søndag den 11. september 2011

Udvidelse af fire bede og bedafgrænsning med naturstenene.

Kantskæring og fjernelse af græstotter!


Jeg havde besluttet mig for at udvide bedene under blommetræet og æbletræet for at sætte Aliumløg og strø Claus Dalbys purpurfarvede valmuefrø ud. Til foråret er det også meningen at jeg vil sætte lave lyserøde stauder i bedene. Jeg brugte spaden til at grave græstotterne op, men forinden lavede Anders en kant hele vejen rundt med spaden. Han brugte træstammen til at måle afstanden med hele vejen rundt. Da jeg var færdig med blommetræsbedet, klippede jeg samtidigt træet. Det er nemlig nu her i september, at man skal klippe frugttræer. Der var nogle lange skud, som var vokset ekstremt i den ene side af træet. Dem klippede jeg af for at få et mere symmetrisk træ.

Bagefter var det æbletræets tur.


På akkurat samme måde, fik jeg udvidet dette bed. Desværre er æbletræet rigtig hårdt ramt af de sidste to vintre, så jeg måtte beskære det helt ned, så det nu kun er en halv meter højt. Jeg nænner ikke at smide det ud, da æblerne er så utroligt gode, men det får kun én chance, hvis det overlever vinteren og sætte nye skud til foråret, ellers blive det gravet op og skiftet ud!
Buksbomhækkene under begge træer flytter jeg ud til cirklernes kant til foråret. Jeg tør ikke at flytte dem nu, da jeg er bange for at beskadige rødderne her lige før væksten går i dvale. Jeg tror, det er bedre at vente til foråret med at flytte dem!

De ovale rosenbede blev også udvidet i dag for at gøre plads til naturstenene. Jeg havde slet ikke forventet, at jeg kunne nå så meget i dag, men det gik bare derudaf med en masse energi og sved på panden!


Et førbillede. Nedenunder er stenene lagt ud. Jeg er meget tilfreds med resultatet!


Jeg har været afsted med cykeltraileren to gange og der var ikke helt nok til et bed. Jeg må afsted igen i hvert fald tre gange, så der er nok til det andet ovale bed.
Nedenunder er der et billede, der viser nogenlunde, hvordan hele denne del af haven ser ud nu. Jeg er ret stolt over min indsats!


Bedet længst væk er det andet ovale bed, som der også kommer natursten rundt om. I forgrunden kan man se vores bærbed. Dette har jeg også nogle planer med, men nu orker jeg ikke mere i dag. Jeg er øm i ryggen af at fjerne græstotter og plante løg og løfte på de tunge sten! Men det er en dejlig måde at være træt på!



Det er meningen, at hvert andet bed (De ovale rosenbede) skal være med natursten som bedafgrænsning og de runde bede under frugttræerne skal være med buksbomhæk som bedafgrænsning!

Plantning af forårsløg

Narcisser, tulipaner og Alium
220 løg fik jeg plantet i dag. Alle de hvide og cremefarveder i skyggebedet. Det var to slags tulipaner: Spring Green og Mount Tacoma. Narcisserne var: Mount Hood, Thalia og White Lion.
Jeg har plantet 100 i skyggebedet og 60 i bedet ud mod fortovet.
50 Alium har jeg plantet under blommetræet og det lille æbletræ.


Claus Dalbys forårsløg i Bilka var et godt køb og løgene tror jeg, er af god kvalitet.


Jeg pakkede først de 100 løg ud og blandede dem i kassen for på den måde at få dem fordelt i beddet. I fortovsbeddet skulle jeg plante 60 løg og dem blandede jeg på samme måde. Til sidst plantede jeg Alium, som bestod af to slags og dem blandende jeg også, så der blev lige mange under hvert frugttræ. Jeg startede kl. 08.20 i morges og var færdig kl. 11.00! Jeg har haft mange projekter igang i dag udover plantning af løg!!

fredag den 9. september 2011

Havebloggertræf i morgen

De lover jo rigtig godt vejr!


Jeg håber, at alle, der skal med, for en rigtig god dag i morgen. Jeg har desværre ikke selv mulighed for at være med og det ærgrer jeg mig over. Jeg ville rigtig gerne møde alle jer søde og rare havebloggere. Jeg tror, I får en spændende og sjov dag. Det ville være rigtig dejligt og interessant, hvis I havde lyst til at skrive et "referat" og evt. lægge nogle billeder ud på jeres blog, så vi, der ikke har mulighed for at være med, kan være med lidt på sidelinjen.
Rigtig god tur!

mandag den 5. september 2011

På stenrov

Da vi bor lige ned til Limfjorden.....
På en svensk haveblog, så jeg, at haveejeren havde brugt natursten som bedafgrænsning. Jeg fik den idé at sætte sådanne sten som kant i mine ovale rosenbede. Jeg kan nemlig godt lide den svenske havestil! Men da jeg ikke vidste, om det var lovligt at gå ned til vandkanten og samle sten, spurgte jeg en kollega, som er gift med en advokat, om hun ikke kunne spørge ham, for så vidste jeg, at jeg ikke gjorde noget forkert.
Man må gerne samle sten, men ikke køre derned med bil og trailer - det er ulovligt. Man må godt hente i mindre mængder, så det gjorde jeg lige efter spisetid i dag!


Jeg fandt et sted i vandkanten, men sådanne natursten er ikke ligefrem letvægtssager, så da jeg havde samlet ca. 8 sten, måtte jeg stoppe og begynde at slæbe dem hjem. (En gåtur på ca. 600 meter).



Man må godt fylde en cykeltrailer! Jeg træk afsted henad stier med vandhuller og mudder og et øjeblik tænkte jeg "Hvad har jeg gang i", men jeg kunne mærke, at den friske luft og motionen fik mig til at slappe af i hovedet efter en hård arbejdsdag, så jeg blev enig med mig selv om, at jeg slog to fluer med et smæk: Jeg fik klaret mit hoved rent for en travl dag og jeg kan se frem til - forhåbentlig - en fin bedafgrænsning ved mine rosenbede. (Men antallet af sten var kun nok til et halvt bed, så jeg skal ud på en 3-4 ture mere).
Jeg skal tage billeder før og efter. Det bliver helt sjovt!

søndag den 4. september 2011

Cyklede 56,5 kilometer for at komme til åben have!

Vejret var lige til en udflugt på tandem!
I går var der åben have hos Lone i Kongerslev, som er medlem af Pelargonieklubben Nordjylland. Anders og jeg smurte madpakker og cyklede afsted ved halvti-tiden i går formiddags og var fremme kl. halv tolv. Jeg fik lov til at tage billeder og lægge ud på bloggen. Så her kommer nogle billeder fra Lones have:






Samtidigt var der plantebyttemarked i haven og jeg var ikke cyklet forgæves. Lone har rigtig meget og hun laver rigtig mange planter af alt, som hun sælger for en tier stykket. Jeg håbede på, at jeg kunne købe bregner til mit skyggebed - og det kunne jeg. Fire styks for 40 kroner. Og inspireret af Signes vals måtte jeg også købe en hvid stjerneskærm!
Der var nogle andre, som også havde en stand i haven og hos én af dem købte jeg en plante, der var kommet hele vejen fra Kina. En Buddha-plante. Den er gul og bliver ca. 50 cm høj. Min plante var en lille bitte stikling, som først kommer til foråret. Den visner helt ned ligesom stauder. Jeg så et billede af den og den er ret sjov!







Lone har en del træskulpturer og stenskulpturer i haven, som hun har arrangeres på mange sjove måder. Hun havde også en del rustne ting. Der er flere siddepladser i haven og Anders og jeg fandt en stor bænk, der var lavet af træstammer. Her spiste vi vores madpakker.





En dobbeltblomstret petunia.



En peberplante, som skal overvintres inde. Man kan spise peberfrugterne!

Pelargonieklubben Nordjylland havde også en lille stand i haven. Jeg var meget fristet til at købe tre sorter, jeg ikke har, men der var desværre ikke plads til mere på cyklen!!



Vi var hjemme kl. tre i går eftermiddags og vejret var rigtig godt, så vi tog en velfortjent kaffepause på terrassen! Men vi var trætte, så der blev ikke lavet noget som helst mere resten af dagen!

fredag den 2. september 2011

Forårsløg

Indkøb
Det er en god dag i dag. Jeg har lige fået løn og jeg har en fridag! Så nu skulle der købes forårsløg. Jeg har surfet på nettet og fundet ud af, at Claus Dalby og Bilkas tilbud med pakker af 100 løg, er et rigtig godt tilbud. Jeg har bestilt 3 kasser cremefarvede med 100 løg i hver og så var fragten gratis!
Herudover har jeg handlet hos Jane Ep-engros, som jeg tidligere har købt blomsterfrø hos. Her handlede jeg 110 cremegule løg - både tulipaner, narcisser og hyacinter.
Jeg har aldrig prøvet at købe så mange løg før. Jeg synes faktisk, det er lidt vildt! Det blev i alt 410 løg og jeg ved, at det bliver et stort arbejde at få dem lagt i jorden, men jeg glæder mig, for jeg har allerede regnet ud hvor de forskellige løg skal være:

Der skal være ret mange i mit gule og hvide bed og så skal jeg have resten i krukker ved vores to indgangsdøre. Jeg har krukkerne pånær 3 terracottakrukker, som jeg ved, jeg kan købe billigt i Jem og Fix. Jeg skal bare have dem hentet!
Jubii - jeg føler mig rig!

Her er nogle at blomsterne, som jeg har fundet på nettet:

Tulipanen Cheers.


Hyacint City of Harlem



Narcis Mount Hood.

torsdag den 1. september 2011

Frøindsamling og blomster

Nu fik jeg hentet en del frø fra haven


Violfrøstjerne, som jeg vil så i bakker når der bliver rigtig efterår og stille bakken i drivhuset fordi frøene spirer kun hvis de får frost.
Blå akeleje, som er kommet til haven ved hjælp af fugle.
Måneskinsgul staudevalmue, som jeg strø ud over i mit gule og hvide bed - når der bliver rigtig efterår.
Jernurt, som er en etårig plante, vil jeg så i vindueskarmen i februar.
Nu er alle mine frø lagt i hver deres kaffefilter og alle er lagt i en lufttæt plasticbøtte i køleskabet.



Claus Dalbys purpurfarvede valmuer, som jeg også vil strø ud i beddene, når der bliver frost i vejret. Disse frø høstede jeg for ca. en måned siden. Jeg fik frø i efteråret sidste år af Claus Dalby fordi jeg købte en bog på hans forlags hjemmeside! (Bogen hedder Drivhusdrømme).

Nu mangler jeg kun de gule hængevioler og de lyserøde marmelukærmer. Dér skal der samles frø ind i morgen.

Der er endnu mange blomster i haven:
Rosen James Galway er endnu engang i fuldt flor.


En Austinrose, som jeg desværre ikke husker navnet på:





Dahlier:









Det var én af hver farve; Gul, hvid, lilla og pink! Jeg må bruge mobiltelefonen som kamera i øjeblikket, sålænge vores videokamera er under reperation. Den tager da ret gode billeder?