lørdag den 21. januar 2012

Træer i haven og snevejr

I dag sner det med store snefnug, der daler ned.
Vores have er godt og vel 500 kvadratmeter og jeg synes, det er vigtigt med træer, som giver højde til vores høje hus. Vi har kun frugttræer i haven. Dette har vi valgt for at få noget mere ud af det og efter at have plantet pære-, kirsebær- blommer og æbletræer, er der ikke rigtig plads til flere træer.

Hyggeligt snevejr
Når grunden er lille og huset er stort, synes jeg, det er vigtigt med træer, der giver højde i modspil til huset. Det giver også en god variation i haven, dels giver det skygge, hvis solen bager højt på himlen, dels er der mulighed for at lave bede under og omkring træet.


På det øverste billede kan man se mit "langstrakte" bed, der danner en halvcirkel rundt om kirsebærtræet og fortsætter med endnu en halvcirkel omkring pæretræet. I dette bed skal jeg så sommerblomster i abrikos- og limegrønne farver. Jeg har allerede plantet abrikosfarvede roser.
På det nederste billede ser man vores blommetræ og herunder, ligesom under æbletræet, der står 3 meter derfra, skal jeg så lavtvoksende lyserøde blomster. Blandt andet Prunella, geranium var.striatum (tror jeg den hedder) og polygonum capitatum.






Polygonum kan man også så i krukker!

Træer i haven gør den større og giver rummelighed og på en måde giver de også en stemning i haven. Jeg forestiller mig at vores frugttræer bliver gamle og krogede og knudrede, så det ligesom giver en romantisk stemning i haven. Jeg har placeret træerne sådan, at når de engang bliver store nok, så kan jeg også hænge en hængekøje op.


Det ene æbletræ ud af to.
Træerne i vores have er placeret, så dette æbletræ sammen med kirsebærtræet 5 meter væk kan give skygge uden at det skygger på terrassen, men som man kan se, er vores træer stadigvæk meget små, så der går nok en del år, før vi har den helt store effekt udover at plukke og spise frugterne. Men jeg forestiller mig en sommerdag, hvor man kan sidde på en stol under trækronen og læse i en bog!
Langs med huset på den side, hvor vores stue er, har jeg plantet et andet æbletræ og vores blommetræ. De er plantet så tilpas tæt på huset, at man kan kigge ud på dem fra stuen og det synes jeg er mere hyggeligt end hvis der kun var græs at kigge på.

Kirsebærtræet står til venstre og billedet er taget før, jeg lavede det abrikos- og limegrønne bed.
Når vores træer når en hvis højde, vil jeg holde dem i denne højde ved at klippe dem. Jeg ønsker ikke, at træerne skal blive mange meter høje. Det synes jeg, haven er for lille til og jeg tror heller ikke, det ville gøre haven lige så romantisk, som hvis træerne ikke er for høje!

8 kommentarer:

Lønbæk Planteskole sagde ...

Jeg tror ikke du skal bekymre dig om frugttræerne bliver for store til haven. Nutidens træer er oftest podet på dværgstammer, så hvis du ikke direkte spørger efter nogle på vildstammer, så får du svagtvoksende træer(især æbler).
Dejligt at se du fremmer miljøet i haven, ved at plante i højden også.
Anne Marie

Bente sagde ...

Jeg synes også det er dejligt, når nogen planter frugttræer. Mine naboer fælder frugttræer i hobevis, fordi de er besværlige og ingen bruger frugten i dag. Det kan jeg slet ikke forstå. Både fugle og folk kan have en glæde af dem. Så du får en stjerne i min bog!

Ina sagde ...

Træer er vigtige i haven. Jeg har frugttræer bagerst i haven, hvor hvepsene kan få lov at forsyne sig i fred ;-) Vi har rigtig mange af dem.
I sommers plantede jeg 4 andre træer tættere på terrassen og huset, for der skal være træer i haven :-)

Høneballehaven sagde ...

Ja træer må der til også gerne frugttræer, jeg har et gammelt moreltræ og 2 jeg har sat for nogle år siden, samt 2 jeg satte sidste år. Jeg lader dem heller ikke blive for høje, så kan jeg jo ikke nå morellerne :o) Det samme med mine æbletræer, der har jeg 2 gamle og 2 nyere. Jeg har også et gammelt blommetræ og et nyere, som aldrig har båret frugt. Det er irriterende :o) Hvad med dine frugttræer giver de nogen frugt endnu?

Birgitte sagde ...

Hej Lønbæk Planteskole. Tusind tak for din kommentar. Det lyder godt, så forstår jeg også bedre, at de vokser så langsomt. Det var en god ting at få at vide!

Hej Bente. Tusind tak for din kommentar. Jeg er rigtig glad for vores frugttræer og glæder mig til at der kommer rigtig meget frugt, så jeg rigtig kan sylte og lave saft!

Hej Ina. Tusind tak for din kommentar. Den blev jeg rigtig glad for. Du har åbenbart tænkt ligesom jeg med træer tæt ved huset!

Hej Lisbeth. Tusind tak for din kommentar. Ja vores frugttræer giver frugt allesammen, især blommetræet og det ene æbletræ. Der kommer også en del pærer, men jeg kunne godt ønske mig nogle flere. Kirsebærtræet er der ikke så meget på endnu - kun til at smage når man er i haven. Der er ikke så mange kirsebær, at jeg kan plukke ind til sylt eller saft!

Landbohaven sagde ...

Dejlig med frugttræer i haven. Vi har forsøg, men her vil træerne bare ikke gro.

Hanne i haven sagde ...

Lige efter mit hovede også :-) Træer skal der være i en have, ellers bliver den alt for 'flad' synes jeg.
Jeg har to æbletræer, et pæretræ og et kirsebærtræ i min have, for jeg synes også at frugttræer er dejlige. Og så har jeg en del prydtræer. Jeg elsker træer, og frygter lidt at min have ender som en skov en dag :-)
Hvor er det smart at du har plantet, så I kan få plads til en hængekøje. Det gjorde vi ikke, og det ærgrer os idag :-)

Birgitte sagde ...

Hej Landbohaven. Tusind tak for din kommentar, den blev jeg rigtig glad for! Ærgeligt, at træerne ikke rigtig vil gro hjemme hos jer!

Hej Hanne. Tusind tak for din kommentar. Den blev jeg også rigtig glad for. Jeg tænkte nok, at du var glad for træer, jeg har en fornemmelse af, at du har stortset alle slags planter i din have!! Ja, en eller anden dag kan vi nok hænge en hængekøje op. Det bliver dejligt!