tirsdag den 28. januar 2014

Det trekantede staudebed

Her er farverne holdt i rosa, lyserødt og rødt.
Dette bed har jeg arbejdet med i mange år, jeg har flyttet rundt på planterne, gravet op, delt og tilføjet nyt. Nu synes jeg, det ser ud til at være ved at vokse sammen, men alligevel så tager kong vinter nogle af stauderne hvert år, så jeg skal fornye med jævne mellemrum.



Rødt og lyserødt synes jeg går fint i spænd i bedet, høstfloksene har den rødlige farve og står i 6 små grupper i bedet. De har duft, som spreder sig ud omkring bedet og så har de mørkt løv, hvilket jeg synes, er pænt i bedet.


Solhattene dominerer i spidsen af bedet, hvor jeg har plantet 10 styks. I år har jeg forsøgt at så frø af dem for første gang og det er spændende, hvad der kommer ud af det. Jeg har to sorter, den ene er Magnus og den anden har jeg desværre ikke noteret navnet på.Jeg kan slet ikke få nok at solhatte, de er både sjove og fantastiske.


Kattehale har fået godt fat i bedet og er nærmest en overstander nu. I bunden af bedet har jeg 5 høstanemoner, og dem skal jeg være over, for de spreder sig rigtig meget med underløbere, som jeg hiver op.


Her er det duehoved, som jeg har i to grupper i bedet.
Som man nok kan fornemme, så har jeg plantet i grupper, da jeg synes, planterne træder tydeligere frem mellem hinanden og jeg kan godt lide, at man kan se, hvad der er i bedet.


Til venstre i billedet har jeg nogle hestemynte og her kan man se i bunden af billedet mine høstanemoner.


I bunden på den ene side har jeg en hjortetrøst. Den er ved at få godt fat nu, den er to år gammel. Jeg håber, den efterhånden vil danne en slags bagstoppervæg, så den må gerne fylde godt.


Her er bedet lidt på afstand. Hvis man sammenligner dette billede med mit billede til højre på bloggen, som er fra 2012, kan man se, at sidste år var det ikke nær så frodigt som i 2012. Det led lidt af vandmangel i sommers og det gik udover blomstringen. Selvom jeg vandede rimeligt godt, så nåede det alligevel at blive tørt, især da vi var på ferie. Især høstanemonerne endte med at blive et trist syn. Det bliver spændende hvad sommeren 2014 bringer af solskinsvejr!
Jeg bliver altid så glad, når stauderne begynder at titte op af jorden og bliver lige overrasket hver år over, hvor meget de når at vokse til, inden de visner ned igen. Naturens kræfter er stærke!

7 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

Ja det er rigtigt, bedet i 2012 var noget flottere. Jeg havde også meget, der led under tørken, men jeg kunne ikke vande det hele, for jeg var jo ikke bortrejst. Det vigtigste at vande for mig er jo mine rhodoer.

Jette sagde ...

Hej Birgitte.Dine bede ser rigtig fine ud............prøver også selv at farvesætte mine.
Den solhat du ikke kan huske....er det ikke den lime fv. du har fået af mig?
Og din hjortetrøst skal nok vokse sig stor.
Godaften Jette

Birgitte sagde ...

Hej Lisbeth og Jette. Tusind tak for jeres kommentarer. Dem er jeg glad for. Jette, det er ikke den limefarvede, jeg tænkte på, da jeg kun har frø af den. Jeg har to forskellige rosafarvede i bedet. Jeg kigger til frøene hver dag, men de er ikke begyndt at spire endnu.

Heidi sagde ...

Hej Birgitte
Smukt afstemt bed du skabt, også selvom tørken var hård ved alt sidste sommer ;)

Ina sagde ...

Er vild med dine farver = elsker de rosa og røde.

Det var en tør sommer, og jeg var på tre ugers ferie midt i den værste tørkeperiode, så min have så ud derefter

marie sagde ...

Sådan er det at have have. Den er i bestandig udvikling, de fleste gange til glæde, men desværre også sommetider til ærgrelse.

Birgitte sagde ...

Hej Heidi, Ina og Marie. Tusind tak for jeres kommentarer og fordi I kunne lide mit bed. Ja, vi må huske at vande noget mere, hvis det bliver tørt igen til sommer!