søndag den 26. oktober 2014

Hjemme igen og nu skal krukkerne tømmes!

Blade overalt i haven og nu skal krukkerne tømmes!
Jeg har lige været en hel uge på ferie hos min mormor i den svenske skærgård og har ikke haft adgang til en computer. Vi har haft det rigtig godt og meget hyggeligt! Men det er også dejligt at være hjemme igen.


Det gule dahliabed kan endnu, men bedet er ikke længere særlig pænt, så i dag skal krukkerne tømmes!


Appelsinerne er vokset godt, mens jeg har været væk. De tre citrustræer står stadig ude. Jeg tror de har haft godt af al regnen.


Den røde rævehale er ved at gå i frø. Den har været så flot lige fra foråret til nu med rigtig mange rævehaler, som er så flotte i farven til dens mørke løv.


Den mørke kanna, har fået endnu en blomsterknop, så den krukke venter jeg med at tømme!


Som man kan se, er der nu blade over det hele. Der er nok at tage fat på!


Der er stadig lidt roser hist og pist, som faktisk har klaret regnen uden at rådne.


For ca. 2-3 måneder siden klippede jeg den pyrenæiske storkenæb ned, nu har den blomstret længe og fortsætter nok til frosten sætter ind.


Her ved gavlen vil jeg gerne lave noget efterårsdekoration - jeg har nogle idéer men ved ikke om det kan lade sig gøre. Fortsættelse følger! :)


Min levkøj er i blomst igen. Den så lidt skidt ud på et tidspunkt. Jeg vil overvintre den i orangeriet.


Mens jeg har været væk, kom mine tulipanløg endelig. De er bestilt hos Vildmedblomster.dk Jeg har købt 150 styk i creme og lilla farver. 
I morgen aften skal jeg holde foredrag, så jeg må lige ud i orangeriet og gøre lidt rent. Der er meget, der skal nås. Herligt at uret er sat en time tilbage! Jeg er glad for at være hjemme igen, selvom det også er dejligt at være på ferie!

5 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

Ude er godt hjemme er bedst, og der er nok at se til derhjemme, kan jeg se. Flot så mange appelsiner du har.

Vivi sagde ...

Det lyder hyggeligt med ferie hos en mormor i den svenske skærgård :-)
Det er ved at være tid til den sidste oprydning i haven for i år, men jeg mangler også stadig noget - køkkenhaven. Det skal jeg gerne nå, før den første frost sætter ind.
Håber du får en hyggelig aften i morgen med dit foredrag :-)

Maria Hoffbeck sagde ...

God formiddag, meget smuk have du har og smukke krukker:-)
Jeg vil høre om du og dine læsere vil være med i kampagnen : "Danske Bloggers indsamling til Knæk Cancer" som løber til den 14.nov.-14
Det er alle os Bloggere og vores Læsere i Blogland som samler ind og gør en forskel.
Du kan se hvordan her:
http://mariahoffbeck.blogspot.dk/2014/10/knk-cancer-danmark-rundt-nu.html
http://jeasblanketanker.blogspot.dk/2014/10/knk-cancer-aften-det-stopper-ikke-her.html
Claus Dalby er også med, listen af de som er med er ved at være dejlig lang :-)

Mange hilsner fra en kræftramt Maria med "En verden af kunst"

Jette sagde ...

Hej Birgitte.Dejligt med en ferie hos familien........synes nok der var lidt stille fra dig.
Ja!!! der en del af at gøre i haven lige nu inden vinteren sætter ind.
Har selv været i gang indendøre med renovering af tre værelser.
Men i dag skinner solen........så jeg håber at komme udenfor et par timer.Jeg mangler også at lægge de sidste løg.
Håber dir foredrag gik godt Knus Jette

Birgitte sagde ...

Hej allesammen. Tusind tak for jeres kommentarer. Dem blev jeg rigtig glad for. Ja, jeg havde en dejlig ferie sammen med min svenske familie og det er godt at være hjemme igen.
Jeg vil rigtig gerne være med til at samle ind til knæk cancer, tak for linket, som jeg vil gå ind på og sætte mig ind i hvordan det fungerer.
Jeg tror, mit foredrag gik godt.