fredag den 13. juni 2014

Det store krukkebed er næsten klart!

De sidste par aftener har jeg fået lavet lidt af hvert i haven.
Vi kunne godt bruge noget regn heroppe nord på. Det har ikke regnet i 2-3 uger nu, så jeg er ude med vandkanderne!


Det lyserøde og lilla krukkebed er plantet godt til nu. Jeg vil dog gerne have nogle lyserøde hængepetuniaer i de store krukker med syrenerne. Jeg havde købt nogle almindelige petunia, men glemt at vande dem, så de er desværre helt visnet ned!


Det bliver ikke helt magen til sidste år. De fleste planter går igen, fordi jeg har samlet frø ind og sået dem i år. Det er kæmpeverbena, gammeldags mamelukærme, voksurt, vidunderblomst, og så et par dahliaer, hvor knoldene er overvintret.


De nye planter er levkøj, lyserød staudesalvie, lyserød katteurt, lyserød astilbe og en spydverbena.


Der er også en ny mørk heuchera. Dahlierne når at springe ud inden jeg skal holde åben have på torsdag. Det er lidt spændende om der overhovedet kommer nogen. Jeg har ikke gjort så meget reklame for det, så jeg regner ikke med det store rykind.
I år har jeg tre forskellige vidunderblomster; en lys lyserød og en mørk lyserød samt en gul i det gule dahliabed.


Stolen med husløg har stået der hele året. Den er blevet lidt ramponeret, men det gør ikke noget! Nu skal planterne bare vokse til, så krukkerne nærmest bliver skjult.
Jeg har navneskilte i alle krukker, så jeg kan holde styr på, hvad jeg har plantet.


Endelig fik jeg plantet mine tre thujaer i én stor krukke. De stod i hver sin potte før. Det er min plan, at de skal stammes op.
Det er sådan et godt vejr at gå ude i om aftenen og jeg har lidt svært at gå ind igen. Jeg er næsten færdig med at klippe kanter nu - mangler bare lige 2 meter.
Jeg tror det er en god idé at lave en to-do liste inden torsdag, så jeg husker alt det jeg gerne vil have lavet og får et overblik over det. 
I aften skal jeg bare slappe af - men skal lige vande krukkerne.

4 kommentarer:

Vivi sagde ...

Det er vildt flot med alle dine krukker, men sikke et arbejde at få dem vandet.

Høneballehaven sagde ...

Jeg må give Vivi ret, det er flot med krukkerne, men det er et stort arbejde for dig at vande alt det.
Bortset fra Sydjylland, så tror jeg hele landet skriger på vand, men der er nu ikke udsigt til noget, så vi må vande med slange igen igen.
Håber du får nogen gæster på torsdag.

Jette sagde ...

Hej Birgitte.Utroligt mange krukker du har.......og skal vande.
Men flot ser det ud.......og sikke mange forskellige planter du har.
Håber det går godt med din åben have på torsdag knus Jette

Birgitte sagde ...

Hej.Tusind tak for jeres kommentarer. Dem blev jeg glad for. Jeg kan næsten ikke følge med i øjeblikket, men nu er haven ved at være klar til på torsdag!