søndag den 2. april 2017

Haveplan del 2 og lidt andet godt.

Nu er alle stolperne gravet ned og fliser er lagt.
Torsdag og fredag fik jeg gravet ud til fliser og gravet de sidste stolper ned. I går kom to vennepar hjem til os og vi havde en hel arbejdsdag her hos os, hvor vi fik lavet en hel masse. Meningen er, at vi senere skal hjem til dem og arbejde en hel dag. Det var rigtig hyggeligt at være sammen om mange projekter.


I fredags fik jeg gravet de sidste stolper ned. Sektionen til venstre er ca. 15 cm højere end resten. Det er for at "lege med lyset" som arkitekten sagde. De står mod vest, så det bliver nok når solen er på vej ned. Der er 5 sektioner, tre på den ene side og to på den anden. Jeg har gravet yderligere tre roser op og mangler nu kun tre mere.


Jeg har også gravet græs og jord væk for at kunne lægge fliser. Bagefter kørte jeg sand på. Jeg har slet ikke tal på alle de trillebørfulde jeg har kørt væk, men det kan mærkes i hele kroppen. Der skulle gøres klart til at vores venner kom i går, så de kunne lægge fliser.


Nu er fliserne lagt og vi satte havemøblerne ud. Her plejer jeg jo at have det største krukkebed i haven her ved gavlen af orangeriet. Det skal stadigvæk være der, men nu bliver krukkerne flyttet rundt om havemøblerne. (Jeg tror ikke, havemøblerne skal stå på denne måde). Til sommer bliver det nok hyggeligt med en hel masse blomsterkrukker rundt om siddepladserne.


De blå anemoner blomstrer nu.


Jeg havde helt glemt, at jeg satte nogle gule anemoner under æbletræet sidste år. De er endnu ikke sprunget ud. Desværre er der meget vorterod også. I morgen skal jeg luge i haven, så får jeg forhåbentlig fjernet noget af det.


Jeg fik også gravet ud til fliser her i hjørnet. Her plejer mine citrustræer at stå hele sommeren og arkitekten foreslog, at vi lagde flere fliser, så der blev plads til et par stole.


Karsten var fliselægger i går. Jeg har 4 citrustræer, der skal stå her og så kan Anders og jeg sidde imellem dem på hver sin stol.


Vi har en del knækkede fliser, hvoraf nogle skal bruges som trædesten ifølge haveplanen. Helle sorterede dem efter størrelse i går og satte dem på højkant, så kan vi bedre skelne dem fra hinanden og finde dem vi skal bruge.


Afdeling D, hvor havemøblerne står plus en hel masset andet, blev tømt og vægge og gulv blev fejet med kosten. Bagefter vaskede vi gulv. Helle og jeg var sammen om dette og Helle var rigtig god til at sætte tingene i system. Cyklerne skal ikke være der. Anders og Karsten kørte på genbrugspladsen med en hel masse, der kunne smides væk.


Thorkil fik hugget al det brænde fra de træer, som anlægsgartneren fældede i vinters. Vi tømte hele brændestabelen og byggede den op igen. Alt dette brænde huggede Thorkil i går og det tørre brænde ligger i en bunke, som man ikke kan se her, men det skal Anders lægge øverst i stakken i dag. Der er lige så meget brænde. Under brændestykkerne ligger stadig nogle lange store grene, som sørger for luftcirkulation og når de er blevet helt tørre, skal de også hugges op. Anders havde en del paller, der bare stod. Dem satte Thorkil op som indervægge i brændestabelen, så den blev lidt mere robust.


De første tulipaner sprang ud i fredags. Ved siden af stod Hanne hele dagen i går ved et havebord og sorterede alle Anders' skruer og søm. Han har fået samlet sig et kæmpe lager, men Hanne fik sat dem i system i små kasser og hylder ude i afdeling C. 
Thorkil satte wirer op på mine stolper, som klatreplanterne skal vokse op af og han brugte skruer. Hanne havde nærmest en hel marskandiserbod dér med skruerne og vi kunne alle få lige de skruer, vi havde brug for.


Der mangler dog wire på disse stolper. Vi har købt hegnstråd til formålet og skruer 5 cm lange skruer ind i bunden og toppen af stolperne, så der stikker 2 cm skrue ud, som vi vikler hegnstråden om.
Derudover fik Thorkil malet skorstenen på huset. Han malede både morgen og aften, så den fik to gange. Det pyntede gevaldigt på huset, da skorstenen var noget afskallet.
Derudover fik vi også algebehandlet plankeværket, som Anders næsten er færdig med nu. Ham og Karsten fik hentet de sidste brædder i Jem og Fix i går, så nu kan vi snart sætte flueben ved den opgave.
I dag har jeg simpelhen besluttet mig for ikke at skulle grave ret meget. Nu har jeg gravet i tre dage  for i går fik jeg gravet et stykke, som vi kalder for mellemgangen, nede til venstre ved plankeværket. Dér skal der nemlig også lægges fliser.


Her har jeg samlet en bunke sten, som havde været en kant rundt om to rosenbede, der er nedlagte. Nu må jeg lige se om jeg kan bruge dem til noget. Når vi har fået ryddet helt op ved brændestabelen, kommer de nok derud at ligge.
På tirsdag skal jeg holde foredrag, så det skal jeg lige øve mig lidt på nu, inden jeg går udenfor.

5 kommentarer:

Heidi sagde ...

Hej Birgitte
Nu begynder dit projekt rigtigt at tage form. Det ser super spændende ud og god ide at indkalde forstærkning så man kan tage store skridt i en fart.
Det er en rigtig god ide med større flisepladser, så i kan sidde midt mellem blomster og citrusfrugter og nyde høsten af jeres store arbejde.
Det lyder som en god ide at springe mere gravning over idag, det er hårdt arbejde. Held og lykke med foredraget ;)
Knus

Høneballehaven sagde ...

Hej Birgitte
Som I da har knoklet, dejligt med hjælp og en god idé at skiftes til at hjælpe hinanden. Pas nu på dig selv, du har godt nok arbejdet hårdt. Resultatet skal nok blive godt.

Anette Krogh Pedersen sagde ...

Hvor er det spændende og sikke meget i har nået. Da jeg i haveplan 1 læste at du ville begrænse krukkerne foran huset til sommer, kom jeg til at smile, tror ikke det sker, for lige pludselig er der masser af sommerblomster i krukkerne :-) Det ser vel nok godt ud det hele.

Kærlig hilsen Anette

Tim Skovrup sagde ...

uha.... der er blevet arbejdet :) - og flot resultat indtil videre :)

Birgitte sagde ...

Hej allesammen. Mange tak. Ja, der bliver rigtig arbejdet og det hele skrider fint fremad. Jeg kom også til at smile af Anettes kommentar, for jeg tror, hun har ret, der kommer nok mange sommerblomster i krukkerne :)
Tak Lisbeth fordi du tænker på mig, jeg kan da også mærke i kroppen, at jeg knokler, så jeg tager den lidt mere med ro i de næste par dage!