lørdag den 18. juni 2011

Opsamling af regnvand

Anders har selv udtænkt og konstrueret nedenstående:
Vintønden som teknologisk fænomén til opsamling af regnvand.

Umiddelbart virker det jo oplagt at bruge en vintønde til opsamling af regnvand. Der er dog det problem, at vintønder ofte er konstrueret således, at vinen er sendt ind og ud igennem samme hul - et hul, som er placeret på siden midt i det hele. Dvs. man skal lægge tønden ned og vende hullet opad for at få vand ind og nedad for at få vand ud. Det er en tung proces, for sådan en tønde kommer let til at veje over 100 kg i fyldt tilstand.

Den smarte løsning på at få vandet UD er at stille tønden lodret op og bore et hul i siden, tæt på bunden. og montere en lille hane her (man kan få udmærkede plastikhaner). Hullet skal være en anelse mindre i diameter end hanens gevind, således at man kan skrue den i. Træet til sådan en tønde er så tykt, at det ikke er nødvendigt at bore et gevind. Til gengæld skal man have en ordentlig boremaskine og et godt bor.


Her opstår så et nyt dilemma, for hvis man placerer hullet helt tæt på bunden af tønden, for at få så meget vand ud som muligt, opstår der problemer med at få plads til en vandkande nedenunder til aftapning. Løsningen kan her være at stille tønden op på nogle sten eller lignende - eller smartere og kønnere: at beholde den på jorden og montere en lille slange (evt. en cykelslange) for enden af hanen, som man kan løfte op i en bue over til de vandkander, man benytter.



Et andet absolut relevant problem er at få vandet IND. Her tænker du nok, at så skal man bare lave et hul i toppen og lede vandet ned fra tagrenden denne vej. Men det går simpelthen ikke, for hvad sker der så, når tønden er fyldt, og det fortsætter med at regne? Så vil vandet løbe ovenud, danne en sø oven på tønden og fortsætte ned på jorden, hvor det gradvist vil gennemvæde området op mod huset, så fundamentet skrider og bygningen styrter i grus. Forsikringen vil ikke dække og naboerne vil stille erstatningskrav for at skulle se på en ruin. I sidste ende vil du gå bankerot.

Løsningen er at lave et overløbssystem inde i nedløbsrøret fra tagrenden, der sikrer at alt det vand, der er til overs, efter at tønden er fyldt op, fortsætter videre på autoriseret vis via nedløbsrøret til kloakken. Sådanne indsatser til nedløbsrør kan man købe i byggemarkeder, men i vores tilfælde vil vi konstruere en selv, der er særlig velegnet til formålet.

 



Den består simpelthen af en plastikkop uden hank med samme tykkelse som nedløbsrøret, som sættes op med bunden nedad. I denne er der nederst boret 3 huller svarende til tykkelsen på tre stykker slange på ca. 20 mm, som man har skaffet på en eller anden måde. Den ene slange føres via et hul i nedløbsrøret over mod vandtønden og ned i et hul i toppen af tønden med præcis samme diameter. De to øvrige stykker er bare nogle stumper på 7-8 cm, som går igennem plastikkoppen. De tre slanger er fuget sammen med koppen, så de sidder fast i bestemte højder. Den, der er lavest, er den der fører mod tønden, dvs. den fyldes først, og når den er fyldt til randen og helt op i røret, begynder vandet at stige, og et par centimeter oppe ledes det via de to næste slanger videre direkte ned i afløbet. Når alt er klart, skal koppen selvfølgelig sættes fast i røret med lidt fugemasse eller lignende, så vandet ikke smutter igennem langs siden.
Men så let er det nu alligevel ikke. For hvad nu med den luft, der findes inde i tønden, når vandet tilføres? Den skal ud, og det kan den kun komme gennem samme hul, som vandet kommer ind, og så kommer der til at ligge en sø oven på tønden, hvis der er utætheder. Er der ikke det, vil der slet ikke komme noget vand over i tønden på grund af trykket. Løsningen er at tage en stump ledning, f.eks. en antenneledning, der er længere end slangen over til tønden, afisolere den og trække hele indholdet ud, så man kan puste igennem den. Den proppes nu ind i den rigtige slange, således at der stikker noget ud i toppen inde i koppen i nedløbsrøret og sættes fast på denne måde med noget gaffa-tape. Således vil luften kunne "fise" denne vej ud, mens vandet løber ind i tønden.



Et sidste problem er det vand, der lægger sig oven på tønden, blot fordi det regner. Dette kræver et lille hul boret igennem kanten af tøndebåndet på toppen på det laveste sted.



Med dette på plads har du etableret det optimale vand-tønde-system, som tilmed vil skabe et område i din have med duft af vin i den første periode.



2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Birgitte
vi står for at skulle lave samme system og havde netop tænkt på en gammel vintønde da de af plastik simpelthen ikke ser særligt godt ud, ved du hvor jeg kan få fingrene i en?
venlig hilsen

Lone Nørgaard Andresen
lone@loneandresen.dk

Anonym sagde ...

Hej Birgitte

Hvor mange sæsoner holder sådan en vintønde egentlig?
Den er jo ikke beregnet til at stå ude i det danske vejr...

Vh
Søren R. Jensen