torsdag den 30. juni 2016

Storkenæb og en lille smule clematis.

Storkenæb i forskellige størrelser - men kun i lyserødt!
Det gik op for mig, at jeg kun har lyserøde storkenæb og en enkelt sort, da jeg var ude med kameraet i dag. Det må være fordi, jeg elsker alle lyserøde blomster:)


Denne storkenæb er lavtvoksende og plantet under klatreroserne Parade. Jeg fik den af fru Høneballe sidste år, da jeg besøgte hendes have, jeg har døbt den Høneballe-storkenæben. Den er en blanding af lyserød og lilla. Den er rigtig fin som bunddække, men ville garanteret også være pæn i en krukke.


Pyrenæisk storkenæb på vej. Jeg ved ikke, hvad der er sket med dem, de er frygtelig sene i år. Sidste år var de i fuldt flor på dette tidspunkt og næsten en meter høj. Jeg blev meget glad, da de endelig kom op, nu håber jeg bare, at de når at vokse godt til og blomstre i løbet af sæsonen. Den har samme farve som Høneballe-storkenæben.


I den gamle trækvogn er der to store potter med en lyserød storkenæb, som bliver ret høj og omfangsrig. Den er blevet ligesom jeg havde håbet på. Nu skal den bare vokse lidt udover siderne, så bliver det helt perfekt:). Jeg delte en storkenæb i det store staudebed og satte to klumper i hver sin potte.


For 5 år siden plantede jeg små stykker storkenæb fra to store storkenæb, som jeg delte i mange små stykker og plantede dem ud langs hele hækken. Det har betydet, at jeg ikke har behøvet at luge under hækken de sidste tre år. De danner nærmest en slags kant i bunden af hele hækken. De er også lyserøde. Vores hæk er en tjørnehæk.


Her ses den tæt på.


Den sorte storkenæb er afblomstret, så den vil jeg klippe ned.


Jeg har kun en slags clematis, som jeg har to stykker af og de er plantet i hver sin ende af plankeværket nede i bunden af haven. Denne her er plantet sammen med klatrerosen Parade.


Her ses selve moder-storkenæben, som jeg har delt til både under hækken og til trækvognen. Den fylder stadig godt i staudebedet og så blomstrer den lige til frosten sætter ind, så den er supergod. Desværre har jeg ikke navnet.


Her er den anden clematis. Jeg købte dem for rigtig mange år siden - 10 år tror jeg og dengang gik jeg ikke op i navnene, så det har jeg desværre heller ikke. Den blomstrer næsten mere, når jeg ikke har klippet den ned i det tidlige forår, så det har jeg ikke gjort i år. Jeg ved faktisk heller ikke om det er en 1'er, 2'er eller 3'er.

Jeg synes, storkenæb er rigtig fine som bunddække mange steder og jeg kan bedst lide de lavere voksende, så det er dem, jeg går efter.


Her er det geranium var. striatum, som bunddække under det lille æbletræ. De høje planter på billedet er hvide solsikker, som er plantet i en rundkreds i det lille runde bed. De rækker allerede godt op over æbletræet, som blev klippet langt ned for to år siden pga. frostskader, men det kommer sig lige så fint og stille.
I går øsregnede det hele aften, men jeg tog gammelt regntøj på og gik ud for at rense ukrudt i alle fliserne. Jeg kan godt lide at være ude i regnvejr, når bare jeg er ordentlig klædt på. Det er bedre end når der er kraftig blæst! Her til aften og ligeså mandag/tirsdag var det helt fantastisk vejr.

3 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

Godt det var den rigtige højde på storkenæb du fik sidste år, den ser fin ud der. Storkenæb er gode som bunddække, det har du ret i.
Det har været dejligt vejr at gå rundt i derude her til aften.

Tim Skovrup sagde ...

Det er bare skønt med storkenæb i haven :) - dem kan jeg heller ikke få nok af :)

Birgitte sagde ...

Hej Lisbeth.Ja, jeg synes også storkenæbben passer godt ind dér. Ja, vejret er meget skiftende.

Hej Tim. Ja, godt,at du er enig:)