lørdag den 29. september 2012

Såning og orangeri-hygge.

På udkig efter frø!
I dag har det meste af dagen gået med at kigge i gamle haveblade og jeg skal love for, at jeg blev inspireret. Nu har jeg en liste med planter, jeg vil købe som frø. Har fundet ud af, at Morgan and Thompson har et kæmpe udvalg, men nogle af dem jeg vil have, havde de ikke, det havde derimod danske frø-netbutikker. Anders har købt en spændende bog i Jem og Fix, der handler om farver i haven, så nu kører det oppe i mit hoved!


I formiddags nursede jeg alle mine pelargonier. Dem der har stået ude, er kommet ind, så nu er der fyldt godt op. Jeg fyldte en hel bærepose med visne blade og blomster.


Her er det nogle forskellige store duftpelargonier, der er kommet ind. Da jeg var færdig, blev gulvet fejet.

Dværgpelargonie, rød-orange
De pelargonier, der har stået i orangeriet hele sommeren, er både flottere, tættere i løvet og mere blomsterrige end dem, der har stået ude. Måske skyldes det, at de har haft nogle kolde nætter ude det sidste stykke tid. Jeg skal snart i gang med det store stiklingeformering - jeg kan få mange planter - så Pelargonieklubben Nordjylland: Gør jer klar!


I et af havebladene læste jeg, at hvis den røde kvan, skal komme igen i haven næste år, skal man klippe alle blomsterhovederne af. Hvis den får lov til at visne ned med frøstande, dør den åbenbart. Den selvsår jo sig selv, men jeg må vist ude og samle frø, jeg kan så, så jeg har den igen til næste år. Den har været flot i lang tid og skal helt klart være i min have!


Her er min røde rævehale og det ser allerede ud til at halerne er på vej? Tænk, hvis jeg kunne have den i orangeriet helt til jul!


Lykkekløver, som kommer hjemme fra min mormor. Hun har haft to planter hængende i køkkenvinduet lige siden min fætter blev født for 37 år siden. Nu skal de også være her - ligeså længe som orangeriet! Sådanne historier synes jeg er hyggelige!


I dag har jeg sået hvid digitalis og purpur kongelys i disse såbakker med plasticlåg. Dem fik jeg forærende at en bekendt i foråret, da hun var ved at rydde op og fandt ud af, at hun ikke havde brug for dem.


Her ser man, at der er 18 potter i hver. Jeg har lige sat plasticlågene på her til aften, da temperaturen falder en del i orangeriet om natten. I nat var der 16 grader. Jeg ved ikke rigtig hvor meget effekt lågene har - om de overhovedet holder på varmen, måske er der nogen, der har mere forstand på det end jeg?

Jeg er stadigvæk ikke rask. Huset ligner Jerusalems ødelæggelse og det er efterhånden ved at være trælst, men jeg har ikke energi til at svinge hverken støvsuger eller støvklud. Jeg hoster så kraftigt om natten, så jeg kun får sammenlagt en 3-4 timers søvn og jeg er så frygtelig træt. Man skulle tro, jeg havde røget hele mit liv, men jeg har aldrig nogensinde smagt en cigaret. Hvis det ikke snart bliver bedre,må jeg vist til læge. Nå, nu skal jeg vist heller ikke være alt for pylret! Rigtig god lørdag aften.

13 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

God idé til læge med dig, du skal jo også have noget søvn, så du kan blive rask. Du må få lyttet på lungerne, det tror jeg er en god idé. Nå det var menneskepleje, det skal handle om plantepleje.
Mine duftpelargonier står stadig ude i bedene, de har det fint. Jeg prøvede at grave to af dem op og tog dem ind, det kunne de ikke lide, nu er de helt visne i løvet.
Din rævehale er vel nok fin.
God bedring.

Lone sagde ...

Jeg stemmer da også for en læge. Det kunne måske være kold lunge betændelse? Gik med det selv flere uger sidste år - fik det endelig konstateret, fik medicin og en dag efter stoppede hosten. Fantastisk.

God bedring, stakkels dig.

Vivi sagde ...

Hvor er du heldig med det lækre orangeri, hvor du kan have flotte planter så langt hen på sæsonen :-)

Du må have gjort noget ved den hoste, det er jo uholdbart med så få timers søvn.

mamses oase sagde ...

Kan du SÅ komme til læge Birgitte :-I (Kan du se jeg ser stram ud i betrækket? ;-D )
Når´ du har været til læge!!! kan du så nyde dine fine Pelargonier, og ordne det der skal ordnes.
Det er ikke noget at spøge med hvis det er en lungebetændelse, du kan lige så godt blive tjekket og få noget for den hoste så du både kan få noget søvn og noget energi igen.
God bedring :-D
Marianne.

Bente sagde ...

Læge Læge LÆGE øh L Æ G E det går jo virkelig ikke!!

Sød historie med din lykkekløver, elsker den slags ting, der rækker tilbage i tiden..

Der ser godt ud i din orangeri nu hvor de små pelargoniebørn er kommet indenfor!

Marianne Selvig sagde ...

Men dog, Birgitte - det lyder som om du skal have nogen til at komme med en kop varm kamillete til dig og et kys i nakken.

De Pelargonier. Altså - du er så heldig! JA, der er Bente (Elmbjergs eden) der har lært mig at se, hvad de kan.

Så nu er jeg også grebet af dillen. Og jeg har ikke en gang et Ohhh-rangeri. Så HVOR skal de være?

Nå. Men god bedring. Du får forhåbentlig lyst og overskud til at "armchair(-pc-) gardeninge" i morgen. ;;)

Heidi sagde ...

Melder mig i koret hos dem der synger læge læge læge, kan du så komme afsted ;o). Hold da helt op hvor har du mange pelargonier, hvad skulle du have gjort uden dit orangeri ;o) God bedring håber du snart er på toppen igen ;o

Hanne Tilst sagde ...

God bedring.

Ja sikke mange pelargonier du har. Jeg har også fået dem ind, jeg vil gemme i år. Jeg har nu kun en slags og det er hvert år Dronning Ingrid. Men jeg kan godt se, at jeg måske skal forny mig. Nå nej, jeg havde da også en meget mørk rød hænge-pelargonie, den er også gemt.

God søndag.

Jytte sagde ...

Jeg har også planter med familiehistori. Mine Liljekonvaller fx, som via min mors have og min mormors have stammer fra min oldemorshave.
Sjovt, ikke?
Og så har jeg en fantastisk smuk vild hortensia, som er startet som stikling af en plante hos min søster i Norge, og den plante startede som en stikling, hun tog på Azorerne på en rejse for mange år siden. Den trives i bedste velgående både hos mig og søsteren, selv om den jo stammer fra langt varmere himmelstrøg.
God bedring og
Happy Gardening
Jytte
www.danishknitdesign.com

Frøken Solhat sagde ...

Jamen sødeste Birgitte......læge og hyldbærsaft - NU :0)

Skøn historie bag lykkekløveren og tænk om du kan have dine i 37 år også.....imponerende.

Skøn sysel sådan at nurse rundt om pelagonierne og du har sørme da også en del at tage hånd om......godt ser det ud.

Knus Dorthe

Landbohaven sagde ...

Hvor har du dog mange smukke pelargonier. Hvor er din
Lykkekløver fin. Jeg kender den slet ikke.
God ide at gå til lægen. Der er mange der døjer med lungebetændelse nu.
Rigtig god bedring.
Ha` en dejlig søndag.

Jette sagde ...

Hej Birgite.ja! jeg er med i koret.Søg læge.Min mand er lige kommet over en lungebetændelse,som han fik da vi kom hjem fra Nice.
(air-condition)Kan godt forstå at du ikke har overskud til så meget,når du hoster hele natten.
Dejligt at du har fået dit orangeri,så du kan overvintre alle dine pelargonier.God bedring knus Jette

Birgitte sagde ...

Hej allesammen. Tusind tak for alle jeres søde kommentarer. Dem blev jeg virkelig glad for. Jeg må hellere komme til læge i morgen. I nat har jeg hostet lige så meget igen. Jeg blev helt overvældet over, at I skriver så mange opmuntrende kommentarer til mig. Det gør mig meget glad.