søndag den 24. september 2017

Plantevejr og oversigtsbilleder.

En dejlig weekend i haven.
Der er blevet plantet, flyttet roser og hentet pottemuld på planteskolen m.m.


Den gule solhat er blevet pottet om i min kæmpekrukke. Den plejer at stå med grønne blade hele vinteren, så jeg tænkte, det kunne pynte lidt ved at stå for sig selv. Før stod den noget indeklemt sammen med de gule georginer.


Krukken har fået plads der, hvor de tre Sheperd roser stod før. De blev gravet op i dag og plantet ud tre forskellige steder blandt stauder og buske. Anders har købt mere sort maling, så nu skal tørrestativet også males og så har vi købt sort tørresnor.


Her er to af roserne blevet plantet og så har jeg også plantet en søjle thuja, der stod i græsset før. Som man kan se, er der stadig bar jord, men jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad der skal plantes, jeg skal i hvert fald lige tænke over det og se mig lidt omkring, inden jeg vælger noget. 



De øverste billeder er til venstre for græselipserne. Dette billede er til højre. Dér hvor det mørke jord er ved træet, var dér hvor de tre roser stod før. Nu er der sået græs, så hele græselipsen kan blive færdig.


Her er det samme bed bare fra den anden side.


Jeg har plantet lidt forneden af plantevæggene. Ved denne er der to mørke heucheraer, en mor barn og en mørkløvet euphorbia samt en martsviol.


Ved den anden har jeg plantet 4 lungeurt Sissinghurt White og til venstre den ene rose The Sheperd.


Sølvlys ved siden af en dværgskovfyr, som er opstammet.


Jeg besluttede mig for at komme grus i stenstien, da der var nogle, der skrev til mig, at man således bedre undgår ukrudt imellem stenene. Jeg pottede min ene Høneballegræs op i en større potte og satte den ved døren for enden af stien.


Jeg har købt en stormhat, som er hvid og blå.


Jeg har pottet alle bregnerne op i 2-liters potter. Anders synes, jeg skal prøve at finde nogle sorte potter, der er firkantede i stedet for rund. Det tror jeg nok, han har ret i. Jeg vil gerne have fyldt de resterende hylder op og tænkte jeg skulle forbi Netto og Aldi for at se om de har nogle efterårsplanter til en rimelig pris!


Da jeg var ude på planteskolen efter pottemuld, fandt jeg den klematis, jeg har ønsket mig i to år - nemlig Prinsesse Diana. Den måtte jeg bare have med mig hjem. Nu håber jeg, den vil gro op af rionettet:) Jeg havde egentlig tænkt, der skulle vokse en vild kaprifolia op af her, men Prinsesse Diana ville jeg hellere have - sådan kan man nogle gange ændre meninger!


Denne del af haven er det næste jeg skal igang med. Der skal fjernes nogle dagliljer, som jeg tidligere på året har delt og plantet andre steder, så dem, der er tilbage, skal bare væk!
Æbletræet skal flyttes og så vil jeg også gerne nå at lægge alle tulipanløgene, som jeg har i kasser i udhuset.

På torsdag aften skal jeg holde foredraget "Opbygning af forårshaven". I sidste uge fik jeg at vide, at der var venteliste på mit foredrag om Julehavepynt, så derfor er der oprettet et ekstra hold, hvor der stadig er ganske få pladser tilbage. Det var en stor glæde:)
Min gamle kulvogn, som jeg har plantet solbrud i, er under kærlig pleje hos Anders. Han siger, at hvis ikke den får træbeskyttelse og bliver malet, så falder den snart fra hinanden, så lige nu er den skilt ad og står i udhuset. Han har lovet at gøre den færdig i løbet af næste uge. Vi var lidt uenige om hvilken farve den havde. Jeg mener, den var lyseblå og Anders mener den var grå, men nu bliver den altså grå!


Det er selve bunden, der har det skidt for det viste sig, at den ene af de to flamingokasser, jeg har sat potterne i, var utæt, så bunden har stået og været våd hele sommeren. Det var ikke godt. Men nu får den en makeover og så håber jeg, den holder et godt stykke tid.

8 kommentarer:

Heidi sagde ...

Hej Birgitte
Hvor ser det fantastisk ud med plantereoler og rumdelere, det er i sluppet rigtigt godt fra :)
Ja nu hvor haven er godt våd, er det godt at få plantet og flyttet rundt, jeg har også været igang idag.
Din nye haveplan begynder virkelig at tage form nu, det bliver så spændende at følge det færdige resultat og hvad det gør for haven :)

Høneballehaven sagde ...

Hej Birgitte
Det er fine oversigtsbilleder, nu kan vi begynde at få et overblik, det skal nok blive godt. Jeg er stadig begejstret for Anders´ stativer, de er så flotte. Godt han også kan fikse din kulvogn.

marie sagde ...

Du er bestemt ikke bange for at flytte rundt selv med træer. De er formentlig ikke særlig gamle, siden du godt tør det. Anders er da ikke bleg for at give et nap med i dine haveprojekter, det må være rart.

Marianne Selvig sagde ...

Der er sket maget nyt i din have siden "sidst".
Er særligt vild med din lille fyr. ;-)

Frk. Anemone sagde ...

Jeg må også sige, at der er sket rigtigt meget igen hos dig. Dine plantereoler med bregnerne ser da helt vildt godt ud.
Dejligt at få plantet og flyttet roserne - det hele kommer lidt efter lidt !
Held og lykke med foredragene.

Hos Villa Fryd/ Charlotte Neve Grün sagde ...

Birgitte du når så meget i din have.
Nu kan man virkelig se der er sket noget.
Syntes det bliver så fint og gennemtænkt. Selv med en ny Diana,
som ikke var planlagt.
Glæder mig til at se kulvognen. Den er jeg jo ret forelsket i.

Smuk mandag
Knus

Charlotte

Frk Hall sagde ...

Hvor sker der bare meget hos dig kære Birgitte
Du har virkelig fået gjort et godt stykke arbejde, og ja din mand er også meget energisk.
Det er så flot med plantereolerne, og jeg kan godt lide I maler træet sort. Vi har også sort i haven.
Kan man godt plante en mor barn ude? Troede den skulle være inde.
Kan godt forstå du ikke kunne tage hjem uden prinsesse Diana ;)
Godt Anders kan fikse den skønne vogn, og den er flot i grå.
Rigtig dejlig daf til jer to energibundter ;)

Kærlig hilsen
Lone

Birgitte sagde ...

Hej allesammen. Hvor er I bare gode. Ja kulvognen er rigtig fin. Anders er gået i gang med at male den. Jeg er meget glad for, at I kan lide plantevæggene. Jeg håber bare så meget på, at bregnerne kan klare, at bo i dem om vinteren også:). Ja æbletræet er ikke engang lige så højt som mig, det vokser på den dværgstamme, så det bliver aldrig et særligt stort træ.
Ja, man kan godt plante mor-barn ude. Sidste år havde jeg en i en plastikkrukke, men det kunne den ikke holde til. I bedene skulle det være bedre og med større sandsynlighed at de klarer vinteren.