onsdag den 31. august 2016

Varmepumpe, stueplanter på en fridag.

En fantastisk dag.
Jeg kunne næsten ikke komme ind her til aften, men pludseligt blev det mørkt og så blev jeg nødt til at gå ind. Det har været varmt og næsten vindstille og jeg havde fri fra arbejde i dag. Der kom nemlig en installatør og satte vores varmepumpe op i orangeriet.


Gulvet i orangeriet blev vasket i dag. Nogle gange om året bliver det meget grundigt, hvor jeg ligger på knæ og kommer ind i alle hjørner. Sådan en dag var det i dag. Nu har jeg plantet alle syltekrukkerne til pånær tre. 


De fylder ikke meget i de to hjørner i hver sin ende, men det kommer det til, når citrustræerne kommer ind og de store duftpelargonier.


Jeg har vasket en af mine gamle æblekasser, som nu er fyldt med showaurikler. Stueplanterne skulle gerne være af den gammeldags slags og jeg kan da også huske, at vi havde nogle af dem i min barndom.


Jeg har to chiliplanter, som har mange frugter. De bliver røde og er ikke så stærke. Vi får madkasse hveranden uge fra Årstiderne og jeg har taget frø fra nogle gode chili, vi fik deri engang. Jeg tog også en gang tomatfrø og nu har jeg sået de tomater de sidste 5-6 år. Det er da lidt sjovt.


Her er vores varmepumpe, som er placeret over trappehylden med pelargoniestiklinger. Nu kan vi spise i orangeriet og drikke morgenkaffe året rundt, hvis vi har lyst til det. Pilleovnen er stadig den primære opvarmingskilde og skal holde rummet frostfrit til vinter. varmepumpen skal lige give de sidste grader, det bliver nok mest i weekenderne, den kommer til at køre. Der er også en udvendig del, som står i hjørnet ved huset og orangeriet. Citrustræerne står foran, så man ser den nærmest ikke.


De gule solhatte er bare så fine lige nu. De er plantet i en zinkspand og deri har de stået de sidste to år. Jeg skiftede jorden ud i foråret og den er groet godt.


De citrongule dahlier er bare så fine lige nu.


Dette er en duftende akeleje, jeg har købt på plantemarked.


Da Midthimmerlands Havekreds var på besøg, fik jeg foræret en fjerbusk. Den er plantet i skyggebedet, hvilket den skulle kunne tåle.


Dette er en mor og barn, som jeg har købt for 5 kroner. Såvidt jeg har forstået, er den i familie med Heuchera. Den har jeg sat på plantebordet ude i haven.


På bordet står der også to Heuchera og to ampelpileurt sammen med en gammel tekedel. Jeg skal da vist lige have tørret bordet af:)

På plantemarkedet i Komdrup købte jeg 3 cement græskar for 15 kroner stykket og to kogler for 25 kr. stykket. Jeg har også fået foræret nogle pyntegræskar, så jeg skal snart i gang med at pynte haven op!

Her til aften har jeg lavet stiklinger af tæppepileurt. Desværre lykkedes jeg ikke med stiklinger af jasminbusken. De visnede helt ned, selvom jorden blev holdt fugtig. Nu håber jeg på mere succes med pileurten. I morgen vil jeg prøve at så Heuchera.
Det har været en rigtig god fridag!

søndag den 28. august 2016

Citrustræer.

På en regnvejrsdag i venten på bedre vejr,
vil jeg på opfordring af Eliane fortælle lidt om mine middelhavstræer og hvordan jeg gør.
Jeg har et citrontræ, et appelsintræ, limetræ,et pomelotræ, et oliventræ og to stue-appelsiner.


Appelsintræet er en Citrus Sinensis. Det danner en fin rund krone, hvis man ikke beskærer det. Det er meget begynder venligt og kræver ikke meget. Jeg sætter det ud i haven i maj måned og dér står det indtil den første nattefrost i efteråret. Det kan godt lide regnvejr og bliver overbruset af regnen. Det skal også helst vandes med regnvand, da det ikke kan lide kalk.


Lige nu er der rigtig mange små grønne appelsiner på, som er kommet her i sommerperioden. Træet blomstrer i april samtidig med at der er frugter på. Jeg har plantet det i citrusjord - eller som det også kaldes middelhavsjord. Det indeholder de stoffer, som træet skal bruge for at sætte frugt, blandt andet mangan og jern. Jeg gøder også med flydende citrusgødning fra slut marts til midt august, hver 3.gang jeg vander. Nogle bruger flydende gødning hver gang de vander. Det gjorde jeg også sidste år. der kom ikke nær så mange appelsiner på og dem, der var modnet til plukning her i sommer, var ret tørre i det og kunne nærmest ikke spises. I år har jeg gødet mere sparsomt og så må jeg se, om det gør en forskel, da frugterne forrige år var spiselige, hvor jeg også kun gødede hver 3.gang.



Stue-appelsinerne, citrus Calamandina, kan ikke spises rå, men kan syltes. Det har jeg prøvet - jeg lavede appelsinmarmelade, og det smagte godt. De kan klare at stå i en vindueskarm i huset hele året rundt. Mine står i orangeriet om vinteren og bliver sat udenfor samtidig med de andre citrustræer. De kan blive til træer på 1,5 meters højde. Lige nu er de kun ca. 30-40 cm høje og er nærmest små buske.


Citrontræet sætter også mange frugter. Frugterne, der blev dannet sidste år og plukket i foråret og forsommeren har også været lidt mere tørre, så nu, hvor jeg kun har gødet ved hver 3.vanding, er jeg spændt på, om det gør en forskel. Jeg har lært, at hvis planter får for meget gødning, sætter det mest blade og det går udover blomstring. Måske er det det, der er sket.
Jeg vil lige nævne, at middelhavstræer trives i sur jord, fordi den lave H-værdi gør det lettere for træet at optage jern og mangan.

Jeg skifter jord hvertandet år, det er mest fordi, jeg gerne vil have, at træerne skal nå en højde på et par meter og få en bred stamme. Når det står i en krukke, får det jo kun en hvis mængde næring, så derfor tror jeg, det er godt, at skifte jorden rimeligt ofte. 
Jeg har haft træerne i 4 år og har fra starten plantet dem i ret store krukker. Jeg har tænkt, at de skulle blive i disse krukker, men hvis rodnettet fylder det hele, vil jeg skifte til større krukker.


Pomelotræet har jeg købt i år. Det vokser naturligt i Kina, men jeg har tænkt mig at behandle det på samme måde, som de andre citrustræer. Da jeg fik det i forsommeren, var der to store frugter på, som var saftige og gode, men lidt sure fordi jeg nok plukkede dem for tidligt. Nu har det sat to frugter igen, så det er jo spændende.
Jeg har plantet det i en stor krukke i citrusjord og det er vokset godt her i sommer. Det kan blive et meget stort træ, så jeg vil tro, det kommer til at kræve en kæmpekrukke på et tidspunkt.
Men det er med citrustræer ligesom med andre planter, at det kun kan udvikle sig til en størrelse alt efter plads og næring. Så holder jeg det i en bestemt størrelse krukke, så udvikler det sig kun til en størrelse, som det kan overleve på.

Jeg har også et lime træ - Lima Verde - det er langsomtvoksende og det laveste træ af citrustræerne. Frugterne er spændstige og saftige og har været dette lige siden jeg fik det for 4 år siden. Så det er nok det træ, hvor frugterne har levet mest op til forventningerne.
Det får samme behandling som de øvrige træer.

Det gælder for alle træerne, at frugterne, når de er modne og saftige, har en stærk citrusduft og en virkelig god smag. Så de lever fuldt ud op til de frugter, vi køber i supermarkederne. Jeg håber mit appelsintræ og citrontræ får saftige frugter igen.

Hvis man har lyst til at lave en god citrusmarmelade, kan jeg henvise til en opskrift jeg har under fanen "Marmelade". Den er med vanilje og virkelig god.

lørdag den 27. august 2016

Nærbilleder af sensommer-havens blomster.

Floks, dahlier og sommerblomster.
Jeg blev så glad i dag, da jeg gik en runde i haven, for de floks, jeg stklingeformerede og roddelte på et kursus for et par år siden, er nu blevet til fine planter og de er kommet godt op i det tætbeplantede staudebed.


Denne floks er købt hos Staudemarken Den er flot lyserød.


Her er en floks mellem høstanemonerne. De ligner hinanden i farven. Denne floks er stiklingeformeret eller roddelt - jeg husker det ikke helt!
Roddeling foregik ved at jeg fik en klump rødder med en lille smule grøn stængel og den stod i en potte hele efteråret og vinteren og kom fint op til foråret året efter. Derefter blev den plantet ud i beddet. Sidste år var den meget lille og jeg troede faktisk ikke den kunne klare konkurrencen fra de andre planter omkring, men så er den kommet så fint!


Her ved siden af hjortetrøsten har jeg også plantet en floks, som er hjemmelavet. Det er den mørkelyserøde halve blomst nederst i højre hjørne. 


Her er det en mørk floks med mørke blade, som jeg har haft i beddet, lige siden det blev lavet. Den dufter og er meget blomsterrig.


Indianermynte, den har jeg flere steder i krukker og nu skal jeg vist snart høste frø.


Her er de i krukkebeddet ved gavlen. Den bliver ret høj.


Dahlier i det samme bed.


Gammeldags mamelukærme. Bagved står der en dværgsyren i en kæmpekrukke. Den har fået efterårsløv. Måske skulle jeg forsøge at skifte jord i den til næste år.


Dobbelt cosmos har jeg i to krukker.


Duehoved i staudebeddet.


Flere duehoveder.


Dahlierne sætter stadig mange knopper.


Citrongule dahlier.


Denne har jeg fået at vide, hedder Auroras Kiss. Den er flot mørk.


Her er en anden mørk.


Denne græs bliver meget stor og jeg glæder mig til at den kommer til at fylde noget mere.


Øjeblomst.


På plantebordet har jeg en lys heuchera, en heucharella, to ampelpileurt, en pletter i luften og to showaurikler.


En hvid Sankthans urt.

Flere af stauderne har sat frø, så jeg er i fuld gang med at samle ind. De skal bruges til de workshops jeg skal holde her i efteråret, hvor vi skal så, stiklingeformere og dele stauder.
Man kan se nærmere HER

I dag har jeg været til Plantebyttedag hos Lone i Komdrup. Hendes have er så flot og frodig. Vejret var godt og vi fik mange gode plante-snakke. Så det har været en god dag i dag.

onsdag den 24. august 2016

Roser og Oldemors potteplanter.

Nu er roserne ved at være igang igen!
Jeg har været på Gug Planteskole og i Plantorama for at købe gammeldags potteplanter. Meningen er, at de skal plantes i de syltekrukker, jeg købte i ferien og skal være i orangeriet.


Ukendt rose, men jeg er meget glad for den.


Mini-rosen Gemma, som jeg har i staudebedet to steder.


Brother Cadfael næsten udsprunget.


Her er den mere udsprunget.


Ukendt Austinrose. De har 12 år på bagen og er lige blomsterrige hvert år.


James Galway har mange knopper.


I mandags var jeg hjemme hos Villy og Lisbeth og lånte denne bog. Den glæder jeg mig til at læse. Jeg har nemlig fået den idé, at syltekrukkerne i orangeriet skal beplantes med gammeldags stueplanter.


Jeg købte fire stueplanter. Nogle at syltekrukkerne skal også bruges til et par stykker af mine duftpelargonier. Planterne er endnu ikke plantet over i syltekrukkerne. Den til højre er en rød flamingoblomst, til venstre elefantøre. Til højre i midten husker jeg ikke hvad hedder. Der var kun dens latinske navn på etiketten. Det samme gør sig gældende for den, man lige kan skimte bag Elefantører.
Nu er det meningen, at jeg skal arrangere disse planter sammen med citrustræerne, når de skal ind. Så skal jeg have to hjørner i orangeriet med disse sammensætninger. Måske skal jeg pynte op med nogle gamle æblekasser også. Dem har jeg nemlig nogle stykker af.


En husfred på tallerkenrækken.

Jeg er ikke bekymret for vintertemperaturen i orangeriet, da vi nemlig har bestilt en varmepumpe, som skal supplere pilleovnen. Årsagen er, at når der er frost udenfor, varmer pilleovnen kun op til ca. 15-18 grader. Den kan ikke komme højere op, så derfor har der kun været varme til planterne. Det har jeg været virkelig glad for, men nu kunne vi godt tænke os at opholde os noget mere derude om vinteren. Det bliver nok ikke hver dag, men nok mest i weekenderne. Så vi vil godt kunne varme det noget mere op, så vi kan drikke vores morgenkaffe derude. Og lige sådan er det også en god oplevelse at være derude, når haven er dækket med sne.

Kombinationen gammeldags stueplanter og middelhavstræer synes jeg er spændende. Det var også sjovt at kigge efter de gammeldags planter på planteskolen og i Plantorama. Der dukker mange minder op fra barndommen, hvor man havde disse planter. Det er nok lidt nostalgisk, men det gør mig ikke noget:)


søndag den 21. august 2016

Avisartikel

Pressemeddelelse i lokalavisen.
I onsdags var der en artikel om mine foredrag og workshops i Midtvest avisen i Aalborg. Den er skrevet af en kommunikationskonsulent fra Fokus Folkeoplysning.


Den er skrevet på baggrund af hvor godt det gik i forårssæsonen, hvor alle foredragene var udsolgte. Nu starter efterårssæsonen op og tilmeldingerne er begyndt at komme ind, men der er stadig ledige pladser. Så hvis I har lyst til at være med, kan I nå det endnu. Der er tre workshops, hvor jeg viser, hvordan man sår og stiklingeformerer samt deler stauder og bagefter skal I selv prøve. Alle materialer, frø og planter bliver udleveret og man får det med sig hjem, som man har lavet.
Der er også to foredrag. Et om orangeri i haven fra idé til færdig projekt og så et om hvad der sker i haven om vinteren og med et bud på de opgaver der om vinteren.

Jeg glæder mig meget til at byde velkommen og komme i gang.

fredag den 19. august 2016

Oversigtsbilleder.

En hyggelig aften.
I går aftes kom der 9 personer tll åben have. Det var OK. Sidste gang var der dobbelt så mange. Vejret klarede op og der blev faktisk rigtig dejligt solskinsvejr. Det var en glæde at få lov at fortælle om min have og planterne. Der kom nogle bestillinger på frø og planter, og nogle fik lidt med sig hjem:)


Det er et dejligt vejr igen i dag og jeg kom til at tænke på, at jeg vist ikke har vist oversigtsbilleder af haven i denne sæson.


Jeg er så glad for denne lille vogn!





Det er forskellige ting, gæsterne ligger mærke til og det er ret sjovt at opleve. I aftes var der nogle, der var meget interesseret i mine lammeører, så de fik plantens navn med hjem.
Der var andre, der kunne lide sommerblomsten Timeviser. Og så blev en Astilbe og nogle stjerneskærme undersøgt nøjere.


Vi fik også en snak om solhattene.



Det meste, jeg har, er i krukker og det tog sig ret pænt ud, synes jeg.


De to lerpotter er med en næsten hårdfør hawaiblomst, som skulle få røde blomster. Der er ikke nogen på vej endnu og jeg tror, de har stået for udsat. Jeg tror ikke, de bryder sig om al den blæst, vi har haft. De kommer ind i orangeriet, når sæsonen takker af.



En nok lidt urealistisk drøm er at kunne udvide haven til det dobbelte, men der er naboer på alle sider, så det kan ikke lade sig gøre. Anders foreslår tit, at jeg skal leje marken nede for enden af vejen, for så kan jeg rigtig slå mig løs. Det kunne måske være en mulighed, men det kniber med tiden allerede nu med at nå det hele, så derfor er den plan også lidt urealistisk - men måske en dag? 


Det er så dejligt, at der er weekend nu, jeg har knoklet på arbejde i denne uge og været alene på kontoret her i ferietiden. Der skal ske ting og sager i orangeriet i weekenden og jeg glæder mig meget! Jeg vender tilbage med hvad det er:)



Citrustræerne har så mange frugter nu. Det er jeg noget stolt af.


Så derfor vil jeg lige vise et par nærbilleder. Her er det appelsintræet.


Pomelo-træet har to nye frugter. Det opdagede jeg i går. Jeg havde kun set, at der var én:)


Citrontræet bærer også pænt med frugter.
Nu håber jeg bare, at vejret holder hele weekenden. Mon der er nogen, der skal se håndbold i nat? Rigtig god aften.