fredag den 18. november 2011

Frøindkøb

I dag måtte jeg blive hjemme fra arbejde på grund af kraftig forkølelse, total tilstoppet hoved, ondt i kæber og tænder, øv øv øv. Men jeg kan da heldigvis surfe på nettet og det har jeg gjort i dag og har bestilt frø både i USA, England og Danmark!

Til mit kommende abrikosfarvet og limegrønne bed har jeg købt følgende, udover de to slags abrikosfarvede roser, der allerede er plantet:

Abrikosfarvede tallerkensmækkere (Har ikke sortsnavnet lige her, men kan finde det)

Zinnia Abricot
Zinnia Abricot vil jeg blande med den limegrønne Frøkenhat, som jeg også har købt, således at de bliver plantet mellem hinanden, over en stor del af bedet.

Limegrøn Zinnia
Derudover har jeg købt limegrøn tobaksplante og grøn rævehale.

Grøn rævehale
Til mit cremegule og hvide dahlia-krukkebed har jeg købt en cremegul tallerkensmækker. Jeg har ikke helt besluttet mig for endnu om det skal plantes i små krukker foran bedet eller om den skal plantes i altankasserne i toppen af bedet. Det overvejer jeg lige lidt, da min oprindelige plan var, at jeg skulle have tagetes French Vanilla i altankasserne sammen med Helichrysum Petiolare. Nu bliver det måske tallerkensmækker og Helichrysum.

Tallerkensmækker "Milkmaid"
Til mit lyserøde og pink terrasse-krukkebed fandt jeg en plante i Claus Dalbys bog "Min krukkehave". Planten måtte jeg bare eje. Den skal plantes i mindre krukker foran bedet. Det er en Ampelpileurt, Polygonum Capitatum og jeg fandt den på en amerikansk frø-hjemmeside, hvor fragten var billig (knap 4 dollers). Swallowtail Garden Seeds.


Ampelpileurt, Polygonum Capitatum
Man skulle dog købe for minimum 6 dollers og ovenstående kostede kun lige knap 2 dollers, så derfor fandt jeg en plante, jeg kan bruge til et af mine forårsprojekter, som er to nye bede under æbletræet og blommetræet. Det er en Prunella og den kan faktisk holde til at blive trådt på!


Prunella Bella
Under disse to frugttræer vil jeg også have Geranium Sanguineum var. striatum, som jeg lærte at kende på Signes Vals og her et billede, jeg har lånt derfra.

Geranium Sanguineum var. striatum
Hjemmesiderne, jeg har handlet på er:

http://www.kerneliv.dk/
Swallowtail Garden Seeds (USA)
http://www.froebutikken.dk/
http://www.plantsofdistinction.co.uk/
http://www.froetorvet.dk/

På den engelske hjemmeside gjorde jeg et sjældent fund, som jeg har ledt og ledt efter. Jeg fandt en lysegul Clivia. Jeg elsker Clivia og har en plante jeg fik af min oldemor, som gik bort for 25 år siden. Den er den almindelige med orange blomster. Selvom det er en stueplante, har jeg meget fornøjelse af den og nu får jeg frø, jeg kan så, så der forhåbentlig kommer en lysegul clivia. Den skal være 2,5 år gammel før den blomstrer første gang, men jeg synes, det er værd at vente på. Frøene var noget dyre, næsten 8 pund og dertil ca. 2 pund i fragt, så det er nok ca. 150 kroner! Det var det absolut dyreste køb i dag!



Nu glæder jeg mig til at der over flere dage kommer dumpende pakker med posten! De fleste af udendørs planterne kan plantes direkte i krukker eller bede. Det er kun den grønne rævehale, der skal plantes indendøre. Det passer mig rigtig godt, da det kniber med pladsen inde i huset!
Geranium fra Signes Vals skal, såvidt jeg husker, have frost for at spire, så den skal sås, når jeg får den og sættes ud i mit drivhus!

15 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

Hold da op, tænk hvad man kan få ud af en forkølelse, selvom det ikke er rart, har du rigtig hygget dig, kan jeg se. Det bliver superflot ingen tvivl om det. Glæder mig til at se billeder, når tid er.
God bedring.

Birgitte sagde ...

Hej Lisbeth. Tusind tak for din kommentar og hilsen. Nu er Anders ude at købe is, jeg tror det hjælper!
Jeg har lagt mærke til de sidste par dage, at gadgen Antal sidevisninger kun viser et komma, har også set det på nogle af jeres andre haveblogge. Er der noget galt med Bloggers Gadgets i øjeblikket? Synes heller ikke man har de samme valgmuligheder, hvis man vil tilføje flere til sin blogliste?

Birgitte sagde ...

Nu fik jeg det vidst til at virke. Jeg skulle sige "animér tæller"

Høneballehaven sagde ...

Det var godt. Håber det hjælper med isen, om ikke andet smager det godt. Så er der jo også den gode gamle: te med rom og så på hovedet i seng. Jeg har nu aldrig hørt om nogen, det har virket på endnu, men det er da et forsøg værd, hvis man kan lide det ;o)

Marianne Selvig sagde ...

Oh,mon. Vedvgodtvdunikke lokker, men blot fortællevom dine indkøb. Men men men.

HAR alleredenkøbt ind for budgettet.
Og .... Ummmm, den der hovedpileurt, den stårbogså på min lisite over have-must-haves.

Kender i øvrigt godt det med at skullebkøbe ind for et vist bel
B. Hvorfor bliver det altid dyrere?
Nå, vi blivercsom regl også altid rigere. Om ikke andet på planter, vi ikke kendte. Glæder mig til at se dem. Live.

God weekend;
Marianne
Den Helbredende Have

Marianne Selvig sagde ...

Du,mé iPad. Træk selv overflødige bogstaver fra.
M

Peter sagde ...

Hvor længe er frø på USA på vej, inden de kommer til Danmark? Bare sådan cirka.

Hanne i haven sagde ...

Hold da helt op. Det er da vist godt, at man kun er forkølet nogle gange om året, hva' :-D
Sikke en shopping-tur du har været på.
Det lyder som virkelig lækre sager, du har fundet. Swallowtail har jeg hørt godt om på et amerikansk forum.
Er jeg den eneste som først går i frø-mode efter nytår? Jeg bliver helt forpustet ved tanken om, at I kan overskue frø allerede nu :-)
Jeg er ihvertfald sikker på at du får de skønneste bede til sommer, og jeg glæder mig virkelig til at følge alle dine små frø-babyer fra start.

Fra frø til blomst sagde ...

Skønne ting du har købt.

God bedring :-)

Helle sagde ...

Uuhh, det ser rigtig godt ud - og du er bare så tjekket i dine farvekoordination.....der skal jeg vist lige stramme op ;o)
God bedring og god weekend
Kh Helle

Frk. Anemone sagde ...

Skønne frø, du har bestilt - det går så stærkt med at bruge penge på nettet, synes du ikke?

Den lysegule Clivia er da fantastisk smuk.

God weekend.

Landbohaven sagde ...

Først vil jeg ønske dig god bedring.
Fine ting du har købt.
Du har da noget at glæde dig til.
Held og lykke med det hele.

Birgitte sagde ...

Hej allesammen. Tusind tak for jeres hilsener. I dag er jeg lige så forkølet, men måske en anelse lettere i hovedet. Jeg drak en romtoddy i går, men Lisbeth har ret, det virkede ikke, bortset fra et øjebliks varme i kroppen! Jo, det går hurtigt med at bruge penge på nettet, men jeg tæller hele tiden sammen og har regnet ud, at med fragten har jeg brugt små 300 kroner, så nu er der stop, nu er pengekassen lukket i resten af måneden! Men jeg er så glad for det jeg har købt og glæder mig til at skulle så! Frøene fra USA bliver sendt på tirsdag og jeg tror det tager ca. en uges tid at nå frem. Jeg fik sendt en pakke fra USA tidligere på året og det tog en god uges tid!
Til Hanne: Du kan sagtens nå at gå i frø-mode efter nytår for det går jo så stærkt med at modtage frøene, når de er bestilt og man kan vel ikke begynde at så indendøre før engang i slutningen af februar, hvis det er. Heldigvis skal de fleste af mine frø sås udenfor engang i april, så mine frø bliver opbevaret i køleskabet indtil da.
Det tog lang tid i går at finde frøene på nettet. Forinden havde jeg kigget i en bog og skrevet de latinske navne ned og så googlede jeg dem og kom ind på ovenstående sider. Internettet er fantastisk!

Staudefeen sagde ...

Ih, hvor spændende :-) Jeg fik også en masse frø fra England i dag - frø til spændende skærmblomster :-)

Plants of Distinction bestiller jeg og min mor hos hvert år, men vi har nu ikke fået sendt en bestilling afsted endnu.

Den der zinnia apricot, den skal jeg da vist også have købt frø af ;-)

Kh. Marlene

Birgitte sagde ...

Hej Marlene. Tusind tak for din kommentar. Plants of Distinction kendte jeg ikke til før, men man kommer hurtigt vidt omkring på nettet. Jeg er meget glad for at jeg fandt zinnia abricot. Den vil jeg blande med den limegrønne zinnia, så de kommer til at blomstre sammen i mit nye bed!