Det trekantede staudebed er i fuld gang. Lige nu er farverne blå og lilla samt purpurfarvet og om en måneds tid skifter det til lyserødt og rødt.
Der er en del blålilla akelejer, lilla natvioler, blå lupiner og purpurfarvet haveknopurt. Akelejerne skulle egentlig være lyserøde, men det kan man ikke være sikker på, når man sår dem, så mine blev blå.
Jeg kan godt lide denne farve, som knopurten har. Når den er afblomstret, klipper jeg den ned og så kan den nå endnu en blomstring senere.
Lupinerne har jeg haft i 4-5 år. For et par år siden kom de ikke op, men det var kun det ene år.
Natviolerne. De er to-årige og villige til at selvså sig. Hvis ikke man er over dem og får fjernet de små nye planter, så har man dem hurtigt over det hele. Det er i hvert fald min erfaring, men heldigvis er de nemme at hive op.
I østbedet er der både lyserøde og blå lupiner.
I forgårs begyndte den første rose at springe ud og i dag er der blomster i flere roser. Dem skal jeg ud at tage billeder af i morgen.
Storkenæb er også begyndt og til min glæde så jeg, at der er flere små pyrenæiske storkenæb under magnoliaen, så de var heldigvis ikke helt forsvundet. De er åbenbart bare sene.
En hybenrose.
Porcelænsblomsten i stenbedet er fuld af blomster nu. Bladene er brogede.
Jeg mener, at dette er en hvid røllikke, som jeg har i skyggebedet, men jeg er ikke helt sikker.
Seks blomsterstængler i de germanske iris og der er mere end én knop i dem allesammen. Måske blomstrer de til weekenden.
Purpur vingetobak på vej. Den er meget blomsterrig, når først den for alvor kommer i gang.
De næste aftener skulle jeg gerne blive helt færdig med lugearbejdet.
I denne weekend er der ikke lavet noget i haven, for jeg har været med Pelargonieklubben Nordjylland til Bangsbo Blomsterfestival i Frederikshavn. Vi havde et rigtig godt salg og en rigtig hyggelig weekend, hvor jeg mødte flere jeg kendte og det var et fantastisk vejr.
4 kommentarer:
Hej Birgitte
Godt du lige fik mindet mig om at klippe knopurten ned.
Jeg har samme erfaring med natviolerne, jeg han endda gravet mange op og fjernet dem, men der dukker alligevel nye op, som jeg har overset.
Godt der er blomster i dine iris.
Hej Birgitte
Jeg synes at det er så fint med dine blå akelejer til det lyserøde - jeg kan faktisk med årene bedre og bedre lide at sætte blålilla ind i alle bede som kontrast til farveholdningen f.eks blålilla til pink/rødlilla - blålilla til gul osv.
Jeg synes at din hvide skyggeblomst kunne ligne en meget frodig hvid natviol!
Hilsner fra Berit
Hej Birgitte
Så har jeg lavet lidt reklame for dit åbent have arrangement. Se mit nyeste blogindlæg. Håber det er ok.
Hilsen Maria
Hej Lisbeth. Det var godt, at jeg kunne påminde dig:)
Hej Berit. Ja, du har ret, jeg har det på samme måde og kan også godt lide kontraster, men synes stadig det er en udfordring at få planterne til at klæde hinanden. Det er i hvert fald noget, jeg arbejder rigtig meget med.
Hej Maria. Tusind tak for dit fine indlæg på din side. Jeg synes, det er rigtig fint:)
Send en kommentar