i køkkenvinduet lige siden min fætter blev født for 37 år siden. Nu skal de også være her - ligeså længe som orangeriet! Sådanne historier synes jeg er hyggelige!


I dag har jeg sået hvid digitalis og purpur kongelys i disse såbakker med plasticlåg. Dem fik jeg forærende at en bekendt i foråret, da hun var ved at rydde op og fandt ud af, at hun ikke havde brug for dem.


Her ser man, at der er 18 potter i hver. Jeg har lige sat plasticlågene på her til aften, da temperaturen falder en del i orangeriet om natten. I nat var der 16 grader. Jeg ved ikke rigtig hvor meget effekt lågene har - om de overhovedet holder på varmen, måske er der nogen, der har mere forstand på det end jeg?

Jeg er stadigvæk ikke rask. Huset ligner Jerusalems ødelæggelse og det er efterhånden ved at være trælst, men jeg har ikke energi til at svinge hverken støvsuger eller støvklud. Jeg hoster så kraftigt om natten, så jeg kun får sammenlagt en 3-4 timers søvn og jeg er så frygtelig træt. Man skulle tro, jeg havde røget hele mit liv, men jeg har aldrig nogensinde smagt en cigaret. Hvis det ikke snart bliver bedre,må jeg vist til læge. Nå, nu skal jeg vist heller ikke være alt for pylret! Rigtig god lørdag aften.

torsdag den 27. september 2012

Skyggebeds forvandling

Fra gul og hvid til multifarvet

Skyggebedet i dag
Dette bed lever slet ikke op til mine forventninger, jeg havde forestillet mig en gul og hvid frodighed, men det var mest bladene på planterne, der dominerede. Nu har jeg frø af hvid digitalis, purpurfarvet digitalis (har allerede frølinger af dem) og blå salvie, som skal sås og sættes ud i bedet. Derudover vil jeg se om jeg stadig kan høste frø af min blå lupin. Jeg har lige plantet flere jakobsstiger ud i bedet - to blå og en gul - i forvejen er der tre hvide.




Jeg kan godt forestille mig disse tre planter i nogle grupper af hver, vil kunne pifte bedet op. Jeg har fået den idé, at når det er et skyggebed med dominans af blade, så skal der noget "ranglet op i luften". (Billederne er lånt på nettet).


Som man kan se, er der stadig masser af plads til flere planter. Dem i midten er blå og gul jakobsstige og så er det en hosta til venstre. Bagved stenkanten vokser laurbærbusken, som er blevet kraftig beskåret. Den danner bund og afslutter bedet.


Jeg har to bronzeblade i bedet og synes, at det er nogle spændende planter. Der er faktisk ret mange planter i bedet, som blev anlagt i efteråret, så der går nok et års tid eller to, før det har fået ordentlig fat.

Jeg har også været hjemme fra arbejde i dag, men mon ikke jeg kommer på arbejde i morgen. Det håber jeg.

onsdag den 26. september 2012

Selvforsyning - et tema og en kæphest

Frø, stiklinger, knolde og løg!
Min drøm og mit ønske er at blive selvforsynende med planter til haven. I mange år har jeg ønsket mig vores orangeri, som nu er virkelighed. Det startede med, at jeg gerne ville have mange pelargonier, men efterhånden som idéen om orangeriet begyndte at tage form, gik det op for mig, at jeg kunne så og stiklingeformere en hel del selv og ikke længere bare nøjes med vindueskarmene inde i huset.

Røde pralbønner
Noget af det bedste jeg ved, er når alting spirer om foråret og det pibler op af jorden og hvorfor ikke prøve selv og få det til at lykkes? Jeg synes, det kunne være så godt, hvis jeg var 100% selvforsynende med planter, men det er nok urealistisk, for jeg lader mig friste af plantekøb, men så i hvert fald 90% Dette skal vores orangeri blandt andet benyttes til, så her i det kommende vinterhalvår vil jeg bruge rigtig meget tid på at lave såplan, indhente frø fra haven, købe frø, for at plante det hele ud til foråret.

Tallerkensmækker Milkmaid frø

Lige siden jeg var helt lille har min vindueskarm på værelset været fuld af stiklinger og planter, jeg skulle få til at gro, og efter at jeg er blevet en del af havebloggerverden har jeg lært om plantesammensætninger, farver, blomstringstider og meget mere, så nu føler jeg mig rigtig klar til at komme igang med at blive selvforsynende.
Jeg er så små begyndt at kigge i bøger og blade på planter og bagefter google dem for at se om jeg kan skaffe frøene på nettet.

Cosmos og kongelys
Så mit tema i vinter bliver som sagt selvforsyning og jeg har allerede sået lidt og lavet lidt stiklinger. Jeg er nok mest interesseret i sommerblomster, men kaster mig også ud i såning af staudefrø. Min viden og erfaring - efterhånden som det skrider frem - vil jeg beskrive her på min blog. Jeg har engang haft en forfatterdrøm i maven og har faktisk fået udgivet fire noveller for en del år siden, så tanken har strejfet mig: Tænk hvis man kunne skrive en bog om selvforsyning af planter. Men det er nok for meget forlangt, så jeg holder mig til bloggen.

Lille hjemmelavet stikling
Jeg har været syg de sidste par dage med kraftig hoste, ondt i halsen og feber. Jeg er ved at være godt og grundigt træt af at skrænte og satser stærkt på at komme på arbejde i morgen! Både i går og i dag har jeg ligget på sofaen og læst to bøger, som jeg havde lånt på biblioteket.

søndag den 23. september 2012

Jordbærland

50 jordbærstiklinger er plantet i mit bærbed i dag!
Jeg er så heldig, at jeg har fået jordbærplanter af en kollega. Hele 50 styks. Jeg har udvidet mit bærbed, så det nu er over dobbelt så stort. Jeg har gravet i to timer og kultiveret det bagefter, inden jeg plantede.


Før var der kun bed i den tredjedel, der er længst væk, hvor man kan se lidt rabarber stadigvæk. Mod solbær- og ribsbusken og den blåbærbusk, der står for sig selv, er bedet udvidet. Der er mange rødder fra hækken, men der er ikke liv i dem.


5 rækker blev det til med jordbær. Forhåbentlig kan vi plukke ca. 500 gram en gang imellem, når de er vokset til. Jeg har en flamingokasse fyldt med buksbomstiklinger - etårige - de skal pottes op og plantes som hæk hele vejen rundt til næste år. Udenfor buksbomhækken kunne jeg godt tænke mig tagetes vanilla ice. Det ville se godt ud og så kan vi se bedet fra orangeriet, fordi det er placeret to meter ud for foldedøren. Så vi kan gå lige ud og plukke bær!


I går kom der en pakke med posten, jeg har købt to græsser. Den ene er den til venstre, en blåaks. Den er nu plantet og står sammen med to andre græsser, som jeg desværre ikke har fået sat navneskilte i og derfor ikke rigtig kan kende fra hinanden endnu. De skal lige blive lidt større, før jeg kan se, hvad der er hvad. De vokser noget langsomt, synes jeg.  Jeg såede de to i foråret og dette er hvad, det er blevet til indtil videre.


Den anden - en gul japansk star - er plantet her foran huset ved bænken. Den bliver 60 cm høj. Måske flytter jeg den om i haven til foråret, det kommer lidt an på, hvad jeg finder på af krukkebede næste år! Jeg har også købt gule forårsløg på nettet, men de er ikke kommet endnu. Mine sidste tre pæoner, jeg har købt hos Pæoneksperten er heller ikke ankommet endnu, det gør de forhåbentlig snart!

fredag den 21. september 2012

Mit nye kamera

Her er en lille video med mit nye kamera.


Den er optaget i vores orangeri!

tirsdag den 18. september 2012

Duftpelargonier og regnvejr - en god kombination

Jeg har pelargoniedrømme!
Udenfor har jeg en del duftpelargonier rundt omkring i bedene i potter. De trives rigtig godt ude og har overhovedet intet imod regnvejret - selv når det regner kraftigt. De kan faktisk godt lide det, så jeg vil gerne lave mange stiklinger af dem og have endnu flere udenfor næste år.

Duftpelargonier i trækasse
I mit blå og lilla krukkebed har jeg en del duftpelargonier. Dem i kassen plus et par stykker mere, jeg har taget ind, er alle fra Bente Elmsbjerg. De fleste har navne. Som min svigerinde sagde i sommers, så giver trækassen en bestemt stemning omkring bedet. Og når der så er pelargonier i dem, så virker det lidt gammeldags og romantisk i mine øjne. Det kan jeg rigtig godt lide. Derfor synes jeg, der skal være endnu flere!


Min pelargoniedrøm går ud på, at jeg vil have potter både i og udenfor trækasser langs denne husmur i indkørslen. Det tror jeg, kunne skabe en rigtig hyggelig stemning, når man kommer hjem og går forbi hen til døren. Oliventræet skal snart ind i orangeriet, men skal sættes tilbage til foråret. Den troldepil, man kan se, må gerne vokse op til et træ, for så skal den stå på den anden side af det store vindue og give modspil til oliventræet. Det bliver et pelargonie-krukkebed med disse træer som højde. Så jeg skal igang med at lave mange stiklinger!


Her ser man tre pelargonier mere i det blå og lilla krukkebed. Den forreste er Dr.Vesterlund. Den mørkegrønne yderst til højre i billedet er et ukendt navn og den med de lidt gulnede blade dufter af Coca Cola. Jeg husker ikke navnet lige nu. Som man kan se, er de vokset godt. De var ganske bitte små pinde med to blade på, da de blev sat ud. Det var sådan set et forsøg på at redde dem efter vinteren, hvor de fik en nat med frost. Om en uges tid eller to skal de ind i orangeriet og pryde rullemaskinen sammen med de andre duftpelargonier, der er der.


Her ser man til venstre endnu en Dr. Vesterlund, som også har fået godt fat, efter at den blev sat ud. De trives virkelig godt udenfor i al slags sommervejr, så det kan anbefales at sætte duftpelargonierne ud i haven.


Men alle de potter skal jo have vand! Derfor ønsker jeg mig en tønde mere som den på billedet med det smarte vandningssystem, som Anders har lavet. Han har nemlig været så snedig, så han har sat sådan en åbning i nedløbsrøret, som den med den grønne slange på billedet, i begge nedløbsrør på orangeriet. Så kan jeg jo have indtil videre en tønde mere dér. Der kan være 250 liter vand i den og med al den regn, sommeren har budt på, så har det slået til pånær et par gange, hvor jeg måtte tage vand fra vandhanen.

Alle pelargonier ikke kun dufterne, kan åbenbart også klare rigtig meget varme. Det har de bevist inde i orangeriet, hvor der er par gange har været over 50 grader. Det er også imponerende så meget de gror derinde, jeg kan se, at flere af dem skal pottes om i større potter. Forhåbentlig kan jeg også lave en masse stiklinger af dem.
Anders ved ikke, at han skal bygge tre hylder med vandtætte bakker på den ene endevæg ved stuedøren i orangeriet til allel mine stiklinger. Men det får han snart at vide!!!!


I min anden trækasse udenfor har jeg andre slags pelargonier, de trænger til at blive studset lidt og skal nok snart sættes ind. De to mindste i kassen har jeg også fået af Bente Elmsbjerg. Hun er en meget gavmild pelargonieentusiast! Jeg er så taknemmelig!

mandag den 17. september 2012

Nærbilleder

Jeg synes, min have er frodig!!
Man må vel godt være lidt høj i hatten, når der er så mange blomster i haven. Her kommer nogle billeder:


Gule dahlier. Jeg har næsten fået udryddet bladlusene, som de var ret angrebet af. I går så jeg, at flere musvitter var i haven og det er rigtig godt, for de spiser bladlus.

En anden dahlia i samme bed
Jeg har vasket planternes stængler med sæbevand og en stofhandske, som jeg gnubbede stænglerne med med sæbevand på. Jeg har gjort det et par gange i løbet af sommeren og jeg tror faktisk, det har været ret effektivt.

En tredje i samme krukkebed

En fjerde

En femte - der er i alt 8 forskellige i det samme krukkebed.

Solsikker i samme bed.
Lathyrus Flagship, som er begyndt at sætte ærtebælger

En mini-dahlia i det lilla og blå krukkebed.





Chokoladeblomst, hvor jeg har overvintret knolden. Der er en del knopper i den, som man desværre ikke kan se her.


Stedmoderblomst, som jeg har fået af Jette fra Mit lille Gods, da vi var på Samså. Den har blomstret hele sommeren og været så flot i farverne. Jeg håber, den bliver ved længe endnu.


Solhatte i massevis. Dem er der rigtig mange af i år.

Sølvlys, som dufter rigtig godt!


Rosen Gemma, som jeg har to af i mit trekantede staudebed. Det er som om, at det først er her i september de har fået ordentlig fat. Måske bliver de lidt overdøvet af stauderne!

I løbet af ugen, skal jeg have udvidet mit bærbed til det dobbelte og der skal plantes jordbærplanter i. Jordbærplanterne har jeg fået lov til at cykle hjem og hente i min kollegas have. Hendes jordbærplanter har fået så mange stiklinger og jeg må få alle dem jeg kan bruge.

søndag den 16. september 2012

Roser 15.september 2012

Roserne bliver åbenbart ved:

The Shepard

The Shepard

The Shepard - der er så mange blomster i dem.

Heritage - det blæser!

Heritage et lidt mere roligt øjeblik!

Brother Cadfael - lidt blæsende - ærgeligt!

David Austinrose - ukendt navn - men den ældste rose i haven.

Den samme med ukendt navn.
James Galway blomstrer også og den anden abrikosfarvede - dem glemte jeg lige i farten. Det var synd, de må komme på en anden dag. Vejret i dag har været helt godt, jeg har fået slået græs og endelig fået sået græsfrø på de bare steder i plænen. Bedene ser fine ud, der er ikke så meget ukrudt, det kan vist godt vente nogle dage!