I 2004 flyttede vi ind i vores hus. Dengang var der kun en græsplæne og to opstammede hængepil. Jeg vidste ikke ret meget om havearbejde, men blev fortalt af venner og bekendte at jeg skulle starte med stauder! Dem kan man altid flytte rundt med, hvis det ikke bliver lige som man havde tænkt. Det er noget andet med træer og buske.
Vores hus er en gammel villa i to plan og er hvidt. Derfor forestillede jeg mig dengang, at jeg kun skulle have røde og hvide farver i haven, så det ligesom blev en rigtig dansk sommerhave!
| Sommeren 2008 |
Efterhånden fandt jeg ud af, at lyserød var en farve, man kan få rigtig mange forskellige planter i, så jeg begyndte at købe lyserøde stauder. Jeg havde læst i bøger, at man skulle sammensætte planterne efter lysforhold, højder og blomstringstider, så det forsøgte jeg at kombinere. Stauder i krukker var også spændende.
Sådan noget som jordforhold og gødning gik der lang tid før jeg fandt ud af, men det har jeg styr på nu.
Nu har jeg mange stauder i mine to store staudebede og jeg er spændt på til næste år at se, om jorden bliver helt dækket.
| April 2011 |
De stauder, der er sat i bedet, skulle meget gerne variere både i løvform, blomsterform, men have nogenlunde samme højde, med høstanemonerne som de højeste bagest i bedet. Jeg har forsøgt at holde mig til samme farvenuancer, men dér tror jeg stadigvæk har jeg lang vej, før det bliver helt perfekt!
Sådan så skyggebedet ud i forsommeren. Nu er alt det lyserøde væk og bedet består kun af gule og hvide planter. Også her har jeg forsøgt at variere former og har kun skyggetålende planter. De gule farver er holdt i de lyse og cremefarvede variationer.
Nu har jeg, efter at have stiftet bekendtskab med andre havebloggere på nettet, fået blod på tanden og har allerede gennemført mange flere projekter end jeg nogensinde havde turdet drømme om. Og jeg har da også nogle stykker til næste år. Så her i vintermånederne bruger jeg mange aftener på haveblade og bøger og er på udkig efter de lidt mere sjældne stauder. Verden er jo blevet meget større fordi man bare kan google planterne på nettet og vupti, så popper der hjemmesider op, som sælger planten!
Min største interesse er dog at lave planterne selv - enten fra frø eller stiklinger. Lige siden jeg var helt lille, spurgte jeg altid, hvor vi kom hen, om jeg måtte få en stikling fra deres blomster. Min vindueskarm på mit værelse var altid fuld af stiklinger og jeg passede og plejede dem for at de skulle gro. Jeg tror, det er en stor tilfredsstillelse for mig at se planter, der udvikler sig og at man kan dele dem eller tage frø. Nu er det bare blevet lidt mere avanceret, for jeg vil gerne finde de planter, der er sjældne, så jeg har noget ikke så mange andre har!
En anden drøm, jeg går med i maven, er jeg måske engang kan holde åben have, men det kræver jo, at man har noget at vise frem og dertil er jeg ikke rigtig kommet endnu.
Min allerstørste drøm er et orangeri, for så kan jeg rigtig boltre mig med frø og stiklinger og alle de mest spændende pelargonier. Anders er gået med på, at vi en dag skal få bygget et og jeg sparer og sparer op til det. (Jeg vil helst kunne betale uden at skulle låne for mange penge). Jeg tror, det lykkes mig indenfor en overskuelig fremtid, hvis det går som planlagt!!
| Opstammede dværgsyrener med hængepelargonier i bunden af krukkerne. |
Det første lys er tændt og ved siden af adventstagen står mine to "kyssenisser".
På køkkengulvet ved terrassedøren i køkkenet står der også to nisser. Man skulle tro, de lige var kommet ind udefra med hjemmebagte boller!!!
Rigtig god søndag til dig, der kigger med.































