onsdag den 24. september 2014

Efterårsblomstring.

Hvor længe mon det holder?
Hver dag når jeg kommer hjem, tænker jeg, at jeg er en meget heldig kvinde, for i haven blomstrer det på livet løs stadigvæk. Jeg kan ikke mindes, at jeg tidligere har haft så stor blomsterrigdom her i efteråret. Nu håber jeg bare, at det milde vejr fortsætter en måneds tid endnu, for så tror jeg, at blomsterne holder sig pæne!


Denne udsigt til haven har jeg,når jeg sætter cyklen ind i udhuset. Der er mange farver og man ser måske ikke på billedet, at de er delt op.


Krydderurtebænken hænger med endnu, selvom urterne er ved at være lidt triste at se på bortset fra rosmarinen og salvien. Måske skulle jeg klippe de andre helt ned, når de kommer ind men jeg ved ikke om det er det rigtige? Måske skal de først klippes ned til foråret?


Det blå og lilla bed er det, der er mest i forfald. Jeg er begyndt at samle frø, men kan tage en hel masse igen nu (når det igen bliver tørvejr)!


De gule dahlier bliver bare ved og ved, i dag har det regnet meget, så det er noget vådt.


Pink og purpur i fuldt flor.


Nu blomstrer den anden kanna. For tre uger siden troede jeg ikke, at den kunne nå det, men tataa!


Krukkebedet ved gavlen holder også trit. Der er både høstfarver og sommerblomster.


Matrem klippede jeg ned midt i juli måned fordi de var ved at overtage hele bedet. Nu er de ved at være godt igang igen. Det er godt, for jeg skulle gerne samle en masse frø!


Løveøre, som har været meget længe undervejs, men nu er der knop i den. Det bliver spændende at se, da jeg har fået frøene og sået dem. Jeg havde aldrig hørt om dem før og er glad for, at der nu er knopper!


Limefarvet vingetobak, de kan slet ikke følge med deres purpurfarvede søskende, som jeg har plantet i krukker og derfor har de fået mere vand end dem i bedene, men nu kan jeg da tage frø af dem også.


Clematis frøene plantede jeg sidst i efteråret sidste år og nu ser det sådan ud. Jeg lader dem stå ude endnu en vinter og ser hvad der kommer op til foråret i potterne, før jeg er sikker på om det nu også er clematis, der er kommet op eller om det er ukrudt. Jeg synes, det er lidt svært at se!


Duehoved.


Kattehale, som har blomstret uafbrudt siden starten af juli.


Stolte kavalerer, de er godt nok taknemmelige og fortsætter ufortrødent til frostens komme.


I dette lille bed har jeg stjerneskærm, som jeg er blevet helt pjattet med, og vil gerne have mange, så jeg vil prøve at frøså dem, jeg synes, de er rigtig flotte og passer godt sammen med mange andre. Her er de sat sammen med digitalis, kongelys og lammeøre!


Der er stadig lidt blomster i dem.


Citrontagetes kan også endnu.


En meget gul krysanthemum.


Jeg har tre andre krysanthemum, som er lidt kenzoagtge, synes jeg godt jeg kan kalde dem.


Lyng under dværgsyren og ved siden af er det katteurt, kæmpeverbena og vdunderblomst.

Forårsløg og løglægning er ikke påbegyndt her hos mig endnu, men jeg skal da vist snart til at bestille nogle løg - tiden farer afsted og det er svært at følge med! Indtil videre glæder jeg mig over farverne her i haven!

5 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

Det kan være, du kan være heldig at få løg sidst i oktober til billigere penge, men det er jo lidt et sats, om der er dem du gerne vil have.
Men ellers ser det stadig flot ud i dine bede, Løveøre kender jeg heller ikke. Har du set, at jeg har fået en enkelt matrem i mit rosenbed, jeg huggede den hos naboen, som er afgået ved døden. Dine gule dahliaer er forrygende, det ser flot ud med så mange sammen.

Bruuns Have sagde ...

Hold da op en blomsterrigdom, kan godt forstå at du nyder det, alle farverne og at vi er så heldige i år :-)

www.AnettesFlora.com sagde ...

Hej Birgitte!
Hvor ser det bare godt ud, let at forstå du nyder det syn!

Er nybegynder i at samle frø, men ihh du milde hvor er det spændende, også at se hvordan de forskellige frø opbevares af de forskellige blomster.

Tak for kigget
Hilsen Anette

Jette sagde ...

Hej Birgitte.Ja !!! det er bare så skønt at vi stadig har blomster i vores haver.
Min favorit hos dig er de gule dahlia...........de er da bare fantastiske.
God dag Knus Jette

Birgitte sagde ...

Hej alle fire. Tusind tak for jeres kommentarer. Dem blev jeg glad for. Ja, Lisbeth, jeg har godt set, at du havde en matrem i dit bed. Den frøsår sig selv, men er også meget nem at så. Du bliver bare så glad for at du har den i haven.
Ja, mit gule dahliabed er også et hit,når jeg holder åben have og jeg kan virkelig også godt lide det!