En travl weekend med gæster og havearbejde.
Da rengøringen af hele huset var overstået i dag, var det med at komme ud i haven og dér fik jeg lavet en del. Jeg er træt og tilfreds med dagens indsats.
Næsten ved vejs ende med udplantningen. Her er det lyserøde og lilla krukkebed, som består af godt og vel 35 krukker. Mange af planterne er plantet i to krukker, så de bliver gentaget i bedet. Det synes jeg skaber ro og harmoni i bedet, når man kan genfinde noget, man lige har set.
Man bliver også iidt nysgerrig efter at se, hvordan de er sat sammen på forskellig måde, forskellige steder i bedet. I fredags fik jeg de store duftpelargonier ud. Her til højre kan man se den ene.
Til venstre er en anden stor duftpelargonie, den er højere end 200 liters vandtønden. De har stået noget tæt i orangeriet, så der var en del visne blade, der skulle fjernes.
Her er det en graveolens, som jeg har sat opad tørrestativet. Her stod eucalyptusen, men den har jeg placeret nede på marken, da den var blevet noget grim og så havde den også fået frostskade, fordi jeg tog den meget tidligt ud. Den må lade pladsen i orangeriet til mit nye pomelotræ.
Ved døren har jeg plantet pelargonierne Nicolai ud. Den er meget svag rosa og passer godt til det hvide og grå krukkebed.
Foran det grå og hvide bed satte jeg en trækasse med 5 duftpelargonier. Planterne i bedet bliver ikke så høje og jeg har overvejet at lave en hylde til den bageste række, men det har jeg endnu ikke rigtig haft tid til.
Naboens clematis går ind over plankeværket til os. Det gør bestemt ikke noget!:)
Ved clematissen står vores trug med hostaer. Jeg tror, de kommer til at vokse ud over kanten i år. De fire heuchera i potterne har det godt.
Overfor indgangsdøren satte jeg også en trækasse. Den høje potte i kassen er en lakrids-tagetes / tagetes lucida. Bladene spiser man rå og de smager af lakrids. Solbærsalvien og chokolademynten er også kommet ud. På bænken står en indianermynte og en rosmarin, som også er pottet om.
Duftsnebolden er bare fin nu. Jeg har vandet den i dag, da jeg synes, den hang noget. Det er en opstammet busk.
Disse lyserøde petuniaer, skal plantes i denne krukke under syrenen. De står også i det lyserøde og lilla bed. Jeg har to kæmpekrukker med dværgsyrener. De er i knop, så jeg tror i løbet af en uges tid, blomstrer de. De har altid været noget senere end de almindelige syrener.
Her ser man måske lidt tydeligere, hvordan det vil se ud, når de er plantet rigtigt.
I dette pink og purpurfarvede bed, har jeg besluttet mig for, at plante en vidunderblomst ud. Jeg har nemlig én, der næsten er pink.
Nicolai og en lilla stedmoderblomst på zinkbordet. Jeg synes, det er ret godt gået, at stedmoderblomsterne er så flotte endnu. Det er to måneder siden, jeg plantede dem ud og de er så flotte som denne allesammen endnu.
Det har været en rigtig god weekend, med besøg hos en kollega fredag aften, rengøring af hus og orangeri lørdag, gæster lørdag aften og det sidste rengøring i dag og derefter en masse havearbejde. Jeg kan vist kun være tilfreds.
Jeg håber ikke de næste dage bliver med for meget regn, for jeg har stadig mange planer i haven!
8 kommentarer:
Jeg kan overhovedet ikke forestille mig, hvordan det er at have en have, hvor krukker spiller så stor en rolle; men jeg husker jo fra sidste år, at du virkelig formår at få det til at fungere og se godt ud. Jeg går og venter på mere vand, så jeg kan komme til at plante frøplanter ud.
Hej Birgitte.Hold da helt op.Du har da nogle krukker at holde styr på..........og vande.Imponerende at du har tid til at passe alt det,når du også skal passe arbejde og hus.
Men flot klaret.
Jeg er også rigtig glad for hosta i krukker og har lige fået plantet en del af min dahlia ud i bedene og krukker.
Vi har det meget tørt.........så der skal vandes godt.
Har du slet ikke fået noget regn?
Vil da også lige spørge om du har skrevet med Linda, der har plads til et par stykker i sin bil fra Ålborg til Tante Grøn.
Godaften Knus Jette
Hej Birgitte
Ja jeg siger som de andre, godt jeg ikke har så mange krukker at passe, men det er jo en del af din passion, og det ser godt ud.
Mine hornvioler står også flot endnu.
Må bare istemme korret - hvor har du mange potter at holde og vande. Men det bliver helt sikkert flot, når de kommer i fuld flor.
Hej Birgitte
Sikke en herlig produktiv weekend du har haft. Godt du snart er i mål med at plante alle dine krukker til, der er godt nok mange at holde styr på ;)
Jeg glæder mig til at se dem alle i fuld flor ;)
Hvor er din graveolens stor og flot, jeg har lige klippet min helt tilbage og nu er det lige før jeg fortryder ;)
Fantastisk Birgitte. Jeg kan huske navne på mange roser, stauder og georginer, men du remser navne op på udplantningsplanter og sætter dem sammen i farve og krukke bede, som en selvfølge lige hvor de hver især skal stå. Det er så skønt med havefolk, der er næsten ikke to som tænker ens og det kommer der mange skønne haver udad. Jens og jeg har brugt hele weekenden på at tage på åbnehave besøg og det er så fint at se så mange forskellige haver. En ny dejlig uge er begyndt og vi har fået lidt vand, som planterne trængte til. Mange hilsner fra Ulla.
Hej
Du får da også flere og flere krukker, men hold op hvor ser det godt ud :-)
Vi har ikke fået ret megen regn her, det har regnet lidt i dag, men der er nu stadig noget tørt, så jeg håber på lidt mere, selvom jeg bestemt også gerne skulle nå noget i haven de næste dage.
Med venlig hilsen
Lene
Hej allesammen. Ja vejret har været godt indtil i går, hvor regnen endelig kom. Det har også regnet lidt i dag, men der kunne for min skyld gerne regne mere - helst om natten. Jeg har godt nok mange krukker at holde styr på og jeg synes, det er så hyggeligt og samtidig er det spændende om jeg får nogle planter, der bliver til noget. Hvis vi ikke havde vores orangeri, kunne jeg slet ikke have så mange krukker, for det er meget billigere at opformere planterne selv end hvis jeg skulle ud at købe færdige planter hvert år! Jeg ville ønske, at jeg kunne de latinske navne på alle mine planter, som jeg har set mange af jer andre I kan. Jeg husker bedst de danske navne og kan også bedst huske dem, fordi jeg gentager de fleste år for år! Men jeg siger ligesom Ulla, det er vel nok interessant, at vi alle har vores haver på hver vores måde.
Send en kommentar