En lille blomsterhistorie mens vi venter på godt vejr

Jeg mangler stadigvæk tre projekter i haven i år!
Nu må al den regn og blæst da snart høre op! I ventetiden kom jeg til at tænke på en artikel om pelargoniernes vej fra vild plante i Afrika til stueplante i Europa! Artiklen er fra et blad, jeg har lånt, der hedder Garden Living. Nummer 14, forår 2007.

Vi skal helt hen til år 1600, før der var nogen overhovedet i hele verden, der dyrkede pelargonier. Man kendte dem nok, men rent videnskabeligt var de slet ikke opdaget endnu. Når vi henne om hjørnet køber en pelargonie, tænker de færreste mennesker på, at disse planter har deres gener fra vilde pelargonier. Disse vilde pelargonier gror især i Sydafrika, men også lidt i Australien, Madagaskar med mere. Da Sydafrika er et meget stort land, følger de enorme forskellige klimatiske forhold i regionen.

I det syd og sydvestlige gror de såkaldte geophytter, som har rodknolde, hvori de kan oplagre vand. Regnmængden er helt nede omkring 20 mm om året, så når sommeren bliver meget varm, smider pelargonierne deres blade og ligger under sandet og venter på vinterregnen. Rodknoldene bruger sydafrikanerne til naturmedicin og på restauranterne serveres de som en delikatesse. Pelargoniernes historie er stærkt sammenkoblet med søvejen. Men søvejen til Europa var meget farlig på grund af stærke passatvinde og storme og skibene dengang var ikke bygget stærke nok. Der var ikke mange af denne grund, der havde oplevet at runde Kap det gode Håb. Først i 1497 lykkedes det en europæer Vasco da Garna, at sejle turen til Indien syd om Kap det gode Håb og nu var vejen banet for en livlig trafik. Hollænderne oprettede en koloni ved Kapområdet og anlagde en urtehave med en ansat gartner, Hendrik Hendricxsz, som bosatte sig der med hele sin familie. Skibene kunne nu få forsyninger som frugt, grønt, og blandt andet pelargonieknolde. Der ved havde søfolkene mulighed for at kunne få en sundere kost. Da pelargonieknolde er meget C-vitaminrige, kunne man komme sygdommen skørbug i forkøbet, som der ellers var mange, der døde af.

Hvordan helt bestemt de første vækster kom til Europa, ved man ikke så meget om. Nogle mener, at en del af søfolkene var personligt interesserede i botanik. Samtidig var de hjemmefra blevet befalet/bestilt til at tage vækster med hjem til blandt andet de botaniske haver og rige herremænds orangerier. Der var ingen problemer med knoldene, de kunne sagtens holde sig og ved hjemkomsten kunne man sprede resterne rundt til haver og herskaber med orangerier.
De første mange, mange år var det mænd, der dyrkede alle de spændende planter og dermed også pelargonier. Det var først i ca. 1740 kvinderne begyndte. De første planter de dyrkede i vindueskarmene, var myrter og desuden få krydderurter, men snart kom pelargonierne til.
Man ved med sikkerhed, at den første pelargonie var P.triste. En knold med nærmest en gulerodstop og små gule blomster. Den første, der dyrkede P.triste, var en fransk havemester Rene Morin og han byttede frø med John Tradescant i London. P.triste blev spredt vidt omkring. Hemmeligheden lå i dens vidunderlige natteduft af kanel. Den af sømændende kom hjem og berettede om en vækst, der begyndte at dufte vidunderligt, når solen gik ned. Det var P.triste. Videnskaben kunne ikke forstå, hvorfor duften kun kom om natten. Man gjorde alle mulige forsøg for, at den også kunne dufte om dagen.
Hemmeligheden ligger i, at de natduftende pelargonier bestøves af natinsekter. På dette tidspunkt kendte man ikke insekternes del i planters "sexliv". Det kom først senere med Carl von Linné. I Europa fik planten navnet geranium indicum noctu odoratum, hvilket betyder: "Den indiske geranium, der dufter om natten." Navnet Indicum hentyder til, at man troede den kom fra Indien.
De to billeder er forældrene til alle de pelargonier, der findes i dag. Det var ved at krydse disse to, at alle de forskellige sorter eksisterer i dag.

De to sidste billeder er mine egne pelargonier, som nu snart skal ind.